2009

 

01/06-09: I dag er det afrejse! Vi er – næsten – klar og mangler blot lige at pakke det sidste og få leveret (endnu) en flyttekasse til Katrine og Martin. Elinor har været syg i en 3 dages tid med feber, slim og generel utilpashed, men det lader heldigvis til at være ved at gå over; i hvert fald havde hun ikke feber i nat, så vi krydser fingre for, at vi ikke bliver sat i karantæne i Hongkong, selvom det selvfølgelig kunne tilføje en helt ny oplevelse til eventyret… :-/

Vi tog en kasse med ud til Katrine og Martin i går, men efter vi kom hjem, måtte jeg – efter nogen overtalelse fra Martin - erkende, at vores overvægt nok alligevel var lidt i overkanten, så der blev pakket endnu en (tung) kasse og på falderebet også en lille kuffert), som de tager med til Danmark, når det er deres tur til at flytte. Supersødt af dem. Vi var derude og spise aftensmad og sige farvel, og begge børn fik leget rigtig godt med Anna. Ellers har den stået på pakning hele weekenden. Lørdag aften tog vi dog en slapper og havde Richard og Colette ovre til middag. Det var som sædvanlig hyggeligt (og det blev som det plejer sent), og vi fik sagt på gensyn i enten Danmark eller Australien (Melbourne), hvor de håber at flytte til, hvis det kan flaske sig med job til Richard.

 

Se billede i fuld størrelse

 

I mandags var der stor demonstration i Auckland, og William og jeg deltog (for en kort bemærkning). Regeringen vil lave en ”supercity” i Auckland, hvilket indebærer, at man vil lave ét bystyre for ”stor-Auckland (svarende til Storkøbenhavn) i stedet for mange små. I den forbindelse er mange bange for, at det vil gå ud over demokratiet, men mest af alt er folk sure over, at man ikke længere vil have pladser i bystyret forbeholdt maorier. Dét fik mange ud på gaderne, og over 2.000 mennesker demonstrerede således i Aucklands gader med skilte hvor der bl.a. stod, at regeringen ikke respekterede ”the Treaty” og med en stor variation af mennesker – dog primært maorier – med en fortrop af politikere og meningsdannere og en bagtrop dannet af ”Black Power” – New Zealands ”gangstere” – kendetegnet ved at bære blå tørklæder for mund og næse. Det er sjældent, vi har set kulturerne sat skarpt op over for hinanden, men i mandags var det tilfældet, og i luften vejrede masser af uofficielle maoriflag – tino rangatiratanga – flaget som mere end nogen andre symboliserer maoriernes selvstændighed.

 

William spurgte nysgerrigt til, hvad en demonstration var, og hvorfor de demonstrerede, og jeg forsøgte at forklare det med, at borgmesteren havde bestemt noget, som en masse mennesker syntes var forkert. Det forsøgte de nu at fortælle ham, men det var borgmesteren, der bestemte, og det var ikke sikkert, han lyttede… William tyggede lidt på den og kom forleden med følgende bemærkning: ”Jeg er en borgmester!”. Han havde vist rationaliseret sig frem til, at det var et ganske udmærket job at have :-) Men det var interessant at se og læse om, for der er flere kulturelle spændinger under overfladen, end man aner. Vi har jo hele tiden syntes, at det var fantastisk, sådan som man havde formået at integrere de to kulturer (kulturer som er grundlæggende forskellige), bl.a. i form af, at børnene lærer om maorikultur og sprog i skolen (William kan flere sange, sige farverne og tælle til 10 på maori), men også i form af ”affirmative action” m.m. Uanset hvad har det været spændende at bo i et land, der på den ene side er ret europæisk og relativt moderne, og som på den anden side har en befolkning, hvor en del tror på excorsisme, forfædres ånder, har diverse ritualer som mange anser for primitive, har høvdinger og mange forskellige stammer osv. osv. Det er en utrolig sammensat kultur på godt og ondt og svær at beskrive om end utrolig interessant.

I torsdags var vi ude at spise med Eric og Daga, og det var dejligt også lige at få sagt ordentligt farvel til dem, om end børnene var fuldstændig balstyriske og næsten kravlede på væggene! Heldigvis var det på en italiensk restaurant, og italienere elsker børn… gør de ikke?… hmmm…. Nå, men hvorom alting er, så havde de det enormt morsomt alle tre :-) Torsdag var Elinor og jeg ligeledes på museum; vi gik byen rundt og startede med at gå til frisøren i Herne Bay (næsten ude ved Westmere hvor vi boede før), Herefter gik vi igennem Ponsonby hen til Karangahape Rd (også kaldet K Road fordi navnet er så besværligt at udtale), hvorfra vi tog bussen det sidste stykke. Busserne er overhovedet ikke indrettet til klapvogne (og slet ikke de danske af slagsen, som er ret store i forhold til de lokale), men chaufførerne er utrolig venlige og hjælpsomme, så det går som regel alligevel. Fra museet vandrede vi hele vejen ned til havnefronten, hvor vi mødtes med Daga – og så var dagens motionsmængde vist også dækket ind!

Vi har også haft afskedsfest for børnene i børnehaven; onsdag for Elinor og fredag for William. Colette havde tilbudt at bage kagerne, og hun lavede de fornemmeste kager til begge børn: ”cupcakes” med en rede af glasur og små ællinger af marengs på toppen til Elinor, og en kæmpelagkage med et billede fra vores tur til Christchurch lavet med spiselig printerfarve på et lag af hvid glasur. Jeg overvejede et kort overblik at sige, jeg selv havde lavet dem – he he - meeeen… - det var de nok alligevel lidt for flotte til :-) De smagte fantastisk og blev da også rost til skyerne og beundret af alle lærerne. Vi havde blomster og bøger med til dem, og havde skrevet kort til lærerne, og begge børn fik også bøger og søde hilsner retur. Det var en smule vemodigt, for både vi og børnene har været ualmindeligt glade for Kindercare Downtown. Både Steffi og Tamami påpegede, at det var en helt anden dreng, de oplevede nu, end da William startede i sin tid. Han var SÅ frustreret over ikke at forstå engelsk, og nu taler han det så godt som flydende! Og så ville de komme til at savne hans dejlige smil, sagde de :-) Val og Miki sagde, de kom til at savne Elinor, fordi hun altid var så glad og fornøjet, og de ville i det hele taget komme til at savne os og vores snakke om morgenen, når vi afleverede børnene. Nu skal vi hjem til 5-dages børnehaveuge og lidt længere dage, men børnene er jo glade for at gå i børnehave og får en masse spændende oplevelser og udfordringer, og dét kan vi ikke have dårlig samvittighed over – blot glæde os over at det i stedet.

Martin var ude og drikke afskedsøl i fredags og havde forinden sendt denne mail rundt til alle kollegaerne:

 

"Hi all,

 

This concludes my stay at KPMG NZ - and tomorrow I'll be packing my bags and head back to Denmark... and Summer J

 

It's been a great 14 months, where I've come to know a lot of great and interesting people. I am grateful for having had the opportunity to come to NZ, and even though I might be leaving early, I will look back at this experience knowing that I’ve made the best of it.


I have travelled all across New Zealand (both work related and personal) from CapeReinga in the North to Milford Sound in the South. I will miss the dark green forest of the NorthIsland and the beautiful and fascinating views of the South Island. There is not a region I haven't visited here, and I am happy to know that I have done most of the things you need to do while being in New Zealand:

  • Watch a Rugby match
  • Go fishing and catching snapper
  • Go hiking ……..with two small kids :-)
  • Do "the Luge" in Queenstown
  • Do Milford Sounds (in pouring rain)
  • Plus lots of other stuff…

It has been great working with all of you, and I'll definitely miss a lot of you. Especially within the Manager group, we have had a lot of good laughs and a really good team.

 

Some of the things I definitely won't miss:

 

  • Single pane windows
  • "Original weatherboard Kiwi houses" = wooden houses from the Fifties, which are not insulated and built so you can look out through cracks in the walls, and so damp that you can wash your clothes just by hanging it up on the walls…
  • No central heating
  • The winter rain (there is a reason for the lush green rain forest here :-)

 

I have also learnt a few new words/phrases to add to my vocabulary:

 

  • Cheers
  • No worries
  • Yep
  • Na'
  • TA

My plan is to be at the Waterfront in the Viaduct tomorrow at around 5 pm for some drinks/beers. If you want to celebrate that I'm leaving, that's where I'll be!”


Vi skal faktisk af sted til lufthavnen om blot 1 time; vi har netop haft besøg af Kasper og Pipa, som var her for at sige farvel, så nu har vi vist sagt enten farvel eller på gensyn til alle vennerne. Om mindre end en uge lander vi i Danmark (”Vi skal bare lige til Hongkong”, som William siger), og så må tiden vise, hvor vi så rejser hen næste gang… Status fra de seneste mere end 14 måneder i New Zealand er nok, at vi er meget, meget glade for oplevelsen og den læring, vi har fået med på vejen, men havde vi vidst, hvad vi ved nu, havde vi formentlig ikke gjort det… Men så ved vi dét, til en anden god gang.

 

24/05-09: Blot 8 dage til afrejse! Vi tager af sted fra Auckland mandag aften kl. 23.15 og lander i Hongkong dagen efter kl. 06.45. Vi skal være i Hongkong frem til den 6. juni om aftenen, hvor vi flyver til København, via München, og lander den 7. juni – på vores 6 års bryllupsdag – kl. 08.10.

I dag, søndag, er Martin på fisketur sammen med Richard, så han var tidligt oppe og af sted. Han fik oplevelsen af børnene som en tidlig farsdags-gave. William og jeg er meget spændte på, om han kommer hjem med frisk fisk i aften… Vi andre skal på besøg hos Robin og Christina og sige farvel. ”Farvel-runden” er i det hele taget begyndt; vi spiste middag med Kasper og Pipa hos Katrine og Martin sidste weekend, på onsdag holder Elinor afskedsfest i ”Babies’ room”, fredag er det Williams tur, og på torsdag skal vi mødes med Eric, Daga og Ephraim. Mange har spurgt os, om vi glæder os til at rejse, men det gør vi egentlig ikke… Vi er nok ikke nået der til endnu, men vi er da spændte på den nye hverdag, der venter os i Danmark, når vi på et tidspunkt er kommet på plads, og det er stadig den rigtige beslutning, vi har taget. Men det er da også en smule sentimentalt at skulle forlade Auckland, som efterhånden er blevet vores by. Selvom vi som sådan ikke er specielt begejstrede for den, kender især jeg den rigtig godt efterhånden; jeg kender smutvejene, ved hvor byens bedste bager ligger, hvor man kan købe den bedste kaffe, legepladserne osv. osv.

Siden sidst har vi været til rugbykamp mellem Auckland Blues og Christchurch Crusaders. Vi anede intet om rugby inden kampen, men man kan ikke have boet i New Zealand uden at have set en rugbykamp, så som sagt så gjort! Heldigvis mødte vi Martins kollega, Walther, som kommenterede kampen for os, og vi havde en rigtig sjov aften, alt imens børnene blev puttet hjemme hos Katrine og Martin. Det var faktisk første gang, en ”fremmed” skulle putte Elinor, men det gik over alt forventning; begge børn føler sig rigtig godt tilpas hos Katrine og Martin, så de opdagede knapt, at vi gik. Sidste lørdag var vi desuden på Auckland Museum sammen med børnehaven, og Elinor har nu nået en alder, hvor hun virkelig kan nyde de ting, hun oplever der, så vi skal helt klart have en dag mere derhenne inden afrejse. William syntes, det var sjovt at møde sine lærere på museet, men ellers ville han helst ud i Auckland Domain og klatre i Klatretræet frem for at se på udstillinger (men han har nu også set dem utallige gange efterhånden).

Her på falderebet har Martin været en del i biografen og haft ”spilaftener” sammen med Richard og Eric. De nørder omkring de samme ting, så det er helt ideelt :-) Jeg selv har holdt ”frokost-møder” med Kasper et par gange, hvilket har været superhyggeligt, eftersom der har været langt imellem, vi har set hinanden på det seneste. Og så har jeg (selvfølgelig) været ude med Katrine og ikke mindst fået trænet BodyAttack, som er favoritten p.t. Og så får vi jo gået byen tynd også i og med at vi ingen bil har længere (ganske god træning i øvrigt, når man bor i en by, der ligger på 38 vulkaner!). Selvom vi bor lidt interimistisk, er der desuden kommet gang i hjemmebagningen igen; meget kan lade sig gøre, hvis blot man kan regne ud, hvor mange skefulde 2½ dl er! Så jeg har bagt både æblekage og boller en masse den seneste uge – til stor glæde for børnene, som synes, det er SÅ hyggeligt at spise varme boller 
J Det er med at udnytte tiden til at gøre de ting, vi formentlig ikke får så meget tid til, når vi flytter til Danmark…

 

 

14/05-09: Vi kom tilbage fra vores sidste tur rundt i New Zealand i mandags og har nu været i alle regioner, ender og kanter. Vi føler, vi har set det meste; noget ville vi gerne have oplevet flere gange (eksempelvis Queenstown og Taupo), og andet kunne vi sikkert godt have undværet (eksempelvis Blenheim og Greymouth). Ikke desto mindre kan vi nu rejse herfra og vide, at vi har set alt, vi gerne ville se.
 
Vi rejste torsdag morgen og skulle hjemmefra allerede kl. 05. Som alle andre gange, fløj vi med Pacific Blue, og vanen tro skulle William sidde ved vinduet, og Martin skulle fortælle, hvad der blev sagt i kontroltårnet og i cockpit under starten: "Kontroltårn, kontroltårn, vi er klar til afgang..." Elinor var, som hun plejer, som en sæk lopper, men hun kender efterhånden rutinen og ved godt, at hun skal sidde (nogenlunde) stille, fordi hun er spændt fast under start og landing. Heldigvis var flyveturen til Wellington kort – kun omkring 1 time.
 
Vi havde lejet en bil for en enkelt dag, så vi kunne komme rundt i området nord for Wellington. Martinsborough, som området hedder, er centrum for en fantastisk vinproduktion – især rødvin lavet på pinot noir druen. Tilbage i Wellington gik vi en tur fra regeringsbygningen og videre langs havnen hen til Te Papa museet – New Zealands nationalmuseum – hvor vi havde en rigtig dejlig eftermiddag. Vi så bl.a. ”The Colossal Squid” udstillingen og udstillingerne ”Blood, earth and fire” samt ”Awesome forces”. Wellington er hovedstaden i New Zealand og ligger på den sydligste del af nordøen. Byen har kun ca. 381.000 indbyggere (til sammenligning har Auckland omkring 1 mio.). Vi oplevede byen som et fiskersamfund, der kolliderer med en storby, men det var en hyggelig by med en række flotte bygningsværker, bl.a. regeringsbygningen som var ganske interessant.
 
Fredag skulle vi med færgen til Picton på sydøen - 3 timers sejlads fra Wellington. Vi gik ombord på færgen, og Elinor legede, at hun kørte bil imens, hvilket William stolt kommenterede således: "Flot gået! Hun bliver nok en dreng en gang!" J I Picton havde vi lejet en bil for at køre til Nerlson, hvortil vi ankom ret sent, så i stedet for at skynde os ud at se noget, tog vi en slapper på Starbucks med store café lattes til mig og Martin, og green tea lattes til børnene (især Elinor er helt vild med det). Nelson er en ret fin by om end uden de store seværdigheder, så vi gik blot en tur, så vi kunne få lidt frisk luft, og børnene kunne få brugt lidt energi inden aftensmaden.
 
Lørdag morgen kørte vi en flot tur via Nelson Lakes National Park til Blenheim. Egentlig ville vi have været i Abel Tasman nationalpark, men da vores ture skal indrettes, så de også passer børnene, og det hverken tidsmæssigt eller vandremæssigt var specielt børnevenligt at tage dertil, kørte vi i stedet sydover. Turen var smuk i det klare efterårsvejr med træer i forskellige farver og rovfugle der svævede hen over himlen på jagt efter possums. Vi spiste frokost ved en af søerne i parken, hvilket nok lige var at stramme den lidt, for selvom vejret viste sig fra sin bedste side denne dag, var der stadig kun 9-10 grader og en god vind :-/ Herefter gik turen videre til Blenheim, der ligger på nordvestsiden af sydøen – blot 30 min. kørsel fra Picton.
 
Blenheim var skuffende trist, men byen er omringet af vingårde og vinmarker (Marlborough regionen), så søndag morgen kørte vi til Sta. Maria vingården for et besøg, og bagefter gik turen videre til Picton, hvorfra vi skulle med færgen tilbage til Wellington. Vejret var igen dejligt omend blæsende, men det er typisk New Zealand: Der er frostvejr om natten, men folk går stadig i bare tæer og t-shirt om dagen (det ville vores børn også gerne, hvis de havde fået lov!). Tilbage i Wellington boede vi på det samme hotel som i torsdags, hvilket især William var glad for. Her fik han nemlig morgenmadsbuffet, hvilket han sætter meget stor pris på! Yoghurt (gerne frugtyoghurt som han kalder for "mormor-yoghurt", men yoghurt naturel som han også får derhjemme kan også gøre det), frisk frugt, müesli og toast med marmite - et new zealandsk smørpålæg lavet af bl.a. gærekstrakt. Børnene er vant til at få det i børnehaven, men hverken Martin eller jeg forstår, hvorfor de kan li' det; det smager ganske forfærdeligt. Men der er en masse b-vitaminer i det, så det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget 
J

 
Mandag morgen, inden afrejse, nåede vi lige et besøg i Weta Caves, der ligger i udkanten af Wellington, og så var det tid til at rejse tilbage til Auckland. Ferien var god men ikke så oplevelsesrig, som de mange andre rejser, vi har været på hernede. Vi er nok ved at være "mætte" nu: vi har set natur nok for et godt stykke tid fremover, og vi trænger snart til en daseferie!!!! Nu tæller vi så småt ned og har i dag solgt vores bil (ved ikke hvor smart det lige var at sælge bilen 2½ uge før afrejse, men den gik til højeste bud, og så var det sådan, det måtte være) + fået en række andre ting på plads. Vi skal også snart i gang med at sige farvel til vores venner hernede, hvilket bliver en smule trist, men ellers er vi ved at være klar til afrejse og glæder os til at se venner og familie i Danmark i juni måned.
 

 

06/05-09: William blev som forventet raskmeldt forrige mandag og fandt i den forbindelse ud af, at han nu kan hoppe på ét ben J Lægen var ganske tilfreds med ham og sagde blot, at vi nu skulle være opmærksomme på symptomerne, så vi kunne komme hurtigt afsted, hvis det skulle ske igen en tredje(!) gang. Mandag var også, som sædvanlig, "mor og William dag", så vi startede dagen med vores efterhånden faste tradition, nemlig morning tea på café Impressions, der ligger lige rundt om hjørnet fra Kindercare. Efter hospitalsbesøget gik vi en tur i Auckland Domain, som ligger lige ved siden af. William ville nemlig gerne klatre i klatretræet istedet for at tage i Motat, så det gør vi næste gang i stedet.

 

Dagene flyver afsted med alt og ingenting, og torsdag var det Elinors tur til at komme i Auckland Domain og lege. Vi gik en tur rundt om andedammen og i vinterhaven til Elinors store begejstring. Hun sagde "wauw" hver gang hun fik øje på både planter og guldfisk. Hun kan dog ikke li' at få beskidte fingre, hvilket man jo unægteligt får, når man rører ved jord og lægger sig i vådt græs, så hun udbryder ret ofte "Oh no!" og kommer derefter løbende for at vise sine fingre og få dem tørret. Fredag havde Elinor og jeg en frokostaftale med Katrine inde i Auckland centrum. Som sædvanlig (det er efterhånden en ugentlig tradition) var det superhyggeligt, men efter Elinors lur oven på morgenens svømmetur, skulle vi have brændt lidt krudt af, så vi gik til Ponsonby og tilbage igen. Elinor løb og klukkede hele vejen tilbage ned ad College Hill - ned til legepladsen ved Victoria Park, hvor vi legede, ind til det var tid til at hente William i børnehaven.

 

Lørdag formiddag var Martin og børnene i indendørs legeland sammen med Eric, Daga og Ephraim, og om aftenen var vi til middag hos Colette og Richard. Søndag passede vi Anna og tog på tur til Mission Bay, hvor vi nød de formentlig sidste solstråler, inden vinterens regnvejr for alvor sætter ind.

 

William har i den forgangne uge været på fiskemarked to gange (første gang tog vi derhen blot for at studere levende ål og hummere og anden gang for at købe fisk) og fik sågar overtalt sin mor til at lave fisk med hoved, øjne, hale og det hele (noget der er en stor udfordring for et vegetar-hjerte). Fiskedamen lod ham røre ved de mange forskellige fisk , og efterfølgende bestilte han selv helleflynder og pegede ud, hvilke fisk, han ville ha'. Måltidet var på ingen måde fantastisk, men ikke desto mindre var det ifølge William ganske "delicious" J

 

Elinor er en kærlig ballademager, der er sprængfyldt af energi og drillerier. Hun snakker mere og mere - en god blanding af dansk og engelsk (hun siger "muar" = mor/mum og "dar" = far/dad). Sproget er endnu ikke så tydeligt, men det er sjældent til at misforstå, hvad hun mener. Hun er motorisk ret langt fremme i bussen men nyder samtidig at sidde stille og læse bøger og høre musik. I børnehaven henter hun tit en bog i reolen og sætter sig hen i sofaen for at læse i fred og ro. Hjemme sætter hun sig i skødet eller på maven af enten Martin eller jeg og venter på, at vi læser bogen, hun har taget med, for hende (ikke at hun har tålmodighed til at læse bogen færdig, men hun hygger sig J).

 

William udvikler sig helt vildt for tiden; tror både han og vi har lidt svært ved at følge med ind imellem. Han staver så småt nu og er meget fokuseret på, hvilket bogstav et ord starter med. Han går op i bogstaver med liv og sjæl og er desuden begyndt at plusse også. Han tegner også flere og flere ting: mennesker, tog, veje, flyvemaskiner med en masse vinger, og det er i det hele taget ganske imponerende, hvad han præsterer i form af fantasi og evne p.t. Han glæder sig enormt til at komme i skole og siger "Når jeg bliver 5 år...", fordi man her i landet jo starter i skole, når man fylder fem. Han prøver også grænser af og kan til tider være ganske provokerende og voldsom, men oftest er han sit sædvanlige finurlige kærlige jeg med kommentarer som "Jeg elsker Elinor helt op til  det der rum (himlen) og tilbage igen" og "dejlige mor" og "nussefar".

 

Martin har på grund af de afskedigelser der har været i hans afdeling fået en masse arbejde her på falderebet og alt for få at overlevere opgaverne til, så det er en smule hektisk for ham for tiden. I går holdt KPMG afskedsfest for ham og Ben (som rejser hjem til USA den 13. maj), og der blev både holdt tale, givet gaver og skrevet et smukt kort til ham. En meget flot måde at sige farvel på, og Martin fik vist endda også en klump i halsen, da det var hans tur til at sige et par ord.

 

 

25/04-09: Det er Anzac Day i dag, og i går var det Poppy Day - to nationale helligdage her i New Zealand. På Anzac dagen hyldes de soldater, der kæmpede i Gallipoli i Tyrkiet under 1. Verdenskrig, men i forbindelse med 2. Verdenskrig er dagen blevet en hyldestdag for alle soldater der har været i kamp (Anzac står for Australian and New Zealand Army Corps). Det er en af de største nationale helligdage i både Australien og New Zealand og fejres med reportager og mindeprogrammer på tv, militærparader med videre.

 

Poppy Day kaldes også Remembrance Day og er ligeledes en dag, hvor soldater fejres - her er det dog de faldne, der mindes. I New Zealand fylder denne dag mest i gadebilledet, for stort set alle går rundt med en valmue (en "poppy" på engelsk), der er klipset på jakken - købt for 1 dollar af indsamlere fra RSA - Remembrance Services Association - soldaterforeningen (faktisk skal man donere en guldmønt for den, så man kan også vælge at give 2 dollars). Poppy Day er lidt pudsig, fordi den i andre lande fejres i november, imens man i New Zealand har valgt dagen før Anzac Day. Årsagen er, at valmuerne, som skulle sælges for at indsamle penge til soldaterforeningen tilbage i 1921 kom med båd fra Frankrig, men båden var forsinket og ankom først, så dagen kunne blive fejret første gang den 24. april 1922, og sådan har det været siden.

 

Finanskrisen har nu også ramt KPMG i New Zealand, der har afskediget et par af Martins nære kollegaer. Trist men heldigvis er der et rigtig godt sammenhold i management-teamet, så selvom firmaet ikke har italesat fyringerne og det hele har været/er meget tys-tys, har Martin, Eric, Ben og Richard talt godt sammen om det og hjulpet hinanden. I torsdags havde de øl, pizza og spilaften hjemme hos Eric, og efter børnene var lagt i seng, gik vi piger ud og spiste og i biografen for at se "The Reader", så "drengene" kunne hygge sig i fred. Mærkeligt at teamet efter blot 1 år allerede er ved at være opløst: de der ikke er blevet fyret, rejser snart hjem. Der er snart ingen "ikke-kiwier" tilbage.

 

William skal røntgenfotograferes og endeligt raskmeldes på mandag, og Elinors eksem er næsten væk - så længe vi husker at smøre hende ind 2 gange om dagen i hvert fald. Så vi er stort set sygdomsfrie bortset fra en omgang forkølelse, der har ramt Elinor og mig. William skriver bogstaver (han skriver også en del ord efterhånden) + tal og tegner til den store guldmedalje. Han er begyndt at tegne mennesker, som udvikler sig mere og mere, så de nu både har arme, ben, mund, ører, næse, øjne, og det hele. Han tegner også sole, senge, edderkopper, veje mv. Når noget først fanger hans interesse, går han op i det med liv og sjæl og er dybt koncentreret om det både herhjemme og i børnehaven. Han er for øvrigt blevet en "penguin" nu og er ikke længere en "squid", for efter blot 2 gange på blæksprutteholdet var han klar til at rykke endnu et niveau op. Som han siger: "Det er fordi, jeg har øvet mig meget, og jeg er bedst!" (han er stadig meget fokuseret på at være bedst og hurtigst til alting; godt med et konkurrencegen, men han kan ikke helt forstå, at man ikke skal være hurtigst til at spise også, for man kan jo ikke vinde, hvis man er langsomst, vel?! J). Han er stadig glad for at svømme og crawler efterhånden et godt stykke, men når vi flytter til Danmark, vil han gerne gå til både kung-fu og hip-hop også, siger han, for det er "godt for kroppen, ik' mor?" Elinor blander ligesom William både engelsk og dansk og siger en hel del nye ord: "sit down", "hold that", "morning tea", "more" og "oh no". I børnehaven siger de, hun forstår alt, hvad der bliver sagt, og ind imellem må vi også herhjemme sige tingene på engelsk, eksempelvis "take off your shoes", "find your shoes", "take the book" m.fl. Hun kan rigtig godt li' at læse bøger, høre musik og synge (hun elsker engelske "nursery rhymes" og børnesange, som hun også kender fra både svømning og børnehaven). Ofte tager hun en bog med hen for at sidde på skødet af mig eller Martin, men tålmodigheden er ikke så stor, så hvis vi ikke lige gør, som hun havde tænkt sig, bliver hun gal. Men lige så hurtigt som hun kan blive gal eller ked af det, bliver hun glad igen - hun reagerer blot promte på det meste. Hun er glad for at lege med Lego også og kører meget med sin lille klapvogn (eller Williams kuffert, hvis hun ser sit snit til det). I børnehaven tager de hende nogle gange med ind til William for at sige hej (så hun ikke behøver at kravle over rækværket). Hun får nemlig øje på ham ind imellem og vil ind til ham, og William er heldigvis så glad for hende, at han giver hende krammere og stolt siger til alle, der vil lytte, at det altså er hans lillesøster, og hun hedder Elinor. 

 

Sidste søndag var vil til BBQ hos Richard og Colette, som er flyttet over på den anden side af broen - til Northcote. William hjalp Richard med at grille og lokkede ham til at lægge pølserne således, at de lignede tal J Elinor tonsede som sædvanlig rundt med sin klapvogn og holdt sig ellers tæt op ad sin far og mor - hun skal lige se folk an, før hun vil i snak med dem, så hverken Colette, Richard eller Ben og Leah, som også var med, fik lov til at komme i nærheden af hende på trods af, at hun nu har set dem en del gange efterhånden. Dagen forinden var jeg på ridetur ved Pakiri Beach - 1½ times kørsel nord for Auckland. Det var vist også på tide, jeg fik brugt gavekortet, jeg fik af Martin og børnene i julegave, men det var nu ikke noget hit: vi galoperede kun 5-7 minutter ud af en i alt 2 timers ridetur, som foregik på heste, der kendte vejen til udødelighed og blot fulgte efter hinanden. Øv! Men jeg fik da en masse frisk luft og ondt i bagdelen - he he! Ugen i øvrigt har budt på tandlægebesøg, fordi Williams tænder er blevet misfarvede af den medicin han fik ifm. betændelsen i hoften, frokostaftale med Katrine, som jeg ikke havde set længe, endnu en omgang oprydning i de ting, vi ikke skal have med til DK, forberedelse af bilsalg (bl.a. indhente priser på udbedring af ridser i lakken...) og ikke mindst det sædvanlige: svømning, arbejde, træning osv. Vi bruger også en hel del tid efterhånden på at kigge på hus og andre ting relateret til flytningen. Jeg nyder stadig de dage, jeg har med William og Elinor hver i sær, men ellers begynder tiden at føles lang og hverdagen en smule triviel. Jeg glæder mig derfor på den ene side til at komme igang med at arbejde fuld tid igen, men på den anden side er det også ærgerligt, at det tidsoverskud der er til børnene lige nu forsvinder. Men den tid der er gået kommer jo heldigvis ikke skidt tilbage J

 

 

 

16/04-09: Så er vi tilbage fra påskeferie, hvor turen gik til Christchurch, Greymouth, Franz Josef Glacier, Kaikoura og Akaroa. Påsken startede ellers med en trist nyhed, nemlig at moster-mormor er død; hun sov stille ind sidste torsdag og skal begraves på fredag. Vi ville meget gerne have været med og sagt farvel til hende, så vi føler os lidt langt væk pt.

 

 

Vi havde nu alligevel en rigtig dejlig tur med både spændende og udfordrende oplevelser, og denne gang havde vi pakket til al slags vejr og var i lufthavnen i god tid - vi tog endda bussen derud J

 

Temperaturen i Christchurch var formidabel og ligger generelt set 6-8 grader over den i Dunedin (I Dunedin blæser der kolde vinde fra Antarktis) og p.t. kun et par grader under Aucklands. Vi nød derfor det smukke vejr på bilturen fra Christchurch til Greymouth via Arthur's Pass med udsigt over de flotte sneklædte alper. Greymouth er en by med omkring 15.000 indbyggere og den største by på vestkysten. Den ligger ved floden Grey og er en af de byer, mange overnatter i på vej til eller fra Franz Josef Glacier. Byen som sådan var ikke noget at råbe hurra for; et kombineret bryggeri og restaurant + en statue var vist dét!

 

Søndag morgen kørte vi via Hokitiga til Franz Josef Glacier. Aftenen i forvejen havde vi fundet ud af, at vi ikke kunne komme op og vandre på gletcheren og ej heller komme på helikoptertur i området, fordi man ikke må have små børn med (da vi kom derop og så gletcheren, gav det god mening, men det stod ikke i nogen af rejsebøgerne). Det skulle ellers have været dagens højdepunkt, men i stedet foreslog en dame på turistkontoret i Greymouth, at vi besøgte "Hukawai Glacier Experience and Indoor Ice Climbing" og derefter kørte op for at se gletcheren.  Som sagt så gjort. Det var en kæmpehit, og både William, Martin og jeg fik klatret på isvæg - William endda to gange. Sej dreng! Væggen er 10 m, og William nåede hele 4 meter op, imens både Martin og jeg nåede helt op. Efter isklatring og frokost kørte vi så langt vi kunne komme mod Franz Josef gletcheren og gik herefter igennem et skovområde frem til "Peter's Pond", hvorfra der var direkte udsigt mod gletcheren. Et fantastisk syn! Vi var godt trætte og mætte af de mange smukke, specielle og ikke mindst udfordrende oplevelser, da vi kørte tilbage til Greymouth for at overnatte igen, inden turen gik videre mod Kaikoura på østkysten - 83 km nord for Christchurch.

 

Vejen mod Kaikoura gik først til Punakaiki nord for Greymouth og derefter igennem Paparoa National Park. Punakaiki er kendt for sine "Pancake Rocks" og "blowholes" langs kysten. Disse naturfænomener består af kalksten, som blev dannet for 3.500 mill. år siden, og på grund af tidevand og kraftige bølger, er stenene eroderet, så de ligner en stak pandekager - deraf navnet. Vi ankom til Kaikoura sen eftermiddag og blev ret skuffede over det, der mødte os: Kairkoura oplevede vi som en yderst slidt backpacker-by, hvor det tog os fire forsøg at finde en restaurant, der ikke så sundhedsfarlig ud, og som serverede ok mad. Men 4. gang var lykkens gang, for vi endte med at få rigtig dejlig mad allesammen for første gang på turen (subway sandwiches tæller ikke!), og jeg fik smagt krebs ("crayfish"), som Kaikoura er kendt for. Det var meningen, at jeg skulle have været ude at svømme med delfiner, men fordi Martin og børnene ikke måtte komme ombord på båden (båden der sejler ud til delfinerne må ikke have børn ombord), valgte vi at køre videre mod Christchurch uden at have oplevet noget som helst. Lidt ærgerligt men en del af glæden ved at opleve er at opleve sammen, synes vi.

 

Vel ankommet i Christchurch tog vi en rundtur med sporvognen for at se byens seværdigheder: Victoria Square, Botanic Gardens, Christchurch Cathedral, the Avon og byens mange smukke gotiske bygningsværker. Christchurch er efter sigende den mest engelske af alle new zealandske byer. Vi hoppede af sporvognen ved Cathedral Square og spiste frokost i katedralens café, som sporvognskonduktøren fortalte var blevet indviet af dronning Elizabeth og vist nok var den eneste "katedral-café" i verden med ret til at servere alkohol. Det syntes vi var ret sjovt, så vi bestilte selvfølgelig en øl i kirken J

Efter endnu en runde med sporvognen fik William lov til at hoppe på trampolin, hvor man bliver spændt fast i sele og elastik, så man kan hoppe rigtig, rigtig højt. Han havde talt om, at han gerne ville prøve det hele dagen, og han var så begejstret for det, at han såmænd nægtede at komme ned igen efter endt tur J Bagefter gik vi tilbage til hotellet og svømmede i poolen (sjovt hvordan pris og kvalitet ikke altid hænger sammen: det var det absolut bedste hotel men samtidig det billigste, og sammenlignet med hotellet i Greymouth, som bogstavelig talt var ved at falde fra hinanden, var det den rene luksus). Ved aftenstid gik turen tilbage til centrum og restaurant og bryggeri "Dux de Lux", som vi var blevet anbefalet at prøve. Som så ofte før var restaurantoplevelsen ikke noget at skrive hjem om, men deres øl smagte ganske glimrende. Martin og jeg talte på vejen hjem om, at det er os en gåde, hvordan et land som New Zealand, der har så fantastiske råvarer og restauranter/cafeer med en udsigt, der siger spar to ikke gør mere ud af det kulinariske; de har en unik mulighed for at give folk en uforglemmelig oplevelse men serverer i stedet mad i slidte og triste lokaler, hvor køkkenet ser lukningstruet ud, menukortet er kedeligt og forudsigeligt og maden ligegyldig og smagsløs. Men ok - uforglemmelig kan oplevelsen selvfølgelig blive alligevel - bare ikke sådan som man havde forestillet sig!

 

Onsdag morgen stod vi ualmindeligt tidligt op for at køre til Akaroa - en lille kystby 1½ times kørsel og 89 km øst for Christchurch. Her kunne vi nemlig komme ud at sejle alle sammen,  og jeg kunne få svømmet med delfiner - jubiiii! De delfiner der findes i Akaroa er "hector dolphins" - en af verdens mindste og sjældneste delfiner, som kun findes i havet omkring New Zealand. Klokken 8.30 var det således på med våddragten og ud på åbent hav! Efter cirka 30 minutters sejlads fandt vi en lille gruppe delfiner og standsede derfor båden, så os med våddragter på kunne hoppe i vandet. Fordi delfinerne er vilde, og man i New Zealand i meget høj grad prioriterer at bevare naturen og dens dyreliv, blev vi bedt om ikke at røre ved dem. Vi måtte heller ikke plaske med armene og kun bevæge benene en smule for at holde os oppe i lodret stilling. Det var en ret syret oplevelse at se delfinerne på så tæt hold og have dem svømmende rundt omkring sig - og så ude midt i havet i deres naturlige omgivelser. Ret specielt og grænseoverskridende. På vejen tilbage mod land fik vi øje på en fiskekutter, som også delfinerne havde opdaget, så vi fik set omtrent 80 hector delfiner hoppe og plaske rundt - ovenud

begejstrede for al den fisk, de fik fat i med hjælp fra fiskekutteren. Det var helt ubeskriveligt så smukt et syn, det var. Vi så også en række sæler ("New Zealand fur seals"), der lå på klipperne ikke så langt fra Akaroa havn, så alt i alt fik vi oplevet meget mere end forventet på denne feriens sidste dag. Tilbage i havnen fik jeg et velfortjent varmt bad (havet var KOLDT at svømme rundt i og en efterfølgende våd våddragt gjorde ikke sagen bedre!), og efter nogen tid med to jakker, halstørklæde og godt med varme på i bilen, begyndte jeg da også at kunne mærke mine tæer igen. Det var uden tvivl hele oplevelsen værd. Vi kørte direkte i lufthavnen, hvor vi afleverede bilen og fløj tilbage til Auckland - cirka 5 kvarters flyvning - godt trætte og mætte af alle indtryk.

 

 

 

09/04-09: Elinor var ved lægen i går med henblik på at få undersøgt hendes udslæt nærmere og få talt om allergitesten, hun var til i sidste uge. Det lader til, at hun har svær eksem, astma-eksem, så hun skal smøres ind i en speciel creme 4-5 gange om dagen. Hvis ikke det hjælper, skal vi til en børnelæge om 2-3 uger. Allerede nu ser det dog ud til at gøre hende godt, så vi satster på, at der ikke skal mere til. Lægen sagde også, at et klimaskifte kan gøre en stor forskel, fordi Auckland jo er "Asthma Capital of the World". Jeg havde næsten helt glemt, hvor slem efteråret og især vinteren sidste år var for Elinors helbred, og det tegner bestemt ikke til at blive bedre i år. Så er det jo fint, at man kan glæde sig over dét også, når vi rejser til Danmarks forhåbentlig skønne sommervejr! 

 

Men det er nu ikke lutter sygdom det hele. Vi hygger os meget i hverdagen, hvor jeg har tid med William og Elinor hver for sig. Det er virkelig kvalitetstid, der vil noget. William og jeg var for nylig på Auckland Museum og se dinosaurus-udstilling. Selve udstilligen kunne William ikke li', for han bryder sig ikke om høje lyde og larm (dinosauruser brøler ret højt!), men han syntes, det var dejligt at få "morning tea" i museets café og gå rundt og snakke sammen. Han stiller ubeskriveligt mange spørgsmål for tiden, og på et museum er der jo rigeligt med ting at stille spørgsmål om J Elinor kan godt li' at læse bøger og lege med legoklodser, så det bruger vi en del tid på suppleret med lange gåture rundt i byen, og også hun nyder at få "morning tea" på en café eller på en bænk ved havnen. Vi deltager ikke rigtigt i den danske mødregruppes arrangementer længere, for de er om tirsdagen, hvor begge børn er i Kindercare. Og eftersom de begge er så glade for at være der, synes jeg ikke, der er nogen grund til, at de skal misse en dag for at komme med i mødregruppe, hvor det ofte er ret kaotisk med en masse mennesker på (alt for) lidt plads. Og jeg må indrømme, at jeg hellere vil i træningscentret og løbe, når nu jeg har muligheden, end at drikke kaffe med de andre danskere...

 

God påske!

 

 

07/04-09: Ninus er tilbage... sådan næsten da... Martin satte sig nemlig for at gøre endnu et forsøg på at krølle en af de ekstra Ninusers ører, så det kunne blive "den rigtige", og som sagt så gjort. Denne gang lykkedes det, og William var ovenud lykkelig, da han vågnede og opdagede, at Ninus var kommet tilbage. Som han sagde: "Nu har Ninus været ude at rejse to gange alene uden mig." (vi glemte ham på hotellet, da vi var i Te Anau, så han blev sendt hjem til os med posten) J

 

Sidste tirsdag var Martin og jeg til koncert med Duffy i Vector Arena, som ligger her ved siden af, hvor vi bor. Det er faktisk første gang, imens vi har været her i New Zealand, at vi har været ude alene bare os to, og det var superdejligt om end koncerten var lidt af en skuffelse. Når man forventer en singer-songwriter à la Tina Dickow og får en amatøragtig sex-killing, er det jo ikke så sært.... Men vi havde en dejlig aften, alt imens Katrine passede børnene. Elinor sov mere eller mindre allerede, da vi gik, men William havde glædet sig til at blive puttet af Katrine, så han ventede oppe.

 

William blev for øvrigt færdig med sin penicillin i går, og nu venter vi blot på en endelig raskmeldelse den 28. april, når han skal røntgenfotograferes. I stedet er det blevet Elinors tur til at besøge lægen, for hun har fået en frygtelig masse eksem/udslæt, som lader til at blive værre og værre. Vi er derfor ved at undersøge, hvorvidt det skyldes allergi. Ind til videre har hun været til prik-test og fået taget blodprøver, og i morgen skal vi tilbage til lægen for at se, hvad hun siger. Vi kører i rutefart for tiden!

 

Weekenden startede med en laaang gåtur rundt i Auckland lørdag. Efterårsvejret har været fantastisk i to uger, så det er med at udnytte, at det ikke regner og få gået nogle ture. Vi endte i Ponsonby, hvor William og Martin spiste italiensk is, hvorefter vi fortsatte til legepladsen ved Victoria Park, inden turen gik hjem for at lave aftensmad. Søndag var vi ude at spise brunch i Parnell med Kasper og Pipa, som vi ikke har set i et godt stykke tid. De havde en forsinket fødselsdagsgave med til William - en rugby bold som man jo må eje, når nu man bor i New Zealand (rugby-landsholdet, All Blacks, er store stjerner her i landet). Bagefter tog jeg i biografen med Daga, og Martin og Eric kørte i "Old MacDonald's Farm" med børnene. Både Elinor og William fodrede dyr og var ude at ride på pony. William plejer ikke at være til den slags, men han gik endda så tæt på, dyrene, at et æsel spiste både foder og plastikpose, som han havde i hånden!

 

På lørdag tager vi på påskeferie på sydøen. Vi starter i Christchurch, og planen er herefter at køre til Franz Josef gletcheren og enten til Kaikoura og svømme med delfiner eller til Mt. Cook - New Zealands største bjerg. Ruten er ikke helt fastlagt endnu.

 

 

9/03-09: Tillykke med de 3 år, kusine Kamma!

 

Så er energiniveauet ved at være reetableret, og William er i topform. Stadig på penicillin i 2 uger mere men "så god som ny", som han siger :-) Der skal dog ikke så meget til for at gøre os nervøse; så snart han tager sig til benet eller blot antyder, han har ondt, er vi over ham med det samme... stakkels dreng - han synes vist, vi er lidt anstrengende. Når de to uger er gået, skal vi tilbage til sygehuset for røntgenfotografering.

 

Og apropos sygehus så mistede William sin Ninus på sidstedagen af indlæggelsen. Ret katastrofalt eftersom denne Ninus var den eneste "rigtige" ud af de tre, han har (han kan mærke på ørerne, hvilken Ninus, der er den rigtige)... Martin fik da også hurtigt lavet en EFTERLYST plakat, som blev sat op rundt omkring på hospitalet, men desværre har det ikke bragt Ninus tilbage. Næste træk var at forsøge at krølle ørerne på en af de andre Ninuser, men William er ikke sådan til at narre! Det er dog som om, det ikke betyder så meget for ham; som om det er helt ok, at Ninus blev efterladt der på sygehuset, så han har på intet tidspunkt været ked af det. Gudskelov. Men det er da lidt trist, når nu han har haft ham, siden han var 3 måneder gammel, og han har fulgt ham i tykt og tyndt overalt siden.

 

Begge børn har det nu rigtig godt, og Elinor er som sædvanlig "cute and cheeky", som de siger i børnehaven. I morges tog hun således en bøtte vaskepulver og vendte den på hovedet i sofaen... hun har forsøgt at få fat i den længe og var ovenud fornøjet, da det i dag endelig lykkedes hende. Både hun og William er nu blevet rigtige dansemus, og William har helt klart sin egen stil... til meget stor morskab for farmor, som har set det på video via skype og var helt færdig af grin. Vi blev da også enige om, at han har rytme som sin far - he he :-D

 

Sidste søndag tog vi til "Glenbrook Vintage Railway" sammen med Eric, Daga og Ephraim og havde en rigtig dejlig dag. Vi tog madkurv med og var på togtur til kæmpefornøjelse for især William, som nød det i fulde drag. Bagefter kørte vi til Mission Bay og legede på legepladsen og hyggede os. En god afslutning på en ellers træls uge, må man sige. William og Ephraim, som er 2½ år, legede og moslede rigtig godt sammen. Daga sagde da også bagefter, at det var mere end ærgerligt, at vi flytter tilbage til Danmark, for nu er det ikke kun hende og Eric, der kommer til at savne os men også Ephraim. De flytter tilbage til USA om 1 år, når Erics kontrakt udløber. Daga har hjemve, men ingen af dem har job i USA, og i disse krisetider, ville det være vanvid at rejse tilbage uden, som hun siger. De ville ikke en gang have råd til at bo i deres eget hus! Når man ser tingene i dét perspektiv, er vi rimelig godt stillet, må man sige: dels har vi begge job at komme tilbage til, og dels har KPMG "opført sig" ganske fair i forbindelse med Martins opsigelse her i New Zealand, hvilket betyder, at vores hjemrejse og flytning kan holdes på et minimum af udgifter for os. Næsten ironisk når nu beslutningen om at rejse hjem blev taget uanset de økonomiske konsekvenser og på trods af et "worst case scenario", der var ret overvældende...

 

Mandag var det svømmetid for William, og det er som altid fantastisk at se ham så begejstret og ivrig efter at lære. Når Susanna for eksempel spørger, hvem der vil hoppe i først, er han den første til at række hånden i vejret og sidder og vifter og vifter med armene, til han - eller en anden - bliver valgt. Efter endt svømning fik han en seddel, hvor der stod "Congratulations, you are ready to move to the next level", og således rykker han fra "starfish" til "squid" holdet i morgen. Han fik også lov til at få en ekstra svømmetime, så vi var afsted igen onsdag, og så selvfølgelig fredag, hvor Elinor svømmer. De kender os også ret godt i svømmehallen efterhånden J

 

I går var vi til fødselsdag hos Bella, som fyldte 3 år, og Hannah, som fyldte 1 år. Det var længe siden sidst, vi havde set familien Benson/Bengtson, og William sagde da også, da vi kørte hjem, at det havde været en dejlig dag, hvor han havde leget rigtig godt med Charles og de andre børn. I dag har været en ren afslapningsdag, hvor vi har taget den med ro og gået tur til Parnell, hvor vi spiste frokost udendørs i det formidable efterårsvejr. Parnell Village er et superskønt område ikke så langt fra, hvor vi bor. Bydelen er centrum for skønne cafeer, gallerier og en lang række specialbutikker og består af gamle, charmerende træhuse med smukke udskæringer. På vejen hjem stoppede vi i "Asian Food Market" og købte ind til aftensmaden. 

 

Ugen i øvrigt er for mit vedkommende gået med rigtig meget arbejde - endda så meget at Martin måtte tage tidligt fri fredag for at tage sig af børnene, så jeg kunne nå at aflevere en opgave fredag morgen dansk tid. Jeg nåede det 10 minutter i deadline! Jeg må også hellere huske at fortælle, at Martin har fået sig et kamera; et meget avanceret et, som han er meget glad for. Vi havde aftalt, at hvis han fik lavet en ok aftale med KPMG både i Danmark og New Zealand, kunne han købe det, og som sagt så gjort. Han øver sig hele tiden i at tage gode billeder og er oppe på omkring 1.000 forsøg allerede J

 

Noget helt andet er, at vi nu har boet i New Zealand i over 1 år! Vi har været glade for tiden her, men synes stadig at beslutningen om at flytte tilbage til Danmark er den rigtige (heldigt når nu møblerne er sendt afsted, og vi skal begynde på arbejde i DK henholdsvis den 1. og den 15. juli - he he!). Vi har fået bestilt vores tredje og sidste rejse rundt i New Zealand, hvor vi tager til hovedstaden Wellington og desuden kører rundt i den sydlige del af nordøen og den nordlige del af sydøen. Det bliver den 7.-11. maj. Hvis vi på nogen måde kan "squeeze" en tur til Melbourne, Australien ind også, gør vi det, men det begynder vist at knibe.

 

 

22/03-09: Ugen er ikke helt gået som ventet, må man sige... I søndags endte William nemlig på Starship Children's Hospital, hvor han var indlagt til og med torsdag. Han har det efter omstændighederne ok, men vi er panisk angste for, at han skal ende der igen... For at det ikke skal være løgn, har Martin også været syg og på penicillin hele ugen, og Elinor har ligeledes skrantet, så vi har været lidt energiforladte den seneste uges tid, for at sige det mildt.

 

Det gik nemlig hverken værre eller bedre, end at William faldt lørdag morgen, da han skulle vise, hvordan Spiderman hopper ned fra sofaen. Han græd og ømmede sig men kom dog hurtigt på benene igen. Lørdag eftermiddag var vi på køretur til Brown's Bay, Northshore, hvor vi gik en tur sammen med Richard og Colette samt hendes forældre, som er kommet på besøg fra Sydafrika. Som eftermiddagen gik, begyndte han at beklage sig over, at han havde ondt i benet, og at han ikke kunne gå mere, men efter at have kigget og mærket på det, vidste vi, at det ikke var brækket, så vi ventede og så tiden an. Natten til søndag havde han rigtig, rigtig ondt, så søndag morgen tog jeg ham med til White Cross klinikken, som konstaterede, at intet var brækket, men for en sikkerheds skyld, sendte de os alligevel videre til røntgen på en anden klinik. Som sagt så gjort. På den anden klinik mente lægen heller ikke, der var noget i vejen, men eftersom William fortsat ikke ville støtte på benet og i det hele taget var rimelig mat i sokkeholderne, turde hun ikke sende os hjem. I stedet skrev hun en henvisning til børnehospitalet, Starship Children's Hospital. Her tog tingene fart: William fik lagt drop og taget blodprøver, og ved aftenstid var han indlagt på ortopædisk afdeling! Det viste sig nemlig, at han havde dobbelt så mange hvide blodlegemer i blodet som normalt, og sammenholdt med smerterne i benet, mente de, at der var tale om en infektion i hoftebenet - i selve knoglen... Pyha - vi som ikke troede, at den slags kunne ske 2 gange. Brat opvågning! Smerterne havde med andre ord intet at gøre med lørdagens fald - det var en ren tilfældighed.

 

Allerede søndag aften blev han kørt til operationsstuen for at få foretaget en  hoftebiopsi og en planlagt skylning af hofteskålen. Heldigvis fik jeg lov til at følge med ham, og han var helt tryg ved at få lagt maske hen over næse og mund + få yderligere bedøvelse i droppet. Han klarede det SÅ flot, og jeg selv gjorde mig umage for at gøre lige så. Efter 1½ times venten begyndte jeg dog at blive nervøs, men operationsstuen var så søde at ringe op til stuen for at fortælle, at jeg ikke skulle være bange - det tog blot tid, fordi de ventede på laboratorieresultaterne af biopsien. Heldigvis var væsken i hofteskålen ikke blakket, så skylningen blev afblæst. Lægen mente dog ikke der var nogen grund til glæde; han var nemlig stadig overbevist om, at der var infektion inde i selve knoglen - omtrent den værst tænkelige diagnose. Tirsdag blev således afsat til MRI skanning for at komme nærmere en konkret diagnose, men allerede søndag blev William sat på en skrap antibiotikakur med mere end 60 ml antibiotika i drop - 4 gange i døgnet - og af 1 times varighed pr. gang (medicinen var rigtig kras, så den skulle gives langsomt, så det ikke gjorde for ondt).

 

Medicinen hjalp som den skulle, og allerede mandag begyndte han så småt at gå igen. Han mente da også, at når han nu havde "vist lægerne og sygeplejerskerne at jeg går så fint, kan jeg komme hjem og lege med mine egne legesager." Meeen... det kom ikke på tale, desværre, og heldigvis var han jo indlagt på børneospitalet med både legerum, legesager og en masse andre børn. På grund af at medicinen var så kras, duede droppet ikke længere efter blot 1½ døgn, og William blev enormt ked af det (for ikke at sige hysterisk), når han skulle have sin medicin. Efter at have set på det, blev lægerne derfor enige om at skifte det, når han igen skulle i fuld narkose i forbindelse med MRI skanningen. Selvom jeg ikke var begejstret for endnu en omgang fuld bedøvelse, var det alligevel rart, at de kunne slå to fluer med ét smæk, så han ikke skulle opleve mere smerte end højst nødvendigt. Tirsdag eftermiddag var det tid til MRI skanning efter endnu en omgang venten og fasten. Igen gik jeg med ind og var hos ham, til han sov, men det bliver bestemt ikke nemmere, jo flere gange man gør det. Tværtimod! Heldgvis ringende moster Anne og afledte tankerne, så jeg næsten glemte at udnytte tiden til at få noget at spise. Da jeg kom ned til ham på opvågningen lå han og spiste vand-is og var fuldstændig cool - som om intet var hændt - og så var det bare at vente - igen - på et svar.

 

Onsdag morgen kom såvel Professor Stott som hendes assistent, Dr. Cockfield, der har fulgt William fra start, på besøg, og de fortalte, at han heldigvis ikke havde betændelse i selve knoglen med rundt om den i stedet. Som lægen sagde: "I guess that's a good thing." De sagde også, at vi havde været heldige at fange det på et tidligt stadie. Herefter var der lidt forskellige udmeldinger om, hvilken medicinform, hvordan og hvor meget, han skulle have, men enden på det blev, at han måtte komme hjem torsdag, hvis blodprøverne var fine, og han skulle så have antibiotika i flydende form i 3 uger (første udmelding var syv uger med drop, så vi var rimelig lettede!). Torsdag eftermiddag blev han udskrevet og skal tilbage igen om 3 uger for at få taget røntgenbilleder og forhåbentlig raskmeldes.

 

Vi har været rimelig nervøse siden udskrivelsen, for torsdag aften havde han lidt feber, og fredag morgen klagede han over ondt i benet igen... Over middag ringede lægen desuden og fortalte, at de havde fundet bakterier i væsken de tog ud i forbindelse med hoftebiopsien. Han sagde samtidig, at der sagtens kunne være tale om en forurenet kolbe, men hvis ikke feberen og smerterne forsvandt, skulle han indlægges igen, så medicindosis kunne forhøjes... Heldigvis (jeg har vist skrevet 'heldigvis' en del gange efterhånden...) er det kun gået fremad siden, så nu krydser vi fingre for, at det fortsætter, og at det er sidste gang, han skal igennem sådan en oplevelse. Nu skal vi blot passe godt på, at han ikke får flere infektioner i den nærmeste fremtid, så hans immunforsvar kan blive genopbygget.

 

I dag, lørdag, skulle vi egentlig have været med børnehaven i ZOO, men vi trængte bare til at slappe af og være os selv. I morgen tager vi til "Glenbrook Vintage Railway" som en overraskelse til William J og så håber vi på, at vores batterier igen snart er opladt.

 

 

09/03-09: Så er vi hjemme fra vores første tur til sydøen, som blandt andet bød på naturvidundere, pingviner, sæler og

masser af regn! Vi tog afsted i torsdags, hvor vi fløj til Dunedin. Dagen startede ikke så godt, for det var med nød og næppe, vi nåede flyet, for på grund af trafik og vejarbejde ankom vi først til Pacific Blues skranke 25 minutter før afgang. Pyha! Dagen før havde vi tjekket vejrudsigten og set, at vejret var bedre end i Auckland, så vi havde pakket vores sandaler, t-shirts og shorts + badetøj i kufferten, og eftersom vi er blevet vant til at "travel light" og hovedsageligt kun have håndbagage med, havde vi ikke bekymret os om at pakke regntøj, trøjer mv. ned... BIG mistake viste det sig senere...

 

 I Dunedin lufthavn stod bilen, vi havde lejet, klar, og vi kørte direkte til Te Anau, som ligger cirka 3½ times kørsel vest for Dunedin. På turen opdagede vi, hvor størstedelen af New Zealands får gemmer sig; der var nemlig græssende får en masse hele vejen! Te Anau er hovedsageligt udgangspunkt for vandreture i Fiordland National Park (NZ's største park - næsten på størrelse med Jylland) og ture til Milford Sound, der er en 22 km lang og 2 km bred fjord på UNESCO's liste over verdens naturarv.

 

Fredag morgen valgte vi at tage på en arrangeret bustur inkl. sejlads i Milford Sound. Det var tåget og øs-pøs-regnvejr men som chaufføren sagde, så gav det bare nogle andre naturoplevelser end i solskin! Det regner mere end 6 meter og rundt regnet 200 dage om året der, så det var ikke så mærkeligt, vi ikke ramte en solskinsdag, fandt vi ud af (vi burde have indset, at Te Anaus butikker prøvede at give os et vink med en vognstang ved at have regntøj hængende i alle vinduer, men nej...) Det var ikke optimalt, men vi fik set midlertidige vandfald til den store guldmedalje, fordi regnvandet enten piblede stille ned af bjergsiderne eller brusede larmende afsted ud over de rå bjergvægge. Vi hentede også drikkevand fra en bjergkilde, fik set sæler og havde en rigtig god 2½ times sejltur rundt i fjorden m. en naturvejleder, der fortalte om Milford Sound undervejs.

 

Lørdag morgen gik turen videre til Queenstown, som er "action centrum" i New Zealand. Byen er meget anderledes end hvad vi hidtil har set, for det er en rigtig charmerende alpeby, som minder lidt om et skisportssted i Europa (det er også et skisportssted om vinteren). Vi kørte lidt rundt i byen, spiste frokost og handlede vintertøj til børnene (godt nok er det endnu ikke vinter, men temperaturen indikerede helt klart efterår!), før vi kørte videre til Arrowtown lige nord for Queenstown. Arrowtown er en tidligere guldgraverby, der ligner kulisserne fra en westernfilm, og som har mange utrolig velbevarede historiske bygninger. Såvel området omkring Arrowtown som Queenstown var i øvrigt kulisser i "Ringenes Herre"-filmene - og bl.a. er "The Ford of Bruinen", "Isengard" og "Misty Mountains" scenerne filmet her. Senere på dagen besluttede vi os for, at vi også ville prøve noget "action", når nu vi var i Queenstown. Byen er som sådan ikke målrettet småbørnsfamilier, men vi tog svævebanen op til toppen af et bjerg, hvor vi kunne se ud over hele området. Herefter tog Martin og William på go-cart tur rundt om bjerget til stor begejstring for begge to J Vi ville gerne have oplevet byen i skisæsonen blot for at se bjergene med sne på toppen, for det må være et fantastisk syn, men vi syntes under alle omstændigheder, at byen var utrolig hyggelig og et rart (om end koldt) sted at være.

 

Søndag kørte vi tilbage mod Dunedin via Oamaru og Otago Peninsula. Kontrasten mellem øst- og vestkysten var ret markant: i vest var der golde bjerge, masser af grantræer og relativ farveløs natur, hvorimod der i øst igen var de velkendte gule og grønne marker og varierende træer og buske på bjergsiderne. På vejen blev vi mødt af synet af de smukkeste smukke søer (har vi sagt, at vi ELSKER søernes og havets farver på disse kanter?). Vi kørte også igennem Takiroa m. maorimalerier på bjergvæggene. De er næsten forsvundet, desværre, men man kunne ane konturerne af en række tegninger af mennesker og "vandskabninger" (water creatures på engelsk), som for hundrede af år siden må have været tydelige at se i den lyse sandsten, som bjergene bestod af. Maorierne havde ikke noget skriftsprog, så det man ved om fortiden er overleveret mundtligt fra generation til generation og ved hjælp af disse vægtegninger. I Oamaru spiste vi frokost og tog ud for at se guløjede pingviner. Uden held desværre. Der er kun mellem 4.000 og 4.200 tilbage i verden, og i Oamaru skulle der være omkring 30.


I stedet valgte vi at tage til "Penguin Place", som er et "Yellow Eyed Penguin Conservation Reserve", der ligger på Otago Peninsula syd for Oamaru og cirka 30 minutters kørsel fra Dunedin. Både William, Martin og jeg havde glædet os til at se pingviner, så vi takkede ja til muligheden for at tage ud til "Penguin Place" på det meget børneuvenlige tidspunkt 18.15 i styrtende regnvejr og tæt tåge... De guløjede pingviner findes ikke andre steder end i New Zealand og kun langs kysten mellem Christchurch og Invercargill (NZ's sydligste by) samt på en række småøer syd for Invercargill, så det var så godt som eneste mulighed for at få dem at se. Og da de er i stor fare for at blive udryddet, er det nok ikke en chance, vi får igen.

 

Disse pingviner lever, modsat alle andre pingviner, alene og er meget sky. Her i marts måned skifter de fjer og står således stille i op til 3 uger af gangen, så vi fik faktisk set en del. Heldigvis da for William syntes bestemt ikke, det var nogen rar oplevelse at være afsted (Elinor derimod snakkede, sang og hyggede sig, som hun sad der i rygsækken). Først lånte vi allesammen nogle overdimensionerede regnfrakker, hvorefter vi blev kørt et stykke vej helt ud til kysten i bus. Herefter tog vi 87 trappetrin ned og ind igennem lange, halvt nedgravede tuneller med udkigshuller til pingvinerne på strategiske steder. Og så gjaldt det om at være stille og observere. Tidspunktet og vejret taget i betragtning var det en lærerig oplevelse, og endnu en gang fik vi set og fortalt, hvordan menneskets ankomst til New Zealand har ødelagt naturen og dens oprindelige dyreliv. Da mennesket kom hertil, blev fuglene (kiwien, den guløjede pingvin m.fl.), som ikke kunne flyve og dermed heller ikke flygte, brugt som føde, og efter europæernes ankomst tog udryddelsen rigtig fart. De ankom nemlig med kaniner, rotter og andre dyr, der gladeligt spiste fuglene, og de omlagde store skovområder til marker, hvor deres medbragte får kunne græsse, og de ødelagde dermed fuglenes naturlige habitat. Fuglene havde aldrig tidligere haft fjender (derfor kunne de heller ikke flyve), eftersom der ikke før havde eksisteret "land animals" i New Zealand. Det er tankevækkende, at dette er blot 100-150 år siden... Vi frøs godt og grundigt, da vi kom hjem, så det var dejligt at komme tilbage under en varm dyne på hotellet - Dunedins (heldigvis renoverede) ældste hotel fra 1862, og børnene faldt i søvn, så snart de lagde hovedet på puden.

 

Her til morgen, mandag, tog vi på rundtur i Dunedin centrum med start på Starbucks, hvor Martin og jeg fik en café latte (vi savner Martins kaffemaskine, som er blevet sendt med flyttegodset til Danmark. Snøft!) og børnene fik te med mælk til at varme sig på. Det var en rimelig kold efterårsdag med en temperatur på 9 grader, så i stedet for at gå rundt i byen, tog vi bilen og fik bl.a. set verdens stejleste gade ifølge Guiness rekordbog og Dunedins mange flotte kirker og gamle bygninger. Herefter gik turen til lufthavnen, som vi ankom til i god tid(!) Nu er vi tilbage i Auckland med en temperatur på 19 grader men også her kan vi allerede mærke efteråret (vi syntes ellers lige, det efter lang tids venten endelig var blevet sommer!?), og i morgen venter en ganske almindelig dag m. arbejde, børnehave osv. J

 

Ud over turen til sydøen bød den forgangne uge på 2 x vaccinationer og sygehusbesøg for Williams vedkommende. Ugen begyndte med andre ord ikke særlig godt. Mandag tog William og jeg til vores lægehus i Westmere (som i øvrigt minder om en gammel landsbylæge, som vi kender den fra engelske tv-serier). William skulle vaccineres - et stik i hver arm - hvilket han plejer at tage ganske roligt. Men ikke denne gang. Sygeplejersken (en ny) forsøgte ellers både at spille klovn og tryllekunstner, men lige lidt hjalp det. Efter første stik vidste han udmærket, hvad der ventede ham, så han spændte i hele kroppen og slog hovedet ind i skrivebordet. Han var edderspændt rasende på sygeplejersken, så vi skyndte os at gå og sætte os hen på den lokale café og drikke saft og spise scone og bare hygge os og slappe af, ind til humøret var vendt igen, og vi kunne gå tilbage og få udfyldt vacinationskort og få de klistermærker, som han plejer at få, når han har været derhenne. Efter svømning om eftermiddagen tog vi hjem, og eftersom han havde fået lidt feber, gav jeg ham som aftalt med sygeplejersken lidt pamol. Vi havde tidligere fået en flaske til Elinor, som vi kun havde brugt meget lidt af, fordi vi som udgangspunkt ikke er så meget for at give børnene medicin. Hernede får man flydende, og efter Williams mening meget velsmagende, pamol. Der skal derfor måles op efter barnets vægt og medicinens styrke. Jeg målte forkert, så både Martin og jeg gik i total panik og ringede til såvel "Health Line" som "Poison Centre", der dog kunne berolige mig med, at han såmænd kunne have drukket hele flasken uden at komme til skade. Stadig nervøse efter at have læst om leverskader og diverse på forskellige danske hjemmesider, tog jeg ham med på sygehuset for at få ham tjekket af en ekspert inden for forgiftning. Også han kunne heldigvis berolige mig med, at der ingen fare var overhovedet, men hjertet sad godt oppe i halsen i et par timer. Den der forholdt sig mest roligt var faktisk William, som tog al virakken med ophøjet sindsro.

 

Bortset fra en dårlig start på ugen og regn, kulde og blæst de seneste fire dage har vi haft en god ferie, og børnene har sunget, danset, hoppet og løbet, så snart de har kunnet komme afsted med det. På turen fik vi rigtig mange kommentarer om, hvor fint børnene opførte sig, og hvor søde de var, og sådanne ting er jo altid dejlige at høre J William fordyber sig lige for tiden i at skrive bogstaver og brugte en stor del af bilturen på at sidde med en blok og en kuglepen og finde på historier med udgangspunkt i de bogstaver, han skrev ned. Han har en formidabel fantasi og er også dygtig til at ændre teksten på velkendte sange, så de i stedet kommer til at handle om noget, han har set eller oplevet. Han hopper i sofaer, senge og allerhelst ned fra ting så snart han ser sit snit til det og er stadig meget optaget af hvem/hvad der "hurtigere end" end nogen/noget andet. Begge børn synger rigtig meget; Williams favoritter er p.t. "Rudolf med den røde tud..." og en  sang på japansk, som han har lært af Tamami i børnehaven. Elinor synger stadig "Twinkle, twinkle little star" suppleret med "Old Mc Donald had a farm..." Hun synger endda i søvne ind imellem! Hun er som altid et energibundt uden lige, som har en meget klar mening om, hvad hun vil/ikke vil: hun bliver godt gal i skralden, hvis man forsøger at hjælpe hende med maden, hun skælder ud, hvis jeg forsøger at give hende hårspænder i håret, så hun kan se lidt velfriseret ud (bare en gang imellem), og hun kan ikke li' at have hverken sko eller strømper på, når vi kører i bil. Hun er en rigtig drillepind og en grinebidder uden lige, og selvom hun og William bliver uvenner ind imellem og ikke altid er lige gode ved hinanden, er det skønt at se, hvor meget glæde de også har af hinanden, og hvor gode de kan være sammen. Elinor elsker at kramme William; hun holder sine små buttede arme om ham og putter hovedet ind til ham, så hun rigtig kan komme tæt på.Og William siger stadig - som han gjorde den dag, hun blev født: "min Elinor, min lillesøster, min baby!"


 

 

28/02-09: Så er vi flyttet ind i lejligheden!

 

"Sommerhuset" er tømt og rengjort fra top til tå, og flyttefirmaet har kørt 167 stk. kasser, møbler mv. til opbevaring før afgang til Danmark. Martin har netop været ude i huset og aflevere nøglerne til Steve, som var meget glad for, at vi havde passet godt på huset og holdt det så fint. Det er en smule vemodigt at flytte derfra, for selvom vi ikke har været sådan ovenud begejstrede for det, har det alligevel været vores hjem i næsten et år. Både vi og børnene er dog klar til nye oplevelser; togbanen blev sat op på Williams nye værelse med det samme, så han var glad og tilfreds og følte sig hurtigt hjemme. Elinor har masser af plads at løbe, danse og snurre rundt på i stuen, så også hun synes, det er et rart sted at være. Begge to vågner dog lidt rigeligt tidligt om morgenen, men det går forhåbentlig over, når vi har boet her lidt tid, og de har vænnet sig til lydene. Næste og sidste kapitel af vores New Zealand eventyr er i hvert fald begyndt!

 

Pakning har således været omdrejningspunktet for ugen der gik. Men vi har selvfølgelig også været på legepladsen (to forskellige som vi ikke har været på tidligere, så bogen om Aucklands mange legepladser bør snart kunne skrive sig selv!), til svømning, træning, mødregruppe og fødselsdag hos Charles, som fyldte 5 år m.m. Martin tog fri onsdag og torsdag, og Elinor fik en ekstra dag i Kindercare. Alt i alt er det gået utrolig godt med hele processen (vi er selvfølgelig også i god træning, men alligevel...). Torsdag aften efter at have flyttet alle vores ting ned i lejligheden (de ting som ikke skulle med flyttegodset til DK), tog vi hjem til Katrine og Martin og spiste middag. Katrine - den engel - havde været så sød at ringe og spørge, om ikke vi ville komme forbi og spise, og det var superrart efter en lang pakkedag bare at sætte sig ned og spise god mad i dejligt selskab. Fredag, efter Elinors svømning, tog hun og jeg ud i huset for at gøre rent, alt imens de tre flyttefolk pakkede møbler og andre større ting, som ikke gik i kasser. Elinor var skræmt fra vid og sans af flyttefolkene - især af en (meget meget flink) ung mand fra Samoa. Det var selvfølgelig ikke så godt, hun blev bange for ham, men det bevirkede, at hun ikke løb nogen steder og i stedet blev i nærheden af mig, så det var ikke så skidt, at det ikke var godt for noget! Hun har det nemlig med at stikke af, så snart hun øjner muligheden, og for nogen tid siden tog hun Williams traktor og vandrede ud midt på vejen og var rimelig tæt på at blive kørt over af en lastbil!

 

Vi er begyndt lidt at tænke over de ting, vi sætter pris på her i New Zealand, og som vi kommer til at savne, når vi flytter hjem. Blandt andet folks høflighed i det offentlige rum; når man er ude at handle, spørger ekspedienten altid, hvordan man har det - "how are you today?" og de lytter ofte til svaret! De er også utrolig glade for børn, og snakker ligeledes til/med dem, når vi går tur på gaden eller står i kø i supermarkedet, hvilket er ret hyggeligt. Det er ikke helt den samme oplevelse, man plejer at få i Netto... Og når man stiger af bussen hernede, er det kotyme at sige "thank you, driver". Martin er helt nostalgisk over, at han ikke længere skal med bussen til/fra arbejde, nu hvor vi er flyttet ind til byen. Jeg kommer helt klart til at savne børnenes svømning, træning og Kindercare. Engagementet og læringen alle tre steder er ovenud formidabel og svær at finde magen til, tror jeg. Der er selvfølgelig nogle kulturelle forskelligheder i opfattelsen af, hvad der er bedst i en given situation, men alt i alt har jeg aldrig oplevet så gode læringsforløb, så megen entusiasme og engagement og ikke mindst professionalisme nogen steder. Vi kommer selvfølgelig også til at savne de gode venner, vi har fået hernede, men Richard og Colette har allerede sagt, de nok skal komme og besøge os i Danmark (og vi overvejer at besøge Sydafrika sammen med dem i 2010... hvis vi ellers tør!), og Martin og Katrine flytter jo også tilbage til Danmark på et tidspunkt, og måske kommer der flere?!

 

Martin er endelig ved at få aftalen med sit arbejde i Danmark på plads, og han er faktisk blevet forfremmet til Senior Manager pr. 1. juli! Alt i alt lader det til. at der venter ham en meget spændende tid i DK (og sjovt nok er forfremmelsen i KPMG faldet sammen med, at han nu endeligt har skulle sige op i Politiet, hvorfra han har haft orlov i 3 år). Her nede er der flere der stopper/er stoppet, så hans afdeling er lidt i vildrede lige nu, men han knokler stadig på for at sætte sine kollegaer ind i tingene og overlevere opgaverne på ordentlig vis. Han er vist ret god til at uddelegere, hvilket bl.a. går ud over Richard, som skal "læres op" til at overtage ansvaret for en af Martins kunder, men der er jo heller ikke noget som "learning by doing"J Jeg selv er ved at løbe tør for motivation til at arbejde pr. distance, og jeg savner nogen at sparre med og andre end Martin at diskutere faglige ting med.  Heldigvis har jeg et par større projekter (årsregnskabet på engelsk og medarbejderhåndbog/intranet), som er ganske sjove. Herudover er jeg for nylig blevet interviewet til endnu en sydeuropæisk avis - denne gang La Repubblica i Italien - om udvikling (eller afvikling) af Human Resources i finansielle krisetider. Paradoksalt nok synes jeg, at min faglighed er blevet øget enormt af at være taget her til New Zealand; sikkert fordi det har været så utrolig lærerigt og udviklende på mange måder, og fordi nye og anderledes muligheder har vist sig i løbet af det seneste år. Så for mit vedkommende bliver det interessant at se, hvordan det hele kan komme i spil, når vi vender næserne hjemad.

 

 

19/02-09: 8 dage til vi flytter fra huset... Flytningen er i fuld gang, kasse nummer 48 er pakket, og vi har fundet en lejlighed (som man kan leje helt ned på ugebasis), som vi flytter ind i næste fredag. Adressen er: Stadium Waldorf Apartments, unit 103, 40 Beach Road, Auckland 1010, New Zealand. Vi har fundet et rigtigt fint sted inde i byen, og selvom vi har nydt at bo i hus og gå i haven, glæder vi os til at flytte fra "sommerhuset" og alle myrer, myg, edderkopper og fluer, som New Zealand er "oversvømmet" med om sommeren (alle reklamer i fjernsynet er gået fra at handle om radiatorer, varmetæpper og affugtere til at handle om, hvordan man kan komme af med disse dyr på kemisk vis!). Vi har endda vores helt egen husedderkop, som efterhånden er blevet godt tyk, fordi William og Martin fodrer den med fluer hver aften. I virkeligheden opholder vi os heller ikke så meget udendørs, som vi havde forventet, for hvis ikke det regner eller blæser kraftigt, så skinner solen så meget, at det frarådes at opholde sig uden for. Summa summarum: flytning til en nybygget og møbleret lejlighed med air condition, varmpepumpe og gådistance til supermarked, børnehave og Martins arbejde er ganske udmærket - og så er det også billigere, hvilket heller ikke er sådan at kimse af J Desuden er der jo et utal af legepladser og muligheder for udendørsaktiviteter med børnene, som vi i forvejen er ret gode til at benytte os af, så uden for skal vi nok komme.

 

Det er lidt mærkeligt sådan at organisere flytning til Danmark mere end 3 måneder før afrejse, og vi skal da også holde tungen lige i munden, når vi beslutter, hvad der skal skippes afsted, og hvad vi skal beholde hernede, men vi har jo prøvet det før, så mon ikke vi klarer det? Vi er dog ret spændte på, hvordan det løber af stablen, når flyttefirmaet kommer og pakker det sidste ned. Typisk for new zealændere (ud fra vores og en hel del af vores venners erfaring, så jeg tillader mig at generalisere) glider de nemlig af på kritiske eller opklarende spørgsmål, og de har således ikke svaret på en række af de spørgsmål, vi har stillet. For eksempel kom vi tvivl om, hvorvidt vores og deres forståelse af "packing of furniture and kitchenware" var den samme, så jeg sendte en mail til flyttekonsulenten og spurgte, hvad det indebar (i deres terminologi). Svaret var: "Yes, we will pack your furniture and kitchenware. Do you have any further questions, please do not hesitate to contact me again." Efter endnu et forsøg måtte jeg bøje mig og smide "mande-kortet" og få Martin til at kontakte dem! Jeg har vist fortalt, at kvinderne har hovedansvaret for børnene her i landet, mens mændene sørger for resten, ikke sandt? Brevene fra flyttefirmaet er da også adresseret til Mr. Pia Warming...

 

Williams fødselsdag var en succes, og han nød at blive fejret både i børnehaven og herhjemme. På selve dagen, fredag, tog Martin, Elinor og jeg hen i børnehaven til afternoon tea med dansk lagkage, som Elinor og jeg havde lavet. William hyggede sig og var meget stolt over at være fyldt 4 år. Han mente endda, han måtte være vokset ret meget, siden han var 3! Da vi kørte hjem, spurgte vi ham, hvad han gerne ville have til aftensmad, og til vores store overraskelse svarede han: "Salat, bønner og kylling." Vi måtte da også spørge ham en ekstra gang for at være sikre på, at vi havde hørte rigtigt, og eftersom vi havde lovet ham, at han måtte få lige netop dét, han gerne ville (og vi ikke havde regnet med svaret), måtte jeg ud og og handle ind til salat, bønner og kylling, så han kunne få det, han havde bestilt J Lørdag kom der gæster, og for første gang syntes, han, det var sjovt med al opmærksomheden. Thomas Tog kagen var et hit, som Martin brugte hele lørdag formiddag på at pynte, og William kunne næsten ikke vente til klokken blev 14, og gæsterne kom, så han kunne smage kagen!

 

Søndag tog vi til Mission Bay og gik tur; børnene havde henholdsvis løbehjul og motorcykel med, og mandag var William til svømning som sædvanlig og ovre og lege hos Charles om eftermiddagen. Charles fylder 5 år i dag, så han skal begynde i skole (her begynder man den dag, man fylder 5 år), og så er det slut med legeaftaler i hverdagen. Ellers har ugen ind til videre budt på en frygtelig masse praktiske gøremål i forbindelse med flytningen, men i dag har Elinor og jeg været i ZOO og hygget os. Hun elskede at løbe rundt og jagte haner og småfugle og sagde "uah, uah", hver gang hun så et dyr, hun kunne genkende. Jeg har også nået at være til "Body Attack" (fantastisk træning!), besøge Maria sammen med Katrine og fået arbejdet en smule, på trods af at it-systemerne på arbejdet har været brudt ned i flere dage. I morgen er det Elinors tur til at svømme, og lørdag skal vi til Charles' fødselsdag. Resten af tiden står der pakning på programmet, tror jeg! Martin holder fri et par dage i næste uge, så vi er helt klar til, at flyttefolkene kommer torsdag. Han har ellers travlt, travlt, travlt på arbejdet, og er så småt gået i gang med at overlevere projektledelsen af en række opgaver til nogen kollegaer. Martins chef, Martyn, er rigtig ærgerlig over, at han rejser. Ikke desto mindre har han været flink og skrevet en meget rosende mail om ham til hans chefer i Danmark, og p.t. ser det ud til, at han skal hjem og arbejde med forretningsuvikling, som han gør her i NZ, og det er han superglad for.

 

 

10/02-09: Tiden flyver afsted for tiden, og der er ikke mange dage til Williams fødselsdag. Han glæder sig! Vi har været en del på tur den seneste uge og har desuden fået bestilt endnu en omgang flybilletter til sydøen, nemlig til Christchurch i påskeferien. I søndags var vi på vandretur med Richard, Colette, Eric og Ephraim på øen Motuihe uden for Auckland. Den ligger 30 min. sejlads fra byen og er på 179 hektar. Den opstod for omkring 400 år siden og udbrød senest for 200 år siden. Spøjst nok kunne man se en masse sprækker i jorden hele vejen rundt på vores tur... hmmm... Udsigten over havet, som har den smukkeste smukke farve i solskin var formidabel, og det var alt i alt en rigtig hyggelig dag, hvor vi dels brugte tid på stranden og dels vandrede øen rundt.

 

I sidste uge tog vi til New Plymouth, som ligger cirka 4.30 timers kørsel sydvest for Auckland. Martin skulle arbejde dernede i to dage, så William og Elinor og jeg tog med for at se Mt. Taranaki, som ligger i Egmont National Park.

Herudover havde jeg reddet mig en ordentlig forkølelse med feber og hele molevitten, så det var også rart at være to om børnene, når Martin kom tilbage til hotellet om eftermiddagen.

 

Turen derned var fin, og heldigvis kunne vi tage en anden vej end den, vi efterhånden har kørt så mange gange, så vi fik set lidt nyt om end ganske genkendeligt landskab (der ER altså mange marker, bakker, køer og får i New Zealand og yderst få huse!). Det er si som så med steder at spise på vejen (dem der er ser ret så sundhedsfarlige ud), så da vi fandt en Subway i en lille by, snuppede vi en sandwich til aftensmad dér, før turen gik videre mod New Plymouth.

 

Onsdag morgen gik turen rundt for at se byen. New Plymouth er ikke en by med særlig mange turister og er rimelig undervurderet af rejseskribenter og deslige, så vi blev positivt overraskende over, hvor hyggeligt der var. Efter en god gåtur kørte vi op til byparken, Pukekura Park, som er en af New Zealands største og smukkeste med søer, vandfald, en zoologisk have, legeplads osv. Den er 43 hektar, så det er noget af en park! Legepladsen var fantastisk, så vi spenderede resten af eftermiddagen med at lege og hygge os, inden turen gik tilbage til hotellet og Martin, som var færdig med at arbejde. Om aftenen var vi på en indisk restaurant, og det var sjovt at se, et eksempel på hvor meget William har forandret sig i den tid, vi har boet her i New Zealand: han gik ind til tjeneren og bad om regningen på engelsk - noget han ikke en gang ville have gjort på dansk for blot få måneder siden. 

 

Torsdag kørte vi tidligt afsted mod Mt. Taranaki og Dawson Falls. Mt. Taranaki er 2.518 m og er en vulkan, der senest brød ud for 350 år siden, og som efter sigende burde være brudt ud igen for længst... De øverste 1.400 m af bjerget er "belagt" med lava fra udbruddet for 350 år siden, og det var et helt fantastisk syn! Selvom det er højsommer er der stadig sne på den øverste del, og blandingen af sne, råt bjerg, de omkringliggende grønner marker og regnskov var utrolig kontrastfyldt og betagende. Med Elinor i rygsækken vandrede William og jeg ned til foden af et vandfald, Dawson Falls, og tilbage igen. William var meget stolt over at være hurtigere end sin mor til at gå op af den stejle bjergside på vej tilbage til bilen, så selvom jeg prustede og stønnede, var det hele turen værd.

 

Vi kørte tilbage til Auckland torsdag eftermiddag, og fredag var det fridag, Waitangi Day, hvor nationens grundlæggelse blev fejret. Vi fejrede ikke noget men brugte i stedet tiden til at kigge på lejlighed, når nu vi skal flytte om blot 17 dage! Vi kigger stadig skulle jeg hilse og sige! Til gengæld har vi fået vores hjemrejse til Danmark på plads: den 1. juni rejser vi fra Auckland til Hong Kong, hvorfra vi rejser videre til København den 6. juni. Og der er ikke bestilt nogen returbillet. Det er en meget mærkelig fornemmelse at have taget beslutningen om at flytte tilbage til Danmark, men det er rart, at vi endelig fik det gjort - taget en beslutning altså. Vi har været ret vægelsindede, men jeg savner at være på en arbejdsplads, og økonomisk løber det ikke rundt at være her (den forfærdelige vinter vi var igennem er næsten allerede glemt). Da vi generelt set kiggede lidt på merværdien, vi oplever her i NZ sammenholdt med den, vi har i Danmark, synes vi, at valget var rimelig klart. De mange positive ting vi har/oplever her, kan vi nemlig også få i Danmark, hvis vi blot gør os umage og prioriterer, men det omvendte kan ikke lade sig gøre. Hvis det vi var blevet lovet i forbindelse med kontraktskrivningen var blevet en realitet, havde beslutningen måske været anderledes... Ikke desto mindre glæder vi os over, at der stadig er 3½ måned til, vi forlader New Zealand, og vi ser samtidig frem til at komme hjem til familie og venner og begynde søgningen efter hus, børnehave osv. osv... pyha! Som Richard siger: "We are all change junkies!" - Vi trives med forandringer.

 

Børnene stortrives men William er helt med på at flytte tilbage til Danmark, selvom han er begyndt at sige, at han altså kommer fra New Zealand! Han lever sig meget ind i Spiderman verdenen og Kung Fu Panda filmen, så lige for tiden dyrkes der også en del kung fu i det lille hjem... Forleden da han legede spiderman sagde han: "Far, nu er jeg spiderman, og så er du en flue. Så kommer jeg og spiser dig!" Herefter "fløj" han hen og bed Martin i panden og udbrød glad: "Så, nu har jeg slugt en flue!" Ellers bruger han en del krudt på relative begreber som "større end, "mindre end, hurtigere end, osv., og han er optaget af tid og klokken, og af hvordan man staver til forskellige ord. Han er glad for at lægge puslespil og lege med tog, flyvere og helikoptere. Han er begyndt at tale engelsk til os herhjemme nu også; det er utroligt så stor en forskel 2 ekstra børnehavedage om ugen kan gøre for hans sprogudvikling. Elinor forstår rigtig meget efterhånden, og det er næsten som om, man kan føre en (lille) samtale med hende. De er topbegejstrede for hende i børnehaven og hun stortrives med alle de nye udfordringer og oplevelser, hun får. Hun er glad for at læse bøger, høre musik (hun er endda også begyndt at synge selv og sidder tit og synger "twinkle, twinkle little star" for sig selv), køre på scooter, gynge og kramme sine bamser. Hun vil også gerne være med, når William leger med tog, og ind imellem foregår det endda i fred og idyl J Hun kravler stadig op på alt, hun kan komme afsted med og tømmer køkkenskuffer og skabe, og hun gør det med et glimt i øjet, fordi hun ved, hun ikke må.

 

 

03/02-09: For at starte med det mest revolutionerende, der er sket siden sidst, så har vi opsagt lejemålet på huset, vi bor i! Eller rettere sagt: vi har sørget for, at der er kommet en ny lejer, der vil overtage huset. Hernede er det nemlig sådan, at man kan leje et hus "short term" eller "long term". Skillelinien er 6 måneder, men de fleste udlejere foretrækker "long term" og helst mere end de 6 måneder. De fleste vi kender har lejet deres hus for 1 år... Det var vist kun os, der var dumme nok til at leje et i 1½ år :-/ Der er også så kaldte "fixed term tenancies" og "periodic tenancies", og at en lejekontrakt er "fixed term" betyder, at den ikke kan opsiges af nogen parter, før lejekontrakten udløber som aftalt. hvis lejer opsiger kontrakten, skal han betale husleje frem til den dato, der står i kontrakten uanset. Sådan en kontrakt har vi, og sådan en har de fleste. For at gøre en lang historie kort, havde vi ikke lyst til at være fastlåste frem til slutningen af oktober - dels tanken om en vinter mere i dette hus og dels det faktum, at vi gerne vil være fleksible i forhold til vores flytning tilbage til Danmark. Aftalen med Steve har derfor været, at hvis vi kunne finde nye udlejere, som han kunne godkende, så var det helt ok. Vi skulle blot selv sørge for annoncering, fremvisninger osv. Vi havde fået at vide, at februar var den bedste måned for udlejning af huse, og da vi var lidt nervøse for, om der overhovedet var interesse for det, blev vi enige om at sætte det på trademe (svarende til Den blå avis) allerede nu, selvom vi ikke forlader New Zealand sådan lige med det samme...

 

Sikke en overraskelse vi fik! Her har vi gået og tænkt, at vi var blevet snydt, fordi vi ikke helt kan forstå, at sådan et utæt "sommerhus" kan være så dyrt. Interessen har været enorm! Vi havde 20 fremvisninger i sidste uge og masser af telefonopkald og e-mails, og enden på det hele er blevet, at Steve kunne vælge, hvem han helst ville have til at bo her, og dem han valgte flytter ind den 1. marts! Så nu leder vi med lys og lygte efter en lejlighed inde i Auckland centrum - tæt på Martins arbejde og på børnehaven, hvor vi kan leje "short term"... Så det er ret så... spændende.... lige for tiden...

 

Vi har således brugt en del tid på ovenstående men har selvfølgelig også haft tid til at hygge os: sejltur uden for Aucklands kyst, hvor vi så masser af "common dolphins" og havfugle, legeaftale hos Charles, svømning, tur på legepladsen med Katrine, Martin og Anna, picnic med Kindercare i Mission Bay + det sædvanlige: arbejde, træning, børnehave mv. Børnehaven havde arrangeret aften picnic i torsdags, så vi skulle spise aftensmad sammen ude ved Mission Bay. Det var rigtig hyggeligt, og børnene legede godt på legepladsen og fik badet i springvandet. William slår over i engelsk lige med det samme, han hører nogen tale sproget, og selvom det på ingen måde er korrekt, falder det ham helt naturligt. Han er endda begyndt at sige, at vi kommer fra New Zealand! Elinor pludrer løs, og jeg tror nok, det meste er på dansk... Dog synes de i børnehaven, at hun er enorm dygtig til at sige ord på new zealandsk allerede; når hun siger tak, siger hun nemlig "ta" (udtales "taa"), og sådan siger man også på new zealandsk J

 

I eftermiddag tager vi til New Plymouth på vestkysten cirka 5 timers kørsel sydvest for Auckland. Martin skal arbejde dernede i to dage. Herefter er der lang weekend, for det er nemlig "Waitangi Day"  - dagen for New Zealands grundlæggelse - på fredag.

 

 

25/01-09: Det er Auckland Anniversary Weekend med 'Seafood Festival' hele weekenden og fridag mandag. De fleste er taget udenbys på lang weekend, så vi er næsten de eneste, vi kender, som er blevet tilbage i Auckland. I går, lørdag, gik vi turen ind til centrum og var på 'Seafood Festival' nede ved havnen. En rigtig hyggelig om end meget varm eftermiddag, hvor vi spiste forskellige fiskeretter og drak new zealandsk mousserende vin. Elinor sov i klapvognen og var godt beskyttet mod solens skarpe stråler, og William var smurt ind i solcreme fra top til tå og nød de forskellige retter lige så meget som Martin og jeg. Det var en dejlig dag, og vi var godt trætte efter 14 km. power-walk med klapvogne i Aucklands bakkede terræn og 33 graders varme.

 

Solen er skarp på disse kanter og på tv reklameres der jævnligt for solcreme og gives advarsler om, at man ikke må opholde sig udendørs mellem kl. 11 og 16 – og slet ikke uden creme med +30 solfaktor og solhat. UV-indekset her i Auckland i januar måned er på omkring 12.1 – ekstremt højt med andre ord (I troperne, oppe i højden, kan det dog komme helt op på 25). Til sammenligning er Danmarks p.t. på 0.1, og i juli måned, er det 5.3. Det er derfor ikke for sjov, at alle kiwier går med solhat, solbriller og solcreme, og at børnehaverne og skolerne har ”hat policies”, som indebærer, at hvis børnene vil udenfor og lege, skal de have hat på. "No hat no outdoor play" som det hedder.

 

I dag sov jeg længe og blev vækket af Martin med morgenmad på sengen. Luksus! Det tror jeg godt, jeg kunne vænne mig til… J Efter Elinors formiddagslur og frokost tog vi til Parnell Baths, som er et udendørs badeland. Vi havde en superskøn eftermiddag og nyder fridagene i fulde drag. I morgen eftermiddag satser vi på en sejltur uden for Aucklands kyst, men vi tager tingene lidt, som de kommer.

 

Martin har meget arbejde for tiden – som en af de eneste i sin afdeling – så det er ret godt gået. Fordi det går så godt, er han blevet lovet både lønstigning og forfremmelse til Senior Manager til efteråret. Er der noget, vi dog har lært hernede, er det, at man skal have alting på skrift… så vi må se, om det bliver en realitet eller ej. Uanset hvad er det en kanon anerkendelse af hans indsats og kompetencer.

 

William er begyndt til computerundervisning, CherryBytes, igen efter sommerferien, og i fredags havde han et klistermærke på sin t-shirt, hvor der stod: ”I sit still and listen at mat-time.” Han var meget stolt! Han er rigtig glad for computerundervisningen og er både dygtig og koncentreret. I det hele taget er han meget glad for børnehaven og vil som oftest ikke med hjem, når jeg kommer og vil hente ham. Faktisk bliver han ret gal og siger/råber ”gå, gå”, imens han forsøger at skubbe mig ud ad døren… hmmm… Det er jo for så vidt et rigtig godt tegn men også lidt paradoksalt, når man nu synes, det er fantastisk at kunne hente sit barn tidligt og har en idé om, at børnehave er godt men ikke mere end maks 6 timer om dagen… Resultatet er de sidste par gange blevet, at Martin har hentet ham efter arbejde, og at de har taget bussen hjem sammen. Det med bussen synes William vist ikke helt om, men tidspunktet er helt perfekt, synes han!

 

Det har betydet, at jeg har haft et par timer ekstra om eftermiddagen, hvilket har været helt underligt… Elinor og jeg gik en laaaang tur med klapvognen en eftermiddag i sidste uge, og fredag eftermiddag tog vi på café Fusion i Ponsonby sammen med Katrine og Maria (Maria er dansk, pædagog, gift med en new zealandsk mand og mor til Louie på 2 år). Meningen med cafébesøget var at låne en bog af Maria, som hun selv har skrevet, om læringsprincipper og praksis i new zealandske institutioner, men det udviklede sig også til en rigtig hygge-time, hvor børnene legede i sandkassen og vi andre fik ”sladret” lidt.

 

Fredag formiddag var det tid til at genoptage Elinors svømning efter ferien. Vi har skiftet svømmehal, svømmelærer og tidspunkt (dog er det samme svømmeklub), så nu går vi i Newmarket Olympic Pools - samme sted som William - fredage kl. 09. Det passer bedre med Elinors sovetider nemlig. Hun var topbegejstret og ”kicked and paddled” derudaf; hun dykkede og svømmede med stor fornøjelse, og det er som om, hun virkelig forstår, hvad der bliver sagt nu.

 

 

 

20/01-09: Vi har lagt planer for endnu en rejse rundt i New Zealand: Dunedin, Queenstown og Fiordland på Sydøen. Vi tager afsted 5.-9. marts og flyver denne gang. Det tager cirka 2 timer og 35 min. Hvis alt går vel skal vi dog til Christchurch - også på Sydøen - allerede i weekenden, for Martin skal formentlig derned i forbindelse med arbejdet. Vi krydser fingre! I sidste uge var han i Sydney fra tirsdag til fredag, og der er flere rejser på tegnebrættet, fordi han skal besøge en række kunder rundt omkring i landet. Vi andre satser på at følge med som det tynde øl J

 

Elinor er startet i Kindercare. Vi stod ikke først på ventelisten og ej heller hverken nummer to, tre eller ti for den sags skyld, men efter at have "plaget" i næsten 9 måneder, hvor jeg til sidst sagde, at jeg måtte begynde at kigge mig om efter et andet sted, var der pludselig plads til hende. Og endda var der også flere dage til William! Nepotisme... hmmm... Det betyder, at Elinor nu er i Kindercare's babies' room 3 dage om ugen, og at William går i pre-school 4 dage om ugen. Det er storartet!

 

Vi begyndte indkøringen i forrige uge og er startet stille og roligt op. Elinor er heldigvis nysgerrig og har gå-på-mod, så det er gået rigtig godt. Lærerne er utrolig søde og rare og har en god fornemmelse for hende. Hun er dog en smule betuttet over alt det nye, og de mange indtryk og oplevelser hun får, så ind imellem klynker hun lidt, når hun bliver afleveret, men det går hurtigt over. Når jeg kommer og henter hende, løber hun hen til mig, kravler op på mit skød og er meget, meget begejstret for at se mig. Det betyder dog ikke, at hun vil med hjem - i sidste uge bed hun mig i skulderen for at gøre mig opmærksom på, at hun altså gerne ville køre på motorcykel lidt endnu! Hun elsker at lege udendørs og særligt det at køre på motorcykel eller plaske i vand, er hun vild med. "Mat-time" hvor børnene skal sidde stille og synge eller lytte til en historie er ikke lige hendes kop te, men hun får heldigvis lov til at tulle rundt og lege, som det passer hende lidt endnu. Hun er TRÆT om aftenen og sover relativt uroligt om natten; sikkert fordi der er så meget, der skal bearbejdes hos hende. Nu hvor vi er gået ind i uge 3 er hun afsted fra cira 09.30 til 14.30 - det tror jeg er passende for hende, og jeg er jo priviligeret at have muligheden for at tilrettelægge dagene efter hendes rytme og velbefindende.

 

William er superglad for at gå i børnehave 4 dage om ugen. Faktisk ville han gerne have gået der alle fem dage, men mandag er afsat til mor-søn tid i stedet. Elinor er nemlig i Kindercare man.-ons. og William tirs.-fre. I går fulgte vi Elinor i Kindercare, og da vi gik igen, sagde William: "Det er dejligt uden Elinor, ik' mor?"  Hun kan være ret larmende og overvældende, så jeg tror, han nød, at der var lidt fred og ro. Vi tog hen og købte en ny cykelhjelm og kørte hjem og øvede os i at cykle. Det vil sige, at William øvede sig og skiftede mellem sin gå-cykel og sin "store" cykel uden støttehjul. Han kan ikke køre selv på den endnu, men øvelse gør mester, og det vigtigste er, at han har lyst til at prøve. Bagefter tog vi til svømning. Han har ofte talt om, at han gerne ville gå til svømning ligesom Elinor, men da han ikke har haft lyst til at være i vandet uden mor eller far, og man hernede ikke må gå til svømning, hvis ikke man kan/vil være alene i vandet, når man er fyldt 3 år, har det været lidt vanskeligt. Vi forsøgte faktisk sidste "term", men han gik helt i baglås og ville ikke i vandet uden mig. Det var derfor med anspændt forventning, at vi mødte op i Newmarket Olympic Pools til svømning i går... og det gik helt og aldeles strålende! Han var i sit es; dykkede og sparkede med benene, og gjorde lige som han blev bedt om (nu forstår han også alt, hvad der bliver sagt på engelsk, og det gør en kæmpeforskel for ham). Læreren, Cynthia, var enorm god til at lære fra sig på en sød og børnevenlig måde, og William var endda så begejstret for hende, at han stod i flere minutter og vinkede farvel til hende, da vi skulle gå. Han var SÅ modig og havde en selvtillid og begejstring, der var helt fantastisk. Jeg stod på kanten og vinkede og klappede med tårer i øjnene - pyha en hønemor man er. Vi glæder os allerede til næste mandag, selvom William sagde, da vi kørte hen for at hente Elinor: "Mor, jeg glæder mig til at komme hjem og lege med Elinor."

 

Fordi Elinor bliver hentet rimelig tidligt, og William ikke vil med hjem før efter afternoon tea og leg (tidligst kl. 16), har der været en del kørsel frem og tilbage på det seneste. William får nemlig selv lov til at bestemme, hvornår han vil hentes, nu hvor han er blevet så glad for at være i børnehaven. Eller rettere: han får lov til at bestemme, om det skal være klokken 15 eller 16. Han leger rigtig godt med et par andre drenge (som også er vilde med tog), og han taler bedre og bedre engelsk for hver dag der går. Han er endda begyndt at blande sprogene og siger for eksempel: "Jeg tegner lige en flower", "Skal vi ikke sidde i circle, når Charles kommer på besøg?", "Far, vi have a problem"  (siges ofte når far og søn bygger togbane sammen) og "jeg vil gerne have en figenstang too".

 

Det er helt mærkeligt, at begge børn nu er i institution nogle dage om ugen, men det er imponerende, så meget man kan nå, når man er alene - de huslige og praktiske gøremål overstås i en svuptag, jeg får arbejdet lidt om dagen nu også, og jeg når i det hele taget tingene på den halve tid. Det er også rart at kunne koncentrere sig fuldt ud om børnene, når det er; at der ikke skal multitaskes hele tiden og sniges en tøjvask eller lidt indkøb ind hist og her. Jeg føler mig meget overskudsagtig p.t. Må se hvor længe det holder - he he - eller om jeg bare finder på en million flere ting at foretage mig :-/

 

 

11/01-09: Vi kom tilbage sent i går aftes efter endnu en tur rundt i New Zealand. Denne gang gik rejsen til Bay of Island og resten af Northland - inklusiv den yderste spids, Cape Reinga, hvor det Tasmanske Hav møder Stillehavet.

 

 

Eftersom det er sommerferietid havde Martin nogle fridage, så vi benyttede lejligheden til at tage afsted mod Paihia torsdag formiddag. Paihia ligger centralt i Bay of Islands omkring 240 km nord for Auckland. Det er et ægte feriested med afslappet charme og udgangspunkt for besøg i Waitangi, "birthplace of New Zealand", og sejltur rundt i Bay of Islands for at opleve delfiner og "Hole in the Rock". Hotellet havde vi fundet dagen i forvejen, og til vores overraskelse viste det sig, at det lå fantastisk med udsigt over Stillehavet (det gør det meste i Paihia men alligevel!) og var et rigtig dejligt sted.

 

Torsdag aften kørte vi til Waitangi, som er stedet hvor aftalen, "The Treaty of  Waitangi", mellem Storbritannien og maorierne først blev underskrevet den 6. februar 1840. Aftalen grundlagde New Zealand, men den dag i dag er der uenighed om aftalens indhold, fordi oversættelsen ikke er fyldestgørende. Man blev dog enige om, at man nu var ét land og ét folk, og det er vel det, der gør hele forskellen sammelignet med indianerne og nordamerikanerne + australierne og aboriginals, hvor der klart er én befolkningsgruppe, der er undertrykt. Fordi vi er bosatte i New Zealand, var indgangen gratis, og turen, naturen og historien var utrolig spændende. Ved spisetid tog vi tilbage til Paihia og spiste på en fiskerestaurant. William havde glædet sig til at spise en Nemo-fisk (fra filmen "Find Nemo"), så han var topbegejstret, da maden kom, og han fik frisk fisk. Tilbage på hotellet sad Martin og jeg uden for og nød en gin & tonic og solnedgangen alt imens cikaderne sang og myggene sværmede. Ferie!

 

Fredag gik turen med båd rundt i Bay of Islands, som er et af de bedste steder i New Zealand at opleve delfiner i deres naturlige omgivelser. Og vi blev ikke skuffede; vi så massevis af legende delfiner, der svømmede og hoppede omkring. Det var helt fantastisk! Vi oplevede også "Hole in the Rock", som vi sejlede igennem, og blev sat af på en privat ø, hvor vi soppede lidt i vandet, fik "afternoon tea" og samlede muslingeskaller. Vi følte os lidt som en blanding mellem Robinson Crusoe og deltagere i tv-programmet "Survivor". Da vi kom tilbage til Paihia fandt vi endnu en fiskerestaurant med det opfindsomme navn "Only Seafood". Vi havde en skøn dag, og både passagerere på båden og gæster i restauranten var utrolig søde og venlige og meget begejstrede for at følge med i børnenes gøren og laden til begejstring for især Elinor, som nød opmærksomheden.

 

Lørdag var en ren køredag, hvor vi forlod Paihia tidligt for at køre mod Cape Reinga 223 km nordpå. Cape Reinga er New Zealands nordligste punkt og ligger mere end 100 km fra den nærmeste by, Kaitaia. Der ligger et ensomt fyrtårn på spidsen af Cape Reinga, hvorfra der er udsigt over sanddyner og uendeligt hav og intet andet (havde det været et mere kommercielt fokuseret land havde der helt sikkert også været udsigt til en iskiosk - he he!!).

 

Efter Cape Reinga gik turen langs 90 Miles Beach med de uendelige sanddyner ned til Hokianga Harbour, Waipoua Forest med New Zealands ældste kauritræ, Tane Mahuta,  der er cirka 2000 år gammelt, og videre til Dargaville, "Kumara Capital of the World", hvor vi spiste aftensmad og børnene fik nattøj på og børstet tænder. Det var en lang dag i bil, hvor vi kørte omkring 660 km. Man kan blive overrasket over, hvor meget børn kan klare uden dvd og anden underholdning en forældre, en søster/bror og musik i bilen...

 

I dag stod programmet på bilvask, oprydning, storvask og ikke mindst gavekøb til Ephraim, som holdt 2 års fødselsdag i dag. William valgte gaven til Ephraim med stor omhu: et tog og togskinner (selvfølgelig), og han havde en dejlig dag hjemme hos Eric, Daga og Ephraim og talte hele vejen hjem om næste gang han skulle til fødselsdag...

 

 

 

03/01-09: I dag har vi lavet invitation til Williams 4 års fødselsdag. William var dog ikke helt overbevist om, at han ville fejre dagen, men efter lidt betænkningstid var det alligevel ok. Da jeg spurgte, hvem han gerne ville have med, sagde han, at dem der skulle med skulle tale dansk... Hmmm… vi havde med andre ord lidt udfordringer, for hvad med Robin, Pipa, Eric og Daga? William mente, at Robins dansk var godt nok, så han kom hurtigt igennem nåleøjet. Det var straks værre med Pipa, Eric og Daga. Efter lidt overvejelser var det nu alligevel ok også at invitere dem, så invitationerne er nu blevet sendt. Så må vi se, om han fortryder på et tidspunkt! Jer som ikke bor i New Zealand er selvfølgelig også inviteret - det er den 14. februar kl. 14.00 til tog-kager og lagkage J

 

 

Nytårsaften fejrede vi i Aucklands Sky Tower sammen med to andre par – begge fra Sydafrika. Det var Richard og Colette + et andet par, som jeg – pinligt nok – ikke kan huske hvad hedder. De har boet her i 5 måneder og er som Richard og Colette mere eller mindre flygtet hertil af sikkerhedsmæssige årsager. Som sædvanlig havde vi nogle interessante samtaler om forskelle og ligheder mellem New Zealand, Danmark og Sydafrika. Sjovt nok synes vi alle, at New Zealand er et lidt pudsigt samfund. Som Richard sagde: ”It’s like New Zealand is still stuck in the 1980’s. Even South Africa is more developed in some areas.” Og det er rigtig nok – det er som om New Zealand er alt for ”low key” ind imellem; som om her leves og arbejdes ud fra devisen ”if it ain’t broken, don’t fix it”. Der er ingen grund til at gøre noget ud af tingene – at udvikle noget – hvis det eksisterende virker (nogenlunde). Ind imellem tænker Martin og jeg, at det lyder som om Danmark er et fantastisk land, når vi omtaler det… og SÅ fantastisk er det jo ikke… Ikke desto mindre er der mange ting at glæde sig over, når man sammenligner med så mange andre samfund. Vi plejer at sige, at Danmark er et middelmådigt land; man kan lidt af meget og ikke meget af noget, men det er nu også ganske udmærket, når nu det skal være J

 

Vi havde for øvrigt store udfordringer med påklædningen nytårsaften, for der stod ingen dress code på Sky Towers hjemmeside, men vi antog, at det var smoking og lang kjole, fordi det jo drejede sig om en nytårsmiddag på en fin restaurant med byens bedste beliggenhed (i omkring 192 m højde, hvor restauranten ligger, er der udsigt over hele Auckland og lidt til på en solskinsdag). Men eftersom vi i butikkerne ikke så nytårskjoler og deslige i dagene op til, ringede vi alligevel til Richard for at spørge, hvad de skulle have på. ”Smart casual”, svarede han, så det stiveste puds blev pænt pakket væk igen. Alligevel var vi næsten ”overdressed”, for Martin var omtrent den eneste i jakkesæt, og selvom jeg var i kort kjole, var jeg finere klædt på, end alle dem der kom i cowboybukser og t-shirt (vi burde have vidst det efter mere end 9 måneder i landet!). En lidt besynderlig oplevelse faktisk, men vi havde en hyggelig og stille og rolig aften i godt selskab. Ved midnatstid gik vi ned på gaden for at se fyrværkeri; det eneste sted der blev skudt raketter af var fra tårnet, så aftenens festlige højdepunkt var flot men hurtigt overstået. Vi afsluttede med en gåtur langs Auckland Harbour, inden vi tog hjem omkring kl. 01.15 til to sødt sovende børn og en vågen mormor. Hendes nytårsaften var gået med at læse historier for William, som kan sno mormor om sin lillefinger, så han faldt sent i søvn. Heldigvis syntes hun, det var en dejlig måde at holde nytårsaften på, og hun havde for én gangs skyld selv fået lov til at lave mad: bøf med stegte løg. Martin blev helt misundelig, for det får han nemlig aldrig L

 

Ellers er der ikke sket det store siden vores tur rundt i landet. 1. nytårsdag spenderede vi på stranden og legepladsen i Devonport, og 2. nytårsdag kørte jeg mormor ud i Dressmart Outlet og bagefter en tur rundt i Cornwall Park, som jeg gerne ville vise hende, så hun også fik One Tree Hill at se på tæt hold. Martin og William var en tur på MOTAT så længe. I dag har William og mormor bagt pandekager, og jeg selv har været nede og træne. Elinor har som sædvanlig gynget og leget lidt i haven, og ellers har vi såmænd blot lavet ingenting for en gangs skyld. Det sker ikke så tit! I morgen aften rejser mormor hjem, så vi har lovet hende, at hun nok skal få lov til at morgenhygge med børnene, som hun har gjort de seneste morgener. Der har vi nemlig vækket hende ved 07-tiden, hvorefter hun og børnene har spist morgenmad og hygget i fred og ro - uden forældre - alt imens Martin og jeg har fået mulighed for at få en ekstra time på øjet. 

 

 

 

 

2008

 

30/12-08: Jeg må hellere begynde med at skrive, at William er ok igen. Såret er helet rigtig fint, og han bevæger igen hovedet helt normalt.

 

Martin og William pyntede juletræet den 23. om eftermiddagen. Kønt var det ikke, men det var hyggeligt! Inden William blev puttet lillejuleaften, kastede vi mad ud til rensdyrene og lagde en "gingerbread-man" til julemanden (William mente, han skulle have en kage i stedet for risengrød). Juleaften blev fejret i Aucklands sædvanlige regnvejr men med god varme og derfor i bare tæer og korte ærmer. Vi pakkede gaver op om eftermiddagen efter at have danset om juletræet. Det var lidt spøjst at danse rundt om træet og synge danske julesange ude på terrassen ved højlys dag - særligt fordi ingen andre i nabolaget fejrer jul den 24. - men det fungerede godt for børnene, fordi de var friske og syntes, det var sjovt. På den måde kunne de også nå at lege med julegaverne, inden de skulle i seng. Julemiddagen var dansk med flæskesteg og ris à l'amande, som Elinor smagte for første gang. Hun var topbegejstret og spiste selv og meget pænt med ske i dagens anledning J

 

1. juledag tog vi på juleferie med første stop i Rotorua. "Julefrokosten" blev spist på en restaurant i Cambridge på vejen; der var meget få steder, der holdt åbent, men dem som gjorde havde flere mindre selskaber, som fejrede jul der. Vi havde således fornøjelsen af at spise frokost på den restaurant, hvor lederen af det politiske parti "National First", Winston Peters, fejrede jul med sin familie. Da vi nåede til Rotorua var vejret formidabelt, og vi dykkede direkte i den naturligt opvarmede pool (34 grader) på Cleveland Motel, hvor vi havde booket en "hytte" i 2 dage.

 

Rotorua er kendt for sine gejsere og varme kilder, så 2. juledag gik turen til Whakarewarewa Thermal Village. Det er en lille maori-landsby inde midt i Rotorua med gejsere, varme kilder, boblende mudderhuller og ikke mindst masser af maorikultur. Vi opdager hele tiden nye ting: blandt andet at maorierne holder lit de parade i deres forsamlingshus i 3 dage ved dødsfald, og at de i forbindelse med missionærernes indtog fik mulighed for at vælge mellem den anglikanske og den katolske tro. I Whakarewarewa gjorde stammens overhovede det, at han samlede alle beboerne i forsamlingshuset, pegede tilfældigt på folk og sagde: "du er anglikansk, du tilhører den katolske tro..." for at stille missionærerne tilfredse. Det betød, at der kunne være en familie med en (pludselig) anglikansk far og en katolsk mor. For os at se er det dog lykkedes folk at indkorporere "de hvides tro" i deres traditionelle levevis på glimrende vis; såvel kirker som forsamlingshuse er således centrale og meget levende den dag i dag.

 

Efter Rotorua gik turen videre mod Taupo og Tongariro National Park. Taupo er kendt for New Zealands største sø, Lake Taupo, sine smukke floder og det spektakulære vandfald Huka Falls samt ikke mindst sine mange udendørsaktiviteter (ørredfiskeri, river rafting, bungy jumps og meget mere). Hvis vi nogensinde skulle gå hen og skaffe sommerhus, må det være her! Tongariro National Park huser Mount Ruapehu, som er en af verdens mest aktive vulkaner og den største af sin slags i New Zealand (det højeste punkt er lige knapt 3.000 m). Bjergene her er desuden skisportssted om vinteren, og området blev brugt i filmatiseringen af Ringes Herre for at illustrere Mordor og Mount Doom. Efter nationalparken kørte vi videre ad "dessert road" og rundt om Lake Taupo for at komme videre til Napier, hvor vi skulle overnatte.

 

Napier, som ligger i Hawke's Bay regionen og er kendt for sin art deco arkitektur og for sin store frugt- og vin, blev først opdaget af englænderne i 1769. James Cook opkaldte bugten, som Gisborne ligger i, Poverty Bay (fattigmandsbugten), fordi det efter en lang sej kamp med maorierne ikke lykkedes ham at indtage regionen, og han måtte tage tomhændet derfra. Gisborne regionen var da også det sidste sted i New Zealand, hvor pahekas, slog sig ned, og den dag i dag er størstedelen af befolkningen maorier. Generelt er området meget bjerg- og skovrigt og få byer har mere end 1.000 indbyggere (Gisborne regionen er omkring 8.000 km2 men har kun knapt 46.000 indbyggere. Til sammenligning er Danmarks areal 43.000 km2).

 

 

I Gisborne spiste vi vores medbragte frokost ved vandet ved siden af statuen af James Cook og Young Nick, som var den gast, der først fik øje på land. Herefter kørte vi hen til et "greenstone værksted", hvor jeg fik en flot maori-halskæde lavet af new zealandsk jade af Martin i julegave. Bagefter tog vi den lange, lange vej tilbage til Auckland - en tur på 504 km. Da vi kom hjem og lagde børnene i seng, smilede William i søvne. Han var glad for at være hjemme hos sine legesager og sin egen seng. Ude godt men hjemme bedst J

 

Vi kørte rigtig meget og ikke mindst langt, og børnene var helt fantastiske og tålmodige. William sang en stor del af vejen - primært "jingle bells", "bananer i pyjamas" og "stop, stop, stoppested...". Køreturene var ellers rimelig hårde - dels på grund af de lange strækninger og dels fordi terrænnet ikke er så lettilgængeligt. For eksempel er der kun 2 motorveje på hele nordøen. På vores tur betød det en strækning på sølle 180 km ud af omkring 1.800-1.900!! De resterede cirka 1.600 km blev således kørt på kringlede bjergveje og små landeveje (nogle med den storslåede betegnelse af "State Highway"!), hvor man - interessant nok - må køre det samme som på motorvejen, nemlig 100 km/h. Det gjorde vi ikke, men vi blev også overhalet af både store og små biler ret så ofte.

 

 

22/12-08: William er faldet på sin cykel og har slået sig gul og blå over det hele! På vej hjem fra julehygge hos Robin og Christina i lørdags, kørte/løb William og jeg om kap, og pludselig røg han af, fordi - viste det sig - en af skruerne som holdt styret på plads, var røget ud. Heldigvis havde han cykelhjelm på, men han slog sine ben, arme, ansigt, hals og skulder i faldet. Hals og skulder slog han så voldsomt, at han stadig ikke kan bevæge sit hovede, den stakkel. Han går til tjek på White Cross klinikken, hvor vi nu har været to gange for at få skiftet forbinding og tjekke, at det kun er musklen i halsen, der er skadet og ikke noget mere alvorligt. Men ondt på ham gør det, selvom han heldigvis allerede er i bedring. Vi skal til sidste tjek og skift af forbinding juleaftensdag. Hernede er det en ganske almindelig hverdag, eftersom Christmas Day og juleaften først fejres den 25. december.

 

Dagen i dag er således gået med besøg på White Cross klinikken, hvor der var laaang ventetid, hvilket passede Elinor, der var sprængflydt af energi, glimrende. Så kunne hun nemlig løbe, kravle på trapper og gå på opdagelse i de spændende omgivelser, alt det hun ville... Pyha. Da vi langt om længe kom til, underholdt mormor Elinor ude i venteværelset - i hvert fald ind til hun - altså mormor - var kørt træt! Imens rensede sygeplejersken Williams sår og gav ham en ny forbinding på. Bagefter fik han et flot klistermærke, fordi han havde været en "very brave boy".

 

Efterfølgende var det tid til Elinors 15 måneders undersøgelse hos sundhedsplejersken. Marilyn var meget imponeret over hendes udvikling og skrev i Elinors "health book": "Elinor walked at 1 year - now runs! She climbs stairs and comes down safely. Indicates what her needs are by pointing and vocalising. Excellent comprehension. Claps hands, waves and points. Vaccinations up to date. A lovely, healthy, happy little girl. Beautiful care." Lige som sidste gang var jeg pavestolt, da vi gik der fra.

 

Vi fik sen frokost i en meget asiatisk "food court" (vi var de eneste ikke-asiater overhovedet) i Newmarket, og William brugte nogle af sine sparepenge til at købe sig en fin pung, som han havde ønsket sig. Han lånte pengene af mormor og skulle betale 6 guldmønter (dollars) tilbage fra sin sparebøsse, da vi kom hjem... Det gik overraskende godt, og han var meget stolt over handlen J

 

I sidste uge havde vi også besøg af Lasse, som er fætter til Malene fra min første mødregruppe i Danmark, så der var fuldt hus! Han var på back-packer tur rundt i New Zealand og boede hos os i 3 dage. Han var meget glad og taknemlig for både mad (der er åbenbart meget, der er bedre end en skål nudler!), soveplads og Martins gode kaffe samt lån af vaskemaskine og computer, inden turen gik videre til lufthavnen og rundrejse i Thailand.

 

Torsdag var vi til juleafslutning i Williams børnehave. Vi havde fået en seddel med hjem om, at vi gerne måtte "bring a vegetarian plate", som der stod. William og jeg bagte derfor rigtig lækre madmuffins dagen før og afleverede dem torsdag morgen til køkkendamen. Da vi kom til julefest om eftermiddagen, viste det sig, at vi var de eneste, som ikke havde bagt kage - ups!

Heldigvis blev de fleste spist, og William guflede velfornøjet madmuffins i sig, imens alle kammeraterne fyldte bjerge af kager på deres tallerkener. Men jeg tror nu nok, William ville have gjort det samme, hvis han havde fået lov :-/ Julemanden kom på besøg og gav alle børnene en gave - et rigtig fint tallerkensæt og et minde om Kindercare. De fik også en pose rensdyrmad med hjem til at hælde ud på græsplænen lillejuleaften. Det er havregryn med glimmer i, for rensdyrene skal jo kunne finde maden og selvfølgelig også have noget at spise - ligesom julemanden.

 

Om end julestemningen er lidt anderledes under disse varme himmelstrøg, er julekortene sendt, pebernødderne bagt, de sidste adventsgaver åbnet og juletræet står i "udendørsstuen" og lyser flot. Flæskestegen skal hentes i morgen, og så er vi ved at være klar til at holde jul. Tror vi... Glædelig jul!

 

Julebillede taget af Martins kollega, Vito, til KPMG's julefest 3. søndag i advent 2008.

 

 

 

16/12-08: Mormor kom forrige lørdag, og efter 9 dage, er hun vist ved at være kørt træt! Hun synes, tempoet er lidt højt, men hun følger nu ganske glimrende med, må jeg sige. Hele familien hentede hende i lufthavnen lørdag morgen, den 6. december, kl. 07, og William var meget, meget glad for at se hende. Elinor var lidt forbeholden men blødte mere og mere op, som dagen gik. Men hun er og bliver dog mors og fars pige.

 

Søndagsturen gik til Waitakere Ranges sammen med John, Maria og Christoffer. John er i praktik på en skole her i Auckland som et led i sin danske pædagoguddannelse. Sammen med sin klasse havde han gået ruten, vi gik, før, og han fortalte os om den oprindelige beplantning og træerne; bl.a. hvilke blade der tidligere blev brugt som henholdsvis papir og bedøvningsmiddel. Meget interessant! Bagefter tog vi til Karekare Beach på vestkysten, hvor vi badede, bodysurfede og nød den sene eftermiddagssol og det bløde sorte sand. Karekare Beach er stranden, hvor dele af filmen "The Piano" blev optaget. Hjemturen blev lidt alternativ, for forskærm og kofanger på bilen røg af! Heldigvis var John og Maria endnu ikke kørt, så de tog begge dele ind i deres bil og kørte dem hjem til Tirotai 14, alt imens vi andre forsigtigt bevægede os hjemad igennem bjergene.

 

Ugen gik med mødregruppe, legeaftale med Charles, shopping i centrum, besøg i Williams pre-school, svømning med Elinor, frokost hos Kasper og Pipa samt juletræsfest hos KPMG. Det er måske ikke så sært, at mormor er træt om aftenen, men hun har også været med over alt!! Juletræsfesten var en stor succes for både Elinor og William. De mødte julemanden, som havde adventsgaver med til dem (han kom selv med dem i stedet for at lægge dem i postkassen denne gang!). William blev malet Spiderman i ansigtet af en elverpige (her er der ikke nisser men elverpiger og elverdrenge), og Elinor moslede rundt på en scooter og i en hoppeborg, som var opstillet i dagens anledning.

 

I går, mandag, tog Martin til Sydney i arbejdsøjemed (vi er slet ikke misundelige, nej!!!). Vi andre fik handlet stort ind, og da Elinor sov eftermiddagslur, tog William og jeg på biblioteket og i børnebogsbutikken og hyggede os, imens mormor blev hjemme og passede Elinor, som sov middagslur. Det var smadder hyggeligt at være afsted bare os to, og vi fik lånt nye bøger samt en dvd, fik leget med togbane i bogbutikken og kigget på (flere) bøger. I dag har vi været på heldagsudflugt til ZOO. William havde sin gå-cykel med, mormor sin rolator, og Elinor sin klapvogn, og så gik/cyklede vi ellers både ud og hjem. Vi havde smurt madpakke, vejret var fantastisk (mormor blev endda forbrændt), og vi havde en utrolig hyggelig dag alle fire. William og Elinor fik tiltusket sig et par løve-sovedyr af mormor (der er en sand gaveregn for tiden!!) og var begge top-begejstrede for såvel udflugt som gaver. 

 

William går op i ugedage lige for tiden og spekulerer fortsat over liv og død - hvornår hjertet holder op med at slå, hvornår planter er levende eller døde og så videre. Det er et tungt emne, som vi tager alvorligt og forsøger at forklare ham på en måde, så det giver mening for en 3-årig, uden at skræmme ham på nogen måde. Det lader heldigvis til at lykkes, og det giver os nogle gode og lærerige samtaler ind imellem. Elinor snakker og snakker - skælder ud og giver meget klart udtryk for, hvad hun vil og ikke vil. Hendes første tydelige ord var et rungende NEJ forleden! Hun elsker at gynge, løbe og hoppe i sofaen og kan ikke modstå fristelsen for at smide ting i toilettet, hver gang hun øjner chancen for det - hvadenten der er tale om nøgler, bamser, cremer eller hvad hun nu ellers har fået fat i til formålet. Begge børn er efterhånden blev ægte "kiwi-børn" og elsker at gå barfodet (Elinor kan blive overordentlig rasende, hvis hun ikke kan få sine sko af). New Zealand er efter sigende det eneste vestligt orientede land, hvor det er socialt accepteret at gå barfodet - til og med i skolerne, hvor både lærere og børn ofte går uden fodtøj.

 

 

05/12-08: Vi har nu været i New Zealand i 8½ måned. Alle de ting vi undrede os over i starten, har vi efterhånden vænnet os til. Vi sammenligner ikke så meget med Danmark mere og stiller ej heller spørgsmålstegn ved tingene på samme måde, som vi gjorde i starten. Med andre ord har vi efterhånden "adapted" nøjagtig som al god kulturteori siger vil ske, efter +6 måneder i en fremmed kultur. Visse ting kan dog stadig få os til at ryste på hovedet og overveje, hvad det ville betyde, og hvad man ville sige, hvis det samme skete i Danmark. Det gælder bl.a. mand- og kvinderollen samt nationalismen, som jeg tidligere har omtalt.

 

Det er en kvalitet i sig selv, at noget er "100 % NZ", og det er dybt indgroet i den new zealandske selvforståelse, tror jeg. Hvadenten der er tale om en forretning, der er 100 % new zealandsk ejet eller et produkt, der er lavet udelukkende af new zealandske ingredienser og udelukkende til new zealandske børn, kvinder osv. (Williams vitaminpiller er for eksempel "especially made for kiwi kids". I den nyligt overståede valgkamp blev det endda gjort til et tema om troværdighed; Socialdemokraterne ville nemlig gør alt, hvad de kunne for at bevare Kiwi Bank, Kiwisaver m.fl. på new zealandske hænder.... Det skal dog siges, at socialdemokraterne tabte (stort) efter rigtig mange år ved magten!

 

Mand- og kvinderollen er også interessant, fordi det ikke er noget der italesættes, men jeg oplever rigtig ofte, at hvis man har børn, så forudsættes det, at kvinden går hjemme. Som vores nye og meget, meget søde nabo, Sarah, sagde: "Oh you have kids, so you have plenty to do - no need to ask you what you do for a living!"Samtidig kender jeg flere, inklusiv mig selv kan jeg se i bakspejlet, som har været ude for at skulle tale med håndværkere, myndigheder eller andre (mænd), som ikke blev taget alvorligt i (især) økonomiske spørgsmål, fordi de er kvinder. Kasper og Pipa troede, det var ren indbildning, ind til Kasper selv oplevede en kollega spørge en kunde, om det var i orden, at der kom en kvindelig konsulent ud til dem! At det - tilsyneladende - er ok at spørge om sådan noget er vildt provokerende!

 

Og nu til noget helt andet: 1. søndag i advent fik vi bagt peberkager og "gingerbread men" til den store guldmedalje! Vi bagte alt imens vi ventede på, at julemanden skulle komme og lægge adventsgaver i postkassen... og lige pludselig var der adventsgaver fra både mormor + farmor og farfar, efter vi havde været ude og kigge hele tre gange! Som William sagde: "Jeg tager lige en kost og flyver hen til postkassen!" Han er nu ikke specielt interesseret i det her med julemanden; han har en meget logisk tilgang til tingene og lader sig vist ikke narre... Men gaverne var han meget glad for (og så kan det jo være lige meget, hvordan de er kommet frem, ikke sandt?). 2. søndag i advent står den på tur til Waitakere Ranges, hvor vi skal have lokket mormor ud på vandretur...

 

Mormor kommer i morgen tidlig, og William glæder sig til at hente hende i lufthavnen. Vi har flyttet lidt rundt, inden hun kommer, så William har fået det store værelse, hvor han har god plads til togbanen, og mormor skal sove i det lille værelse, som vi også har indrettet kontorplads i. William er pavestolt over sit nye værelse og rydder op og ordner, så det ser fint ud, inden han skal i seng om aftenen J 

 

Også Elinor nyder at lege derinde. Hun er begyndt at lege en del med togbanen samt kigge i bøger. Hun er virkelig blevet en stor pige på det seneste - ikke blot i bogstaveligste forstand (hun er skudt i vejret og måler nu 83 cm) - men også hvad angår de ting hun kan og gør. Hun taler rigtig meget og har tilføjet "titte-bøh" og "se" til sit ordforråd. Hendes udtale bliver tydeligere og tydeligere for hver dag. Hun er stadig et energibundt uden lige, utrolig nysgerrig, snarrådig og (desværre) ikke bange for særlig meget. Hun stikker gerne af, så snart hun ser sit snit til det og laver med stor fornøjelse ting, hun ikke må. Hun er stadig meget knyttet til mor og far, så det er ikke hvem som helst, der kan komme i nærheden af hende. Maria er dog det helt store hit, og også Katrine og Christina er hun glad for.

 

Den danske mødregruppe mødes som altid hver 14. tirsdag, og forrige tirsdag var vi på besøg hos Linda. Det føltes næsten som en danske sommerdag: vi sad i haven under et stort træ; nød det gode vejr og spiste boller og jordbærlagkage - rigtig hyggeligt. William, som den seneste tid er blevet meget udadvendt, hygger sig og leger rigtig godt med de andre børn, og heldigvis er der en hel del på hans alder.

 

Mandag og tirsdag var jeg på "The University of Auckland - Business School" på kursus i strategisk planlægning. Et rigtig godt kursus og interessant at komme ud blandt fagfolk. Jeg regner med at tage et par kurser mere her i løbet af sommeren, for det var rart med lidt nyt input + opdatering af gammel viden, og jeg satser på at kunne bruge både en del af såvel indhold som metode, når vi vender tilbage til Danmark. Martin arbejdede hjemme begge dage, og det var helt mærkeligt om end rart, at det var mig, der skulle ud af døren for en gangs skyld :-) Men vi syntes nu alligevel, at det også var fint, at tingene vendte tilbage til normalen, så onsdag tog Martin på arbejde igen, alt imens William, Elinor og jeg kørte i svømmehallen sammen med Maria og Christoffer.

 

Vejret er efterhånden rigtig behageligt her - også selvom det regner og er overskyet. Det betyder blandt andet, at jeg er begyndt at gå ned til havnen torsdag formiddag, efter at William er afleveret i pre-school, og læse en bog alt imens Elinor sover formiddagslur. Ind imellem mødes jeg med Martin til en kop kaffe eller frokost. Det er fantastisk afslappende! I går, da Elinor var vågnet, gik vi en tur i Smith & Caughey's og så "Santa's Enchanted Forest", som er et nisselandskab med masser af juletræer og nisser, der laver julegaver osv. Det er altså virkelig surrealistisk, at der er pyntet op til jul overalt, og at der spilles julemusik mv., når det er sommer, og vejret er varmt!

 

 

24/11-08: Det er ikke til at forstå, at det allerede næste søndag er 1. søndag i advent; vi er ikke helt kommet i julestemning endnu, selvom butikkerne gør sit ved at pynte med julemænd og snelandskaber i vinduerne. Men når vi alle blot går og venter på et mere stabilt sommervejr og muligheden for at grille og bade hver eneste dag, er der altså langt til flæskesteg, risengrød og kælketure! Ikke desto mindre er adventsgaverne fra farmor, farfar og mormor klar til børnene, og "gingerbread man" kageformen er indkøbt, så vi kan bage peberkage-mænd søndag formiddag.

 

Weekenden har stået på en masse sociale aktiviteter: fredag havde vi Myriam, Stuart, Pipa og Kasper til middag. Pipa havde lavet en finsk forret, og Myriam lavede pavlova, som er en traditionel new zealandsk dessert. Det er en marengskage med frisk frugt - som regel kiwi (selvfølgelig) men friske bær i øvrigt bruges også som her på billedet. Det er en rigtig sukkerbombe! Martin og jeg lavede frisk spaghetti med rodfrugter, svampe og løg samt laks fra Auckland fiskemarked i en estragon/flødesovs - det var et hit så selv Kasper, som ikke kan li' laks, syntes det smagte fantastisk J

 

Lørdag morgen stod den på træning for mit vedkommende (Body Attack; ja, det er nogle drabelige navne de holder sig, men de er jo som sagt også meget seriøse omkring sport her i landet!!), alt imens Martin og børnene var ude i haven og legede. Træningen foregår primært i weekenden nu, fordi Elinors søvnrytme og børnepasningstiderne i fitnesscentret desværre ikke passer så godt sammen. Lørdag eftermiddag var vi til fødselsdag hos Anna, som fyldte 2 år. Bagefter tog vi hjem og nød den sidste sol i haven - fik slebet vores havebord af, så det kunne blive klar til oliering og badet i badebassin mv. William fik også en drage og en vandpistol af naboen, som var ved at rydde op i garagen. Om aftenen var der julefrokost i den danske mødregruppe. Det var på en japansk restaurant, og det eneste der fik det til at minde om en danske julefrokost var de damer, som bællede sake, allerede inden vi andre havde fået sat os ved bordet - he he! Jeg var sikkert for træt til at sætte pris på det gode selskab... Og det fik mig til at tænke på, hvad der bringer folk sammen: om det blot er nationaliteten (man er venner, fordi man er dansk), eller om der er mere i det end som så. Katrine og jeg var de første til at køre omkring midnatstid - vi var begge klar til at få sovet vores tiltrængte skønhedssøvn på det tidspunkt.

 

Søndag fik vi olieret havemøbler, leget i Tirotai Reserve (Martin og William fik desværre ikke dragen til at flyve pga. for mange træer), og så havde vi besøg af Robin og Christina + børnene, som kom til eftermiddagskaffe og muffins.

 

Jeg får arbejdet en hel del for tiden - også i går, søndag, hvor jeg sad oppe til kl. 01.30 for at nå en deadline. Det har jeg gjort en del gange den seneste tid, så træthed er et meget brugt ord p.t.! Men der sker en del rent fagligt, som jeg synes er sjovt: jeg har meldt mig til et kursus i strategisk planlægning på Auckland Universitet her i starten af december, hvilket jeg glæder meget mig til. Herudover er jeg blevet interviewet til en spansk avis om globale HR trends for 2009 i forhold til  outsourcing - det tog vildt lang tid at forberede men det var en sjov "opgave" at få (jeg fik muligheden igennem et fransk/kinesisk(!) pr bureau, med kontorer over hele verden, som har fået fat i mit navn). Jeg er også blevet kontaktet med henblik på at holde foredrag om HR og rekrutteringsudfordringer i Cems Alumni foreningen, men det foregår desværre i København, så jeg måtte melde pas. Alt i alt sker der ind imellem noget nyt, interessant og anderledes, og det sætter jeg stor pris på.

 

Elinor er begyndt at pege og lege gemmeleg, og ikke mindst er hun begyndt at drille! Hun tager noget, hun ikke må og venter så, til hun bliver opdaget, hvorefter hun løber afsted ind i stuen og gemmer sig i sofaen, imens hun klukker højlydt. Temperamentet er intakt, og hun er begyndt at hoppe på stedet eller lægge sig ned og banke i gulvet, når hun bliver gal. Det er heldigvis ikke så tit og lyder måske også voldsommere, end det er, men det er interessant at se, hvordan hun og William reagerer så forskelligt. Til gengæld er de rigtig glade for hinanden og leger bedre og bedre sammen. William er stadig meget beskyttende over for hende, når der kommer andre børn eller voksne i nærheden af hende. Som han så sødt siger: "Jeg er Elinors storebror, fordi jeg passer på hende."

 

William er i øvrigt glad for at gå på biblioteket og er meget stolt af sit favoritkort, som han kalder sit lånekort. Han låner to bøger pr. gang og sørger selv for at låne og aflevere. Sidst lånte vi to julebøger, som Martin læser for ham om aftenen, hvor han først læser på engelsk for derefter at oversætte det til dansk. William synes, det er smadderhyggeligt J

 

Sidste weekend havde vi (også) gæster; Ben fra Martins arbejde og hans hustru, Leah. De er fra USA men har været her i New Zealand i 3 år. De har pønset lidt på at rejse hjem, nu hvor Obama vandt valget, men fordi jobmarkedet i USA er så dårligt p.t. og deres "work-life balance" ville forværres væsentligt, bliver de 1-2 år mere, tror de. Lørdag formiddag var vi ude at svømme med både William og Elinor i den store svømmehal "Newmarket Olympic Pool". Det skal vi helt klart til at gøre noget oftere, for også William nød det i fulde drag og befinder sig som en fisk - med svømmebælte - i vandet  :-) Næste weekend står programmet på fødselsdag hos Christoffer, som fylder 2 år, besøg hos Kasper og Pipa samt grill-aften hos os, hvor Maria, John, Christina, Robin og alle børnene kommer. Og så skal der naturligvis bages "gingerbread men", da det jo er 1. søndag i advent; vi må gøre os umage for at komme i julestemning!

 

 

 

11/11-08: I fredags tog vi på tur til Coromandel Peninsula og det vestlige Bay of Plenty her på Nordøen. Vi hentede William tidligt fra børnehave og kørte afsted mod Thames og bagefter Coromandel Town, som ligger cirka 2½ times kørsel fra Auckland.

 

Coromandel Peninsula er et gammelt guldgraverområde, hvortil guldgraverne kom i 1880'erne. Thames er indgangsport til Coromandel Peninsula, og Coromandel Town var i sin storhedstid en guldgraverby med 15.000 indbyggere. I dag er der omkring 1600. Byen ligner stadig en guldgraverby med lave western-lignende huse og meget "settler-agtigt". Vi overnattede på et ældre motel i et selvstændigt hus i kolonistil. Skal det være, så skal det være J

 

Lørdag gik turen videre - først til Driving Creek Railway lige uden for Coromandel Town og derefter til Whitianga på østkysten af Coromandel. Driving Creek Railway blev bygget af pottemageren, excentrikeren og togentusiasten, Barry Brickell i 1975. Han købte området for at åbne et pottemageri og begyndte at bygge togbanen, så han kunne komme ned ad bjerget og hente det bedste ler til sine potter. Men der gik sport i det, så han blev ved med at bygge og hele 5 gange sagde han, at nu var det slut. Der er derfor 5 "stationer" på ruten; han blev ved med at bygge, hver gang han fik penge til det, og det tog 27 år at bygge ruten med en hovedlinie på omkring 3 km. Alt er bygget af Barry og hans team - også selve togvognene, som er bygget på stedet. Sporet er utrolig smalt - 381 mm for at være helt præcis, og turen igennem det bjerg- og skovrige landskab går igennem en række tuneller og viadukter. Bjergvæggene langs togruten er til dels "holdt oppe" af gamle (tomme) vinflasker, som er lagt ind for at undgå jord- og stenskred. Meget alternativt! (Læs evt. mere på www.drivingcreekrailway.co.nz) For cirka 10 år siden begyndte de også at plante en kauriskov for at genskabe noget af den oprindelige skov her i New Zealand. En stor del af den blev i sin tid fjernet af britiske indvandrere, som plantede pinjetræer til tømmerbrug og forvandlede skov til marker. Det gik særligt ud over New Zealands rige dyreliv, hvilket import af "possums" fra Australien også har gjort sit for at udrydde (i New Zealand er de store skadedyr, men der er omkring 80 mio. af dem, så de er ikke sådan lige til at komme af med!). Barrys 22 hektar land er nu fredet område, og de håber snart, at dyrelivet vender tilbage til skoven.

 

Herefter gik turen videre ad Road 309 - primært grusvej - til Whitianga. På vejen stoppede vi ved Kauri Grove for at spise frokost, lege lidt og ikke mindst se de store og flotte kauritræer, hvoraf nogle af dem er siamesiske; det vil sige vokset sammen med andre træer. Vi kørte syd for Whitianga til Haihe, hvor Hot Water Beach ligger. Uheldigvis var vejret blevet dårligt, så vi måtte vende tilbage til Whitianga uden at have oplevet de varme kilder. Øv! Til gengæld fandt jeg en flot halskæde i en lokal brugskunstforretning, hvor vi søgte ly for regnen J 

 

Søndag tog vi revanche og kørte til Hot Water Beach igen og gik efterfølgende turen til Cathedral Cove. Det var meningen, vi skulle have været ude at sejle, men vi fandt ud af, at turen var i gummibåd, og 2½ times gummibådstur med især Elinor, var ikke noget vi turde give os i kast med. Vi kan knapt holde hende indenbords i et badekar!! Vejret var lige tilpas, og ved Hot Water Beach fik vi gravet i sandet, soppet i vandet og mærket det varme sand og vand ved de varme kilder, lige inden det blev højvande. Det var kogende nogle steder! Bagefter kørte vi til Cathedral Cove - eller så tæt på som vi kunne komme, hvilket vil sige 45 min. vandring fra selve grotten. Turen går igennem et bjerg- og skovrigt område (selvfølgelig!) og var rimelig anstrengende (især med to små børn, må vi erkende!), men der er jo intet som god motion og skøn udsigt! Cathedral Cove er en grotte; et hul i bjerget, som havet har skabt, og der var i det hele taget en hel del flotte "bjerg- og stenskulpturer", som vi kunne sidde og kigge på fra strandkanten, hvor vi spiste vores madpakke. Desværre havde vi ikke mere batteri på kameraet, så det blev ikke til så mange billeder...

 

Søndag eftermiddag kørte vi helt ned i bunden af Coromandel og ind i den vestlige del af Bay of Plenty, hvor vi overnattede i Tauranga, regionens største by med omkring 116.000 indbyggere.

 

 

Bay of Plenty, også kaldet Kiwi Fruit Country, er stedet, hvor næsten 90 % af New Zealands eksport af kiwi kommer fra (det svarer til omkring 80 mio. kasser kiwi!). Derfor måtte vi jo afsted og besøge en kiwi-plantage! Mandag formiddag gik turen derfor til Kiwi 360 i Te Puke uden for Tauranga. Vi fik en rundvisning i plantagen, og fik de tre forskellige slags kiwier at se og smage: grøn kiwi, gul kiwi (som New Zealand har patent på!) og kiwi-bær. Kiwifrugten kom oprindelig til New Zealand fra Kina i 1904 og stammer fra kinesiske stikkelsbær. Kiwifrugten dyrkes på vinstokke (vines på engelsk), og det er kun hun-stokkene, som bærer frugt. Sæsonen går fra april til juni, og således var det blomstringstid og "bestøvnings-tid", da vi var der (biavlere i nærområdet bringer hvert år på denne tid deres bier ind i plantagen for at bestøve blomsterne). Når kiwifrugten på plantagen skal plukkes, bringes 20.000(!) "plukkere" ind, og efterfølgende opbevares frugten i køleskabe med en temperatur på mellem 0-1 grad, ind til de skal eksporteres. De kan opbevares på denne måde i op til 8-9 måneder, og således har vi mulighed for at købe kiwifrugt fra New Zealand næsten hele året rundt. Vi var meget begejstrede for turen, og børnene legede under vinstokkene, alt imens Martin og jeg lyttede og lærte, så også de hyggede sig gevaldigt. Bagefter købte vi et krus til William (han er storsamler af plastik-krus fra stort set alle steder, vi har været) og en kiwifugl til Elinor. Martin viste hende en række bløde tøjdyr, og kiwifuglen nægtede hun at slippe. Da han forsøgte at lægge den på plads igen, var der stort ramaskrig, og da hun stoppede den i munden for således at holde bedre fast i den, lykkedes hun med sin mission: far købte kiwifuglen og alle var glade og tilfredse J

 

Efter besøget på kiwi-plantagen gik turen tilbage til Auckland, men vi glæder os allerede til næste tur, som nok bliver når mormor kommer på besøg i december. Det er et STORT land, så vi har rigtig meget til gode endnu!

 

 

07/11-08: Mon ens søn har gået hjemme hos sin mor for længe, når han gerne vil have neglelak på tæerne...? William går nu rundt med en flot mørkerød farve på tæerne og synes det er SÅ fint med malede negle lige som mor J Hans far er ikke helt tilfreds med situationen, så om ikke andet, så synes han vist, at William har gået lidt for meget sammen med sin mor - hi hi! Spøg til side så synes vi vist begge to, at William ville have godt af at komme i børnehave lidt oftere, men der er stadig et års ventetid. Elinor står også på venteliste, men det har lige så lange udsigter, om end jeg måske kan få plads et andet sted til hende, når hun fylder 18 måneder... Hmmm... Og SÅ lang tid kan hverken børnene eller jeg vente, for jeg savner efterhånden også noget andet indhold i hverdagen, må jeg indrømme...

 

Lige nu læser Martin til eksamen inden for it-sikkerhedsledelse. Han skal til eksamen her i midten af december og er meget disciplineret.

 

Elinor bliver en stor pige efterhånden og begynder så småt at sige ord og forstå rigtig meget. Hendes første ord er "nej", og så siger hun "da-da", "ma-ma" og "mom-mo", men vi har endnu ikke helt fundet ud af, hvad hun mener med det.

 

William er eftertænksom og spørgende som altid, og senest er han begyndt at spekulere lidt over, hvem Martins og mine forældre er, hvad de hedder osv., så i sidste uge måtte vi fortælle, hvem morfar var, og hvor han er henne. Den var ikke helt nem. Det er første gang, han har spurgt til morfar, og erkendelsen af at de aldrig har fået/får hinanden at se var ret trist. Herudover spekulerer han en del over skole og børnehave samt det at tale dansk og new zealandsk. En dag vi kørte i børnehave sagde han "Mor, jeg tænker, jeg ville ha' en dansk skole, når jeg er 5 år. Mor, du må købe en!"  I går, da vi var på vej på biblioteket, sagde han, at nogle af hans tænder var danske tænder, og at dem i den anden side var new zealandske tænder. Han er nemlig overbevist om, at det er fordi, man har tænder, at man kan tale!! Og så konkluderede han: "Nogle gange taler jeg med de her tænder på dansk, og andre gange på new zealandsk!".

 

Den forgangne uge har for mit og børnenes vedkommende budt på vandretur i Cox Bay Reserve (det blev til 3 timer - mest fordi vi ikke kunne finde den rigtige vej hjem - he he!), hvor William havde sin gå-cykel med (han balancerer rigtig flot efterhånden), en tur i Auckland Museums børneafdeling (til stor moro for Elinor, som tonsede rundt) samt muffinsbagning og biblioteksbesøg (William har fået sit helt eget bibliotekskort). I dag tager vi afsted på tur til Coromandel Peninsula, hvor vi skal køre rundt i 3 dage. Vi krydser fingre for nogenlunde godt vejr og glæder os til at opleve lidt mere af New Zealand.

 

 

02/11-08: Juhuuuu, dejligt vejr i dag! Formiddagen stod på træning for mit vedkommende og legepladsen for Martin og børnenes. Efter frokost kørte vi ud i Det Danske Hus til juleklip... Det med juleklipningen var nu ikke noget at råbe hurra for; der sad et par mødre og nogle børn og flettede julehjerter, og det så i det hele taget lidt sølle ud. I de tilstødende lokaler sad en masse ældre mennesker og drak kaffe og spiste kage. I den store sal var der julebazar og salg af brugte bøger, hvor pengene går til børneaktiviteter i huset. Det var vist mere et garagesalg end noget andet... Men vi satte os udenfor i solen sammen med Maria, John, Katrine, Martin og Robin, imens børnene løb rundt og legede, og på falderebet fik vi købt en bog om Bambi. Men det var interessant at se huset og møde de new zealandske danskere, som der er overraskende mange af. En del af dem er 2. generations danskere og mange af de ældre har ikke været i Danmark i over 20 år.

 

I mandags var det onkel Prebens tur til at rejse til Sydney inden hjemturen til Danmark. William syntes, det var lidt mærkeligt, at han var væk og i flere dage tog han sig selv i at sige: "Når onkel Preben vågner..."  Det var Labour Day og fridag, så vi tog på MOTAT (Museum of Transport and Technology) alle sammen og legede og spiste frokost. Bagefter mødtes vi med Myriam og Stuart på legepladsen i Parnell, hvor vi legede lidt mere. Jeg tror snart, vi kunne skrive en bog med anmeldelser af Aucklands mange legepladser! 

 

Tirsdag var vi i den danske mødregruppe, hvor William legede rigtig godt, alt imens jeg rendte frem og tilbage mellem spisestuen og hoveddøren for at fange Elinor, som hele tiden tog Williams rygsæk, åbnede døren og gik ud. Bagefter kørte vi til frisøren, hvor Elinor blev klippet for første gang. Hun så faktisk ud til at nyde det men kan jo ikke sidde stille mere end 2 minutter af gangen, så det var heldigt, der ikke var så meget hår at klippe J

 

William har fået et nyt favoritudtryk: "It's SO funny!" - det er som at høre Stephanie, hans lærer, ovre i børnehaven. I torsdags, da vi kørte derhen, sagde han: "Mor, når jeg bliver 5 år og skal i skole, skal du købe en DANSK skole til mig." Han er og bliver vist nu alligevel ærkedansker, den dreng J

 

Onsdag fik vi en påtale af "container-detektiverne", fordi vi var kommet til at putte flamingo i genbrugscontaineren. Fy! Der sad et pænt pink bånd på tværs af containeren, hvor der stod "Don't empty" samt en note med årsagen til miseren. Samme dag kom et nyhedsbrev fra politiet ind ad døren, hvor der stod hvor og hvornår, der var blevet begået tyveri og lignende i nabolaget. Det kan være, vi nu også skal til at huske at låse bilen om aftenen...

 

 

26/10-08: Turen til Sydney var fantastisk! Byen var flot og interessant, og vi fik set og oplevet rigtig meget. Men det var også hårdt med to små børn, selvom de begge hyggede sig og nød det lige så meget som vi andre. Om aftenen faldt vi alle rimelig tidligt i søvn og var tidligt oppe og klar til nye opdagelser næste dag. Med andre ord var det ikke så skidt, at det ikke var godt for noget :-)  Sydney er helt klart en by, vi skal besøge igen; Martin skal måske allerede derover i november måned og arbejde - det heldige asen!

 

Da vi landede i Auckland lufthavn igen, skulle vi selvfølgelig igennem told, paskontrol, biosecurity, sikkerhedskontrol osv. osv. Vi har jo prøvet det nogle gange nu og ved, at vi ikke må have madvarer og lignende med, så vi havde tømt taskerne for alt det, der ligner... troede vi... Da vi ventede på vores kufferter, kom hundepatruljen forbi og fandt et æble i en af vores tasker og sparede os dermed for en bøde på 200 dollars. Pyha! Det var heldigt, det blev opdaget inden sikkerhedskontrollen, og at de troede på os, da vi sagde, vi bestemt ikke havde mere mere af den slags med... For da vi kom hjem og pakkede ud, opdagede vi både riskiks og nødder i håndbagagen.

 

Vi var i Sydney i fem dage - fredag morgen til tirsdag aften - og torsdag kom onkel Preben tilbage fra sin tur rundt i New Zealand. I fredags var han så med inde og se Williams børnehave + til svømning med Elinor. Bagefter var vi inde og spise frokost på en café i Auckland Centrum samt købe fødselsdags- og julegaver til børnene fra ham og Kirsten. Vi havde en rigtig hyggeligt eftermiddag.

 

I går formiddags var jeg hos frisøren, Gareth (med favoritudtrykket "awesome"), som er Aucklands eneste økologiske frisør. Han har salon i et af byens ældste træhuse, hvilket bl.a. betyder, at dørhåndtaget sidder i en halv meters højde. Huset er pivutæt men dog moderniseret indvendigt. Det er meget charmerende og et rigtig hyggeligt sted - enkelt indrettet og med psykodelisk mønstret tapet på væggene. Han har kun én kunde af gangen, så man får lov til at sidde i fred og ro og læse blade og bøger, drikke grøn te og lytte til skøn lounge musik i massevis. Herligt! Da jeg kom hjem, tog vi i havecentret og ud at handle, og bagefter fik vi ordnet lidt have - det er med at udnytte det gode vejr, imens det er der nemlig!

 

William går meget op i alder lige nu; hvornår han må hvad. En typisk sætning starter med "Når jeg er 12 år..." eller "Når jeg bliver voksen..."  Han bruger det oftest i forklaringer på, hvorfor han ikke må få lov til noget, og så stiller han sig tilfreds med at konstatere, at han godt må, når han bliver ældre. Han leger rigtig meget med sin Buzz Lightyear og Woody; mest Buzz Lightyear i disse dage, for Martin har lavet vinger til ham - lige som han har i filmen. Som William siger: "Min far er en dygtig mand." J Martin brugte hele fredag aften på det og har nu besluttet sig for, at Buzz Lightyear skal have lys på også... Til dét skal han bare have fat i en loddekolbe og lidt andet udstyr, såååå.... Men lur mig om det ikke lykkes ham at give Buzz lys på alligevel.

 

William er begyndt at tale om Valentina, hans ven, i Kindercare. Det er rart, at der er kommet lidt navne på de andre børn nu, og at han dermed relaterer lidt mere til dem. Han havde jo sin bedste ven, Rune, i børnehaven i Danmark (som han heldigvis stadig holder kontakten med via Skype), og det er godt at vide, der nu er også er nogen, han kalder sin ven i børnehaven her. Charles er han stadigvæk meget glad for at lege med, og de leger fortsat en del sammen, selvom Charles nu er begyndt i "formiddags-kindy" alle ugens hverdage. Ud over Rune taler han også om Alexander og Otto ind imellem, og det er overraskende, hvor mange og meget han kan huske.

 

Elinor går og går, kravler op, kravler ned, åbner skabe, putter det meste i munden og tage ting, hun ikke må. Med andre ord er hun en rigtig krudtugle og DEJLIG!

 

Der er lidt ro på Martins arbejdsfront, så han bruger tid på markedsføring ved bl.a. at skrive en artikel om it-sikkerhed til Computerworld. Han har også holdt en del cafémøder med potentielle kunder; hernede går man nemlig på café og drikker kaffe, når man skal holde møde - ikke noget med at sidde på kontoret eller i et kedeligt mødelokale. Det er en vane, Martin vil forsøge at tage med til Danmark, siger han, for det er en god måde at bryde rutinerne og den daglige rytme på.

 

For mit eget vedkommende går det udmærket med at arbejde pr. distance. Jeg savner lidt at være på en arbejdsplads med gode kollegaer og impulsiv sparring, der ikke er afhængig af tid og internetforbindelse, men jeg får en masse fra hånden, og sidder et par aftener om ugen fra børnene er lagt til omkring midnat. Samtidig kan jeg jo godt li' selv at styre tingene, og det må man sige, jeg får lov til her, så der er plusser og minusser som ved så meget andet.

 

 

15/10-08: "Mormor har fødselsdag, og det har hun jo, og det er i dag..."

 

NU tror vi, foråret endelig har bidt sig fast. Vi er ret vejr-følsomme efter to vintre i træk, så hvorvidt der er solskin, regnvejr, blæsevejr, eller hvordan dagene arter sig, betyder helt vildt meget for os! Men vi ved også, at vejret kan vende på blot 5 min. - fra strålende solskin til regn og blæst, så man kan ikke vide sig alt for sikker... Det siges dog, at på Labour Day, som er næste mandag, plejer vejret at vende endeligt, og vi kan se frem til solskinsdage frem til april måned næste år. Og når vi kommer til april, kan vi sikkert slet ikke huske, hvor hård vi synes, vinteren har været...

 

Elinor går nu stort set hele tiden; hun har et gå-på-mod uden lige. Hun er dog ret mor- og farsyg, så det er ikke mange skridt, man kan tage, uden at hun kravler efter og vil op på armen.... Medmindre hun bliver optaget af et eller andet selvfølgelig. Hun er nemlig stadig et energibundt, og nu hvor hun også går, skal man - endnu mere - have et øje på hver finger. Mister man synet af hende (og der er stille), går der ikke 2 minutter, før hun har smidt sin mors cremer i toilettet, har fået fingrene i klemme i en låge, sidder og spiser stearinlys, som hun har væltet ned fra reolen og/eller er kravlet op på et eller andet, hun kan falde ned fra og slå sig. Pyha! William er humørsvingende (de siger det er alderen, og det tror vi på...), og så er han BLEFRI!!! Lige pludselig. Efter alle forsøg på tålmodighed, snakke om at gå på toilettet, strategier og så videre, besluttede han sig en dag for, at nu var det nu. Han fik underbukser på og var blefri! Vi kunne vist have sparet os selv og især ham for meget, hvis blot vi havde vidst, at det var sådan, det ville gå. Men vi burde jo også kende ham; man kan ikke overtale William til noget som helst. Han er utrolig selvstændig og stædig på mange punkter og skal selv finde ud af tingene.

 

Vi har fået pakke fra både mormor og farmor & farfar for nylig. Det er simpelthen så hyggeligt at få pakke - der er altid dejlige overraskelser i. Når posten kommer, løber vi ud til døren for at hente pakken - det er næsten som juleaften for os alle sammen J

 

Vi har haft besøg af både Lone og pigerne (Melissa og Jasmin) samt Katrine og Anna i løbet af den seneste uges tid. I lørdags kiggede John og Maria + Christoffer forbi til kaffe og kage (Martins meget gode kaffe og mine kager), og Kasper dukkede også op og blev til middag. Fredag aften kom onkel Preben, og William ville gerne med ud og hente ham i lufthavnen. Det passede lidt skidt med aftensmads- og sengetid, men han ville så gerne, at det endte med, at Martins smurte madpakke til ham, som han så kunne spise på vejen. William snakkede livligt hele vejen hjem, og Preben skulle da også med ind og se hans værelse som noget af det første.

 

I søndags var vi på picnic med Martins kollegaer og venners venner i "The Domain" - en stor park hvor også Auckland Museum ligger. Det var Richard og Colette, der havde taget initiativ til det, så vi var en del sydafkrikanere samt Martins kollega Greaeme fra England og Ben fra USA. Det var hyggeligt endelig at møde Sara og Leah - deres hustruer - også. Onkel Preben havde vist også en god dag.

 

Ugen her har ind til videre været rimelig stille og rolig; Preben lejede en bil i går og kørte op nord på. Han er først tilbage, når vi er vendt hjem fra Sydney. I dag tog vi til Mission Bay og gik en tur langs vandet - hen til Kohimarama Beach. William havde sin gå-cykel med og er blevet ret dygtig til at køre på den; han okser af sted i fuld fart men er heldigvis god til også at stoppe op ind imellem og se, hvor jeg og Elinor er blevet af. Bagefter gik vi på legepladsen og gyngede og fik "morning tea", og så kørte vi til Toy World, hvor William havde fået lov til at købe en gave fra mormor, fordi han er en sød dreng og dygtig til at gå uden ble. Det blev en Woody, der passer til Buzz Lightyear, som han fik af farmor og farfar. Vi fik sushi til frokost ude i Onehunga Mall, hvor jeg fik købt mig noget træningstøj. Da vi kom hjem, dukkede Christina og børnene op, og vi sad ude i udestuen resten af eftermiddagen og snakkede, imens børnene legede. Og så var den dag stort set gået J

 

 

 

06/10-08: Weekenden har som sagt budt på tur til Whangarei - New Zealands efter sigende varmeste by. Whangarei er hovedbyen i Northland, som er den nordligste region i New Zealand.

 

 

På vejen stoppede vi i Matakana og gik på "Matakana Village Farmers' Market". Det mindede om en gammel Western-by, og vi følte os helt sat tilbage i tiden. Vi købte en del økologiske produkter og nød en masse spændende smagsprøver. Bagefter kørte vi til Whangarei og indlogerede os på hotellet, som vi impulsivt bookede sent fredag aften. William og Martin fik badet lidt i den opvarmede (yeah, right!) pool, og så kørte vi på tur til Whangarei Falls, hvor vi gik fra toppen til bunden af vandfaldet og tilbage igen. En smuk, smuk tur, hvor vi tog en frygtelig masse billeder. Fødselsdagsmiddagen blev spist på en restaurant ved havnen. Elinor faldt i søvn i klapvognen, og William hyggede sig med lidt legesager og ikke mindst god mad, så vi havde en god og (rimelig) afslappende middag, må man sige.

 

Søndag gik turen videre til "Zion Wildlife Gardens", hvorfra der også bliver filmet og sendt på tv - også i Danmark på TV2 under titlen "Vild med løver". Det er Craig Buschs private zoologiske have for især den i naturen udryddede hvide tiger og den hvide løve, der kun eksisterer omkring 80 af på verdensplan. Vi hilste på Craig men blev vist rundt af en anden utrolig dygtig fortæller, som kom til løveparken fra Sydafrika sammen med Craigs første løver.

 

 

04/10-08: 33 år er det blevet til... Jeg fik lækker morgenmad + gaver af Martin og børnene (tegninger samt et flot marguerite halssmykke fra Georg Jensen) kl. 08, hvorefter vi talte med farmor og farfar samt mormor via Skype. Herefter fik vi pakket kuffert og tog afsted på weekendtur til Whangarei, som ligger cirka 2½ times kørsel nord for Auckland. Jeg pakkede kuffert og ryddede op mv., men det var Martin, der huskede alt det ekstra til børnene: sutteflaske, hagesmække osv. Jeg er imponeret over hans faderinstinkt, for det er også ham, der først hører det, hvis Elinor græder, efter hun er lagt i seng.

 

Elinor er oppe på 8 skridt uden at holde i hånd; hun vil stadig helst kravle. Hun får sig en del knups, for hun kravler stadig op af/i alting. Hun er den helt store kødspiser og er bestemt ikke kræsen - endnu mindre end sin storebror til og med.

 

William er kommet i spørge-alderen og begynder de fleste sætninger med "Hvad...?" og "Hvorfor...?". Dejligt med en nysgerrig dreng, men ind imellem kunne det være rart med en lydløs knap!!! Forleden spillede vi "job-spil", hvor man skal matche en person til et job, et postbud til et brev osv. William var meget interesseret i at lære nyt og kunne ikke helt forstå, at præsten skulle matches med biblen (han har aldrig været i kirke). Han fik helt rynker i panden, da jeg forsøgte at forklare, at præsten arbejder i en kirke og læser historier fra en bog, der hedder biblen. Efter lidt grublen var hans kommentar: "Jamen, det er jo når man skal sove!". Og det kan jo på sin vis være sandt nok...

 

Der er skoleferie p.t., så der er ingen svømning. I stedet var Myriam, Elinor og jeg var ude at spise frokost torsdag og gå en tur langs Mission Bay stranden. Vi spiste friske muslinger på en skøn belgisk restaurant med udsigt ud over vandet og hyggede os rigtig meget. Mission Bay har en superfin strandpromenade, så dagen efter gik jeg tur derude igen med Elinor i klapvognen, imens hun sov til formiddag. Hvis vejret holder, tager vi derud i næste uge også - denne gang med William og cyklen, så han rigtig kan få øvet sig.

 

 

01/10-08: "Timing is everything!" Ind imellem er det lige med at få børnenes soverytme passet ind i andre gøremål, og i går endte det med, at det var William, der faldt i søvn på vej ud at handle (normalt er det Elinor, for William sover ikke til middag men falder ofte i søvn, hvis vi kører en tur om eftermiddagen). Så er gode råd dyre, og løsningen blev at lade ham sove i indkøbsvognen med hovedet på min taske. Det er virkelig godt, han har et godt sovehjerte!! Måtte dog vække ham, da han var ved at være pakket godt ind i varer - hi hi! Dagen gik ellers med at bage boller og lave pizzadej, så vi kunne lave hjemmelavet pizza til aftensmad. William og jeg hygger os sammen i køkkenet, om end han ikke helt kan forstå, at hans dej ikke bliver til "pizzaboller", når nu den har været i legetøjsovnen hele dagen.

 

Vi trives rigtig godt for tiden. For mit eget vedkommende har jeg fundet nogenlunde ro i at være "soccer-mom", efter at jeg er begyndt på arbejde igen. Faktisk nyder jeg det og oplever det som et privilegium at få lov til at være så meget sammen med børnene, imens de er små - samtidig med at jeg bevarer min faglige identitet så at sige.

 

New Zealand afholder valg her i november måned og har skudt valgkampen i gang. Det betyder bl.a., at der er stor aktivitet omkring at få folk til at deltage. Her skal man nemlig aktivt tilmelde sig - "enrol to vote" - for at få lov til at afgive sin stemme. Der er 20 registrerede politiske partier (man skal have mindst 500 medlemmer for at blive et registreret parti, som kan stille op til valg). Her i Auckland lader det dog til, at der kun er nogle få partier i fokus (eller i hvert fald er der kun få partier, som har råd til at sætte reklameskilte op?!): "New Zealand Labour Party", "The New Zealand National Party", "The Green Party of Aotearoa/New Zealand" + et par andre. At mere eller mindre alle partier hedder noget med Aotearoa eller New Zealand er ikke overraskende. New Zealand er nemlig et utroligt nationalistisk land. Det er f.eks. et plus i sig selv, at en forretning er new zealandsk ejet, og mange steder er der lokale sort-hvide flag og reklameskilte med teksten "100 % New Zealand owned and operated". Måske fordi det er så ungt et land. Interessant er det i hvert fald, når man tager i betragtning, at indbyggerne her i landet stort set alle ville være at betragte som indvandrere, havde det været i Danmark. Til gengæld oplever jeg ikke nogen indvandrerdebat og ej heller så megen negativitet omkring indvandrere og "fremmede", som jeg oplever i Danmark. Men det er vist blot fordi jeg ikke kommer de "rigtige" steder. I hvert fald har Maria og John fortalt, at deres naboer er meget forargede over, at der bor kinesere i deres opgang, og der bliver visket og tisket om "rice", som kineserne tilsyneladende kaldes. Jeg antager, at al den dårlige omtale der er om fremmede, blot sker i det skjulte i stedet for i medierne. Og godt det samme: så er der da en chance for, at folk kan få lov til at danne sig sin egen mening i stedet for at lade sig påvirke af, hvad der bliver skrevet i aviserne og sagt på tv.

 

 

26/09-08: Elinor har taget sine første fire skridt i dag med både far, mor og William som øjenvidner :-)

 

 

25/09-08: 1.055 mails senere... Jeg begyndte at arbejde i går. Officielt i hvert fald, for som min chef skrev til mig: "Velkommen tilbage... Selvom jeg godt ved, du har puslet længe." Jeg skal dog lige have fundet ud af, hvordan det rent praktisk skal løbe af stablen at arbejde pr. distance, for folk ringer jo til mig i forventningen om, at jeg sidder på kontoret i Taastrup. Vi har nemlig ikke fastnettelefoner på arbejdet længere, så når de ringer på mit fastnetnummer, kommer de frem til mig på mobilen. Skal vist have lavet en ny telefonbesked...! Bortset fra det er det dejligt at "være på" igen, og det fungerer udmærket med selve arbejdet, synes jeg. Skal dog passe lidt på det ikke tager overhånd, tror jeg, for jeg har nok lidt svært selv at sætte grænsen for, hvornår jeg skal stoppe for dagen...

 

Det går rigtig godt for Martin på arbejdet; han samarbejder en del med KPMG i Australien og får en masse spændende opgaver i hus. Lige nu arbejder han desuden på en rigtig stor sag, som bl.a. involverer mælkeskandalen i Kina... Han er derfor helt oppe at køre, når han kommer hjem om aftenen, fordi dagen har været så spændende. Så gør det heller ikke så meget at komme sent hjem, selvom han er ked af ikke altid at kunne putte William og/eller Elinor. Det bliver der dog kompenseret godt for de dage, han kommer hjem til normal tid. Så bliver der leget med tog, moslet, sunget og læst godnathistorie til den store guldmedalje til stor fornøjelse for både far, søn og datter.

 

William er på vej i børnehave, og Elinor og jeg skal til svømning. Hun hiver stadig lidt efter vejret men er ellers blevet rask. Hun er endda begyndt at sove nogenlunde regelmæssigt og godt både dag og nat, og hun får nu ikke længere flaske om dagen heller. Hendes dagsrytme lige nu indebærer dog, at vi tager den meget med ro om formiddagen; leger herhjemme, men det passer William ganske godt - så længe han kan rende ud og ind som det passer ham. Williams nye udtryk er forresten: "Der er vist  nogen der leger Peter Pedal!". Det siger han for at gøre opmærksom på, at enten han selv eller Elinor har leget med toiletrullen... Det vil sige rullet den helt ud, så badeværelset er godt "pyntet"... Svært ikke at trække på smilebåndet, imens man rydder op :-)


 

22/09-08: Jeg vil også have farverige papegøjer i baghaven! Det har Katrine og Maria nemlig, og lyder enormt eksotisk og kunne være smukt at kigge på, når man ruller gardinerne op om morgenen... Men nej, vi har kaniner og katte i stedet, og de føler sig utrolig godt hjemme her på 14 Tirotai Crescent. Så godt at vi tit skal jage katte ud af huset og ud af bilen, hvor de nyder at lægge sig i Williams bilstol og slikke sol, hvis ikke vi lige får lukket døren med det samme.

 

Selvom det stadig regner ind imellem, er foråret helt klart kommet. Dagstemperaturen lander let på de 17-20 grader. Vi nyder det og har været en del i haven for at plante lidt blomster og ordne ukrudt. Vi har købt lidt forskellige haveredskaber og overvejer også at købe en græsslåmaskine, så vi selv kan slå græsset... Vi må se, når skoleferien er overstået, og Ernie vender tilbage, om vi kan få os selv til at sige, han ikke skal slå vores lille frimærke mere.

 

Vi har det rigtig godt alle fire. Dagene flyver afsted med såvel hverdagsting som forskellige småprojekter og aftaler (for Martins vedkommende med arbejde naturligvis). Børnenes hverdag er rimelig strukturet, hvor dagen starter med morgenmad og for Williams vedkommende også "The Go Show", som er new zealandsk morgen-tv, hvis han har lyst (eller en tegnefilm på engelsk). Herefter kører vi ofte en tur for at handle ind (William er blevet rigtig dygtig til at hjælpe til) og/eller for at ordne andre praktiske ting. Jeg laver også noget sjovt eller hyggeligt for/med børnene hver dag - hvad enten det er en tur på en legeplads, på playdate, picnic på terrassen, puslespil, dans rundt i stuen, "mosling" på gulvet, eller hvad det nu kan være. Lige for tiden er vi en del i haven, så her kan blive pænt og nydeligt igen efter vinteren. Både William og Elinor kan rigtig godt li' at være derude - William for at køre på traktor og hjælpe til, og Elinor for at spise jord og kravle op på alt, hun kan komme afsted med!

 

I mandags skulle bilen til syn. Den gik heldigvis igennem uden anmærkninger. Herefter var det tid til at betale registreringsafgift igen; man kan selv bestemme, hvor langt frem, man vil betale, og det gøres på posthuset. Dejlig nemt i virkeligheden. Mandag eftermiddag var Charles & co. på besøg. William, Charles og Bella plukkede alle vores citroner, og sad efterfølgende i teltet, som vi havde slået op i haven, og pillede og spiste dem (fik jeg sagt, jeg bruger en del tid på oprydning?!). De hyggede sig som sædvanligt J Om aftenen var der café-tur med den danske mødregruppe, og vi mødtes på en meget hyggelig jazz-café, CAC, i Mt. Eden, som vi helt sikkert skal besøge igen.

 

Ugen har herudover budt på besøg i havecentret, ture på legepladsen her i Cox Bay + for foden af Mt. Eden (Aucklands største vulkan), hepatitis b vaccinationer af begge børn, middag hos Eric og Daga samt en tur til Avondale Market + Piha Beach på vestkysten. Piha Beach er en af de mest populære strande blandt windsurfere her i New Zealand og også en af de farligste på grund af strømmen, vinden og bølgerne. Sandet er sort, skinnende og blødt, og det var fantastisk flot at gå tur langs havet. Vi fik soppet lidt, og vandet var slet ikke så koldt, som vi havde troet.

 

På onsdag starter jeg på arbejde; er allerede begyndt så småt at samle informationer og materiale til nogle af de projekter, jeg skal i gang med. Men officielt har jeg ferie til og med den 23. sept. Det bliver spændende at se, hvordan det fungerer at arbejde pr. distance, men til al held er både mail og Skype jo opfundet, så helt galt kan det ikke gå. Jeg glæder mig men tror også, det bliver hårdt at "være på" hele dagen med børnene og så skulle arbejde, når de er lagt i seng. Heldigvis er jeg topmotiveret J

 

William er nu startet til computerundervisning i børnehaven. Han havde glædet sig i mere end en uge, inden det endelig blev fredag den 19. sept., og Kate fra cherry.bytes kom på besøg. Vi fik en sød seddel med hjem, hvor på der stod: "We have been focusing on fun and fantasy at cherry.bytes. Your child has looked at programmes where he could colour a magic carpet, and we talked about the mythical creatures we knew." Det var lige i øjet for William, og han talte om "computer-bussen" resten af dagen. Generelt set er han rigtig godt tilpas i børnehaven, og han kan rigtig meget engelsk allerede (hans favoritudtryk for tiden er "come on, cowboy!"); ja, han kan vist nok også lidt japansk og maori, for de synger sange på begge sprog derovre. Maori fordi børnene skal introduceres til maori sprog og kultur, og japansk fordi Tamami, en af hans lærere, er japansk, og hun spiller guitar og synger japanske sange for dem. Han går ikke så meget op i at knytte faste venskaber men leger med dem, der gider at lege med tog, Buzz Lightyear eller hvad han nu lige har lyst til at lege med den dag. Ellers er han en rigtig 3½ årig dreng, som er gået ind i selvstændighedsfasen med stooore, beslutsomme skridt! Han nægter stadig at smide bleen, og far og mor forsøger i den henseende at udvise den største tålmodighed i verden og trække vejret dybt...

 

Elinor klatrer op i/af alt, hun kan komme i nærheden af og er begyndt at næsten løbe med dukkevognen foran sig. Vi er meget spændte på, hvornår hun slipper! Hun kravler også gladeligt ned af trapper, åbner døre og er i det hele taget ikke bange for noget som helst, hvilket også fremgår af hendes næsten permanente blå mærke på kinden. P.t. er hun syg (astmatisk bronkitis), men det hindrer hende ikke i at være sprængfyldt af energi - også om natten, så det er ikke megen søvn, vi får. Heldigt for William, at han har så godt et sovehjerte.

 

 

14/09-08: I går fejrede vi Elinor og havde fænomenal dejlig eftermiddag! Vi havde besøg af 12 voksne og 9 børn og havde dækket op i "udendørsstuen", hvor der var plads til os alle (og godt vejr). Køkkenet blev legerum, og vi havde sat telt op i haven + sat alle udendørs legesager frem. Børnene var i slaraffenland og hyggede sig helt vildt! Vi andre nød ligeledes dagen i fulde drag - inkl. Elinor - som jo er en glad selskabspapegøje :-) Hun fik en masse fine fødselsdagsgaver; bl.a. en hel del bøger - danske og new zealandske - samt noglen rigtig gode legesager.

 

Vi havde som sagt lavet sommerfugletema og havde pyntet op med sommerfugle, som hang ned fra loftet, sommerfuglekrus, lys, servietter mv. Herudover havde vi bagt sommerfuglekager og pyntet dem med glasur i alverdens farver. Vi havde også bagt mini-muffins med banan og chokolade og fødselsdagsboller, og så havde vi lavet to kæmpelagkager - helt fra bunden - hvilket vil sige, at vi også havde bagt både bunde og makroner. Vi (læs: jeg) var pavestolt af præstationen, og kagerne blev rost til skyerne.

 

"Sommerhuset" kom helt til sin ret, og vi oplevede helt klart fordelene ved at bo i hus og ha' en have, man kan gå direkte ud i. Det var en fornøjelse! Vi glæder os til foråret rigtigt viser sig, og vi kan nyde haven og terrasserne endnu mere. Apropos forår så er det lidt spøjst, at vi kan sidde udendørs uden overtøj om dagen, men at vi stadig sover med to dyner og skisokker om natten. Der er vist ingen tvivl om, at indendørsteperaturen følger udendørstemperaturen!

 

Og nu til noget helt andet: vi har endelig fået bestilt billetter til Sydney! Den 17.-21. oktober bliver det. Vi har kun hørt godt om byen og glæder os helt enormt til at opleve den. Flyturen tager cirka 3½ time. Man tror, New Zealand ligger lige ved siden af, men det sætter tingene i perspektiv, at flyturen trods alt er SÅ lang, og at Polynesien med lande som Tonga, Samoa, Cook Island m.fl. ligger lige så tæt om ikke tættere på. Men det er jo heller ikke for ingenting, New Zealand er sådan et sammensat samfund med en blanding af europæisk, polynesisk og maori kultur.

 

Vi har forresten netop hørt fra min søster, som jo bor i Katy - cirka 40 km vest for Houston. De er sluppet ok igennem orkanen Ike. Som hun skrev: "Vi er stadig uden el og har mistet lidt tag og plankeværk, men vi er sluppet rimeligbilligt." Det var godt at høre fra dem, og vi er glade for, at det ikke er gået værre end som så.

 

 

11/09-08: Happy Birthday to Elinor! - Eller "happy birthday to baby...", som William sang her til aften J Tænk at den lille trold er en "stor" pige på et helt år allerede. Som tiden dog flyver afsted!

 

Vi startede dagen med Skype opringninger fra mormor og moster; farmor og farfar forsøgte også at komme igennem, men det lykkedes desværre ikke. Vi ville ellers gerne have hørt dem spille fødselsdagsmelodien på spilledåse, som er en fast tradition i familien. Der kom også fødselsdagshilsner fra Michael og Charlotte, Lise og Søren, Hanne og Henrik, "tante" Cecilie i Norge, Majbrit i Broager samt Christina, Katrine og Maria her i NZ. Bedste-onkel Preben skrev en sød fødselsdagsmail, hvori der stod, at han kommer herned på besøg i oktober (det glæder vi os til!!), og der var kort fra moster-mormor. Alt i alt var det dejligt med så megen opmærksomhed omkring Elinors 1 års fødselsdag.

 

Hun fik også nogle rigtig fine pakker, blandt andet en juniordyne + hjemmesyet sengetøj af farmor og farfar. Af mormor fik hun en (politisk korrekt og superfin) sort dukke med hjemmestrikket tøj på  + cd-samlingen i Åh Abe serien, og af moster & co. fik hun grøntsager + frugt til legetøjskøkkenet (som hun og William allerede er oppe og slås om) og en "bade-båd", som hun kan have med i poolen eller til stranden, når det bliver sommer.

 

Selve fødselsdagsfejringen foregår på lørdag, hvor vi har inviteret venner med børn til boller og kage med mere. Hele ugen her er derfor gået med forberedelser - kagebagning og indkøb (har bl.a. været North Shore hos en tysk bager og købe 1 kg gær til 40 kr.; det kan ikke købes i butikkerne og ej heller i mindre portioner, så fryseren er nu fyldt med gær!!). Temaet er "sommerfugle", og jeg tror, det bliver rigtig fint. Selvom vi først fejrer dagen sådan rigtigt på lørdag, var Elinor da ude at spise sushi i dag til frokost, hvor vi også mødtes med Martin, og bagefter var hun med inde hos de vietnamesiske damer i negleshoppen (det regnede, så vi skulle have tiden til at gå, inden vi kunne komme hjem). Hun smiler til dem nu, og i dag fik hun vietnamesiske (meget søde) kiks derinde; de kom til og med løbende ud af biksen for at give hende flere, efter vi var gået, og tilsyneladende smagte de så godt, at hun ikke havde problemer med selv at få dem ud af pakken J

 

William syntes i øvrigt, det var ok, Elinor fik pakker, når nu det var hendes fødselsdag (måske fordi han fik lov til at pakke dem op), men han syntes nu ikke, hun skulle have dem i praksis! I stedet gav han hende sin egen dyne, så han kunne få den nye, og han fandt alle hendes  babylegesager frem for derved at distrahere hende fra at lege med madvarerne til legetøjskøkkenet. Det lykkedes ikke helt...

 

I Williams børnehave skal de til at undervises i computerbrug. Pre-school børnene i alderen 3½-5 år begynder til undervisning - cherry.bytes, children's laptop lab (www.kindercare.co.nz/cherrybytes.html). Vi er ret spændte på, hvad han siger til det, for han er glad for computere (som sin far) og har et udmærket teknisk snilde.

 

Sidste weekend var vi på Waiheke Island (www.waihekenz.com), som ligger cirka 35 min. med båd her fra Auckland. Vi havde en utrolig dejlig dag, hvor vi først gik fra færgen til den nærmeste by, hvorefter vi tog bussen til den anden ende af øen og spiste frokost. Vi sad og nød solen og kiggede ud over havet hele eftermiddagen. Dejligt! Søndag tog Kasper og jeg på Auckland Museum - del II - så vi kunne se det, vi ikke nåede sidst (inden Martins og Williams museumskvote var opbrugt). Det var rigtig spændende at se og læse historien om maorierne og om New Zealand og Auckland. Der var bl.a. en stor udstilling om vulkaner, fordi Auckland jo ligger på 38 aktive vulkaner, og en af overskrifterne ved indgangen var "Do you feel lucky?" - møntet på risikoen for udbrud og med det efterfølgende udsagn "It seems like a stupid decision to live on a volcano..." Inden nogen går i panik, skal jeg lige skynde mig at sige, at risikoen er MINIMAL, og at der er et center, GeoNet, som konstant overvåger New Zealands aktive vulkaner.

 

 

03/09-08: Vinteren her i New Zealand har været den vådeste og koldeste siden 1914, så alle taler om foråret, som er godt på vej. Det er skønt, skønt, skønt om end vejret stadig er rimelig svingende.

 

Vi har været en del syge den seneste uge; det startede med Elinor sidste fredag og gik så videre til resten af familien. Natten til søndag proklamerede William stolt: "Se mor, jeg kaster op lige som far!", og mandag måtte Martin blive hjemme fra arbejde for at passe både kone og børn. Jeg selv sov næsten uafbrudt i omkring 35 timer og var fuldstændig udmattet. Nu er det kun Elinor, vi mangler at få helt på toppen igen; hun spiser stadig ikke ordentligt og kastede op igen i nat. Der er ikke noget værre, end når ens børn ikke er raske og friske - heller ikke selvom vi efterhånden burde være hærdede, hvad den slags angår.

 

William er startet i børnehave igen efter ferien, Martin på arbejde, Elinor til svømning og jeg selv til træning (er endog begyndt at løbetræne!). William er glad for børnehaven – og vice versa - men det er svært at få en ordentlig rytme, når han kun går der to dage om ugen. Til gengæld lader det til, at han hygger sig og har det godt, når han er der. Jeg læste i hans "Learning and Development Book" i går, hvor Tamami havde skrevet, at deres mål for Williams i år er at give ham en følelse af at høre til, og at han i øvrigt går til tingene med krum hals; han er nysgerrig og er god til at afprøve tingene selv, samtidig med at han tager ved lære af de andre børn. De er også begyndt på et nyt læringsforløb om det at hjælpe andre, så i sidste uge fik vi en seddel med hjem om, hvordan vi herhjemme kan følge op på den læring. Derfor taler vi en del om - og øver os i - at hjælpe hinanden for tiden. Alt i alt er jeg dybt imponeret over den måde, børnehaven fungerer på i forhold til læring, fokus på hvert enkelt barn osv.; det kunne man godt lære noget mere af i Danmark.

 

Elinor begyndte på sit svømmehold igen i sidste uge, og det var glædeligt at se, at hendes begejstring for vandet ikke var mindsket siden sidst. Vi går på hold med en del af de samme som før; bl.a. Herata og hendes mor, Myriam, som jeg er på rigtig god bølgelængde med. Myriam er fra Fransk Polynesien (Tahiti) og mødte sin new zealandske mand, Stuart, mens hun studerede i Frankrig og voilà: nu er hun her! Stuart er byplanlægger i Auckland. Myriam er ligeledes uddannet byplanlægger men går hjemme med deres to børn, som den gode new zealandske hustru hun jo er ;-)

 

Martin har rigtig travlt på arbejdet, og en del af anstrengelserne er ved at bære frugt i form af en god kontrakt med en stor kunde, som han har arbejdet på at få i hus i lang tid. Heldigvis arbejder han ikke så meget over; han er stadig den første der går fra kontoret om aftenen, men det er vist kun fordi han gerne vil hjem til familien, hvilket vi er glade for.

 

Jeg selv er så småt gået i gang med arbejdet, selvom jeg stadig har ferie. Jeg har dog ikke taget arbejdscomputeren i brug endnu, for jeg ved, der ligger mindst 800 mails og venter på at blive gennemgået, og dét har jeg ikke helt så travlt med. Ellers er der gået sport i at løbe nede i Les Mills, træningscentret. Jeg havde aldrig troet, mine knæ kunne holde til det og endnu mindre, at jeg ville synes, det var sjovt, men ikke desto mindre er jeg nu blevet bidt af løb! Ugens højdepunkt er dog stadig BodyBalance, som er en blanding mellem tai chi, pilates og yoga. Det er helt enkelt fantastisk, og jeg har endda fået lokket Katrine med til det (i hvert fald en enkelt gang - ha ha!).

 

26/08-08: Så er vi tilbage i New Zealand efter en rigtig dejlig ferie! Vi kom hjem søndag morgen lokal tid, efter at have forladt Houston fredag morgen meget tidligt. Det øsede ned, da vi landede, men William råbte "jubiiii, vi er hjemme" hele vejen fra lufthavnen og var utrolig begejstret for at være tilbage. Vi andre havde nok håbet på lidt bedre vejr, men heldigvis havde Christina, den engel, været ovre og varme huset op. Det føltes meget hjemligt at komme tilbage, og selv det at køre bil i "den forkerte side" føltes helt naturligt igen. Det er utroligt, så hurtigt vi alligevel har vænnet os til at bo her i NZ.

Vi fik hurtigt pakket Martins nye legetøj ud: en espresso maskine som han købte i Danmark. Han fik et lynkursus i at lave kaffe af Anders, da vi besøgte ham, Sofie, Otto og seneste skud på stammen, Jasper, og nu øver han sig både morgen og aften i at lave gode café lattes. Jeg skal bestemt ikke klage - sjældent har jeg fået serveret så god kaffe fra morgenstunden, og Martin selv tager sin kaffe med i bussen på vej til arbejde J

I går, mandag, var vi på play date hos Christina sammen med tre andre danskere: Katrine, Maria og Maria + deres børn. William vadede lige ind, som om han slet ikke havde været væk, og Charles og han legede som sædvanligt glimrende (og vildt) sammen. Elinor blev syg på vejen hjem i flyveren, men hun startede på ventolin, astmaspray, umiddelbart efter vi kom hjem og er allerede i bedring, så hun var også med ovre og lege og nød at kravle op ad trapperne (og ned igen, hvis hun havde fået lov!). Hun smilede også over hele femøren, da hun fik øje på Robin, så der var ingen tvivl om, at hun kunne huske ham.

Ferien i Danmark gik som sagt storartet. Vi fik (selvfølgelig og desværre) ikke besøgt alle, vi gerne ville, men vi forsøgte at komme så meget rundt som muligt uden at stresse hverken os selv eller børnene. Vi startede ud i Kolding, hvor vi fejrede farmors fødselsdag. Vi slappede af, nød sommeren og var til "grisefest" hos farmors bror, Jørgen, i cirkus i Ribe samt ude at svømme i Slotssøbadet. Martin og jeg var endda ude at spise en aften, alt imens Elinor og William blev passet af farmor og farfar. Efter 6 dage i Kolding tog vi videre mod Aalborg og stoppede hos Egon og Henny og spiste frokost på vejen. I Aalborg besøgte vi mormor og nåede også at se familien i Løgstør samt moster-mormor, som kiggede forbi. Så gik turen til Sjælland, hvor vi besøgte venner og familie samt var ude at hilse på hos henholdsvis Teknologisk Institut og KPMG. Vi boede hos Kim og Malene, hvor William og Alexander fik leget og hygget sig i stor stil. De to sidste nætter overnattede vi på hotel og var på havnerundfart med onkel Preben og Kirsten samt ude at spise hos vores gode gamle naboer, Hanne og Henrik.

Den 15. august tog vi til Houston, Texas, og havde forventet at se ørken, "cowboydere" og masser af trucks (fordomsfulde og forventningsfulde som vi var). I stedet blev vi mødt af et grønt og meget, meget velfriseret Katy, som er en forstad til Houston, hvor min søster, svoger, nevø og niece bor. Vi holdt ferie med STORT f, hvilket ikke mindst blev understreget af, at min søster havde sat en bakke med rødvin, vand, juice og nødder op på vores værelse OG havde fået lavet små håndklæder med monogram til os alle fire. Sikke en velkomst! Vi badede i poolen og lagde så få planer som muligt. Et utroligt spændende besøg i NASA samt et visit i Houston ZOO blev det dog til. Herudover var vi til pool-party hos nogle naboer, ude at spise frokost med et andet nabopar, til middag ude i byen med Anne og Hans samt ikke mindst ude at shoppe lidt. Et alt for kort besøg men det var dejligt at spendere tid sammen med Anne & Co., om end det mindede mig om, at vi ses alt, alt for sjældent.

29/07- 08: Nå, det hjælper ikke nødvendigvis at give Elinor lyserødt tøj på! Asiaterne spørger i hvert fald uanset hvad, om hun er en dreng eller en pige... I virkeligheden nok mes af høflighed. Nå, men især de kinesiske piger og damer er vilde med hende; de tager hende til og med op af klapvognen, når jeg har hende med ud - rimelig grænseoverskridende - også for Elinor som i reglen sætter i et hyl og forsøger at komme over til mig i stedet... Jeg har aldrig kunnet se pointen i skilte med "Ikke rør mig", som jeg har set hænge på mange barnevogne i Danmark; syntes førhen det virkede lidt fjendtligt, men hernede kan jeg godt se, det kunne have været en fordel at have et. Folk synes forresten også, vores barnevogn er helt fantastisk, fordi den ikke ligner noget, de har set på disse kanter i mange, mange år (med andre ord: den er håbløs umoderne). Mange stopper op på gaden og udbryder "what a lovely old pram!", og dem der sidder på den lokale café, Meola, stirrer ud af vinduet og smiler, når vi går forbi. Men det er da godt, at en ganske almindelig dansk barnevogn kan gøre os til "talk of the town" J

Vi var ude at spise brunch med Eric og Daga i søndags men har ellers ikke været så meget ude den seneste uge - bl.a. på grund af vejret. Det har stormet og regnet rigtig meget (what's new?), men de dage, hvor der har været "pause" på et par timer, har vi været ude i haven og leget. William nyder at rode rundt i jorden, feje, køre på sin traktor mv. Vi har sat en gynge op i udestuen til Elinor (som er blevet rask), og den elsker hun at gynge i, og der er ingen som William, der kan få hende til at grine, imens han skubber gyngen. William mente for øvrigt den anden dag, at hvis Elinor blev væk, kunne vi bare få en ny, og da jeg sagde, at det ikke sådan var til at få en ny Elinor, udbrød han: "Jamen har de da ikke flere babyer i butikken???". Det måtte jeg jo så sige nej til J

I morgen flyver vi til Danmark og håber, hedebølgen holder! Vi glæder os helt enormt til at holde ferie - både i Danmark og Houston. Vi tager afsted her fra i morgen, onsdag, kl. 19.15 og lander efter planen torsdag eftermiddag. Men Lufthansa strejker, så vi må se, hvornår vi kommer frem!

Kasper, som jo er flyttet herned, har efter mange, lange overvejelser besluttet sig for at leje et hus i stedet for at købe et. Som han sagde, havde han svært ved at betale penge for noget, han vidste ikke var ordentlig kvalitet - også selvom det er standarden. Om ikke andet så venter han i hvert fald og ser tiden lidt an. Han har lejet et hus i Remuera på den anden side af Auckland City.
 

23/07-08: Babyer med orange og rød bluse på MÅ være drenge! Elinor får så mange utrolig søde kommentarer med på vejen af folk, vi møder. Men hver eneste gang hun har røde bukser og en bluse fra Småfolk i orange og røde farver på, får hun kommentarer som "what a cute little boy" og "what a lovely little fellow"... Det hjælper ikke en gang at give hende en rød hagesmæk på… hmmm…. Til gengæld skal hun blot have det mindste stykke lyserødt på, så er der ikke grænser for, hvor mange gange vi hører "what an adorable little baby girl", når vi er ude at gå tur. Det bliver rart, når hun får lidt mere hår, den lille Elinor. Så burde der ikke være så meget at tage fejl af! om ikke andet kan hun jo altid få et lyserødt hårspænde i J

Elinor er for resten syg. Igen. Hun har været syg i over en uge nu, og i går endte vi på børnehospitalet, Starship Children Hospital, hvor hun skulle have ventolin – astmaspray – for at få iltmængden i hendes blod op på normalt niveau. Det gik heldigvis godt, selvom hun blev godt gal over at få sat en maske for næse og mund. Sygeplejersken kaldte hende da også ”strong and determined”, men det er jo et godt tegn, at hun stadig har masser af kampgejst, selvom hun har svært ved at trække vejret. I sidste uge var vi hos vores lokale læge, og i går, inden turen gik til børnehospitalet, var vi på White Cross Medical Centre i Ponsonby. Vores eget lægehus havde ikke tid men mente alligevel, Elinor skulle tilses, så vi blev sendt der ind. Og fordi hun havde vejrtrækningsproblemer, kom vi til med det samme. De syntes, hun så ualmindelig frisk ud for at have så lave ilt-tal, så det forbavsede dem lidt, men de turde ikke sende os hjem igen med fare for, at hun pludselig skulle få det meget værre - derfor børnehospitalet. Alt i alt supergod service og en "god" oplevelse trods alt. I dag er hun begyndt at spise lidt igen og har det meget bedre, selvom (eller netop på grund af), at hun skal have ventolin hver 4.-6. time.

 

I lørdags var vi en tur inde i Auckland, hvor William ville ind i Smith & Caughey's (svarende til Illum eller Magasin) og lege med tog. De har nemlig en stor Thomas Tog bane i deres børneafdeling :-) Der var liv og glade dage i byen - blandt andet også en stor kinesisk demonstration og fejring af, at 40 millioner kinesere har forladt kommunistpartiet. Vi spiste sen frokost på en hyggelig café, hvor William fik yoghurt, frisk frugt og müesli. Han mente nemlig ikke, man kunne spise aftensmad (varm mad) til frokost, men morgenmad var derimod helt ok!

 

I søndags, holdt vi "Mid-winter sammenskuds-lunch" hos Christina og Robin. Kasper, Katrine og Martin samt Martin og William var med. Elinor og jeg blev hjemme, men Martin og William hyggede sig; det var næsten som juletid derhjemme med glögg, ris à l'amande og vaniljekranse mv.

 

Den forgangne uge er gået med gåture inde i Auckland centrum inklusiv Williams og min "sædvanlige" sushi-lunch. Herudover besøgte vi Kelly Tarlton Underwater World med en udstilling om Antarktis og en masse pingviner, hajer og fisk, som lever her i og omkring New Zealand. 

 

Vi glæder os efterhånden rigtig meget til at komme på ferie. "Sommerhuset" har vi fremlejet til et dansk par, ind til de selv finder en lejlighed el. lign. Manden (ved faktisk ikke hvad han hedder!?) skal i praktik herude som lærer, og Maria, hans kone, skal gå hjemme med deres lille dreng. Det er rart, der bor nogen her, imens vi er væk, så huset ikke står tomt her i de koldeste og fugtigste måneder af året. William synes, det bliver sjovt at komme ud og flyve igen, men han er ikke så spændt på at komme af sted - er i virkeligheden mest optaget af at være hjemme lige for tiden. Elinor er ikke så stor, så for hende gør det nok ikke den store forskel, hvor vi er, men jeg håber, hun bliver rask inden den/de lange flyveture. Vi andre tæller dage til afrejsen, og nu er der kun 8 dage tilbage J


 

14/07-08: Et STORT tillykke med fødselsdagen, moster Anne!

 

 

13/07-08: Ret skal være ret: solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel fire dage i denne uge! Det har været fantastisk, og vi har ikke været sene til at udnytte det forårsagtige vejr. I tirsdags gik vi hen til legepladsen i Ponsonby (cirka en time her fra i Williams tempo) sammen med den danske mødregruppe, og efterfølgende tog Christina, Katrine og jeg + børnene hen til en café i nærheden. Cafeen har en baggård med bænke, borde og sandkasse, så vi sad udendørs og nød, at solen skinnede på os. Onsdag gik William, Elinor og jeg en tur med barnevogn og gå-cykel til Cox Bay Reserve, som ligger "lige nede af vejen". Det var superhyggeligt, og vi spiste vores madpakker på en bænk. I dag har vi været på køretur i området lige nord for Auckland, det vil sige omkring 40 km her fra. Det var ligefrem varmt, så man skulle ikke tro, det fortsat er vinter. Der var en del ude at bade og mange gik i shorts og bare tæer - fuldstændig surrealistisk i forhold til andre dage den seneste tid, hvor vi har siddet med et tæppe foran radiatoren for at holde varmen.

I går havde vi Eric og Daga samt Colette og Richard til middag. Eric er amerikansk jøde, Daga oprindeligt fra Polen og Colette og Richard fra Sydafrika, så det var et sandt kulturmøde af dimensioner. Det var første gang, vi havde gæster til "fin" middag, og det blev en superhyggelig aften. Det endte da også med, at Richard og Colette blev her det halve af natten, hvor vi sad og talte om politik (et af de emner som enhver god guide til andre kulturer på det kraftigste fraråder en at diskutere) og om kontrasterne mellem lande som Danmark og Sydafrika. Det var på én gang fascinerende og skræmmende at høre om deres hjemland.

 

William er de seneste par dage begyndt at sige ord på engelsk. Blandt andet siger han "yes", "no", "goodbye" og "hello", og det er flot taget i betragtning, at han ind til nu ikke har villet sige ét eneste ord, når Martin og jeg har været i nærheden. I det hele taget har han været meget fåmælt, og endda lidt tvær, når nogen har tiltalt ham på engelsk, så vi er spændte på den videre udvikling og er glade for, at han nu føler sig så godt tilpas, at han vil begive sig ud i det nye sprog.

 

Og med hensyn til sprog så får han sagt mange sjove ting - for tiden. I morges, da vi kørte i bilen, sagde han "kom så mor. Kør så, gi' den gas!". Og her til aften da vi sagde til ham, han lige skulle styre sig (stå stille), så han kunne få nattøj på, sagde han "ikke styr mig, styr noget andet!". Det ER altså ikke til at lade være med at trække på smilebåndet.

 

Elinor er nu blevet 10 måneder, 10,5 kg og 77 cm. Hun kravler rundt i hele huset, åbner skuffer og går på opdagelse. Hun øver sig også i at rejse sig op. Det går utrolig stærkt for tiden.


 

06/07-08: Det regner, tordner og lyner fuldkomment sindsygt i Auckland lige for tiden! Jeg troede kun, det var i Danmark, man talte så meget om vejret, men nej - her er det efterhånden også et samtalsemne, for det har stort set regnet uafbrudt i 3 uger nu. Ind imellem afløses de mørke skyer godt nok af blå himmel, og lige som man trækker vejret i lettelse, øser det det ned igen. Øv øv! Nå, men havde det ikke været fordi, husene jo ikke er bygget til sådan et vejr, og vi meget gerne vil opholde os mere udendørs, havde det nok ikke været så stort et problem... Vi må i stedet væbne os med tålmodighed og finde på ting at lave indendørs J

I dag har vi været på Auckland Museum sammen med Kasper. Vi var inde og opleve en Maori danseopvisning + se museet i øvrigt. Meget hyggeligt eftermiddag om end Martins "museumskvote" blev opbrugt, inden vi havde nået at se det hele. Vi (nok primært Kasper og jeg) må derfor tilbage igen en anden gang og se resten. Bagefter kørte vi hjem til os og drak kaffe og spiste æblekage (som jeg efterhånden har øvet mig i at bage MANGE gange; burde måske snart udvide repertoiret en smule?!) sammen med Robin, Christina og børnene, som også dukkede op.

Fredag var sidste svømmetime inden skoleferien, og Elinor fik stor ros af Fire, svømmelæreren. Hun synes, Elinor har en helt fantastisk koncentration og begejstring samt ikke mindst gå-på-mod i forhold til vandet, og hun mente endda, at hun burde være med i en svømmefilm. Vi skal helt sikkert fortsætte svømmelektionerne efter ferien. Det er en supergod svømmeklub; jeg er begyndt at kunne li' det elitære ved den, og hvis man er syg, bliver man kompenseret for den time, man har misset, hvilket har været rigtig godt, nu hvor Elinor har været en del syg.

I tirsdags var jeg og Elinor på husauktion sammen med Christina (William ville hellere være inde hos Robin og lege så længe). Christina og Robins naboer skulle sælge deres hus, og en måde at gøre det på her i landet er ved at sætte det på auktion. Alle naboer dukkede op, så der var fuldt hus, om end der kun var én, som bød. De fleste var vist blot nysgerrige lige som os. Huset blev solgt væsentligt under den vurderede pris, så der var en smule oprørsstemning blandt naboerne, fordi det jo så også betyder, at deres huse formentlig er blevet mindre værd. Huspriserne er faldet meget hurtigt hernede, men det minder i øvrigt meget om det danske - blot med forsinkelse. Der er lidt sommerfugleeffekt over det; nedgangen går verden rundt og er nu kommet her til New Zealand.

Jeg har for øvrigt været så heldig at kunne starte på arbejde igen, når min orlov og ferie udløber den 2. september. Det er et af denne globale verdens vidundere, internettet, som gør det muligt at arbejde for Teknologisk Institut i Danmark, selvom jeg befinder mig på den anden side af jorden (og så en god chef i øvrigt J ). Det betyder, at jeg skal arbejde 8 timer om ugen på forskellige opgaver, frem til vi flytter hjem, hvor jeg så starter "normalt" igen. Det er helt perfekt, og jeg glæder mig allerede. Det betyder også, at vi ikke behøver at få Elinor passet og ej heller skal vi finde flere pasningsdage til William, og det er super. Ikke at der er de store muligheder for det alligevel, men...!
 

01/07-08: I lørdags var vi inde på Martins arbejde og hilse på. De er ved at flytte rundt på deres kontorpladser, så en af direktørerne gav pizza til frokost, hvor vi så fik slået to fluer med ét smæk: spist frokost og hilst på. Fordi det regner næsten uafbrudt for tiden, kommer vi ikke ud på de store oplevelser, men vi kørte en tur langs kysten lørdag eftermiddag og søndag aften kom Kasper til middag.

William er begyndt at sove længe! Det er helt underligt, for vi har altid været vant til at bruge ham som vækkeur J Han kan sove helt til klokken 08, så nogen gange når Martin at tage på arbejde, inden han vågner. Elinor derimod er ikke sådan at bide skeer med; hun vågner flere gange om natten og kommer som regel over til os og sove, og det gør hun så til kl. 06.30. Hun er desuden gået i gang med at kravle på opdagelse i huset, og hun og William er også begyndt at lege lidt sammen, hvilket er en fornøjelse at observere.

 

Vores lokale lægehus blev sat på lidt af en opgave for nogle uger siden, hvor de skulle sammenligne det danske og det new zealandske vaccinationsprogram. Børnene får vaccinerne på forskellige tidspunkter, de får flere slags her i NZ og sidst men ikke mindst får de i Danmark ofte 2-3 stik med hver vaccine, hvor de i New Zealand får 3 eller flere. Men det lykkedes (tror vi) at finde ud af, hvad børnene manglede for at være up-to-date med det new zealandske program, så nu er både Elinor og William blevet vaccineret – også for hepatitis b. Begge børn klarede det utrolig flot – Elinor var klar til at smile og pludre blot 1 minut efter sin vaccination, og William pylrede lidt, ind til vi kom hjem og han fik lov til at se en film, spise en varm bolle + drikke et glas mælk. Så var det hele glemt igen.

 

I går, mandag, var Christina og børnene på play date her. Det er ved at blive en fast mandagsaftale; rigtig hyggeligt. Katrine, som netop er kommet hertil med sin mand, Martin, og datteren Anna, var også med. Martin arbejder for Maersk, og de skal være her i 3 år. William og Charles er "rigtige" drenge og inkluderer ikke pigerne (Bella og Anna) i deres leg, men de er gode til både at lege vildt sammen + sidde stille ved siden af hinanden og læse bøger.

 

Den danske mødregruppe mødes hver anden tirsdag, og sidste tirsdag mødtes vi hos Helene, som bor North Shore – cirka 12 km her fra. Det vrimlede med danske kvinder i alle aldre, så at det kaldes mødregruppe betyder vist mest, at de på et tidspunkt har haft små børn! Men det er nu meget hyggeligt at møde så mange forskellige typer, folk, aldre osv., og vi havde en dejlig formiddag, hvor William smovsede i både pandekager og boller til ”morning tea”.

 

Jeg er jo begyndt at træne 2-3 gange om ugen. Torsdag træner jeg imens William er i Kindercare, og Elinor bliver passet i træningscentrets børnehave. Det er topprofessionelt, og Elinor hyggede sig gevaldigt, da hun var der for første gang i torsdags. Hun havde en anden baby på sin egen alder at lege med/kigge på, og det syntes hun vist var meget meget spændende. Når man har baby med, kan man parkere på en speciel parkeringsplads lige uden for børnehaven, så det er nemt at komme til. Herefter går man ned og sætter sin pusletaske og skriver på tavlen, hvornår ens barn skal have sin mad, hvornår hun skal skiftes, og hvor man er henne + tlf. nr., hvis det skulle blive nødvendigt at hente én. Selve træningscentret, Les Mills, er ENORMT. Der er god plads til store armbevægelser, og der er altid to instruktører på til hver time. Skriften på væggen ligner den der er i Elinors svømmeklub med sætninger som ”Welcome to bootcamp” og ”Leave the 'I can’t' at the door”. Sport er noget seriøst noget på disse kanter J

 

Jeg var i biografen for nogen tid siden med Daga + Colette og Katryn, begge fra Sydafrika, for nylig, Vi var inde og se ”Sex & The City” og ude og drikke et glas vin bagefter. Det var rigtig hyggeligt om end også lidt underligt at være ude om aftenen uden hverken mand eller børn; det er vist kun sket én gang før, siden Elinor blev født. Vi var meget enige om, at det er lidt vanskeligt at falde til her i de nye omgivelser, selvom vi er her af vidt forskellige årsager. Colette og Katryn ville væk fra volden og den negative udvikling (eller afvikling alt efter hvordan man ser det), der foregår i Sydafrika - væk fra nødvendigheden af private sikkerhedsvagter og væk fra at være tvunget til at holde sig indendørs om aftenen – medmindre man ikke har sit liv så kært. For dem er det derfor rimelig nødvendigt, at de falder til. Jeg selv og Daga + familier rejste ikke væk fra noget men derimod til noget. Der er stor forskel, synes jeg. Vores overvejelser går derfor på, hvorvidt vi synes, der er værdiforøgelse for os i at bo i Auckland eller ej... Jeg er lidt overrasket over, hvor meget dette spørgsmål fylder – både hos mig selv og hos andre medfølgende hustruer/kærester, selvom vi som regel tillægger værdierne forskellig betydning.


 

25/06-08: Gæt en baby som begyndte at kravle (fremad) i går? Det var en MEGET stolt mor, som observerede og ærgrede sig gul og grøn over, at kameraet ikke fungerede! Kasper, min gode gamle studiekammerat fra CBS, var vidne til den store begivenhed, som man vist skal være forælder for at synes var interessant (Kasper mente, det var en ganske naturlig udvikling for en baby, så der var ikke så meget at gå i selvsving over... men det er jo ikke hvilken som helst baby, der er begyndt at kravle, vel? ;-)).

Kasper ankom i lørdags og skal arbejde som marketingchef for Hilti, som han også har arbejdet for de seneste 5 år i Lichtenstein. Kasper og hans hustru, Pipa (som kommer hertil til efteråret), har planer om at købe et hus eller en lejlighed i Auckland, så i går skulle han mødes med Christian, en dansk ejendomsmægler, for at tale om mulighederne. Pudsigt nok ringede jeg til Christian i samme øjeblik, som de skulle mødes, så det endte med, at Christian tog kaffe, kage, Kasper og en kollega med herud til os til en hyggelig eftermiddag J Christian er i øvrigt fætter til Mie fra min mødregruppe i DK (Det er en lille verden, når alt kommer til alt!).

Vinteren er for alvor kommet il New Zealand. Her i Auckland betyder det regn og blæst og en temperatur på mellem 10 og 17 grader. Når solen skinner, og det gør den trods alt ind imellem, er det stadigvæk til at have dørene åbne og sidde uden for uden overtøj, men for det meste er vejret ikke sådan til at opholde sig udendørs i lige for tiden. Det siges, at der er "three seasons in a day" her, og det passer vist meget godt, om end den ene årstid (vinter) er lidt rigeligt fremherskende lige nu efter vores mening.

Martin er, som jeg hele tiden har skrevet, glad for sit job. Han er både Performance Manager for en kollega + Learning & Development Manager for sin afdeling, så han får en masse gode og brugbare kompetencer med i bagagen. Forretningsudviklingen er også begyndt at rykke nu, så han har travlt, og hans afdeling har fået gode projekter og kunder i hus. Han bruger en del tid på IT procesoptimering samt IT revision hos forskellige kunder. Kollegaerne er gode, chefen lidt mindre god, men ellers er alt, så godt som det overhovedet kan være.


 

18/06-08: Vi er netop hjemvendt fra lægen (det lokale lægehus i Westmere). Vi syntes ikke, Elinors vejrtrækning lød helt, som den skulle, så jeg smuttede lige forbi for at høre, om de havde en tid til hende. Det er meget "landsbyagtigt", for der ånder altid fred og ro på klinikken, og jeg fik en tid med det samme. Dr. Jo, som Elinors læge hedder, er utrolig sød og grundig i sit arbejde. Heldigvis da, for selvom Elinors almentilstand er fin, viste det sig, at hun har lungebetændelse. Så næste stop var apoteket, hvor al medicin til børn under 6 år er gratis. Vi fik penicillin + 1 liter(!) paracetamol, og begge flasker ligner malerbøtter til forveksling og kommer uden indlægsseddel (hvor der jo bl.a. står, hvilke bivirkninger, medicinen kan give!) hmmmm....

Det er ved at blive hverdag på 14 Tirotai Crescent. Elinor og William styrer huset og udfordrer os med henholdsvis viljestyrke og bestemthed samt sproglige finurligheder + fantasi. For eksempel mente William i morges, at der var katte i hans morgenmad, og en af hans favoritlege for tiden er at fange spøgelser - helst med et par togskinner i hånden J Han er også begyndt at bruge ord og sætninger, som han har hørt os sige i forskellige sammenhænge. I morges, da han var stået op, sagde jeg, han skulle på toilettet, før han begyndte at lege med tog, fordi bleen ellers ville blive for tung. Til det svarede han: "Overhovedet ikke!" Han kom dog alligevel med derud - efter at have samlet sig et par håndfulde tog og togskinner, som han kunne tage med (de er med alle vegne!). Og hvad angår høflighed, hvor vi fortæller ham, at han skal spørge pænt, hvis der er noget, han vil ha', siger han: "Ok, vil du gerne hjælpe mig? Vil du ik'?" og når man svarer "Ja, selvfølgelig", siger han "Så er det nu!". Elinor er, som hun hele tiden har været, en lattermild pige med sine faste meninger, som hun ikke er bange for at give udtryk for. Lige for tiden holder hun os en del vågen om natten - blandt andet fordi hun jo er syg, og så fordi hun bare ikke vil sove. Forleden nat vågnede hun kl. 02.30, og Martin forsøgte at give hende sutten, lægge hende over i vores seng, gå med hende på armen mv., men intet hjalp. Hun var dybt ulykkelig, og vi troede, hun havde ondt i ørerne eller noget i den retning. Men da han til sidst satte hende op i sengen, og hun fandt ud af, at hun kunne sidde og klappe Martin på kinden, så det sagde sjove lyde (og han ikke kunne sove), var der ingen ende på hendes klukken! Hun elsker også at mosle rundt på gulvet og lege, men ind imellem lykkes det hende at komme ind under en stol eller lignende, hvor hun ikke kan komme ud fra igen, og SÅ bliver hun gal. Som William siger: "Hun lyder lige som Percy (et tog hvis nogen skulle være i tvivl), når der falder en faldskærm ned over hans kedel." - ha ha! Men at sidde på mors eller fars arm, eller få opmærksomhed fra storebror kan rede enhver situation. Heldigvis J

Vi har efterhånden fået nogle rutiner - blandt andet leger William og Charles næsten altid sammen om mandagen - enten her eller hos Charles. Tirsdag er vi ind imellem i play group og hveranden tirsdag i den danske mødregruppe, og torsdag og fredag er William i Kindercare. Fredag er Elinor og jeg til svømning, og fra næste torsdag begynder jeg at træne, imens Elinor bliver passet i fitness centrets børnehave (det er meget fornemt med 1 lærer til 4 børn, og superfine faciliteter). På den måde får Elinor også mulighed for at være sammen med børn på sin egen alder, selvom hun går hjemme hos mig.

I Williams børnehave har de jo netop haft temaet "Kroppen", hvilket har affødt en del snak herhjemme om mad, der er god for kroppen. I Williams termer er pizza og kage således ikke godt for kroppen...men det smager godt! Med hensyn til børnehaven, så synes de vist, vi er lidt mærkelige, for de forstår ikke helt, hvorfor de ikke må toilettræne William, men de accepterer, at vi har sagt nej (og ryster heldigvis først på hovedet, når vi er gået - ha ha!). De er dog meget søde alle sammen, og vi kender efterhånden også de andre børn (forældrene møder jeg aldrig, for de andre børn afleveres tidligt og hentes sent) - også Brayden, som er autist. Han kom hen og krammede Elinor og mig to gange i sidste uge, hvilket er ret usædvanligt, idet han slet ikke bryder sig om nærkontakt. Det skal dog siges, at han efterfølgende også prøvede at prikke øjnene ud på Elinor, så man skal holde godt øje med ham, og lige pludselig kan han også stå og smide legetøj, eller hvad han nu kan få fat i, ned til guldfisken i akvariet!

 

08/06-08: Det er meget spændende at bo i og observere en fremmed kultur; man er vel (studie)miljøskadet! Særligt hvad angår forholdet familie/karriere, som jo fylder en del her hos os for tiden. Det at være hjemmegående husmor hernede italesættes for eksempel altid som "job", og det at vende tilbage til sit arbejde efter endt barsel omtales "...return to your paid job..." Meget interessant hvordan det sproglige kan gøre en stor forskel på, hvordan tingene opfattes... En nylig undersøgelse har vist, at kun 22 % af new zealandske kvinder vender tilbage til et fuldtidsjob, mens hele 31%(!) aldrig vender tilbage. Det er ret vildt, synes jeg, men det siger måske også lidt om, hvor svært det at få familie/job til at hænge sammen her i landet (eller også kan det selvfølgelig også sige noget om, hvor mange der i virkeligheden har lyst til at gå hjemme hos børnene, mens de er små?!). I juli indføres dog en lov, som betyder, at det bliver lovpligtigt for arbejdsgiverne at tilbyde deltidsstillinger samt fleksibilitet i jobbet for mødre... Gad blot vide hvor mange kvinder (med børn), de så tør ansætte....

William øver sig i at gå på toilettet for tiden - har faktisk gjort det længe. Selvom vi syntes, det var lidt dårlig timing efter alle de andre forandringer, han har oplevet på det seneste, viste han interesse for det for nogen tid siden, og så valgte vi at "gribe øjeblikket". I børnehaven går de meget op i at gøre børnene renlige (i en lidt for tidlig alder hvis man spørger os) og giver klistermærker til børnene, når det lykkes. Ind imellem kommer William hjem fyldt med klistermærker på knæene! Men det er nu ikke gået så godt (eller også har  mor her vist været for utålmodig), Men alligevel ville Tamami fra børnehaven prøve at lade ham gå uden ble i fredags; jeg skulle blot tage en masse skiftetøj med til ham. Både Martin og jeg var lidt skeptiske og vidste ikke helt, om det var en god idé, men da hun sagde, at det lå hende meget på sinde at give William en succesoplevelse, sagde vi ok. Vi forklarede ham dagen forinden, at han ikke skulle have ble på i børnehaven, og at han, hvis han tissede i buskerne, ville få våde bukser. Hans eneste kommentar var: "Nej, det er strømperne jeg tisser på, og så får jeg bare nogle nye på!"... Hmmm... Da vi hentede ham, havde han haft en glimrende dag og fortalte lystigt om, hvor mange gange han havde tisset... alle andre steder end på toilettet! Fordi han trods alt havde gået uden ble en hel dag for første gang, fik han et tog (Spencer!) i gave af farmor og farfar. I går begyndte han dog alligevel at blive utilpas ved at gå uden ble, så vi blev enige om at give ham mulighed for at få den på igen, hvilket han såmænd virkede lettet over. Det sjove er så bare, at han i dag har været utrolig dygtig til at gå på toilettet, så han har fået klistermærker en masse (ja, vi har også indført "stickers" som belønning herhjemme. ´Det skal jo prøves!).

William legede i øvrigt med sin bedste ven, Rune, fra børnehaven hjemme i Danmark, i går. De legede med tog og snakkede via Skype med kamera på, og det var en fornøjelse at se hvor stor lykke det gjorde. Dét må vi helt klart gøre igen! Dagen i går var også min og Martins 5 års bryllupsdag, så vi var ude og spise frokost på en café i Ponsonby + gå en tur med børnene. Jeg fik en wellness-pakke og en flot buket blomster af Martin, og han fik en flaske whisky - Lagavulin - så han ikke skulle være foruden sin elskede whisky, nu hvor vi måtte efterlade samlingen hos min onkel i København. 

 

 

05/06-08: I går kom børnene og jeg hjem fra Hamilton, som ligger 1½-2 timers kørsel sydvest for Auckland.

 

Martin er stadig dernede på en opgave for KPMG, så vi benyttede blot lejligheden til at komme på (mere) sightseeing. Mandag var en fridag, fordi dronning Elizabeth fyldte år, så mandag formiddag kørte vi afsted med madpakker og det hele - først til Waitomo Caves og bagefter til Hamilton. Waitomo Caves er kendt for sine "glow worms", som lyser i mørket... hvis man er helt stille... Det var børnene også det meste af tiden, selvom de vist begge to syntes, det blev lidt langtrukket til sidst. Hamilton er en universitetsby med mange gode cafeer og restauranter og ikke mindst en meget smuk flod, som løber igennem byen. Området omkring Hamilton består primært af grønne marker og græssende køer, og der er milevidt imellem husene. Tirsdag tog William, Elinor og jeg på tur til kystbyen Raglan, og i går, onsdag, vendte vi så næserne mod Auckland igen efter at have taget en "river walk" langs floden.

Sidste lørdag tog Martin børnene med i MOTAT - Museum of Transport and Technology, som ikke ligger så langt herfra. Robin, Bella og Charles var også med, og de hyggede sig rigtigt alle sammen. Martin købte årskort dertil, for William var så begejstret for at køre i sporvogn og se på tog, flyvemaskiner m.m., at de helt bestemt må derhen igen. Selv fik jeg vasket og gjort rent, mens Marie Fredriksson strømmede ud af højtalerne. Det var faktisk ret hyggeligt J

Søndag var vi ude at vandre i regnskoven (Waitakere Ranges) ved Bethells Beach sammen med Christina, Robin, Lone, Michael + børnene. Det regnede lidt, men fordi skoven er så tæt, mærkede vi ikke så meget til det, og vi nåede heldigvis ud til bilerne, før det for alvor stod ned i stænger. I stedet for at få kage og kaffe i det fri, besluttede vi os derfor til at tage hjem til os. Heldigvis havde jeg, som den gode husmor jeg nu er(!), bagt en æbletærte dagen i forvejen J


 

30/05-08: Elinor og jeg er netop hjemvendt fra svømning, og hun er blevet utrolig dygtig til at dykke + genkende de forskellige udtryk,som bliver brugt: "kick and paddle", "find the bar" og "are you ready?" Det er en rigtig hyggestund for både hende og mig - særligt nu hvor der er kommet sejloverdækning på, så det ikke længere er så koldt J

I går besøgte vi sundhedsplejersken. Jeg gik derhen med barnevognen og havde gps'en med for en sikkerheds skyld. Man ved aldrig, hvor man havner eller :-) Vores sundhedsplejerske hedder Marilyn, og hun skrev i Elinors "Health Book", at hun er "A beautiful little girl. Absolutely thriving with all the superb care.” Dejligt at høre! Marilyn er en ældre, erfaren dame med en baggrund som både jordemoder og barnesygeplejerske og ikke mindst med sine faste meninger om ting og sager. Blandt andet var hun meget begejstret for min Odder barnevogn og sagde, at det var godt at se, at der endelig var en med ordentligt udstyr til sit barn! Til mit valg af modermælkserstatning (økologisk fra Frankrig) sagde hun derimod: ”They have gone through two World Wars. God knows what’s in their soil!!!”. Jeg har aldrig hørt dét argument brugt før, men jeg syntes, det var ret morsomt. Hun anbefalede mig i stedet et new zealandsk mærke, fordi køerne hernede får masser af græs, lever udendørs og efter hendes mening er mere økologiske end franske køer nogensinde vil blive – ha ha!

William synger ”The Wheels on the Bus…” lige for tiden. Han har lært den new zealandske version i børnehaven + at vi har købt en cd med engelske børnesange, som han elsker at høre herhjemme. Han er i godt humør, og hans lærere fortæller hvor glad og stille og rolig en dreng, han er. Selv sagde han i går, at han havde haft en god dag, og at han havde været glad. Der er i det hele taget sket en stor forandring med ham ift. børnehaven – til det bedre, og det virker som om, han nu er blevet tryg – både ved stedet og ved lærere og børn. I næste uge starter pre-school børnene med temaet ”Kroppen”, hvor de skal lære de forskellige kropsdele at kende, de skal kigge på røntgenbilleder, de skal finde ud af, hvad det betyder at hjertet slår, og at man trækker vejret, og sidst men ikke mindst skal de tale om, hvad sund mad betyder for kroppens funktion. Williams lærere, Tamami og Stephanie, er meget dygtige til at få svære men relevante emner ned i børnehøjde.

 

I forgår tog jeg børnene med på en køre- og gåtur til One Tree Hill Domain + Cornwall Park, som ligger her i Auckland by. Parken er et fantastisk og kæmpestort rekreativt område med blandt andet en olivenlund og en farm med køer og får. Selve One Tree Hill er en gammel vulkantop, som oprindeligt hed Maungakiekie og er et vigtigt monument i New Zealands og ikke mindst maoriernes historie. Vi skal helt klart derhen igen, og i juni måned er der scones-morgen om onsdagen, så man kan komme hen på den lille café i Cornwall Park og spise nybagte scones. Yum!

 

Vi har for resten fået bekræftet vores hjemrejsebilletter til Danmark (vi flytter ikke hjem endnu men kommer kun på besøg). Vi lander i Kastrup den 31. juli og tager direkte til Kolding, så vi kan nå at fejre farmor lidt på hendes fødselsdag. Vi kommer formentlig til København omkring den 9.-10. august og rejser videre her fra til Houston den 15. august. Vi skal være i Houston i en uge og tager så tilbage til Auckland den 22. august. Som de gode udlandsdanskere vi nu er, har vi allerede skrevet en lang liste med ting, vi skal huske at købe med tilbage fra Danmark (Christina har bl.a. bestilt blød nougat og marcipan) J

 

 

27/05-08: William er blevet meget gladere for at gå i børnehave, så en sten er faldet fra Martins og mit hjerte. Både torsdag og fredag sagde han: ”Det bliver vel nok hyggeligt” flere gange, inden vi skulle af sted, og begge dage var han klar til at vinke, sige farvel og sende fingerkys, så snart morning tea blev serveret, og han havde været henne og vaske hænder.

Torsdag fortalte Stephanie (Steffi), at han minsandten har humor (det sagde de også i den gamle børnehave), og at han havde fortalt sin første vittighed på engelsk J Fredag havde han sagt ”please” og bedt om mere suppe til frokost, og om eftermiddagen havde han leget med en polsk pige, Dasha,  og en russisk pige, Valentina, og alle tre havde talt på hver deres sprog og på en eller anden måde forstået hinanden glimrende. Det bliver spændende at se, om det er engelsk, eller hvad det er, han lærer, imens vi er her – ha ha! Men det er fantastisk, at han nu er begyndt at interagere med de andre børn samt kommunikere med de voksne. Vi øver os også en del herhjemme og taler om, hvad tingene hedder på new zealandsk. De er også begyndt at lære bogstaver i børnehaven, og lige for tiden han går rundt og nynner ABC sangen. Ud over at være interesseret i tal er han også meget optaget af bogstaver nu.

 

Elinor er altid med, når William bliver afleveret og hentet i børnehaven. De kender hende derfor godt efterhånden, og hun føler sig glimrende tilpas derovre og er ikke spor genert. I fredags kom vi lidt sent, så pre-school børnene var gået op ovenpå, hvor de sad stille og lyttede til en historie, som Steffi læste op (William er nu også begyndt at være sammen med de andre pre-school børn. Tror han fandt ud af, at de havde en meget sjovere udendørs legeplads end de mindre børn!). William og jeg listede op, alt imens Elinor blev i klapvognen nedenunder, fordi hun skulle sove. Det syntes hun ikke var nogen god idé, så hun råbte og gjorde væsen af sig, ind til jeg gik ned og hentede hende og tog hende med op. På vej op af trappen fik hun øje på William og kluklo højlydt og sprællede, så vi alle begyndte at grine og historien måtte få en brat ende. Heldigvis synes de, hun er rigtig, rigtig sød og sjov, så der var ingen sure miner J

 

Vi går og gør os en masse overvejelser vedrørende vores ophold hernede. Landet er rigtig spændende og smukt, og vi har også en god hverdag, selvom Martin ikke er så meget hjemme fra mandag til fredag på grund af længere og mere faste arbejdstider end i Danmark. Vi har også fået nogle gode venner, som vi spenderer en hel del tid med, og William er nu endelig begyndt at trives ok i børnehaven. Men vi har kun børnehaveplads 2 dage om ugen, hvilket begrænser mine muligheder for at finde et (interessant) job. Jeg er ikke villig til at lade William starte i en institution uden for byen og ej heller lade ham gå i flere forskellige institutioner. (med lang transporttid og dermed meget lange dage til følge og/eller ikke mindst endnu et nyt sted at forholde sig til). På lige netop dette punkt er jeg kompromisløs og ikke til at rokke. Vi er derfor ikke helt afklarede med hensyn til længden af vores ophold i New Zealand, da jeg samtidig heller ikke ønsker at gå hjemme i de 2 år, Martins kontrakt varer (det har vi heller ikke råd til, for så god er den nemlig ikke!). Lige nu venter vi og ser, hvordan tingene udvikler sig. Forhåbentlig til noget godt, som vi alle er glade for J

 

Men alle de tanker og overvejelser vi gør os som expats i et fremmed land sætter den danske diskussion om tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft i perspektiv. Jeg forstår ikke, hvorfor dansk erhvervsliv hele tiden taler om det høje skattetryk som en barriere for kvalificerede medarbejdere fra udlandet. De burde i stedet slå på alle de gode ting, Danmark har - særligt for børnefamilier: pasningsgaranti og andre fordele, som er skjulte, fordi de betales via skatten. Selvom vi betaler en lavere skat her i New Zealand, har vi ikke mere overskud, end vi havde i Danmark, og dertil har vi udfordringen omkring børnepasning - både hvad angår plads og pris. De fleste expats vi kender består da også af en udearbejdende mand og en hjemmegående hustru, simpelthen fordi det er for dyrt for hende at gå på arbejde, hvis hun har små børn (ikke-skolealder). I så fald skal der nemlig tjenes rimelig mange penge hjem bare for at betale for pasningen og for i det hele taget at få lov til at gå på arbejde!

 

 

20/05-08: Vi kommer til Danmark i august! Vi regner med at finde flybilletter med afrejse den 1. august om aftenen. Den 15. august går turen videre til Houston, hvor vi skal besøge moster Anne, onkel Hans, Frederik og Kamma. Vi glæder os rigtig meget og håber at se så mange af jer som muligt - også de (mange) nye babyer, som er på vej J

 

18/05-08: I dag har vi været på marked i Avondale sammen med Robin. Vi købte grøntsager og frugt til den store guldmedalje, og opdagede en masse som vi aldrig havde set før endsige kendte navnene på. Herligt! Men de frugter vi har smagt ind til videre og kender navnene på er kiwi berries (små kiwier som ligner vindruer, og som kan spises med skrald på), kumara (en sød mørkegul kartoffel) og feijoas (en grøn frugt der spises med ske lige som kiwi) Alle tre selvfølgelig her fra New Zealand. Markedet styres primært af kinesere og polynesere, og det var da heller ikke mange "pahekas" (europæere) at se. Der var et fantastisk virvar af alt muligt, og som Robin sagde: "hvis dit tv bliver stjålet, kan du også komme herhen og købe det tilbage igen". Det er godt at vide, når man som jeg glemmer at lukke terrassedøren, før vi kører på tur!

Det var også meningen, vi skulle have været til børnefest i Det Danske Hus her til eftermiddag, men da Elinor endelig havde valgt at tage sig en lang eftermiddagslur (det gør hun yderst sjældent), nænnede vi ikke at vække hende. I stedet legede William og Martin med tog, og bagefter spiste vi hjemmebagt gulerodskage og drak te. Ikke så meget børnefest over det, men det var nu rigtig hyggeligt J

I går var Martin og børnene ovre hos Chrisina og Robin, imens jeg var ude at spise frokost med Daga på en café i Ponsonby. Det var rigtig hyggeligt og interessant at udveksle tanker og overvejelser med én, som er kommet herned på nogenlunde samme præmisser som jeg (hun er gift med Martins amerikanske kollega, Eric). Vejret var formidabelt, så jeg gik hjem - eller det vil sige hjem til Robin og Christina. De sad allesammen udenfor i den sene eftermiddagssol, alt imens børnene legede, gravede og rullede sig i jorden i deres forhave. William var møgbeskidt men havde en skøn eftermiddag! Da vi kom hjem bestilte vi pizza, som jo ikke sådan er lige til at få hernede, så vi nød det rigtigt.

I fredags var jeg en tur i Zoo sammen med Christina og børnene. Jeg hentede William fra børnehave og mødtes så med Christina derude. Vi blev der til lukketid og hyggede os med at kigge på alle dyrene og øve os i at sige navnene på engelsk (eller new zealandsk som det hedder hjemme hos os). William synes efterhånden, det er ret sjovt at vide, hvad ordene hedder på new zealandsk, men det er stadig ikke så meget, han vil sige. Han siger blot; "Det kender jeg godt", når han genkender et ord. Og han genkender mange efterhånden. Det går utrolig stærkt - måske fordi han heldigvis er så sprogligt nysgerrig, som han er.

Hvad angår børnehaven så går det bedre. Vi spurgte lidt ind til, hvad han ikke kunne li', og hvad der skulle til for at han ville derhen. Han svarede, at han ikke ville sove til middag, og at mor ikke måtte gå. Ergo: han sover ikke til middag men hviler sig kun (alle børn skal hvile eller sove mellem kl. 12-14, da det er tidspunktet for lærere og pædagoger til at forberede sig, skrive forældrerapporter, skrive i børnenenes udviklingsbøger og holde pause), og mor går ikke, før han er 100 % klar til at sige farvel. I sidste uge var han klar til at sige farvel efter morning tea, så torsdag vinkede han fra trappen og sagde "farvel, gå nu" til mig, og han gjorde det samme til Martin, som fulgte ham derhen i fredags. Vi er spændte på at se, hvordan det fortsætter, men det må tage den tid, det skal være. Alternativt tager vi ham ud af børnehaven; der er jo heldigvis en masse gode tilbud om play groups osv., så han kommer under ingen omstændigheder til at kede sig, mangle legekammerater mv.

Pasningsmulighederne generelt + de ønsker vi har i forhold til vores børn og ikke mindst job for mit vedkommende sætter lidt tanker i gang, hvad angår vores ophold hernede. Det er utroligt lærerigt at være afsted, men hvad vores beslutning bliver, må tiden vise. Vi kan dog sige så meget som at vi slet ikke er færdige med at opleve "Aotearoa" (the land of the long white cloud, som NZ hedder på maori) endnu!

 

13/05-08: Efter en del bekymrede mails fra venner og familie over vores bolig, må jeg hellere skrive, at den er RIGTIG fin... efter new zealandsk standard! Nye, murede huse + lejligheder er selvfølgelig bedre, men alt i alt må vi sige, vi har været meget heldige med bolig, når vi sammenligner med størstedelen af dem, vi møder. Det siger selvfølgelig en del om NZ byggeri, må man sige!

Robin fortalte os følgende historie: da folk kom hertil i sin tid, i 1700-tallet, kom mændene cirka 4 uger før kvinderne og børnene og havde således fire uger til at bygge en bolig, inden familiens ankomst. De byggede derfor huse af det tømmer, de kunne finde, og de tænkte ikke længere frem end de fire uger. Den mentalitet har man stadig, når man bygger og vedligeholder huse i NZ, og det er eksempelvis først i 2007, det er blevet lovpligtigt at isolere vægge og loft i nye huse. Det er mit indtryk, at new zealændere generelt er rimelig bekymringsløse, hvilket jo er et ret charmerende og beundringsværdigt træk... på mange områder.

Vi har forresten også havemand til at passe vores lille frimærke. Ernie kommer forbi hver 14. dag og slår græs + klipper buske og træer ned, og ét af resultaterne er bl.a. et lille fint citrontræ med massevis af friske citroner - klar til at plukke. Ernie passer stort set alle haverne på vejen og tager 12 dollars (cirka 40 kr.) pr. gang.

Nu er det måske så meget sagt, at shoppingcentre er charmerende, men det er faktisk hyggeligt at tage i shoopingcentre her. Man kan gå ind og få manicure og pedicure samt få massage i hvilket som helst center, og man behøver ikke at bestille tid. Det koster mellem 20-30 dollars, så det er heldigvis ikke så dyrt at forkæle sig selv :-) Herefter er der alverdens frokostmuligheder i Food Court med retter fra alle egne: japansk. malaysisk, italiensk, mexicansk, indisk osv. osv.  Maden kan man spise, hvor man vil - i et af de mange sofa-hyggehjørner eller ved cafébordene, som ikke kun tilhører en enkelt café men er til for alle.

09/05-08: Så er den sidste flyttekasse pakket ud, og vi er ved at være på plads i vores "sommerhus". Her er heldigvis blevet ret hyggeligt efterhånden. Steve, ejeren af huset, er her en hel del for at ordne ting og sager. Han er en flink mand og tager alle vores klager og spørgsmål med oprejst pande. Lige nu er han ved at isolere vores opbevarings/vaskerum en smule + bygge en ny parkeringsplads til os. William synes, det er rigtig hyggeligt at få besøg af Steve, for han har altid en masse værktøj med og minder ham derfor om Byggemand Bob. Steve har gudskelov ikke noget imod, at William følger efter ham og hjælper ham.

Vi har forresten fået fastnetnummer nu: +64 (0)9 550 1375. Martin har også fået sin arbejdsmobil med nummeret +64 (0)21 819 046. Nu er der ingen undskyldning for ikke at kunne få fat i os længere J

Vejret hernede kan opsummeres meget kort: regnvejr! Det regner stort set hver eneste dag, dog afbrudt af to dage med solskin i går og i forgårs. Det var SKØNT at sidde ude på terrassen i solen og få "morning tea" sammen med William, imens Elinor sov i barnevognen i udestuen (udestuer er i bogstaveligste forstand udenfor hernede!). Vi havde bagt scones med rosiner (meget populært her), så vi smovsede rigtigt J Men når det regner, så regner det. Voldsomt. Vi har derfor købt os et par kæmpestore golfparaplyer, for med vores små, danske paraplyer blev vi hurtigt gennemblødte. Om dagen er temperaturen stadig ok; vi behøver ikke have overtøj på, men om aftenen/natten er her ved at være koldt. Efter et par nætter med skisokker og flere lag tøj, måtte vi bøje os og købe endnu en radiator, så nu er her heldigvis en ok temperatur døgnet rundt.

Elinor og jeg er begyndt til svømning i dag. Det er en vældig seriøs svømmeskole med mottoet "Winning is the science of being well-prepared" hængende på væggen. Jeg havde ikke lige regnet ud, at der var tale om en udendørs pool; jeg læste bare, den var opvarmet og tænkte, at det jo var helt perfekt til en lille baby. Det var lidt mærkeligt at være i svømmehallen, alt imens det regnede ind...! Men vandet havde en fin temperatur, og det var en supergod oplevelse. Elinor nød det og syntes, det var både spændende og sjovt, og med to lærere og 3 elever, var der en formidabel "klassekvotient", må man sige. Vi lærer en masse engelske børnesange, og Elinor er allerede gået i skarp træning som konkurrencesvømmer J

William har nu gået i pre-school i 3 uger, og status er, at det er ret hårdt for ham. Han er blevet meget, meget ked af at skulle derhen, så det er utrolig hårdt at aflevere ham. Hans to lærere, Stephanie (new zealænder) og Tamami (japansk) er heldigvis rigtig søde til at tage sig af ham og tage hensyn til ham. For eksempel får han lov til at lege med tog, selvom det er oprydningstid, og "Tidy up" sangen bliver spillet. (den spilles to gange om dagen - lige før morning og afternoon tea, og så rydder alle børnene lystigt op). Om eftermiddagen er han til gengæld mere eller mindre ok; han vil ikke altid med hjem, fordi han gerne lige vil have afternoon tea først, eller fordi han er midt i en god leg. Forleden filmede de ham, så jeg kunne se, at han havde været glad; havde grinet, smilet og leget. Det var dejligt at se. Men vi tror, det er sproget, der volder ham kvaler. Han er MEGET optaget af sprog for tiden. Han siger ofte "på DANSK hedder det...", og "jeg siger det altså på DANSK". Det er en meget nationalistisk lille dreng, vi har - ha ha! Han forstår dog ret meget efterhånden; dels fordi de jo taler til/med ham i børnehaven, og dels fordi vi er begyndt at bruge engelske ord ind imellem - godt hjulpet på vej af mormors gave - en Richard Scarry bog med både danske og engelske udtryk. Nogen gange hører vi ham også sidde og tælle på engelsk, så han tager alligevel sproget til sig.

Hvad er der ellers sket siden sidst? Martin er stadig glad for sit arbejde, selvom forretningsudviklingen er lidt svær at have med at gøre. Heldigvis elsker han jo at holde møder, og det gør han en hel del - både internt og med kunder - så jobbet i er lige i øjet ;-)Jeg selv har været til allergitjek fordi jeg har nældefeberudbrud stort set hver dag. Lægen mener blot, der er tale om kronisk nældefeber, men vi fandt da også ud af, at jeg er allergisk overfor græs (mixed grass), støvmider og rug (perennial rye). Vi har ikke planlagt at tage på flere ture p.t., fordi vejret ikke rigtig er til det, men jeg kommer rimelig meget rundt i Auckland og omegn, så jeg skriver lister med steder, vi skal hen; parker, strande med videre, som jeg kører forbi. Bilkørslen går i øvrigt rigtig fint, og vi har ikke lavet nogen større skrammer på bilen. Endnu.

På søndag kommer Lone og Michael, et dansk par som flyttede herned for 7 måneder siden, på besøg, og i næste weekend er der børnefest i den danske forening. Mødrene i foreningen står nærmeste i kø efter at bage æbleskiver (det er helårsspise for danskere i NZ), bage småkager, sørge for sækkeløb, stå for ansigtsmaling, lave bolscher osv. osv. Det er et rent karrierejob at være "soccer-mom" - pyha! I morgen har Martin en aftale med Robin, som kommer herover med Charles og Bella. Imens skal jeg til frisøren og have en fri-formiddag. Dejligt!

 

01/05-08: Det er ikke meget, vi har været på nettet på det seneste – dels fordi vi er flyttet, og dels fordi man hernede ikke kan købe det, der hedder ”ubegrænset internetforbrug”. Man køber en vis mængde, eksempelvis 1 GB, og når mængden er opbrugt, er der ikke mere adgang til nettet før måneden efter! Vi havde vist købt for lidt J

 

Vi flyttede ud af lejligheden, vi havde lejet, i lørdags, og tog på weekend i Rotorua, som ligger i den region, der hedder Bay of Plenty.

 

Vi hørte om Maori kulturen og så et Maori snedkeri med mere, vi fik set fåreklipning, gejsere og vulkaner samt en landsby som i 1900-tallet blev begravet i lava efter et vulkanudbrud. Nu er det et område med vandfald, åer og utrolig smuk vild natur. Vi ville også have besøgt stedet, hvor de optog scenerne fra ”Hobbiton”, Hobitternes landsby, i Ringenes Herre, men det må blive en anden gang. Vi nøjedes med at køre igennem byen, Matamata, i stedet, hvor vi fik set en masse ”hobitten-landskab”. Vi havde en rigtig dejlig tur, selvom vi vist alle er blevet lidt trætte af hoteller og deslige. William kalder det meste for ”hjem” efterhånden; hvis den dreng nogensinde har været bange for forandringer, har vi da vist snart fået ham kureret!!

 

Vi er nu endelig flyttet ind i huset. Vi overtog det torsdag i sidste uge, og efter megen bøvl, fik vi vores møbler i mandags. Havde vi vidst, hvor besværligt det ville blive, havde vi nok ladet dem blive derhjemme. Men det var væsentlig billigere at tage dem med, og NU er det såmænd ok. Orker dog ikke lige at tænke på, at de også skal tilbage igen …

 

Bøvlet gik ud på, at vi jo havde fået at vide, der ville gå mindst 14 dage efter skibets ankomst, før vi kunne få udleveret vores flyttegods. Rimelig nedtur eftersom vi havde glædet os så meget til at komme lidt på plads. Martin fortalte så Phillippa, som har været vores kontaktperson i KPMG hele vejen igennem, om det, og SÅ tog tingene fart! Hun ringede til Barry fra flyttefirmaet, og pludselig kunne vores møbler komme allerede mandag, og han beklagede endda, de ikke kunne komme allerede fredag, fordi det var en helligdag (og så det faktum at skibet jo først ankom lørdag)!! Så hvis jeg bare havde nævnt det magiske ord: KPMG allerede da jeg var derude og tale med ham, havde jeg sikkert fået en anden melding. Tankevækkende.

 

Så langt så godt! Inden det blev mandag, nåede vi dog også at blive ”udtrukket” hos både toldvæsen og MAF Quarantine (Ministry of Agriculture and Forestry), så vi måtte have ekstra penge op af lommen. MAF var her i dag og gennemgik de ting, de havde udset sig, og heldigvis fik vi ”det blå stempel”; vi havde hverken slanger, edderkopper eller andet med ind i landet J Selvom det var lidt træls ikke at kunne pakke ordentligt ud, før de havde været her, forstår man jo godt, de er påpasselige. New Zealand har ingen farlige dyr overhovedet og er selvfølgelig ikke interesserede i, at deres natur udfordres af ”fremmede elementer”. Her findes ingen slanger – heller ikke i ZOO – og man kan vandre igennem regnskoven, uden der sker én noget, andet end at man måske får en masse myggestik.

 

Nå, men vi er nu flyttet ind på 14 Tirotai Crescent, 1022 Westmere, Auckland. I ejendomsmæglersprog er der sommerhusstemning over huset; med andre ord: det er et gammelt fugtigt træhus! Man er mindst 50 år bagefter dansk byggeri ifølge en undersøgelse – og det gælder endda nybyggeriet. Så man kan kun tænke sig til, hvordan det står til med et gammelt hus som det, vi har lejet… Det er dog ikke noget, new zealændere ser ud til at mistrives med. De har bare en affugter, som så står og kører mere eller mindre hele tiden. Nu hvor vi er godt på vej mod vinter, viser reklamerne da også næsten kun radiator- og affugter udsalg, og således har vi været ude og købe begge dele. ”Let’s do it the Kiwi way” :-/ Jeg var alligevel ved at gå en smule i panik, for jeg er ikke til gamle sommerhuse. Overhovedet. Så der bliver slugt kameler i stor stil for tiden! MEN William ser ud til at trives og nyder at kunne rende ud og ind, vi bor i et SKØNT område, og vi har et grønt område – Tirotai Reserve – med en dejlig legeplads, lige når man går ud igennem havelågen i baghaven. Det tager 5 minutter at komme ned til vandet, og når man står og gynger William på legepladsen, har man en fantastisk udsigt over havet. Selvom vi sådan set bor i Auckland City, er Westmere en lille oase. Vi har en økologisk slagter, 2 cafeer, 3 take-away spisesteder (med Chinese og European food, hvilket vil sige kinesisk + fish n’ chips) en bager, et apotek, en antikvitetshandel, 2 kiosker samt den lokale læge i byen. Og så har vi Christina og Robin + deres børn, som William leger med. Det er rigtig hyggeligt at gå derhen til eftermiddagskaffe og ”play date”, og ind imellem sender Christina en sms, at der er kaffe om 15 min., så jeg kan komme forbi, hvis jeg har lyst.

 

Og lille Elinor, som efterhånden er blevet en stor pige, er stadig glad og tilfreds. Hun er  god til at markere, hvad hun vil og ikke vil og giver klart udtryk for sine følelser, hvad enten hun er glad, sur, ked af det eller gal. For det meste er hun utrolig glad og griner, smiler og klukke i stor stil. Hun har fået to tænder nu og er blevet lidt mere interesseret i rigtig mad og i at prøve noget forskelligt. Hun er en spradebasse, som elsker at mosle, og så klukker hun helt vildt, når hun ser Martin og William. Hvis hun ikke har set en af dem i nogle timer, stirrer hun på dem, ind til hun får øjenkontakt med dem, og så griner hun over hele femøren, når det lykkes.

 

22/04-08: Elinor har fået sin første tand i dag!

Jeg var ude ved flyttefirmaet for at aflevere alle de mange papirer, vi har udfyldt til toldmyndighederne m.fl. hernede. De sagde, at vide, at skibet er 2 dage forsinket, og at vi ikke skal forvente at få vores ting før tidligst om 2 uger!!! Øv, øv, øv. Vi flytter dog ind i huset alligevel, for vi har glædet os så længe nu, og vi kan købe mange gryder, tallerkener mv. for det beløb, det koster at bo her, hvor vi gør nu. Christina og Robin låner os et par madrasser, og så skal det nok gå fint.

William, Elinor og jeg var ude hos Christina + børnene på "play date" i dag. Lone, som har boet her i 7 måneder sammen med sin mand og to børn, var også på besøg. Det var rigtig hyggeligt, og børnene legede godt sammen. William ville slet ikke med hjem igen. Han er også begyndt at sige, han taler new zealandsk, og faktisk siger han ret mange ord allerede. Han er vist ved at finde sig til rette, tror jeg.

Vi har netop bestilt hotel i Roturoa, som ligger syd for Auckland. Vi tager derned fra lørdag til søndag, og skal besøge Waitomo Caves og selvfølgelig opleve Roturoa. Roturoa er en gammel Maori-by fyldt med gejsere og varme kilder. Waitomo Caves er kendt for sine mange "glow worms" (sankt hans orme), som oplyser grotterne.



21/04-08: Tillykke med fødselsdagen, farfar!

 

20/04-08: Idag har vi været ude at spise frokost med Eric og Daga og efterfølgende på legepladsen ved Long Bay, North Shore. De har en dreng, Ephram på 16 måneder, og både han og William nød at lege på legepladsen. William er blevet ret modig efterhånden og løber, klatrer og rutscher ivrigt. Eric og Daga kom også hertil for nylig, og de synes, jeg er en modig kvinde, som ikke har taget barnepige/forældre/svigerforældre med herned i den første tid; særligt når jeg/vi har to små børn og ikke kun ét som dem. Jeg tror måske, jeg er enig - ha ha!  Ind imellem synes jeg da også, det ville have været bedre, hvis vi bare havde taget 6 måneder ud af kalenderen og rejst rundt herude i stedet for at bosætte os. Jeg tror i hvert fald, det ville have været nemmere! Til gengæld har jeg fået uvurderlig projektledererfaring på det seneste, og det er jo heller ikke sådan at kimse af :-) Men vi savner vist alle hverdagen og en fast base efterhånden; også selvom vi er kommet hertil for at opleve landet og komme på eventyr. Ind imellem skal man lige lade batterierne op og have lidt ro, og dertil er vi vist nået. Heldigvis får vi nøglerne til huset på torsdag, og vi glæder os som små børn!

Vi har ikke været så langt uden for Auckland endnu men regner med at tage på weekend i næste uge, hvor fredagen er en helligdag. Men vi har været på Kiwi Farm og fodret dyr, kørt rundt i landskabet omkring Auckland og set vinmarker og masser af regnskov, og vi har fundet et fantastisk shopping center i Mount Wellington, cirka 12 km uden for centrum. I fredags ville jeg tage begge børn med derud og handle om eftermiddagen, men motorvejskøen var så enorm, at jeg blev nødt til at vende om ved første afkørsel. Det tog en time at komme hjem igen, så nu glæder vi os endnu mere over at bo tæt på centrum af Auckland og Martins arbejdsplads.

I torsdags startede William i børnehave/pre-school. Han glædede sig rigtig meget til at komme derhen og sang "Mester Jakob" hele vejen, og han var hurtigt indstillet på, at mor og far skulle gå, så han kunne lege i fred. Efter to dage er status, at han synes, det er træls, de taler new zealandsk, men han vil gerne derhen igen! Når vi for eksempel siger "Det hedder thank you på new zealandsk", siger han "ja, men jeg siger bare tak!". Til os vil han dog gerne sige "thank you" + en række andre engelske ord. Tror måske han ligner sin mor, som hellere ikke åbnede munden og talte spansk, med "fremmede", før vi havde boet på Mallorca i laaaaang tid!

Han er endnu ikke startet i pre-school, fordi han helst bare vil lege med tog nede hos "toddlers" eller være sammen med de voksne. Når han føler sig tryg, kommer han op til de andre børn. Han er meget stolt over at skulle gå i pre-school, og han er i det hele taget meget optaget af at være en stor dreng i øjeblikket. Han siger "jeg er en stor dreng, og jeg er dygtig til mange ting!" Det er også rigtigt nok. Han er ved at holde op med at bruge ble, er stoppet med sutten, han tæller og kigger på bogstaver i ét væk, og han vil og kan generelt set en hel masse ting selv. Hans favoritudtryk for tiden er: "Sådan gør Pippi (Langstrømpe) også", "Jeg er glad", "Jeg er sur", "Jeg er en stor dreng", "Far, vi har et problem..." , "Mor, du ligner en prinsesse" og "Det vil jeg ik'". Et skønt samsurium af udtryk og humørsvingninger J

Martin er stadig meget glad for sit job; han har fået 3 måneder til at bygge License Management området op i, så han bruger en del tid på at forberede "kick-off" og kundemøder. Han får rigtig gode udfordringer hvad angår ledelseskompetencer, men det rent fagligte (det nørdede) er der ikke så meget nyt i; det kan han i forvejen, siger han. Han trives med sine kollegaer, og om fredagen er de alle på pub og drikke pint efter endt arbejdsdag.

Elinor er begyndt at "snakke" rigtig meget og har fået nye lyde; da-da og de-de, og hun laver motorlyde så hun spytter ud over det hele til stor begejstring... især for sig selv J

 

11/04-08: Vi har fundet en pre-school til William 2 dage om ugen! Det er i Kindercare inde midt i Auckland City - meget tæt på Martins arbejde, og han starter allerede i næste uge. Han har fået plads torsdag og fredag, og da vi var inde på besøg, glædede han sig meget til at få lov til at lege med de andre børn. Kusinde Kamma går faktisk også i Kindercare - bare i USA. Stedet er vegetarisk, hvilket jeg jo synes er rigtig fint J De voksne er uddannet lærere. De leger rigtig meget med børnene, og der er utrolig stort fokus på deres udvikling og trivsel. Forældrene bliver holdt orienteret hver eneste dag, samtidig med at hvert barn har en lille bog, hvori lærerne skriver lidt om barnet samt indsætter billeder. Der er fast program for børn i Williams alder, hvilket betyder, at de forbereder ham på at gå i skole ved at lege sprog og naturfag ind. Jeg er meget spændt på at se, hvad William synes om det; Umiddelbart tror jeg, han vil elske det! Det mindre positive er, at de ikke ved, hvornår de får flere ledige dage, men det vigtigste (og sværeste) har været at få en plads, og det lykkedes vist kun, fordi jeg troppede op uanmeldt med begge børn og spurgte pænt J

Min principfasthed omkring økologi er forresten ved at ryge sig en tur... desværre... måtte indse at vore madbudget overskrides væsentligt, når en pose økologiske kartofler koster 40 kr., en liter yoghurt 20-30 kr., en pose müesli 40 kr. og - hold fast - 900 g modermælkerstatning 160 kr.!!!! Overvejer at starte et importfirma...

Elinor fylder 7 måneder i dag. Hun er en glad, smilende og viljestærk lille pige, som beundrer sin storebror helt vildt, og som elsker at sidde op og lege, nu hvor hun kan. Hun øver sig i at løfte bagdelen og komme fremad, men ind til videre ruller og drejer hun kun lidt. Hun er stadig rimelig maddoven, så vi er ikke kommet særlig meget videre, end da vi startede med almindelig mad. Men hun trives og vokser glimrende, hvilket billederne af hende formenlig også viser J Søvnmæssigt har hun ikke rigtig nogen rytme, men hun er overraskende nem at putte om aftenen. Om dagen vil hun helst falde i søvn i sin mors arme, og som oftest finder hun ikke ro til at sove mere end ½ time af gangen, medmindre jeg lægger mig ved siden af hende. Hun er i det hele taget en "nusse-gøj" om end hendes måde at kæle på ikke er så sjov for os andre; hun kradser og niver nemlig rimelig meget!

 

08/04-08: Vi har fået en masse nye indtryk på det seneste; gode, dårlige, spændende, udfordrende, frustrerende... lidt af hvert og svært at opsummere. Jeg skal dog gøre et forsøg!

Det vigtigste er nok, at vi har fundet hus! Det ligger i Westmere lige vest for Auckland City Centre, og med lidt god vilje (og fart), tager det Martin 8 min. at komme på arbejde. Det blev altså ikke Devonport men i stedet et rigtig hyggeligt lille hus i Westmere med baghave lige ud til en park (vi har en låge i hegnet, så vi kan komme direkte dertil) og ikke mange minutters gang fra havet. Adressen er 14 Tirotai Crescent, 1022 Westmere, Auckland. Vi overtager huset den 25. april og forhåbentlig kommer vores ting ikke så lang tid derefter.

Selvom vi havde fået en bog af KPMG, som forberedte os på reglerne vedrørende lejemål, er vi alligevel blevet overraskede (det bliver vi jævnligt). Vi fik kontakt til udlejeren igennem en stor salg, køb og leje-hjemmeside, som hedder trademe.co.nz. Vi aftalte at mødes i lørdags på adressen sammen med en række andre interesserede + udlejer. Før vi overhovedet fik lov til at komme derud, skulle Martin fortælle, hvor han arbejdede og blev bedt om at tage sin kontrakt med. Om formiddagen ringede udlejer og ændrede tidspunktet, og det viste sig, at vi så var de første, der fik lov til at se huset (navnet KPMG åbner en del døre, har jeg fundet ud af). Vi sagde ja til huset med det samme og skulle så give udlejer den første uges husleje med det samme - uden kontrakt, uden kvittering eller noget. Havde det været i Danmark, havde vi nok aldrig gjort det. Og under alle omstændigheder havde vi nok rystet på hovedet, hvis vi havde hørt andre gøre det samme... Ikke desto mindre gjorde vi det, og heldigvis gik det hele godt: vi har fået en kontrakt osv. osv. Da vi så fik kontrakten fandt vi ud af, at man ikke må hænge så meget som et stykke tape endsige et søm eller en skrue i væggene, når man er lejer i New Zealand! Man skal nødig føle sig alt for godt hjemme! Nå, men den tid den sorg - huset har tre værelser + et værelse i baghaven til gæster, ét bad + køkken samt en dejlig udestue og terrasse. Der er et lille bitte stykke græs på grunden. Med lidt god vilje er det 5 m2, men det er normalt ikke at have store haver her i Auckland by. I stedet lever folk i parkerne, når de har fri. Der er masser af dem, og de er helt fantastiske.

Et andet vigtigt punkt har været pasning til børnene og især legekammerater til William. Det har dog vist sig at være sværere end som så. Ikke at få legekammerater til børnene, for der er masser af tilbud, hvis mødrene også deltager, men hvis ikke de gør, er der ikke de store muligheder. Jeg er derfor officielt blevet professionel "soccer mom" nu!!!

William har således fået sin første legekammerat, som hedder Charles og er 4 år. Jeg har fået kontakt til en dansker, Christina, og hendes mand Robin + deres tre børn - Charles, Bella og Hannah, og i fredags var vi på besøg hos dem. De bor i Westmere, og det var sådan set deres fortjeneste, at vi fik øje på dette område og fik lyst til at bo der også. Børnene taler dansk, så William og Charles kan tale sammen, hvilket er rigtig rart.

I dag var vi i "play group" i forstaden Pt. Chevallier sammen med alle de andre hjemmegående mødre fra Westmere. Jeg kørte bil derhen og var meget stolt over kun at havne i den forkerte vejbane et fåtal gange, og kun bruge vinduesviskeren i stedet for blinklyset cirka 8 gange! Superhyggeligt. Det er Westmeres Plunket Organisation (sundhedsplejerske organisation som er non-profit og fungerer vha. frivillige + donationer), som står bag, men det afholdes i praksis af de deltagende mødre. At det ikke foregår i Westmere skyldes, at kirken, som det plejer at blive holdt i, er blevet solgt(!) til privat brug, og derfor er "play group" flyttet til en spejderhytte i nabobyen. Christina var med og introducerede mig for nogle andre mødre, og det er dejligt at have nogle voksne at omgås. Elinor sov, imens William legede; han malede, legede i sandkasse, rutchede, gik på line osv. Der var det hele - inklusiv skønt vejr! Charles var der, og William holdt sig meget til ham og blev jaloux, hvis andre også ville lege med ham. Det går formentlig over, når han begynder at forstå, hvad de andre børn siger. Lige nu er Charles jo den eneste, han kan tale med. Heldigvis synes Christina, det er rart, at Charles har danske børn at lege med, så han bibeholder det danske sprog, og vi skal hjem til dem og lege på fredag.

På torsdag har vi så kaldt "play date" på legepladsen lige her i nærheden. Det gør man meget i hernede. Aftalen er med Daga, en polsk dame, som er hernede med sin amerikanske mand, Eric, og deres dreng på 15 måneder. Eric er en af Martins kolleger. Herudover skal vi til motorik på biblioteket i Ponsonby, en anden naboby til Westmere, og så starter jeg snart i mødregruppe hernede - både en newzealandsk og en dansk. Den danske mødregruppe mødes ind imellem - både med og uden børn. Næste gang er om aftenen uden børn i en "Wine & Tapas Lounge". Alt i alt udvider vi vores netværk stille og roligt J

Her inden Martin startede på arbejde, har vi også været i Auckland ZOO, i Sky Tower (det højeste tårn i New Zealand, hvor man også kan bungy jumpe fra 192 meters højde) og på vandring i Devonport. Vi tog færgen til Devonport og vandrede på et par udslukkede vulkaner, hvorefter vi legede i parken og spiste frisk fish & chips til frokost i parken, imens William legede på legepladsen. Ren idyl.

Martin begyndte på arbejde i går og synes det virker spændende. Han har fået sin egen lille "cubicle" - en firkant i et stort kontorlandskab. Men den er større en visse andres, eftersom han er manager - ha ha!. Dét går de vist meget op i hernede. Han er også blevet performance manager for en kollega under ham, og han er den eneste, der ved noget om License Management, så han føler sig ganske godt tilpas rent fagligt, lader det til.

For mit eget vedkommende savner jeg min faglighed og lidt tid til mig selv - også selvom jeg er på barsel og har 5 måneder tilbage af den. Pasning af børnene er dog ikke sådan lige til. Dels er det hamrende dyrt og dels er der 1 års venteliste hos langt de fleste day cares, kindergartens og pre-schools. Samtidig har kun få af dem fuldtidspasning; enten bliver børnene passet fra 9-12 eller fra 12-15. P.t. forsøger jeg at få William ind et par timer om ugen til at starte med - bare så han kommer ud, og jeg får lidt mere tid til at koncentrere mig om Elinor. Vi skal ud og kigge på tre steder inden for organisationen Kindercare.co.nz de næste par dage. Så må vi se, hvad der kan lade sig gøre.

Indtryk af Auckland City: Auckland ligger på omkring 40 vulkaner og er derfor ret "bakket" - lidt ligesom San Francisco. Det er en meget stor by, men den har kun cirka 1,2 mio. indbyggere. Det betyder, at byen ikke virker hverken forurenet eller overbefolket, og at den kan forveksles med en provinsby. Husene er ikke specielt kønne og butikkerne som sagt ikke noget at skrive hjem om; på en eller anden måde virker byen som en moderne og større udgave af en by i det Vilde Vesten... I stedet for pizzariaer på hvert gadehjørne er der sushibarer, og i det hele taget er asiatisk madlavning meget fremherskende. Folk lever meget udendørs på grund af det gode klima, så der er folk i parkerne alle ugens dage, og det er normalt at gå på bar efter arbejde og drikke en pint med kollegaerne, lige som det er normalt at gå på restaurant og spise frokost eller tage i parken med sin take-away mad og spise på en bænk. Der er en overflod af cafeer, bakeries og coffee shops - lidt lige som i USA - lige bortset fra at tingene ikke er supersize hernede!

Det var alt for denne gang; det blev til en hel del, må man sige J

 

01/04-08: Vi har hentet vores bil i dag! Det er en Honda Stream 2.0 med 7 sæder, automatgear, air condition, soltag og tonede ruder. Den er fra 2001 men rigtig fin. Jeg tør dog ikke bevæge mig ud på vejene endnu; automatgear og venstrekørsel er ikke lige mig (endnu)! Martin kører allerede fremragende, men det hjælper nu også at have en god GPS, som fortæller os, hvilken vej vi skal køre i rundkørslen J

I går gik Martin til bydelen Greylynn, hvor alle bilforhandlere ligger. Han startede i den ene ende af Great North rd. og bevægede sig opad. Han gik efter en brugt japansk importeret bil, fordi de er rimelig billige - cirka halv pris i forhold til de europæiske for eksempel. At købe en japansk bil betyder, at alt selvfølgelig står på japansk, at der er tæpper (ikke bilmåtter - tæpper!) overalt, og at den indbyggede GPS kun fungerer i Japan!

 

30/03-08: Vi har nu været i Auckland, New Zealand, i 5 dage. Tiden flyver! Vi er stadig plaget af jetlag (træthed og svimmelhed), så vi går tidligt i seng og står ualmindeligt tidligt op (kl. 4.45). Men vi har det godt alle sammen - vi nyder det gode vejr, og William er begejstret for at have fået sine tog og togskinner, så han leger lystigt og er ikke så indstillet på at komme af sted på tur, som vi andre. Elinor nyder at komme ud, og sidder i klapvognen med solbriller og masser af solcreme; hun pludrer og ser cool ud. William nævner Rune, "min bedste ven", ind imellem men er i nuet og spekulerer ikke så meget over tingene, som vi andre gør. Han glæder sig bare til, at containeren med resten af legesagerne kommer til New Zealand og utroligt nok også til at komme ud at flyve igen!

Rejsen hertil varede 37 timer, og vi fløj først til London, hvor der var en ventetid på cirka 6 timer. Herefter gik turen til Los Angeles. Det var en lang tur på omkring 12 timer, som dog alligevel gik ret hurtigt. Børnene klarede turen supergodt, selvom William nåede at blive overtræt en enkelt gang med dertil hørende hysterianfald. I Los Angeles skulle vi udfylde immigrationspapirer, på trods af at flyet kun skulle ned og have brændstof på samt rengøres. Det betød, at vi skulle ud af maskinen med alle vores ting, stå i kø i over 1 time, have taget fingeraftryk + billede for derefter at gå ind i en ventesal og vente i 1 time, til vi skulle ud i flyveren igen! Men lufthavnen var da så venlig at stille en rullende duty free shop (som en pølsevogn) til rådighed for os, mens vi ventede. Ja, de ved lige, hvordan de skal vride pengene ud af folk!

Vi tog fra Los Angeles sen eftermiddag mandag og ankom i Auckland onsdag morgen kl. 06. Noget af et tidshop! Denne sidste del af turen var ret hård, særligt for William og mig. William var meget træt, og det samme var jeg, fordi jeg måtte tage allergimedicin, som gjorde, at jeg blev (ekstra) sløv. Heldigvis fik vi alle sammen slappet lidt af de sidste par timer inden landing, og børnene fik da også ros af de andre passagerer, som syntes, de havde været utrolig dygtige under den lange flyvetur. Elinor sad til og med i bæreselen og grinede til alle de mennesker, der gik forbi hende, da de skulle ud J

Vel ankommet i Auckland skulle vi igennem diverse kontroller, og vores bagage skulle igennem sikkerhedskontrol. William var skuffet over, at hans Thomas Tog ikke skulle op på båndet, men heldigvis forbarmede sikkerhedspersonalet sig over ham, og de lod ham lægge Thomas Tog på båndet ,og gav ham lov til at kigge med på tv skærmen. William mente, Thomas Tog skulle op på båndet, fordi han i Danmark blev bedt om at lægge Ninus op på båndet, hvilket han pure nægtede. Det tog flere minutter, før vi og sikkerhedsfolkene fik ham overtalt til at slippe hans tøjdyr. Og når Ninus, som han havde i hånden ved afrejsen, skulle op på båndet, skulle Thomas Tog, som han havde i hånden ved ankomst, naturligvis også J

Vi blev hentet af en ældre herre, som heldigvis havde en stor bil med til al vores bagage.  Mens han baksede med at få alle vores kufferter ind i bilen, satte vi os tilrette og nød den skønne temperatur, som inviterede til korte ærmer og shorts i stedet for vinterjakker. Herligt! Det var dog lidt svært at få William til at tage jakken af. Allerede da vi ventede ved bagagebåndet, kunne vi mærke varmen, men da jeg sagde til William, at det var varmt, og at man jo heller ikke havde jakker på inden døre derhjemme, fortalte han mig, at "Jo, det har man. For når man er i butikken (ude at handle), har man jakke på, og det her er som i butikken." Der er ikke noget som børnelogik!

Den ældre herre fortalte os lidt om Auckland og Kiwier, som befolkningen populært kaldes; blandt andet at enhver familie har omkring 5 biler, at der ikke er særligt mange busser og kun 2 tog i Auckland, og at det efter hans mening er livsfarligt at cykle! Forleden forsøgte vi faktisk at tage en bus, men det lykkedes desværre ikke - efter at bus nummer to var kørt forbi os uden at stoppe, besluttede vi os for at gå, så ind til videre har vi ikke oplevet en mangel på busser. Hvis de blot stoppede ved stoppestedet, ville det ikke have været noget problem J

Vi bor i en 3-værelses lejlighed ved havnefronten i Auckland. Viaduct Harbour hedder det. Vi har fundet os fint tilrette men glæder os til at finde et "rigtigt" sted at bo. KPMG hyrede et firma, som tog os med på en biltur rundt i byen i forgårs, så vi kunne få et indtryk af de forskellige boligområder osv. Vi faldt især for de to områder, der hedder Remuera og Devenport. Devenport er en lille "village" nord for Auckland City, og hvis vi bosætter os der, skal Martin med færge til og fra arbejde. Det tager kun 10 minutter hver vej, så faktisk lader det til, at det sagtens kan svare sig, for rygtet siger, at det kan tage 1½ time at komme fra en forstad til centrum i myldretiden. Remuera ligger i Auckland City, og hvis vi kan komme til at bo tæt på togstationen i Remuera, ser det ud til, at transporttiden også vil være fin her fra. Vi skal ud at kigge på huse på tirsdag. Det bliver spændende!

I morgen står den på bilkøb, og ind til videre har vi fået oprettet bankkonti med videre i Westpac Bank, som KPMG samarbejder med (en indlånsrente på over 8 % er lige til at overskue!), og jeg har fået mig et new zealandsk telefonnummer. Men vi har også haft tid til at lege turister: hvalsafari et par timer uden for Aucklands kyst samt gåtur til shoppingområdet omkring Newmarket og langs Queen's st. (U)heldigvis er butikkerne ikke så imponerende, så vi har ikke købt os fattige. Eller det passer ikke helt: dagligvarebutikkerne er imponerende. De bugner af fantastiske råvarer, delikatesser m.m., så det er en sand fornøjelse at gå ud at handle. Det betyder også, at vi stort set har spist hjemme hver eneste dag undtaget i dag, hvor vi har fundet vores første take-away stamsted: en japansk restaurant. Herligt!

 

 

 

 

 

 

 

Familien Frank Warming

 

På eventyr i New Zealand 2008-2009