login

 

 

Dagbøger & fortællinger »

 

Conrads dagbog  0-3 år »
Nyt om Conrads udvikling og trivsel.

Elinors dagbog  0-3 år »
Nyt om Elinors udvikling, trivsel og færden.

Williams album 0-3 år »
Billeder og dagbog om Williams udvikling og oplevelser.

Historier og fortællinger fra NZ
Om hverdagen og livet som udstationeret.

 

Dette er vores virtuelle fotoalbum. Vi har lavet det, så vi kan se tilbage på alle de gode oplevelser og stunder, vi har haft igennem tiden. Albummet er også for familie og venner, der ikke ser os i hverdagen, og som har lyst til at følge med i, hvad der sker.

 

Siden sidst...

 

 

2015

 

Maj 2015: Tiden flyver afsted! William er rykket over på den store skole – til mellemtrinnet – og er startet i klub. Conrad er blevet rigtig glad for dagplejen – både for Jane og for hendes skønne have. Han er et rigtigt ”udendørs-barn”, så vi krydser fingre for at at han får en plads i Brede Børnehave, når tiden kommer. Det vil passe ham strålende! Elinor trives godt i skolen og fungerer rigtig godt både fagligt og socialt. Hun leger stort set kun med drengene, så vi kender stort set stadig kun drengeforældre, selvom vi har en pige i skole også nu.

Jeg selv er faldet godt til på jobbet. Skulle lige vænne mig til, at det ikke er så strategisk, og at jeg ikke indgår formelt i en ledergruppe, men når det så er sagt, så opvejer et rart arbejdsmiljø, gode opgaver og samarbejdsrelationer, og ikke mindst væsentlig kortere transporttid det hele lige nu. Og så har det givet mentalt overskud til at være censor, som jeg blev udpeget til sidste år, og til at gå ind i skolebestyrelsesarbejde... som godt nok er mere krævende, end jeg havde forestillet mig, men sådan er det altid... man er vel optimist ;-)

Martin er rigtig glad for jobbet i Dong. Han er ved at afslutte sin uddannelse på Stanford, og så har han mange haveprojekter i år. Så vi håber på en skøn sommer med dejligt vejr :-)

 

Februar 2015: Der er gået et år siden sidst – ja faktisk mere for det er snart Williams 10 års fødselsdag og vinterferie. Elinor og William er – vanen tro efterhånden – på vinterferie hos farfar og farmor, hvor de hygger sig. William har været syg med bronkitis på det seneste, men forhåbentlig bliver han rask henover ferien og får slappet af. Farmor og farfar skal i hvert fald nok nusse om ham! Conrad har (dobbeltsidig) lungebetændelse for 2. gang denne vinter og har været ret sølle. Som det enest af vores børn stopper han med at drikke og spise, når han har det rigtig skidt, så vi har været lidt nervøse for ham. Nu har det det heldigvis godt igen, og det varer forhåbentlig ved, når han stopper med penicillin her i slutningen af ugen. Vi krydser i hvert fald fingre!

Vi kan godt mærke, vi har fået et barn mere i huset, for selvom det ikke huer mig at indrømme, så er det dælme hårdt, når job, børn, hus, osv. osv. skal hænge sammen – i hvert fald når der også er sygdom, som skal tackles! Inden Conrad begyndte at gå og få fart på, var jeg endda fortaler for at få 4 børn!! Nå, men det rækker min kapacitet slet ikke til, så jeg ’nøjes’ med de tre vidunderlige unger, som vi har allerede J Men det sætter meget godt året der er gået i relief: det har handlet om børn og job. Og heldigvis i nævnte rækkefølge og med mange gode læringer og oplevelser.

 

 

2014

 

Januar 2014: Vi skriver den 1. januar 2014, og det er blevet tid til at opdatere hjemmesiden med såvel nyheder som billeder. Vi er blevet en smule bedre til at få taget billeder, hvilket må siges primært skyldes ankomsten af vores lille ny familiemedlem.

 

Conrad kom til verden den 17. oktober kl. 10.58 på Hillerød Sygehus - 10 dage efter termin og LÆNGE ventet! Jeg var så besværet til sidst og havde fået opbygget et ret stort søvnunderskud, så jordemoderen forsøgte at igangsætte fødslen vha hindeløsning hele 3 gange. Uden held. Conrad havde ingen planer om at komme ud! Den 15. oktober var jeg til tjek på sygehuset, og da der ikke var tegn på, at fødslen ville gå i gang af sig selv, fik jeg en tid til igangsættelse lørdag den 19. oktober.

 

Onsdag den 16. oktober gik vi i haven og fik ordnet ukrudt og samlet blade inden vinteren, og Martin og børnene lavede Halloween græskar. Hen ad eftermiddagen blev jeg træt og fik ondt og syntes, det gav en slags "knæk-lyd", da jeg "firede" mig ned (brugte riven som støtte) for at samle en bunke ukrudt op ude i frugtbuske-beddet. Jeg gik derfor ind og lagde mig på sofaen, imens resten af familien skar græskar. Efter nogen tid kom Elinor ind, og jeg måtte bede hende om at sige til Martin, han skulle komme ind, for jeg troede, vandet måske var gået... Men Elinor kom tilbage med beskeden om, at medmindre jeg var ved at føde, så blev han altså ude og skar græskarene færdige :-/ Så måtte jeg jo sige til Elinor: "Sig til far, at vandet siver!" Og det stakkels barn blev sendt ud igen og vendte tilbage med både William og Martin, som hjalp mig op af sofaen... I det samme gik vandet for alvor, og så stod jeg ellers der på stuegulvet, med alle tre gloende på mig, og William som spurgte, om jeg var ved at tisse på gulvet J Vi ringede fluks til sygehuset, som bad os komme derop med det samme, og herefter ringede vil til Jørgen og Tine, vores tidligere naboer (ja, vi samler på gode naboer J), som skulle passe William og Elinor. Meeen... lige pludselig gik det alligevel for stærkt, så for at vænne mig til tanken om, at det altså var nu, og for ikke at komme stadsende til sygehuset med jord under neglene, gav Elinor og jeg os til at holde manicure party!! Helt vanvittigt set i bakspejlet, men veerne var ikke startet endnu, så den gik jo ;-) Vel ankommet til sygehuset fandt jeg ud af, at jeg havde veer. Faktisk var det Martin, som kunne se det på skærmen. Selv syntes jeg ikke rigtigt, jeg kunne mærke noget, og jordemoderen sagde da også til mig, at jeg skulle indlægges for at blive igangsat næste morgen kl. 08.

 

Natten igennem googlede jeg "veer med uregelmæssige mellemrum" og "svage veer med 5-6 minutters mellemrum" for at finde ud af, hvor lang vej til fødsel der mon var. Jeg fandt ikke noget svar. Til gengæld var jeg ret utålmodig (og træt), da klokken blev 8, så jeg besluttede mig for at gå en tur rundt på sygehuset i venten på at blive sat i gang. Men SÅ tog tingene fart, for da jeg rejste mig, blev veerne vildt voldsomme, så da en jordemoder kom ind for at følge mig til igangsættelse, sagde hun bare: "vi må hellere se at få dig hen på en fødestue!". Ind på stue 8 - en sansestue - med mig, 7 cm åben og godt i gang med at føde!! 1½ time senere og med Martins fantastiske hjælp og akupunktur som smertestillende (var ellers ret klar til noget mere på et tidspunkt, for hold da helt op, hvor gjorde det ondt) kom Conrad til verden - 3.850 g vejede han (tænk at vi havde været urolige for, om han nu vejede nok; han tog da vist revanche i den sidste tid!), og han målte 53 cm. En kæmpe oplevelse endnu en gang, og det var skønt at kunne præsentere ham for William og Elinor blot et par timer senere, da Martin havde hentet dem, og vi skulle hjem til Virum med vores lillebror J

 

Dagene efter fødslen stod på barselsbesøg og gåture med barnevognen. Jeg gik måske lidt mere, end kroppen kunne klare, men det var helt fantastisk at KUNNE gå uden bækkensmerter, så det var med at udnytte det. Martin havde 3 ugers barsel, og vi nød tiden i fulde drag med en dejlig nem og glad baby, som godt nok nægtede at sove i en stillestående barnevogn og spiste mindst 10-14 måltider i døgnet - men pyt: gåturene havde vi godt af, og manglen på søvn havde jeg jo vænnet sig til i graviditeten ;-)

 

Børnene har taget helt fantastisk imod deres lillebror. De er helt vilde med ham og slås næsten om at få hans opmærksomhed og sidde med ham. Elinor synger for ham, hvis han bliver ked af det, og de historier, hun fortæller sig selv om aftenen, inden hun skal sove, må han gerne høre (det må vi andre ikke). William er forundret over, at han er tam - hi hi - og elsker at få ham til at smile. Han var da også den, som fik den første store smiler af Conrad, og det er han enormt stolt af.

 

Ultimo oktober var det Halloween, som blev fejret ad to omgange. Første aften i Lyngby Kirke, hvor Martin og børnene deltog i et rigtigt (u)hyggeligt arrangement og anden aften på vejen, hvor de gik "trick or treat" med nogle kammerater og kom hjem med posen fuld af slik og gode sager. Vi har jo ellers været ret håndfaste ift. slik, men nu hvor børnene er blevet større, er vi begyndt at slække lidt på reglerne - mest fordi det bliver sværere og sværere at håndhæve dem, når nu søde sager er så stor en del af det sociale liv, som det er. Vi holder dog fast i, at de ikke må få sodavand, og at vi ikke byder på slik her i huset. De "nye" regler fik ikke introduceret ordentligt for Elinor inden Halloween, så hun troede, vi ville tage slikket fra hende, da hun kom hjem fra "trick or treat", og derfor proppede hun munden fuld med alt det hun kunne rumme, så hun ikke risikerede at miste noget af det. Stakkels pige fik helt ondt i maven! Hendes søde tand er også væsentlig sødere end Williams. Eller måske er han blot bedre til at spare på det. I hvert fald har han stadig noget tilbage fra Halloween. Jeg tror, han har glemt det.

 

Elinor er ok glad for at gå i skole; hun taler ikke så meget om det, og vi skal ikke spørge for meget, kan vi mærke. Hun skal nok fortælle os om det, når hun har lyst. Ind imellem viser hun, hvad hun har lært, og hun er ret begejstret for bogstaver og for at synge og tegne. Og ikke mindst for sin klasselærer Bettina! Hun låner bøger på biblioteket men er endnu ikke begyndt at læse selv. Til gengæld synes hun det er sjovt at dele ord op i stavelser og ind imellem også at lytte efter, hvordan ord staves. Begge dele er hun rigtig dygtig til. Hun er begyndt til rytmik, og det er vist det helt rigtige for hende. I hvert fald kommer hun meget begejstret hjem og viser os, hvad de har lavet hver torsdag. Hun har også genopdaget glæden ved at lære at svømme og både crawler og dykker lystigt hver lørdag på delfinholdet hos Swimmix. Til gengæld er hun stoppet med at gå til ridning - dels fordi det kolliderede med svømningstidspunktet og dels fordi jeg har svært ved at deltage i ridningen med Conrad på armen, og Martin er jo desværre topallergisk og kan ikke være med på rideskolen uden at få vejrtrækningsproblemer og udslæt. Hvis hun vil, kan hun begynde igen senere, men egentlig synes vi, det er fint at nøjes med to fritidsaktiviteter - der er rigeligt at se til i forvejen med skole, SFO, legeaftaler og diverse, og så er det jo også ret dyrt; især ridning og svømning er dyre aktiviteter. Ellers fortæller hun stadig historier (til sig selv), danser så snart hun hører musik (men vil ikke gå til dans) og elsker at tegne, lave perleplader og andre fantasifulde ting på syværksted, multiværksted og træværksted i SFO'en. Hun er også stadig meget glad for dyr og taler jævnligt om, hvad hun skal være til fastelavn. P.t. er det flyveegern, flamingo, polarræv eller papegøje, tror jeg, og til Halloween var hun flagermus. Hun er Ipad-entusiast som sin far og storebror og både spiller og ser film på den. Af film har hun fået forkærlighed for tegnefilm på russisk(!) og ser endda Dora the Explorer på russisk ind imellem. Martin og hun leger også rigtig meget med ansigtsmaling og skiftes til at male hinanden. Faktisk fik hun også lokket farfar til at blive malet fornylig, og valget af motiv blev en hund med tungen ud af munden - til stor moro for især farmor, som aldrig havde troet, at farfar ville gå med til den slags. Men hvad gør man ikke :-)

William er også ok glad for at gå i skole. Han er til gengæld helt modsat Elinor og skal gerne bekræftes i, at han gør det godt hele tiden. Og det må man sige, at han gør. Han er blandt de 2 bedste i klassen til matematik og ligger over niveau, så han får ekstraopgaver af sin lærer, Benedikte. Det samme gælder i dansk, hvor han læser som en, der er i slutningen af 2. klasse (lix 10). Han synes ikke selv, han er god, så han kæmper lidt med det, men han formår alligevel at læse bøger på + 60 sider og deltager meget aktivt i læsekonkurrencen, hvor det gælder om at læse 500 sider, inden skoleåret er omme. Det mål har han snart nået. Han kan ikke så godt li' at skrive historier (men skriver nu alligevel nogle meget lange af slagsen) men elsker at holde foredrag. Her i vinter holdt han foredrag med hans klassekammerat, Alma, om kamæleonen - et foredrag de fik stor ros for. Musik er han ikke vild med, men han gør sig umage, og vi er ret opsatte på at fortælle ham, at vi er allermest glade for, at han gør sig umage - det er ikke så vigtigt, om han er god til det eller ej. Man kan ikke være god til det hele, og man kan heller ikke nødvendigvis lide alle fag. Matematik og dansk er stadig favoritterne, selvom vi havde troet, at han ville blive glad for Natur & Teknik, som er et nyt fag i 2. klasse. Havde det ikke været fordi, de har brugt en stor del af skoleåret på at tale om kroppen og om blod, havde det sikkert også været tilfældet. Men William kan ikke tåle at høre ordet 'blod' (han har visse ord og lyde, som han ikke kan li', og som gør ham rigtig ked af det/oprørt at høre), så det har ikke været det store hit. Måske når nu de begynder at tale om magneter, får han større interesse for det. Han skal her i januar begynde på Swimmix Team Sølv holdet og er blevet en rigtig habil svømmer. Det er en ren fornøjelse af se ham svømme med både fart og teknik på plads. Vi er spændte på, om han vælger at svømme konkurrencer, når han en gang er færdig med Swimmix holdene. Der er kun ét mere tilbage efter Sølvholdet... Han går også stadig til bordtennis, hvor det går ok. Han synes ikke altid det er sjovt (han synes kun det er sjovt, hvis han vinder), men det er god træning for ham og ind til videre hænger han ved. Han bygger gladeligt Lego, når han får noget nyt, men han leger ikke rigtigt med det. Han spiller mest Skylander og bygger ting i Minecraft - både på Ipad og computer, og han fortæller lystigt og ofte om alle detaljerne i det, han laver (og moderen forsøger at lytte engageret men det kniber lidt ind imellem, når det bliver FOR detaljeret).

 

Conrad fik sin navneattest på sin officielle navnedag den 26. november, og herefter gik vi straks i gang med at søge om pas til ham. Vi skulle nemlig til USA på juleferie. Først til Washington og bagefter til Houston for at besøge familien. Vi rejste den 15. december og havde nogle dejlige dage i Washington med sightseeing en masse, inden turen gik sydpå til Texas. Her var vi hos moster Anne og onkel Hans og fik shoppet til den store guldmedalje og ellers bare hygget og slappet af. Skønt var det! Lidt turisme blev det dog også til.

Vi tog nemlig til San Antonio, hvor vi besøgte Alamo, Sea World, en dyrepark og gik river walk. Vi var egentlig ret stolte af, at det lykkedes os at pakke bil, 5 børn og 3 voksne (Hans skulle desværre arbejde) og kun være 1½ time forsinket ift. planlagt afrejsetidspunkt ;-)

Inden afrejse til USA var mormor, Martin og børnene i teatret og se Folk og Røvere i Kardemomme By (William har set den før, og Elinor kan alle sangene, som hun elsker), vi har ude at spise brunch med onkel Preben, og farfar og farmor har været herovre og fejre før-jul. Martin nåede også at være en tur i Belgien sammen med Michael Fagernæs for at hamstre øl, og i skolen var der gang i den med juleklip og diverse sammenkomster. December er med andre ord gået hurtigt med en masse aktiviteter og gøremål - og det samme er tiden i øvrigt. Jeg forstår slet ikke, hvordan der har været tid til, at både Martin og jeg gik på arbejde.... men det var der måske i virkeligheden heller ikke, hvis man tænker godt efter... :-/

 

2013

 

September 2013: For at starte med det sidste først så er der nu 3 uger til termin!! Vi venter nemlig en lillebror, Conrad, her i starten af oktober og glæder os allesammen. Det er en rigtig familiebegivenhed at vente en ’efternøler’, og især William følger med i graviditeten og tænker over, hvordan det mon bliver, når lillebror melder sin ankomst.

 

Selv er jeg hvad man vist godt kan kalde ’besværet’. Jeg har været sygemeldt en del af graviditeten på grund af bækkensmerter, behov for ro, så ’bebs’ kunne vokse som han skulle, jeg kunne slippe af med diverse infektioner og  forkølelser,og så jeg forhåbentlig kunne få sovet lidt mere/bedre (i stedet for hele tiden at tænke på arbejde!). Det med søvnen går dog lidt si som så, for arbejdstanker blev i stedet udskiftet med knagen og smerter i bækkenet, hver gang jeg vender mig... hmmm... der er vist en grund til, at man anbefaler kvinder at blive gravide i starten af 20’erne og ikke i slutningen af 30’erne! Hvorom alting er, går det efter omstændighederne godt, men jeg glæder mig til snart at få min krop tilbage og få de høje hæle på igen J

 

Her i september måned fik Martin nyt job. Det gik rigtig hurtigt. Lige pludseligt. Han havde søgt ét job og var blevet kontaktet om et andet. Ikke fordi han som sådan søgte nye udfordringer lige nu, men fordi interessante sikkerhedsjob ikke hænger på træerne, så det er med at være nysgerrig og lydhør, når de dukker op. Således så gjort, og han begyndte derfor sit job som it-sikkerhedschef i NNIT for blot nogle uger siden. Det passer også meget godt med, at han skifter job, omtrent når vi venter barn; med William skiftede han til Rigspolitiets it-kriminalitetsafdeling, og med Elinor skiftede han til KPMG i New Zealand J

 

Vi har også fået taget fat på et par husprojekter mere her i den seneste tid – nok mest foranlediget af min enorme rastløshed og ”to-do behov” og muligt fordi Martin har fået blod på tanden i forhold til gør-det-selv projekter, så han bare er gået i gang. Vi har således renoveret vores badeværelse i kælderen så det er blevt lyst og rart, og vi er i gang med at lægge fliser på udendørstrappen ned til kælderen og reparere det, som mureren aldrig fik gjort, før han ’ditchede’ os og formentlig gik konkurs (desværre efter vi havde betalt ham det fulde beløb for reparation af vores trapper L).

 

Den 11. september blev det også Elinors 6 års fødselsdag; en dag hun havde planlagt og talt om i ½ år... hold op hvor havde hun glædet sig! Lørdagen forinden havde vi fødselsdagsgæster til boller og kage + aftensmad. Vi endte med at blive 21 og havde en rigtig dejlig dag, hvor vejret viste sig fra sin bedste side, og Elinor fik gaver, sang, opmærksomhed og godt selskab. Dejligt! På selve dagen havde Elinor længe planlagt, at hun ville have morgenmad på sengen, og kl. 06.30 stod hun op og spurgte, hvor den dog blev af – hi hi – så Martin var oppe og smøre boller og skære frugt ud til hende, og så fik hun en fin bakke og morgensang på sengen af storebror, far, mor og farmor, som også var kommet på besøg. Bagefter fik hun sit nye tøj på, som vi havde været nede i Lyngby og købe dagen før, og så var det ellers stolt afsted i skole. Senere på dagen var jeg derovre med flødeboller til klassen og endu en fødselsdagssang. Aftensmaden bestod af sushi og risengrød – en menu hun nøje havde overvejet og bestilt, og vi fik selskab af mormor og farfar samt Charlotte, Michael og børnene til at spise den sammen med os.

 

Jeg MÅ simpelthen lige vise Elinors ønskeseddel, som har været under udarbejdelse i nogen tid... Hun er ret sjov, for det er ikke nødvendigvis ting, hun har set i en butik men ting, som hun har tænkt grundigt over, hun godt kunne tænke sig:

 

  • Rulleskøjter str 31

  • Gavekort til Build A Bear

  • Gavekort til Fætter BR

  • Legetøjs papegøje som kan baske med vingerne

  • IPod Touch (den nyeste)

  • Kanin negleklipper

  • Bøger til at læse i om dyr

  • Rollespils sværd

  • Blomst til vindueskarm (solsikke)

  • Lysestager til vindueskarm

  • Tæppe m labrador på (turkis og rigtig blødt)

  • Billeder / plakater m dyr til væggen

  • Et pige Wii spil m dyr

  • Bøger om naturen og rummet; hvordan Gud skabte verden

  • Billeder af Rummet

  • Pære til lampe i loftet som lyser meget med det samme (ingen sparepære)

  • Tumle sørøverskib (Jake og piraterne)

  • Kage!

  • Dalmatinerhundehvalp

  • Tøj med bier på str 116-120

  • Kjole med hest eller krokodille eller bier på - med leggings eller strømpebukser (uden syning ved tæerne) der passer til. Str 116-120

 

Vi har haft en helt fantastisk dansk sommer, hvilket har været SKØNT for en gangs skyld. Men for en gangs skyld valgte vi også at rejse til varmere himmelstrøg, nemlig til Italien (Williams favoritland) sammen med Hanne og Henrik, vores naboer fra Ålholmvej. Vi havde planlagt rejsen længe; for første gang nogensinde havde vi faktisk sommerferieplanerne på plads allerede i januar, og så var det endda lige ved, at vi ikke kom afsted. Jeg havde nemlig fået en infektion som krævede penicillin, og fordi infektionen kunne sætte gang i en for tidlig fødsel, skulle jeg tage den med ro og tjekke infektionstal ret ofte... vi blev dog enige om, at bedre mulighed for at slappe af end at komme væk hjemmefra nok ikke fandtes, og infektionstallene kunne blive tjekket på ferien (der er jo heldigvis både læger og apoteker i andre lande også ;-) ). Så vi tog afsted på en 12 dages tur, som inkluderede et par dage ved Gardasøen og agriturismo i Toscana. En skøn ferie som bød på afslapning og hygge for alles vedkommende, og Martin havde selskab af Hanne og Henrik til at drikke rødvin og nyde Toscanas specialiteter, når nu jeg var dømt ude på dén konto J

 

Da vi vendte hjem fra ferie kom fætter Frederik på ferie hos os. Alene for første gang. Det var superhyggeligt. Han havde bestilt en tur til Frilandsmuseet og én til Planetariet, og børnene var lykkelige for at have tid sammen med deres søde fætter. Et par dage senere kom moster Anne og kusine Kamma og ikke mindst Elinors favorit: Gabby. Dejligt at se dem alle sammen og spendere tid sammen; det sker alt for sjældent! Da de vendte snuderne hjem mod Nordjylland, kørte vi til Kolding for at aflevere William og Elinor, som skulle på ferie med farmor og farmor. Det blev til en uge ved Bork Havn, som de nød i fulde drag, alt imens Martin og jeg nød at kunne gå ud at spise med gode venner et par aftener.

 

Inden skolestart var vi også på den årlige tur til Bakken med onkel Preben. Det er en hyggelig tradition, som byder på den samme start og slutning hver gang: en tur i mariehønen. Efterhånden er vi ved at have en nogle gode traditioner sammen med onkel Preben: turen på Bakken, julefest hos TopDanmark, en brunchaftale på en café et sted i København og i år valgte vi også at tilføje en påskefrokost til ’listen’ J

 

August måned bød på skolestart for både William og Elinor samt lægens anbefaling om sygemelding i resten af graviditeten for mit vedkommende og en 38 års fødselsdag for Martins vedkommende. Martin valgte en stille og rolig dag, fordi han havde travlt på arbejdet i den periode og arbejdede en del i weekenderne, så han sluttede dagen af med en bøf og en whisky (uden andet tilbehør) og syntes vel egentlig, det var en ganske glimrende middag J Jeg selv arbejdede en del på trods af sygemelding for at få projekter og opgaver lukket og overleveret, men det gode var, at jeg kunne gøre det i mit eget tempo og på de tidspunkter, hvor jeg havde det godt, så det fungerede egentlig ok, synes jeg.

 

William startede i 2.b og Elinor i 0.c den 12. august. William syntes ikke, der var nogen grund til atgøre noget stort ud af første skoledag, så han var klar til at smutte afsted alene, som han plejer, og Elinor var ret klar på dagen, fordi hun jo havde nogle måneder som maj-barn inden sommerferien og derfor kendte skolen og de voksne ret godt allerede. De blev dog begge fulgt afsted, for VI ville da ikke misse deres første skoledag, som er en KÆMPEbegivenhed... synes vi... J Elinor har fået en rigtig god lærer, Bettina, og hun er kommet i klasse med sin bedste ven Oscar Raskov og endnu en god ven, Oscar Bonde, fra børnehaven, og desuden kender hun en pige, Marie-Louise, som er lillesøster til en af Williams bedste venner, Sebastian. Starten som maj-barn var superpositiv, og hun nød den frihed der lå i at kunne bevæge sig frit omkring på skolen – både inde og ude – og selv bestemme, hvad hun ville lave. Så hun var hurtig i gang med at udnytte udendørsarealerne og besøge alle værksteder, og har allerede syet flere ting, lavet ting på træværkstedet, produceret diverse malerier og andet på multiværkstedet og været leveringsdygtig i efterhånden mange perleplader J Hun knyttede sig også hurtigt til de voksne og har fået mange nye venner, så hun trives som en fisk i vandet. Til første forældremøde fortalte Bettina og primærpædagog Helle da også, at hun er et dejligt nysgerrigt barn, der er fantasifuld og empatisk og kan lide at følge med i timerne. Hvor bliver man bare STOLT og GLAD, når man hører det J

 

I august startede Williams svømmehold også igen. Han er begyndt på Team Bronze og er megadygtig! Det er helt vildt at observere ham crawle ubesværet og hurtigt igennem vandet, og han nyder det i fulde drag. Han går stadig til bordtennis også og skal her i efteråret til at spille to dage om ugen, og herudover har han meldt sig til rollespil på skolen hver tirsdag, så hans ’ugeprogram’ er ret besat. Elinor er igen begyndt til ridning, og jeg tror, at ”hendes” hest, Cæsar havde savnet hende henover sommeren. Han vrinsker glad, når hun kommer, og hun hygger sig på rideskolen og gør sig enorm umage, når hun rider (heldigt, for man ved aldrig helt... og det kan jo være en farlig sport, hvis ikke man tager det alvorligt). Hun ville også gerne gå til to ting og har i nogen tid talt om karate og ballet. Vi er dog blevet enige om, at hun altså skal lære at svømme, før hun må vælge andre sportsgrene, så efter en vurdering hos Swimmix, er hun tilbage og skal starte på Delfin-holdet SUF (Svøm Uden Forældre), og hun virker heldigvis motiveret og glad for det. Vi har sagt til hende, at hun blot skal lære at svømme uden armvinger, så hun ikke føler, at vi presser hende. Det ved vi af erfaring bare giver bagslag.

 

I vinter fyldte William 8 år, og han var på sin årlige tur med onkel Preben til LegoWorld, hvor de som sædvanligt hyggede sig i hinandens selskab. Elinor og jeg tog ligeledes på den årlige ’pigetur’ ind og se Disney on Ice, og det er altid en begivenhed at få os transporteret rette sted hen... sidste år endte vi med at tage en taxi ind til Forum, fordi der var røveri på en af togstatioerne, og toget ikke kørte videre, og i år endte vi ligeledes i en taxi. Denne gang fordi det ikke foregik i Forum, som jeg troede men i Ballerup Arena, så hu-hej vilde dyr i en taxi afsted. Vi nåede det, og Elinor som elsker eventyr, var vildt benovet over showet.

 

I februar var det også fastelavnstid, og især Elinor bruger en stor del af året på at finde ud af, hvad hun vil være. I år landede hun på enhjørning... og da jeg ikke var ude i god nok tid til at finde et kostume til hende, endte det med, at jeg måtte inddrage både moster og mormor for at få kostumet hjem fra USA tidsnok til fastelavnsfesten i børnehaven... Men Elinor var glad og bruger tit sit kostume, når hun leger, og ind i mellem har hun det endda også på i skole J Og næste år har hun besluttet, at hun vil være pingvin! William går ikke så meget op i det; kunne vel i virkeligheden godt undvære at blive klædt ud, men han elsker fest og ’hygge’, og hvis der hører udklædning med, så må det være sådan! I og med at han er begyndt at gå op i rollespil, er han dog blevet mere og mere interesseret i at være klædt ud. Hver tirsdag overvejer han, hvad han skal være til rollespil: trold, god, ond eller noget fjerde, og udklædningen skal selvfølgelig passe til rollen (og så beder han bare sin farmor om at sy udstyret) :-)

 

Første ultralydsscanning foregik også i februar, og her fik børnene også at vide, at de skulle have en lillebror eller lillesøster. Det var lidt tidligt, men fordi der var lussingesyge-udbrud i børnehaven, og jeg ikke har haft det, skulle børnene have taget blodprøver for at se, om de havde haft det eller ej. Ikke nogen sjov oplevelse for nogen af dem, så de skulle have en forklaring på, hvorfor det var nødvendigt. De blev heldigvis rigtig glade J Da vi var forbi 12. uge valgte vi også at tage dem begge med til en ekstra scanning, så de kunne forholde sig til, hvad det var deres mor havde inde i maven. Både Martin og jeg var spændte på at se deres reaktion, og da jordemoderen så fortalte, at det var en lillebror, vi skulle have, var der først stilhed... og efter nogen tid sagde Elinor: ”jamen William, så var det ikke en abe!” Herligt J J

 

I foråret skulle Martin til USA – til Stanford – igen for at tage 3. del af sin uddannelse derovre. Han synes det er superfedt at være afsted, og vi andre nyder godt af alle de ting, han har med hjem til os: tøj, sko og andet godt. Planen er, at han skal afsted igen til foråret; det ville være fedt, hvis vi kunne tage med denne gang, men nu må vi se. I første omgang tror jeg, vi tager til USA for at holde jul med moster Anne & Co, men lige nu, skal vi blot have ventetiden på baby Conrad overstået... og nedtællingen er i fuld gang!

 

 

Februar 2013: Sommerferien forsvandt jo næste ubemærket hen, men her cirka ½ år efter, vi skrev sidst, er det stadig turen til Sverige og ikke mindst vores fantastiske hjemmebyggede terrasse som vi nød mange gode morgenmadsstunder og grillaftener på, som står tilbage i hukommelsen.

Og så bød december på en tur til varmere himmelstrøg endnu en gang; vi tog nemlig til Kap Verde igen, hvor vi badede, solede og slappede fuldstændigt af i en uge :-) En sådan decembertur kunne vi sagtens blive afhængige af!

 

August bød på den traditionsrige tur på Bakken med onkel Preben og Kirsten samt fødselsdagsbrunch med farmor og farfar i Odense, hvorefter begge børn tog med retur til Kolding på ferie.

I august begyndte både William og Elinor til svømning igen efter ferien, og William er begyndt på Team Swimmix – et ”rigtigt” svømmehold hvor de øver de ting, de allerede har lært, og han er helt eminent til både crawl, brystsvømning og butterfly efterhånden. Ret sejt! Men han er jo også en arbejdssom og disciplineret dreng, så når først han har fået fat i teknikken, går det bare derud af! Han klarer selv omklædningen både før og efter og er virkelig blevet en selvstændig dreng. Hvor tiden dog flyver afsted!

Elinor rykkede efter sommerferien op på Delfin-holdet men var (stadig) ikke synderligt motiveret for at lære noget på en struktureret måde, så vi overvejede, om det er det rette for hende. Selvom læringen kommer igennem leg, er der jo visse ting, man skal for at være med på et hold, og det gider Elinor ikke rigtigt... I efteråret var hun ellers blevet superdygtig til at svømme; det var som om, hun havde fået et selvtillids boost, så hun dykkede og fulgte med i undervisningen, men nu har vi besluttet at holde en pause fra svømningen. Så må vi se, om det kan arte sig på et senere tidspunkt. Vi har stadig et princip om, at begge børn SKAL lære at svømme. William går fortsat til bordtennis og er glad for det. Elinor siger, hun går til ridning, men vi venter nu lidt med at melde hende til et rigtigt hold. Hun rider fortsat ind imellem i Dyrehaven, og det nyder hun. 

August var også måneden Elinor var på koloni med børnehaven i 5 dage. Det var en stor oplevelse for både forældre og barn, som heldigvis gik over al forventning. Dog har Elinor ingen planer om at være væk fra sin far og mor igen; hun kan bedst li’ når hun ved, hvor vi er og allerhelst skal vi være lige i nærheden.

William begyndte i 1. klasse, og i 1. klasse er de på biblioteket hver uge, og der er både dansk og matematik lektier flere dage om ugen. Matematik klarer William hurtigt, så han når det hele i skolen. I dansk går det ikke helt så hurtigt, til gengæld læser han stort set fejlfrit. Han har et stort overskud, når han læser og kan også lægge tryk på ordene, så det bliver en oplevelse at lytte til ind imellem. Han staver også uden den mindste tøven og med stor begejstring skriver han det, han vil – ind i mellem med mange børnestavede ord, men det er fedt, han ikke lader sig begrænse af, om det er rigtigt eller forkert stavet. Det ville ellers have faldt ham naturligt. Jeg tror, at hans lærer, Tobias, er den helt rigtigt lærer for ham, og William er da også meget begejstret for ham. 

William begyndte at gå selv i skole allerede i starten af 1. klasse – mest fordi han stod så tidligt op og havde styr på sine morgenrutiner og derfor var klar til at komme ud af døren allerede kl. 07.30 (og der var vi andre ikke). Så nu er det blevet til en helt naturlig vane, så vi skal være hurtige, hvis vi gerne vil følge ham afsted ind imellem J

Elinor fyldte 5 år i september og holdt fødselsdagsfest. Hun ønskede sig brændende en kanin (eller en hest eller en hund...), så farfar forbarmede sig over hende og købte en meget fin kanin til hende, som hun døbte August. August er en blågrå hermelin kanin af den sødeste slags; dog ikke specielt kælen, da han egentlig er avlet til udstilling (og har en fin fin stamtavle J), men Elinor var glad... og er glad om end hun ikke synes, der er nogen grund til, at det er hende, der skal passe ham. Så vi andre – inklusiv William – som sørger for, at han får mad om morgenen og gør rent i hans bur, som står udenfor. Elinor derimod spurgte: ”Mor, kan August ikke få en au-pair?”. Vi vidste ikke en gang, hun kendte ordet! Andre guldkommentarer fra Elinor: ”Jeg skal jo sælge kaninen, når jeg skal have en tiger”. Og i den lidt mere rebelske genre: ”Jeg vil ikke følge regler. Aldrig nogensinde. Nogle regler, ja. Andre regler, NEJ!

Elinor elsker dyr og har efterhånden en hel dyrepark i bamser og deslige. Da vi en dag serverede en hel kylling (det plejer vi aldrig at gøre) til aftensmad, var hendes bemærkning da også: mor og far, I må ikke slå dyr ihjel, som ikke er blevet gamle.”

Hun er nu begyndt at ville have opsat hår; efter besøget i ”Pipi land” (hvor fletninger blev populære) og mosters gode overtalelsesevner, vil hun nu gerne have håret sat op, og hun er noget af det smukkeste, med håret væk fra ansigtet. Men håret skal være langt. Lige så langt som Rapunzels hår, siger hun, så vi får hende kun lokket med til frisøren, fordi vi fortæller hende, at man skal klippes ind imellem for at håret kan blive langt :-)

Elinor er en pudsig størrelse, for selvom hun er et egenrådigt lille væsen, er hun ret usikker, så vi forsøger generelt at booste hendes selvværd og fortæller hende, at hun er ”klog, smuk, fantastisk, dygtig, dejlig, sød og modig.” Det med modig, er ret vigtigt for hende, så det skal med i ”godnat-mantraet”.

William bygger lego i ét væk. Han leger ikke med det, men han får mange timer til at gå med at bygge det – meget nøje efter brugsanvisningen. Ind imellem bliver han rasende, når det ”driller”; så råber han og bander af det og kaster det ad pommern til... har hørt at hans far gjorde nogenlunde det samme, da han var lille ;-)

William kan være både stædig og meget påståelig, så det var en spændt mor, der havde forberedt sig på Williams 1. madlavningsdag, hvor han skulle lave spaghetti med kødboller og tomatsauce... og han ville IKKE have hjælp... Til sidst fandt vi dog ud af at lave den sammen, om den var fantastisk. En stor succes som vi gentager hver tirsdag, der fremover er Williams maddag.

William kommer også af med nogle sjove bemærkninger i ny og næ: da mormor sagde til ham, at han var en smuk und mand, svarede han: ”Nej, jeg er en rig ung mand!” han passer godt på pengene og er meget optaget af altid at have penge og at tjene penge, så han kan købe det, han ønsker sig. Når han bliver teenager, siger han, vil han arbejde i en iskiosk eller i Fætter BR.

I slutningen af september var Martin og jeg til middag på Kiin Kiin – en skøn sanseoplevelse og dejligt at være ude at spise som par; noget vi gør alt for sjældent på trods af de gode intentioner. Vi satser på en weekentur uden børn til foråret!

I en travl hverdag prøver vi ind imellem at sørge for, at der er et pusterum – enten ved at være med Elinor til morgensamling i børnehaven, eller hente et af børnene tidligt og tage på café eller lign. I weekenderne går vi ofte ture, hvor vi kan gå i fred og ro og tale sammen. Det er enormt hyggeligt og et af de få tidspunkter, hvor der er ro på til at tale sammen og høre om ugen der er gået; hvad man har oplevet, hvad der fylder osv. God energi :-)

 

 

2012

 

Juli 2012: Helt brak ligger hjemmesiden ikke, selvom det er sjældent, vi opdaterer den. Så her kommer lidt nyt siden sidst, om end det er i rimelig grove træk, da det jo snart er et år siden, vi sidst skrev noget på siden.

Sidst vi skrev, fortalte vi om de tre ugers sommerferie, som næsten forsvandt ubemærket hen… Og selvom Martin for et år siden svor, at han ALDRIG ville holde sommer i Danmark igen, er vi her… igen… i Danmark J Dog skal det siges, at vi netop er hjemvendt fra en dejlig 4 dages tur til Sverige sammen med moster Anne, onkel Hans, kusine Kamma og fætter Frederik, hvor vi var i Liseberg og Astrid Lindgrens Verden. Desforinden var vi i Frederikshavn og Strandby for at være i nærheden af moster & Co’s sommerhus og deltage i såvel fætter-kusine fest samt fejring af Annes 43 års fødselsdag.

At aldrig blev til alligevel skyldes bl.a. at vi tog på en mere eller mindre impulsiv ferie i Kap Verde i december sidste år og derved fik den varme, sol og ferie, som vi ikke fik i Danmark sidste sommer. Ferien i Kap Verde var fantastisk – særligt fordi den blev planlagt lige efter, at jeg havde skrevet under på en ansættelseskontrakt på mit nye job, så det var ligeledes en fejring af det + en ”pusten ud” efter et hårdt år på arbejdsfronten.

Arbejdsmæssigt valgte jeg at se på flere forskellige typer stillinger: traditionel HR chef stilling (som jeg hurtigt afskrev som værende for administrativ og ”daglig problemløsende” og dermed for ’træls’), HR Business Partner, ekstern konsulent inden for HR og en udviklingsstilling inden for HR. Ideelt set skulle det også være i en international og relativ akademisk virksomhed og gerne i cykelafstand… HR Business Partner rollen og den eksterne konsulent rolle blev også afskrevet efter nogle samtaler forskellige steder (den første for at være for lidt strategisk og alt for udførende, og den anden på grund af den usikkerhed som ligger i en ekstern konsulentrolle med krav om indtjening), og så stod jeg tilbage med en udviklingsstilling inden for HR. Jeg fandt et stillingsopslag på LinkedIn, hvor Aalborg Portland søgte en Performance, Development & Internal Communication Manager, Nordic & Baltic Region med arbejdssted i København. Selvom jeg egentlig ikke troede, mit CV kvalificerede mig til stillingen (blandt så mange andre ansøgere som der er til stillinger p.t.), søgte jeg den. Og til min store overraskelse ringede HR direktøren mig op og spurgte, om jeg havde lyst til at drikke en kop kaffe med ham. Det sagde jeg pænt ’ja tak’ til J Og efter 3 kopper kaffe og møde med den italienske Chief HR Officer og ditto CEO, fik jeg tilbudt jobbet. Det var ikke i cykelafstand men ellers ret så godt ramt ift. mine ønsker, som også inkluderede erfarne og dygtige kollegaer og en god personaleleder (det fik jeg så ikke helt, men det vidste jeg jo ikke dengang). 

Jobbet begyndte jeg på i januar, og det går ud på at delvis udvikle HR-tiltag i Norden & Baltikum og delvis at være ”buffer”/stødpude for tiltag iværksat i det italienske holding selskab, Cementir Holding, som skal implementeres her i vores region. Området inkluderer rekruttering, introduktion for nye medarbejdere, employer branding, performance management, medarbejdertilfredshed, medarbejder- og lederudvikling, potentiale- og talentudvikling samt ikke mindst kommunikationsområdet internt… og faktisk også eksternt når det handler om organisations- og medarbejderinformation. Det er (selvfølgelig) væsentlig mere omfattende, end jeg havde forudset, men det er rigtig spændende, og jeg er enormt glad for min nærmeste kollega, Britta, som er ansvarlig for det administrative, det juridiske og det talmæssige, herunder også alle processer. Nu ikke mere om job i denne omgang andet end at sige, at jobbet blev årsagen til, at vi valgte at smutte på ferie i december!

Valget faldt på Kap Verde på grund af temperaturen og det faktum, at tidsforskellen var minimal. Endnu et vigtigt element var, at der ikke var så mange ting at se på øerne; ferien var nemlig ment som en 100 % afslapningsferie. Så ingen mulighed for forstyrrende udflugter, som jeg ville kunne finde på at slæbe familien ud på :-) Så vi tog af sted på en uges all-inclusive ferie på øen Boa Vista i Kap Verde.

Kap Verde ligger ca. 500 km ud for Afrikas vestkyst og er en selvstændig republik. Navnet betyder "Det Grønne Forbjerg", men der var nu ikke meget grønt over Boa Vista; det var en ørken med sand og sten og nogle få farverige men fattige byer.  Boa Vista har ca. 3.350 indbyggere hvoraf de 2.500 bor i hovedbyen Sal Rei, som jeg fik lokket familien (mere eller mindre frivilligt) med på udflugt til. Sikke en kontrast til et luksus ressort 34 km fra nærmeste by!!! Vandet skulle hentes i byens brønd (der er generel mangel på vand, da landet ikke har nogen ferskvandskilder og nedbøren er sparsom), og elektricitet havde de kun i nogle af døgnets timer. Alt i alt et fattigt folkefærd, som mangler ressourcer, hvilket understreges af, at det er emigrerede Kap Verdianere, som sender penge retur til landet, der står for den næst største BNP kilde i landet. Den største er serviceindustrien som vores visit bidrog til (så kan man da glæde sig over dét, når nu man ellers føler sig helt forfærdelig over at leve i hotelluksus, når lokalbefolkningen mangler mad, tøj og andre simple ting, som vi andre tager for givet).

Ferien var fantastisk for os alle fire; Martin fik læst bøger, jeg fik sovet og gået ture langs stranden, og børnene fik badet og drukket frugtdrinks til den store guldmedalje J vi var således friske og veludhvilede, da vi vendte hjem til kolde vinter-Danmark og julen, som ventede forude.

Julen holdt vi hjemme – sædvanen tro efterhånden – sammen med farmor, farfar og mormor. Som vi efterhånden også har fået tradition for lavede vi forskellige ting med børnene på søndagene i advent: bagte julekager og spiste æbleskiver, hentede juletræ ved Frederiksdal Slot og pyntede til jul. Den 23. december spiste vi risengrød med farmor, farfar og mormor og kastede mad ud til rensdyrene. Maden havde vi blandet godt med glitter og glimmer, så de kunne finde det i mørket, og skålen med grød til Julemanden, satte Martin og Elinor op på loftet.

Vinteren var lang, så desto gladere blev vi for godt påskevejr, som hjalp os igennem resten af foråret, som mest af alt mindede om sent efterår. Da frosten slap (i maj!), begyndte vi igen med vores hus. Og haveprojekter og satte således gang i reparation af sokkel og terrassebygning. Terrassebygningen valgte Martin selv at stå for, og hans svendestykke er efterhånden færdigt og superflot! Også sædvanen tro efterhånden, har arbejdsfordelingen været klar: jeg har stået for indkøb, og Martin har stået for det praktiske samt ”håndværkeriet” denne gang også. Og det kan ikke siges for ofte: det er virkelig godt lavet! Jeg tror, han har fået blod på tanden, og at han hygger sig med det manuelle arbejde som kontrast til computer arbejdet, så for nogle uger siden valgte han også at give sig i kast med at anlægge nyt stenbed, efter at jeg havde indkøbt 6 tons(!) pigsten og 900 kilo barkflis til formålet. 

I forhold til børnene sker der hele tiden noget; de vokser og laver ”udviklings-spring”, hvilket man tydeligt kan mærke. Det er svært at huske alle sjove kommentarer, oplevelser mv., men nogle af dem får jeg da skrevet ned. Heldigvis. Eksempelvis sagde William i januar til en legekammerat: ”På mit værelse må man prutte, alt det man vil!” Og Elinor stavede stolt til L-O-R-T og gik endda så vidt som til at spørge, hvad det hed på engelsk. 

Ligeledes i januar læste William for første gang højt fra en biblioteksbog, som han havde lånt med hjem fra skolen (han låner bøger med hjem hver mandag), og han gik for første gang alene hjem fra skole (med en spejdende og lidt nervøs far, som ventede på ham herhjemme).

William kommer også med nogle guldkorn ind imellem. Han indleder sætninger med: ”Mor, jeg gider simpelthen ikke spilde min tid med at...” Da jeg en dag spørger ham, om der er noget, der er svært i skolen, tænker han længe og nøje over sit svar, inden han siger: ”det er et svært spørgsmål. Måske kan jeg svare på det, når jeg er blevet lidt klogere.” Og i forbindelse med en snak om sport, da han ikke ville gå til fodbold mere: ”Kan jeg ikke bare få lov til at være mig?” Han er generelt ret god til at sætte ord på sine følelser; elsker at få ros, og det bedste man kan fortælle ham er, at han er et godt menneske (det er han ret optaget af at være). På spørgsmålet om hvad vi skal lave i weekenden som familieting svarer William: ”Spise is!” Og da vi så præciserer og siger, det skal være noget vi kan lave sammen, som ikke nødvendigvis inkluderer mad, svarer han: ”GÅ hen og spise is.... Men ikke for langt.” :-)

 

Elinor var igen begyndt til gymnastik – inspireret af sin legekammerat Vilma. Men gymnastik var og blev ikke Elinors favoritsport, og efter 3. gang besluttede hun sig for, at hun ikke ville af sted mere og proklamerede, at vi havde tvunget hende til at gå til gymnastik! Men har man meldt sig til, må man gå, ind til holdet slutter. Så der var nedtælling til sidste gymnastiktime for Elinors vedkommende, selvom hun var ganske dygtig til det og egentlig syntes, det var ret sjovt, når hun først kom i gang. Men Elinor er en stædig pige, som ikke lige skifter mening om tingene, så gymnastik var IKKE sjovt! 

Selvsamme Elinor er blevet glad for at få tyggegummi, så da hun hørte sin far højlydt overveje, om det nu var noget hun skulle have hver dag, gemte hun tyggegummi i sin natble! Martin opdagede det kun, fordi hun til morgen ikke ville have bleen af :-) Opfindsomhed mangler hun i hvert fald ikke. Hun gemte også et æble, som hun havde snuppet uden at få lov, under Williams seng. Sin tiger (tøjdyr) havde hun givet sin pædagog, Dorthe, med hjem i fredags, så tigeren kunnne passe på Dorthes katte... Lørdag aften blev hun dog meget ked af det, for tænk hvis kattene kradsede Tiger i stykker? Hun har den mest fantastiske krøllede måde at tænke på.

 

Elinor læser tonsvis af bøger, når hun skal sove; sidder og bladrer og fortæller historier højt til sig selv imens, og det kan vare timer, før hun lægger sig til at sove. I fjernsynet elsker hun at se Lille Nørd og Sebastian på Eventyr - alt hvad der inkluderer dyr. Hun ser det på computeren og er helt opslugt. Skal hun se tegnefilm, er Dora favoritten. Dejligt at hun endelig er begyndt at se sine egne yndlingsprogrammer og ikke kun følge William.

 

I februar var Elinor og jeg i Forum og se ”Disney on Ice” til Elinors store fornøjelse, og vi fejrede Williams 7 års fødselsdag, som han havde set frem til i over 100 dage (og talt ned til). Denne måned besluttede William desuden, at han ikke længere ville gå til fodbold, og at han i stedet gerne ville gå til bordtennis (vi spurgte, om han ville gå til tennis, men da han fik at vide, det var en udendørs sport, svarede han, at han så hellere ville gå til bordtennis J), så i marts begyndte William til bordtennis i Virum-Sorgenfri bordtennisklub. Og han er rigtig glad for det! Han går sammen med børn på 10-14 år, men det lader han sig på ingen måder mærke af, hvilket er ret sjovt. Og fedt.

 

I marts var vi også til forældresamtale i 0.B, hvor vi fik at vide, at William var en rigtig dygtig dreng, som var god til at omgås sine kammerater og trivedes godt i skolen. Hans eneste udfordring var, at han ind imellem havde svært ved at indgå i lege, som han ikke selv havde bestemt. Herhjemme sagde han ikke så meget, andet end at han ikke trivedes så godt i frikvartererne, men med en god snak med ham om, hvordan man kunne være åben overfor andres legeideer og med hjælp fra Birgit (”Burger”), 0.B pædagogen, har han efterhånden fundet ud af det. Både Martin og jeg bliver derfor mægtig stolte, når vi hører William spørge sine kammerater, hvad de kunne tænke sig at lege og gå med på legen, selvom han i udgangspunktet havde forestillet sig at lege noget andet. I marts deltog William også i sin første skolefest, og da vi nåede til april var det tid til at fejre hans fødselsdag sammen med Forårsgruppen i klassen. Fællesfødselsdagen blev fejret som Olympiade med lege og medaljer i skoven ved Geels Bakke.

April var også måneden, hvor William skulle have været i legegruppe hos Nellie (som nu er den pige, han har det sjovest med i skolen). Men da moderen kom for at hente børnene, som skulle med hjem, spurgte William, om han SKULLE med… Dertil svarede hun: ”Nej…”, og så var Williams konklusion, at det ville han ikke så! Elinor var på ferie i 4 dage hos farmor og farfar og var (selvfølgelig) i Givskud Dyrepark, hvilket hun talte meget om, da hun kom hjem. For som hun siger: ”Jeg elsker jo dyr!”

Maj bød for mit vedkommende på en tur til Rom i 6 dage… havde aldrig før været så længe væk fra børnene – men de hyggede sig gevaldigt med Martin, som lavede hyggelige og sjove ting med dem hele ugen, så deres eneste bekymring var, om jeg nu også huskede at købe en gave med hjem til dem. Det gjorde jeg, for i en times pause i programmet midt på ugen, blev jeg eskorteret t/r Disney Store af to italienske kollegaer, som bor i Rom, og som derfor kendte alle smutveje i byen J I maj var der også forældresamtale i Brede Børnehave, og Elinor fik ros med på vejen, selvom hun stadig går sine egne veje og kan være en rigtig spilopmager – især sammen med Oscar Raskov, som er en af hendes bedste venner. Der har ellers været lidt skærmydsler ift. børnehaven og Elinors nye pædagog, Dorthe, som havde klare ideer om, hvordan Elinor skulle passe ind i boksen, og når hun nægtede, havde hun rigtig svært ved at håndtere det og mente Elinor var et sensitivt barn. Det mente vi ikke; vi mente blot at Dorthe ikke havde fundet ud af, hvordan Elinor skulle tackles og have plads. Med lidt erfaringsudveksling (og en snak med Elinor om at være en ”Ja-pige”) er det da også gået bedre og bedre, som tiden er gået. Heldigvis da. Men selvom vi er rigtig glade for børnehavens pædagogik og traditioner og det faktum, at Elinor er i skoven hver eneste dag og lærer at lave mad på bål, fange fisk og genkende planter og blomster, så savner vi – og især Elinor – den varme og omsorg, som hun blev mødt med i den gamle børnehave (og hun mindes den stadig med glæde og vil mægtig gerne besøge den, herunder også hendes favoritlegekammerat Ali, som hendes sælbamse er opkaldt efter J). Men den gamle børnehave var – og er – under forandring; flere af pædagogerne er gået ned med stress og der er stort set ingen danske børn tilbage, hvilket bl.a. har indflydelse på de traditioner og ting, de voksne laver med børnene + det sproglige og læringsmæssige niveau. Rigtig ærgerligt.

I juni var der sommerfest i børnehaven, hvilket bød på teater og andre festligheder, som inkluderede det sædvanlige (store) engagement fra forældrene. Elinor og jeg var hofdamer i årets opsætning af ”Snehvide”, og jeg havde lavet kartoffelsalat, mens Martin bød ind med chokoladekage til aftenens buffet. Sommerfesten foregik en fredag, så William var ikke helt tilfreds med at gå glip af Disney Show og den is, som følger med… Og Williams holdning blev frejdigt kopieret af lillesøster, så ingen havde lyst til at blive til middagen (hun havde nu også svært ved at overskue det hele og ville helst sidde på sin mors arm og følge med)… Forældrene bryder sig egentlig heller ikke om sådanne arrangementer (især ikke moderen), så efter et halvhjertet forsøg på engageret deltagelse tog vi resolut vores tæpper, tallerkener og øvrige ting og smuttede hjem lige tids nok til Disney Sjov. Pyh. Sommerfesten i skolen gik lidt bedre, og vi blev der da en smule længere, men det bliver nok aldrig vores favoritdisciplin. Medmindre børnene begynder at synes, det er helt og aldeles fantastisk. Så ville der være et vist incitament. Måske. I juni var Martin også på sin (halv)årlige tur til Belgien for at hente øl sammen med Michael F. og en anden kammerat, så nu er kælderen igen fyldt op med belgiske specialiteter. Herligt men også lidt halvfarligt, for vi skal jo smage på det hele :-/ 

Der blev rejst en del, for Martin og jeg tog også et smut til Tyskland på ”bryllups-weekend”; vi var i Travemünde sammen med en masse ældre mennesker, hvilket i virkeligheden passede fint til vores energiniveau! Det var hyggeligt og dejligt at spise god mad, gå ture og svømme i hotellets pool og ikke lave ret meget andet end bare at slappe af.

Juli, som snart er slut, har været feriemåneden, og vi havde set frem til at holde fri efter en hektisk tid for både Martin og mig på arbejdsfronten. Vi var i Cirkus Summarum som sidste år og har fået set venner og familie til grill og hygge i haven – foruden turen til Nordjylland og Sverige naturligvis.

Efter turen til Sverige var det dejligt at komme hjem til huset; vi er blevet nogle rigtige ”hjemmefødninger” alle sammen.

 

 

2011

 

November 2011: Så står vinteren for døren, og sommeren forsvandt næsten ubemærket hen… Vi holdt 3 ugers ferie i juli måned, hvor børnehaven var lukket, og her fik vi rigtig… arbejdet på huset! Dejligt at få ordnet en masse ting i huset og ikke mindst udendørs men måske ikke så ’ferie-agtigt’. I hvert fald sagde Martin efterfølgende, at han ALDRIG ville holde ferie herhjemme i 3 uger igen, for det havde været en forfærdelig ferie! Selv syntes jeg jo, det var ganske fortrinligt at få rykket så meget i forhold til at komme mere på plads i vores hjem – vil gerne have husprojektet gjort færdigt inden årsskiftet nemlig.

 

Vi begyndte ellers sommerferien med en weekend i fantastisk solskin, hvor vi nød vores have og dens smukke farverige blomster. Vi tændte bål om aftenen og sad til langt ud på aftenen og hyggede og drak rødvin, efter at børnene var lagt i seng. Men det gode vejr holdt ikke, så når vi syntes vi skulle ud og opleve noget sammen med børnene, skete det i regn og blæst – som fx da vi besluttede os for at tage i Kongens Have og se hval-udstilling – og det var ikke til børnenes udelte fornøjelse. Så vi har lovet dem, at vi SNART skal på ferie til et varmt sted (med bamseklub J), så vi kan kompensere og få lidt mere sol, varme og afslapning.

Men vi nåede da også at hygge os og få nogle gode oplevelser i løbet af sommeren om end det ikke just var i ferien; bl.a. var vi på Bakken med onkel Preben og Kirsten, i Cirkus Summarum (kan anbefales!), i biografen og på Frilandsmuseet (et ’must’ når nu det ligger lige rundt om hjørnet), og så havde vi dejligt besøg af Søs & Co. Vi legede turister i Nyhavn og havde et par skønne dage i København sammen med dem. Besøget inkluderede også familiens hund, boxerhunden Gabi, som Elinor er helt og aldeles vild med. Hun kan slet ikke forstå, at Gabi ikke må blive hos os, og hun har flere gange proklameret, at hun altså vil have en hund (eller to)! Faktisk er hun så vild med hunde og ikke mindst heste, at hun tit og ofte leger, at hun selv er en hund eller en hest. Ja, fantasien fejler bestemt ikke noget hos hende J Så siger hun. ”i dag er jeg en hund, som hedder Malik” eller ”Mor, jeg er en hest med diamanter og guldglimmer”eller ”Jeg er en hest, der hedder Tobias Toft Humletoft!”. Der har dog også været andre dyr ’på tapetet’ den seneste tid, så nogle gange er hun også en undulat (der hedder Muffin), en ged eller noget helt tredje. Hun lever sig så meget ind i sine historier og fortællinger, at vi fx må overbevise hende om, at heste altså også har tøj på om vinteren, og på vores seneste tur til Frilandsmuseet måtte vi ikke tage billeder af hende, men vi måtte gerne tage et billede af geden, som i anledning af fotoseancen havde sat sig ned på alle fire for at understrege, at hun jo altså ikke var Elinor men en ged! Men spøg til side så er det skønt at se hendes glæde for dyr, og vi har lovet hende, at hun må gå til ridning, når hun er fyldt 5 år. Ind til da må vi låne en hest i ny og næ på Fortunen ponyudlejning og tage på ture i Dyrehaven, hvilket Elinor for nylig gjorde med farfar. Det var nok godt vi andre ikke var med, for til Elinors store jubel stak ponyen Diesel ofte i galop, og med farfar travende bagefter, fik hun sig således en til tider vældig hurtig men også formidabel tur i skoven J

Efter sommerferien glædede Martin sig til at komme tilbage på arbejdet, og han er generelt set utrolig glad for sit job i NNIT. ”Som en fisk i vandet”, er han. Selv kunne jeg godt have brugt lidt mere ferie, men det var også fordi jeg vidste, at efterårsperioden ville blive ualmindeligt presset. Og det blev den! Jeg har knoklet som en gal – i flere perioder mere end 60 timer om ugen – og det har trukket tænder ud, må man sige. Men vi havde en stor strategisk organisationsudviklingsopgave + en række kvalitets- og procesforbedringsopgaver, som skulle være færdige inden den 1. september… som blev til 1. oktober…. Og så blev vi enige om, at jeg skulle ’omorganiseres ud’ også, så min stilling blev nedlagt pr. 31. oktober. Meget mærkeligt men også fantastisk rart og en dejlig frihedsfornemmelse! Men det er det nok kun fordi, jeg ved, at jeg har fuld løn frem til næste sommer J Det har været en superspændende opgave, jeg har løst det sidste års tid i HandicapHjælp Danmark, men jeg trivedes aldrig rigtig selv i virksomheden, så i mit næste job skal opgaven/jobindholdet og min egen trivsel på hånd i hånd. Mit mål er derfor at komme ind i en international og mere kompleks, moden og ambitiøs virksomhed, hvor jeg kan have mit eget arbejdsområde men samtidigt være en del af et godt team – enten som manager inden for et fagområde eller HR business partner for ledelsen i en virksomhed.

Tiden p.t. benytter jeg derfor til at netværke og søge jobs, og det har jeg gjort i cirka 3 uger. Jeg har været til en række jobsamtaler og er inviteret til to mere ind til videre, og jeg håber at kunne starte nyt job i begyndelsen af 2012 – ideelt set den 1. februar. Så har jeg haft tid til at slappe af (det har jeg brug for), og så har jeg stadig nogle måneder med dobbelt løn, og det kan man jo altid bruge, når man både vil sætte hus i stand (vi skal have nyt fyr!) og på ferie til varmere himmelstrøg (meget gerne Kap Verde).

Siden maj er der sket meget med børnene. William er begyndt i 0.B. på Kongevejens Skole, og Elinor er begyndt på Værkstedet i Brede Børnehave. Og de trives ganske fortrinligt begge to! Elinor blev hurtig renlig, efter hun begyndte det nye sted, og det indebar også at hendes forstoppelse og hendes – på det seneste - hyppige opkast forsvandt som dug for solen. Børnehaven er Rudolf Steiner inspireret og har sin faste rytme både dagligt og ugentligt, og det skulle vi alle sammen lige vænne os til (husk rygsæk onsdag og fredag, ingen madpakke torsdag, forældrearrangementer med middag osv. osv.). Elinor skulle også lige vænne sig til det, men Ida og Zida, pædagogerne på stuen, er gode til at lade Elinor bevare sit jeg midt i al disciplin og struktur. Når der fx bliver sagt værsgo’ til frokost, så skal alle børn sætte sig rundt om bordet. Elinor får så lige lov til at løbe en ’selvstændighedstur’ rundt i huset, inden hun også sætter sig… og lader som ingenting J

William begyndte i skole den 15. august, hvor Martin og jeg som de stolte forældre fulgte ham i skole. Han havde sin fine nye Lego-skoletaske, som han har fået af mormor, på ryggen og gik åbensindet og nysgerrigt mod skolen. Det er lidt af en kliché, men hold da helt op, hvor var vi stolte af ham, og jeg fældede endda en tåre, da vi stod der i skolegården, og William vinkede ivrigt til os, da han sammen med sin lærer, Jette, og sine 24 nye skolekammerater gik mod klasseværelset. Lige siden har han stort set hver dag sagt: ”det blir’ en go’ dag”, og hvis han kunne, ville han gerne i skole juleaften også. Han har gode kammerater og efter-skole-legeaftaler flere gange om ugen, og han tager det ikke så nøje, om kammerater går i 0.B, en parallelklasse eller 1., eller 2. klasse for den sags skyld. William ER bare, og han synes det er ren slaraffenland at gå i skole og i SFO. I SFO’en har han som noget særligt fået lov til at deltage i udendørs rollespil, som foregår i Geels Skov (kun 4 børn fra 0. klasserne blev inviteret med, fordi de voksne mener, det kræver en vis modenhed). Herudover har han både lavet lertøj og træ-ting og har som noget nyt også lært at stå på wave-board ude i skolegården.

Her i oktober var vi til vores første forældremøde, og Jette samt den faste pædagog, Birgit (også kaldet Burger), havde kun ros at sige om ham. Jette fortalte, at han fungerede godt socialt, og at han allerede havde knækket læsekoden, så jeg skulle ikke blive overrasket, hvis han læste inden jul. Og i sidste uge fik vi så at vide, at han nu kunne læse. Vildt!! Da jeg spurgte, om der var noget, jeg skulle være opmærksom på, nævnte de blot, at han ind imellem kan være lidt nøjeregnende – he he – og så måtte jeg fortælle dem, at han skam var blevet meget ’rundere i kanterne’ allerede, men ja – William er mest til logik, præcision og forudsigelighed. Det er der vist ingen tvivl om J

Elinor fyldte 4 år i september og lærte at cykle uden støttehjul på dagen. Hun tonsede bare afsted - frygtløs som hun er. Hun har et rigtig fint ordforråd og ordvalg i sine sætninger, men læsper stadig når hun taler. Det lyder ret sødt. Hun er glad for og meget opmuntrende over for sin storebror, og når William fx laver kolbøtter, siger hun: ”Det er super-stjerne-sejt, William!” Hun kan tælle til 100 og gør det som en del af en leg og ikke som en præstation. Og så er hun for det meste glad, positiv og utrolig hjælpsom. Sidstnævnte betyder, at hun med glæde tager med ud at handle og for nogen tid siden, efter vi havde været i biografen og set ”Orla Frøsnapper”, stod vi i køen i Føtex, ved siden af en stor papfigur af selvsamme Orla, hvor følgende ordveksling fandt sted: Mig – meget pædagogisk: ”Elinor, hvad var det Orla Frøsnapper sagde hele tiden i filmen?” Elinor – meget højlydt: ”Pikskid!” Mig – lidt rød i hovedet men stadig vældig pædagogisk: ”Nej, Elinor, det var det vist ikke… Hvad var det nu, han sagde?” Og så var det, vi skyndte os at pakke varerne sammen og forsvinde ud mod bilen. For mit vedkommende med et smil på læben, for hvor er det bare typisk Elinor J Den lille drillepind har også opøvet en vis færdighed inden for ”gemning” af diverse ting og sager. Således dukkede mine elskede smykker (herunder min vielsesring) op på magisk vis efter at have været væk i 7 måneder, og for nylig fandt vi også Martins visakort og hans identitetskort til arbejdet. Vi er efterhånden ved at have luret hendes gemmesteder, men der mangler vist stadig et par stykker. I hvert fald mangler den stempelpude, som hun – efter at have sat stempelaftryk med ’FOTOKOPI’ over det hele på sig selv – gemte, og frejdigt fortalte Martin”den er hoppet i et hul!”, da han spurgte, hvor den var blevet af.  

Ligesom William er Elinor også begyndt at have legeaftaler. Hun leger en del med Oscar Raskov fra børnehaven men har også legeaftaler med et par af pigerne ind imellem. Hun er et meget social og udadvendt væsen, som går ind i folk ”med træsko på”, og så har hun for resten besluttet sig for, at hun skal have to børn: Ellen og Ali. Ali ligesom hendes sæl (tøjdyr), der er opkaldt efter en dreng fra Vandpytten (den gamle børnehave). Ham var hun ret vild med, for ”han smiler sådan til mig”, som hun plejede at sige. Sælen Ali er en fremragende ice-breaker, for især voksne synes det er et ret underholdende navn til en sæl J William har også besluttet sig for 2 børn – dog efter langstrakte overvejelser, for som han sagde: ”med ét barn er der ikke så meget ballade!” Han skal have to drenge: Markus og Thomas. Det er godt at havde det grundlæggende på plads, ikke sandt?

 

 

 

Maj 2011: Det er næsten et år siden, vi sidst har skrevet på hjemmesiden... Det er vist et symptom på familiens travlhed og benhårde prioritering i hverdagen! Ikke desto mindre synes jeg, det er på tide med lidt ”nyheder" fra det seneste års tid.

I september fik William sin første rokketand, som han på forhånd havde solgt til sin farmor for penge. Efterhånden som ’rokkeriet’ tog til, udvidede han dog forhandlingerne til også at omfatte en gave. Man er vel smart, ik’? Han blev lidt utålmodig, fordi det tog så lang tid for den at falde ud, og han forsøgte at finde på gode ideer til, hvad der kunne fremskynde processen, fx ”mon rokketanden rokker ud, hvis vi spiller høj musik?” Siden hen har han mistet endnu en tand, som han solgte til mormor for en endnu højere pris end den første J

 

Elinors har i lang tid været glad for at lege fantasilege og har siden oktober sidste år haft ”Jeg er hund” som favoritleg – sikkert inspireret af mosters hund, Gabby, som hun er meget begejstret for. Hun er også glad for at klæde sig ud, og i oktober faldt kærligheden på Williams grønne (og til hende alt for store) Crocs træsko, som hun forelskede sig så meget i, at hun sov med dem på om natten. Da hun ligeledes begyndte at klæde sig ud i Williams Spiderman badebukser, var det svært ikke at trække på smilebåndet J Elinor inspireres også stændigt at storebror, og talte således frejdigt til 13 da hun netop var fyldt 3 år. Generelt leger hun gerne med ’drengelegetøj’ som fx Star Wars lego, Pokemon  og ’Blade-Blade’. Dog er hun nu også blevet prinsesse interesseret og taler også om, ”Når jeg bliver mor…” Hendes spændvidde er stor og ligeså er hendes fantasi. Og viljestyrken fejler stadig ikke noget, selvom hun mere og mere vælger sine kampe med omhu, men som Hanne, vores nabo på Ålholmvej, så sigende sagde om Elinor på et tidspunkt: ”Hun ville have været en forbilledlig frihedskæmper.” Det er meget godt spottet, tror jeg, og et godt eksempel på dette ’træk’ er, at hun fortsat nægter at smide bleen, selvom hun har fuld kontrol over både det ene og det andet. Hun skal nok selv styre hvordan og hvorledes!  Ind imellem smider hun således bleen (for en dag eller to), men hvis ikke hun har lyst til at gå på toilettet, laver hun bare ’det hele’ i trusserne og smider dem i skraldespanden bagefter, og hverken belønningssystem, gaver eller andet kan ændre på det faktum, at HUN er i fuld kontrol over situationen og ikke vil give slip. Træls men også et ret cool træk.

 

Foruden teater legene tegner Elinor rigtig meget, og hun synger også gerne. Hun elsker at færdes i haven, og så er hun fortsat meget, meget glad for dyr. Lige nu er hun fascineret – om end lidt bange for – ”rumlebierne”, som hun mener, hedder sådan, fordi deres maver rumler, når de spiser vores honning J Hun er også fortsat en meget følsom og kærlig pige, som elsker at falde i søvn på sin mors eller fars mave og allerhelst i sin mors side af sengen, hvis hun kan komme af sted med det.

 

William var i efteråret voldsomt optaget af at tælle og af musikgruppen Nephew samt De Eneste 2 (Simon Kvamm og Peter Sommer), som vi hørte på vores daglige morgenture til børnehaven. Musiksmagen er nu udskiftet med MGP og Nik & Jay. Aftalen er, at han selv skal betale halvdelen af cd-prisen, hvis han vil ha’ deres musik, så vi kan høre den i bilen… Og eftersom han er en rigtig købmand og utrolig god til at spare penge sammen, går der nok ikke længe, før vi lytter til Nik & Jay for fuld skrue, når vi kører af sted om morgenen J Heldigvis synger han også med på ’Skæg med Tal’ og ’Bubbi Bjørn’, så helt teenager er vores 6-årige dreng ikke blevet endnu. Heldigvis.

 

’Tælleriet’ og tal i det hele taget som William efterhånden har været optaget af længe tog den drejning i efteråret, at han en fredag aften sagde, ”Nu har jeg talt til 8.023. Nu trykker jeg på ’Gem’ og skal se Disney.” Og dagen efter startede han så med 8.024, 8.025…. osv. Han forvandlede også udtrykket ’Jeg elsker dig helt op til månen…’ til ”Mor, jeg elsker dig 10.040 km!” Lige for tiden er han mest optaget af at ’plusse’, og han lægger større og større tal sammen og forsøger at finde logikken i tingene.

 

I januar begyndte William til fodbold i Brede IF, og han hænger stadig i og er rigtig glad for det. Han gør sig meget umage og kæmper bravt. Det er sjovt at se hans engagement, og vi ’soccer moms and daddies’ står stolte på sidelinjen og hepper på vores respektive afkom. Elinor begyndte også til gymnastisk her i vinter og var ret glad for det, men der var alt for mange børn og for uopdragne børn til, at børn med ’kø-kultur’ ikke fik en chance, og til min store overraskelse var Elinor et af de rigtigt velopdragne børn, som pænt ventede, til det blev hendes tur… Og det blev det aldrig, for lærerne havde travlt med at hente de børn, som løb væk og kravlede op i ribberne, alt imens de børn, som kun havde øje for sig selv, valsede foran i køen. Øv!

 

Nu har hun fundet ud af, hun gerne vil gå til dans, men vi skal lige have svømningen op at køre ordentligt først, for her har hun til gengæld ingen skrupler hvad angår god opførsel. Men det er gået rigtig fint den seneste måned (og vi holder fast i, at vores børn SKAL gå til svømning), så snart må vi se os om efter et dansehold, tror jeg. William er for resten avanceret til Haj-holdet siden sidst og øver sig nu i crawl, brystsvømning og butterfly til den store guldmedalje. Elinor går fortsat på Guldfisk-holdet men er til gengæld blevet både mere modig og mere interesseret i at deltage i svømmelæreren, Majas, aktiviteter (før stak hun af op af vandet med alle de ’gummidyr’, hun kunne have i sine hænder, og så løb hun bare væk).

 

William havde sin første dag i skolen (Kongevejens Skole) i sidste uge, hvor han skulle møde sine klassekammerater i 0.B samt sin klasselærer, Jette, og sin faste pædagog (som også følger klassen over i SFO’en om eftermiddagen). Han havde en perfekt dag og glæder sig til dagen, hvor han skal starte i skole for alvor. Elinor skifter børnehave, samtidigt med at William begynder i skole, og vi har her i weekenden været nede i Brede Børnehave og lege to gange – senest her til aften, hvor hun og jeg gik derned (Elinor på løbehjul) i silende regn. Hun synes, det er ret spændende, fordi det betyder, at hun også skal noget andet, når William skal. I hendes ’gamle’ børnehave har de sagt, de med glæde tager hende tilbage, hvis vi fortryder, for de er rigtig kede af at skulle af med hende. De siger hun er en skøn og kvik lille pige, og det er et par stolte forældre, der suger de rosende ord til sig om både Elinor og William (som fik tip top rosende ord med sig fra børnehaven til skolen).

 

Vores hus overtog vi den 1. november 2010, og det var også dagen, hvor Martin med hjælp fra sin gode ven Michael Fagernæs, begyndte at rive køkken og diverse andre ting i huset ned… Efter kort tid kapitulerede han dog og lod håndværkerne overtage nedrivningsdelen også. Fornuftigt! Så i 6 uger knoklede håndværkerne med at rive ned og bygge op i kælder og stueetage, og vi andre kørte i pendulfart til Silvan og diverse andre byggefirmaer for at købe materialer. Det var en sjov proces for os og ind imellem gik tingene MEGET stærkt, og det gjorde beslutningerne også, men heldigvis var Martin og jeg enige om det meste.

 

Da vi flyttede ind den 15. december havde vi stadig ikke noget køkken, men vi var blevet lovet, at det kunne monteres inden jul… så det var blot et spørgsmål for os om at få koordineret køkkenfirma, ’bordpladefirma’, vvs, elektriker og tømrer… Pyha! Det holdt hårdt, men den 23. december kl. 15.30 var vores køkken brugbart om end ikke helt færdigmonteret (der mangler altid ét eller andet). Men der kunne laves risengrød og fejres juleaften i det lille hjem. Vi var lettede!

 

Den 23. december spiste vi således risengrød og kastede mad ud til rensdyrene, som vi efterhånden har fået tradition for. Mormor var på besøg, og det samme skulle Hanne og Henrik, vores naboer på Ålholmvej, have været, men de var desværre sneet inde. Det var også med spænding, vi ventede på farmor og farfar, for på grund af det voldsomme snevejr, vidste vi ikke, om de ville komme og fejre hverken juleaften eller lillejuleaften med os. Det lykkedes dem dog at kæmpe sig igennem snemasserne den 24. december om morgenen til William og Elinors store glæde.

 

Den 1. december begyndte jeg på mit nye job som HR-chef hos HandicapHjælp Danmark, hvor opgaven var at bygge en HR-afdeling op, nu hvor virksomheden var vokset til næste 500 medarbejdere fordelt på ca. 30 administrative og 470 handicaphjælpere. Opgaven og råderummet lød for godt til at være sandt, så jeg sagde med vemod min stilling på Teknologisk Institut op. Det var bestemt ikke sjovt, og jeg knoklede som en gal den sidste tid for at kunne overlevere nogle opgaver, der kunne føres videre af Annemarie, min chef, på fornuftig vis.  På min næstsidste dag overraskede Direktionen og min egen afdeling, Personale og Udvikling, mig med morgenmad og gave samt taler fra Andras, vores sekretariatschef, og fra Annemarie. Både de og jeg havde tårer trillende ned ad kinderne, og jeg var lige ved at fortryde! Jeg fik rigtig mange fantastiske mails fra kollegaer rundt omkring på Instituttet. Helt fantastisk. Den allersidste dag gik turen til London, hvor Annemarie og jeg var til konference, og planen var selvfølgelig at deltage i en rigtig god konference, men det var også at sige ordentligt farvel og have en hyggelig dag. Vi sluttede derfor konferencen af med et glas vin og en gang sushi, inden rejsen gik tilbage til København, hvor vi landede kl. 01 om natten… og næste morgen kl. 09 stod jeg hos HandicapHjælp Danmark! Jeg nåede slet ikke at reflektere over skiftet, og jeg landede flyvende, kan man sige!

 

Jobbet har været pænt mere omfattende, end jeg havde troet, og selvom jeg har min faglighed på plads, er der også flere udfordringer, end jeg havde forestillet mig (og meget længere arbejdstider), og virksomhedskulturen og den generelle faglighed er nok de to største. Men det er spændende, og jeg er utrolig glad for samarbejdet med de tre ejere af firmaet: Lasse, Kristian og Claus – de er supersjove og festlige, og de giver utrolig meget plads og lytter enormt meget til det, jeg kommer med (det er selvfølgelig også det, de betaler for, men alligevel J). Det har været lidt hårdt ikke at have en chef/kollega, som jeg kan sparre med; det havde jeg jo i Annemarie, men heldigvis mødes jeg ind imellem stadig med hende, og jeg er i gang med at finde mig et netværk, som jeg kan benytte til sparring og som ’ventil’. For hvad enten man kan li’ det eller ej, er der en del facade i at være chef, og ind imellem har man også behov for at smide den, og det kan man jo ikke på arbejdspladsen. Her pr. 1. juni bliver jeg udnævnt til direktør og medlem af direktionen, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Vi er fem i direktionen: Lasse, Claus og Kristian samt vores Økonomi- og IT-direktør, Martin, og så mig. Ikke at arbejdsindholdet ændrer sig så voldsomt, men jeg får nu medansvaret for strategien og forretningsudvikling og skal ikke ”kun” levere input til den.

 

Både Martin og jeg er siden sidst blevet certificeret i hoved og r.. Martin inden for IT sikkerhed og jeg inden for personlighedstests og evnetests (fx IQ tests). Martin er nu tip-top certificeret inden for sit fagområde, og hans næste plan er et uddannelsesforløb på Stanford i Californien, USA. Jeg selv mangler at afslutte mit Coach uddannelsesforløb, og hvis alt går vel er jeg færdiguddannet Executive Coach fra The Leadership Company til september. Herefter tror jeg, der kommer en laaaang uddannelsespause for mit vedkommende… Men ellers bliver vi vist aldrig helt færdige…

 

Her hvor vi skriver den 29. maj er vi mere end halvvejs i vores tag- og 1. sals projekt, som skal gøre vores hus helt færdigt. Det bliver helt fantastisk, og vi glæder os enormt til at flytte ’rigtigt’ ind. ALT har været revet ned og er nu ved at blive genopbygget, og vi får et badeværelse samt 3 nogenlunde lige store værelser på 1. sal. Håndværkerne arter sig anbefalelsesværdigt, og Egon har godkendt, det de har lavet ind til videre (pyha!) og vi andre kan med lidt god vilje næsten lade som om, de ikke er her.

 

Vi har fået købt trampolin og fodboldmål til haven, og farmor, farfar og mormor har splejset sammen til et legehus, som Martin har bygget, og børnene er i gang med at male svenskerrødt. Det bliver SÅ fint! Alt i alt er vi ved at finde os godt til rette i rollen som husejere, og vi nyder det i store drag.

 

 

2010

 

September 2010: Det er blevet efterår i Danmark efter en kort men dejlig sommer. Det er med at nyde de to måneder, sommeren varer i dette land! Eftersom vi var i USA i foråret, har vi kun holdt en enkelt uges sommerferie, som vi spenderede i sommerhus med mormor og Elo i Nordjylland. Ferien var ellers lige ved at blive spoleret af, at William og jeg måtte en tur til Vagtlæge og jeg selv på endnu en skrap penicillinkur, som jeg så kunne bruge ferien på at komme mig over. Øv. Men det blev alligevel til en hyggelig, stille og rolig ferie og Elo - mormors 'kammerat' gennem knapt 30 år - er nu i børnenes bevidsthed blevet en integreret del af familien. De spørger således ikke efter mormor uden også at spørge, hvor Elo er. Både William og Elinor havde en dejlig uge, som inkluderede en tur i cirkus Arena med mormor og kortspil til den store guldmedalje. William fandt også på et 'kælenavn' til Elo, som han kaldte 'Gorilla-mand'; det var ikke til at lade være med at trække på smilebåndet.

 

Det er efterhånden 2 måneder siden ferien i Nordjylland, og der er sket meget siden - blandt andet har Martin fået nyt job som IT-sikkerhedsspecialist i NNIT, vi har købt hus her i Virum, og så er Elinor blevet 3 år og Martin 35.

 

Martin er rigtig glad for sit nye job - han stortrives med arbejdsopgaverne, kollegaerne og kulturen, så det kan næsten ikke blive bedre. Dejligt at opleve ham så glad for sit job - det har han ikke været, siden vi var i New Zealand. NNIT ligger i Bagsværd, så der er cykeldistance igennem det skønneste naturområde - via Frederiksdal og Bagsværd Sø.

 

Ja, og så har vi købt hus!!! Det er helt vildt, at det endelig lykkedes. Det ligger på Bernhard Olsensvej 6, 2830 Virum - blot 500 m fra hvor vi bor nu. Huset ligger tæt på Kongevejens skole, hvor William begynder i skole til næste år, og Frilandsmuseet og skønne naturområder ligger lige rundt om hjørnet. Der er 2 km til Lyngby centrum og 2 km til Holte centrum, og så er Sorgenfri Torv og Virum Torv med indkøbsmuligheder også tæt på. Ud fra hvad vi har ønsket os, kan det næsten ikke blive bedre J

 

Vi overtager huset den 1. november, og selvom det er i god stand for at være et hus fra 1934, er der rigtig, rigtig meget, der skal sættes i stand. Vi har således sat gang i en hel del byggeprojekter, blandt andet nyt tag, nye kviste, nyt køkken, nye vinduer, flytning af vægge og nyt bad... ja, og så er der jo lige det 'gængse' tapetsering og malerarbejde... Og så var jeg lige ved at glemme nye døre. Pyh! Jeg begynder næsten at hyperventilere ved tanken. Heldigvis får vi fantastisk hjælp af Egon, som hjælper os med tegninger, dialog med håndværkere og kommunen og alt hvad der ellers dukker op som en naturlig del af et større byggeprojekt, men som er nyt og til dels overraskende for mig og Martin. Der er ingen tvivl om, at det bliver en hård periode at komme igennem, men når huset er færdigt, bliver det helt og aldeles fantastisk. Vores nye HJEM.

 

Elinor fyldte 3 år den 11. september, og hun er nu 'officielt' ikke længere nogen lille baby. Det er på en og samme tid både dejligt og vemodigt. Dejligt at hun nu er blevet så stor, at hun på mange punkter er selvhjulpen, og man kan føre en samtale med hende, og vemodigt fordi man for alvor bemærker, hvor hurtigt tiden går. Hun blev fejret med boller og lagkage på dagen og holdt desuden fødselsdag i børnehaven et par dage senere. Dagen efter Elinors fødselsdag tog vi på udflugt til Frederiksberg Have, hvor vi afleverede alle sutter på Suttetræet. Heldigvis havde 'Sutte-feen' en gave til hende som tak for sutterne, og glæden var stor, da hun pakkede sin nye Hello Kitty ud. Til vores alle sammens store overraskelse har hun ikke på noget tidspunkt brokket sig over, at hun ikke længere havde sine sutter; hun er faldet fint i søvn og har blot ligget en smule uroligt om natten i de øjeblikke, hvor hun har været vant til at finde ro ved at tage sutten i munden. Sej pige!

 

Henover sommeren er børnene blevet rigtig gode venner med nabobørnene, Emil og Minna, som de leger med dagligt og ofte spiser aftensmad sammen med. De render ud og ind hos hinanden - eller rettere sagt Elinor ville for første gang i går ind og besøge Emil og Minna. Ellers har hun nægtet, for hun var bange for deres far og stod altid nedenfor trappen og bad Minna komme ud og lege eller med hjem. For ind til Minna ville hun altså ikke.

 

Svømningen er startet op igen efter sommerferien. William er stadig på delfinholdet, og er rigtig dygtig og glad for det.Elinor er kommet på guldfiskeholdet, og er disciplineret i op til 10 minutter, hvor hun lytter efter læreren og gør, som hun skal. Resten af tiden laver hun ballade, hvis hun kan komme afsted med det, men hun hygger sig og nyder at bade og mosle rundt i vandet.

 

Martin og jeg har lavet en aftale med farmor om, at hun skal komme over til os cirka hver 6. uge og passe børnene en aften, hvor Martin og jeg så kan gå i biografen, ud at spise eller bare gå en tur uden børn. Det er lykkedes en enkelt gang, hvor vi var inde og se filmen 'Inception' (fantastisk spændende film), men forhåbentlig får vi sat det lidt mere i system, når vi flytter. Vi overvejer også at få en fast barnepige og lidt rengøringshjælp, for det begynder at holde lidt hårdt at skulle nå alting selv, når man også har to fuldtidsjob (og ind imellem lidt til).

 

What else? William tæller og tæller, og nogle gange om aftenen, når han skal i seng, siger han: "nu er jeg nået til 600, så nu trykker jeg på 'Gem'". Så ved han nemlig, hvorfra han skal begynde, når han vågner igen næste morgen J Elinors favoritudtryk for tiden er 'det er kedeligt', hvilket hun siger om alt det, hun ikke kan li'.

 

 

 

 

Marts/april 2010: Den 22. marts gik turen til Orlando, Florida! Onkel Preben var tidligt oppe og kørte os i lufthavnen. Vi havde taget yoghurt, muesli og juice med hjemme fra, så børnene fik spist morgenmad, inden vi tjekkede ind og gik igennem Security. Vi kunne dog godt mærke, at vi alle var spændte på rejsen, og vi havde været tidligt oppe, for børnene var fuldstændig uregerlige, og det tog os 2½ time at komme ud til gaten. Komplet udmattede.

 

Flyveturen gik udmærket, efter vi først var kommet op i flyvehøjde på vej mod New York, hvor vi skulle mellemlande. Vi havde fået separate siddepladser, så jeg sad ved siden af Elinor, imens Martin sad sammen med William. Dét var Elinor ikke tilfreds med, så træt og gal som hun var, skreg hun og nægtede at have sele på. Da vi skulle til at lette, sad jeg og holdt hende med både arme og ben, men det lykkedes hende alligevel at snige sig ud under selen. Hun var helt hysterisk, så til sidst lod jeg sikkerhedsregler være sikkerhedsregler: hun kom op og sidde i mine arme, hvor hun faldt til ro og til sidst i søvn. Pyha en start!

 

Det er altid hektisk at mellemlande i USA, for man skal have al sin bagage ud og genindtjekke den, inden man kan komme igennem sikkerhedskontrollen og videre til næste fly. Heldigvis er både vi og børnene jo efterhånden ganske rejsevante, så vi løb effektivt igennem lufthavnen og nåede frem i tide. Vi lovede også hinanden en is, når vi nåede frem til Orlando, som tak for indsatsen J

 

I Orlando lufthavn hentede vi bilen, vi havde lejet hjemme fra. Eller rettere sagt: vi opgraderede den, fordi vi ikke kunne have al vores bagage i den, vi havde lejet, så vi kørte derfra i en superlækker Ford mini-SUV med rigeligt plads til os alle. Martin var meget begejstret for 'byttet', så selvom det var en dyr fornøjelse var køreglæden stor. Ved aftenstid - lokal tid - tjekkede vi ind på 'Buena Vista Suites' i Orlando. Aftensmaden spiste vi på værelset, for vi var godt trætte og havde planlagt at gå tidligt i seng. Vi skulle jo være klar til Disney World dagen efter!

 

Vi var tidligt oppe for at komme i Disney World. Det er et kæmpestort område i Orlando på næsten 104 km2. Parken er verdens største 'recreational resort' og rummer 4  temaparker, 2 vandland, 24 hoteller + det 'løse'. Vi nøjedes med at koncentrere os om 'Magic Kingdom', som er stedet, hvor alle 'de gamle' Disney figurer befinder sig, og hvor man ikke mindst kunne får det berømte Disney slot at se. Dagen startede perfekt med musical foran slottet, så børnene fik set Anders And, Mickey Mouse, Askepot og mange flere. Elinor var helt tryllebundet og ganske begejstret for, at hun nu havde set hvor Mickey Mouse boede :-) Der var en supergod stemning i parken, så det var svært ikke at være i godt humør. Når vejret så oven i købet viste sig fra sin bedste side, var det helt perfekt: vi hyggede os og fik prøvet lidt forskellige ting i 'Tivoli-delen' også - William bl.a. kørte bil, og Elinor fløj på lyserøde elefanter, hvilket hun talte om i flere dage bagefter. Aftensmaden havde vi bestemt os for at spise ude i byen, hvilket måske ikke var den smarteste beslutning, for William faldt i søvn, og hverken han eller Elinor ville spise noget af ren træthed. Vi var ellers heldige at finde en supergod restaurant (de er alle polstrede til med neonskilte og ser forfærdelige ud, så man er altid i tvivl om, hvorvidt stederne har god mad). Vi fik god mad men fik desværre ikke nydt den særlig meget. Lidt øv men sådan er vilkårene, når man rejser med børn!

 

Onsdag morgen den 24. marts gik turen videre mod sydvest og byen Sarasota. Her var planen bare at slappe af, bade og sole. Vejret var formidabelt, og hotellet viste sig at være lige så lækkert som på billederne, så vi nød den dejlige pool og udsigten over marinaen. Om aftenen lavede Elinor sit første 'jackass-stunt' på turen (vi er ellers blevet gode til at 'sikre' hotelværelserne med det samme, vi kommer ind - fx hiver vi altid stikket ud af telefonen som noget af det første), for alt imens jeg børster tænder på William, hører jeg Elinor sige: "Gyng-gang...", hvorefter jeg hører et ordentligt bump! Og gæt hvem der syntes, hun skulle svinge sig i gardinerne på Grand Hyatt i Sarasota? Elinor selvfølgelig! Hun faldt ned men slog sig heldigvis ikke. Det gjorde dog, at hun kun prøvede det denne ene gang J

 

Mange af USA's byer er ikke byer i dansk forstand med en bykerne og forretninger samlet i et 'miljø'. I mange byer finder man forretningerne i shoppingcentre uden for byen. Dét og det faktum at en del af USA er relativt 'kulturløst' gør, at der ikke er megen charme og oplevelser at hente i byerne. Således var Sarasota heller ikke meget mere end sol og varme (men det var også det, vi kom der for, så det var helt ok), så om torsdagen gik turen ret hurtigt videre mod Naples, hvor vi skulle overnatte i 2 dage.

 

På vejen mod Naples standsede vi i et 'Outlet', hvor Martin fik købt lidt forskellige polo t-shirts, og vel ankommet til Naples badede vi i poolen og hyggede os. Børnene er fotrolige med vandet, og William svømmer rundt uden hjælpemidler og er begyndt at dykke rigtig meget. Elinor vil helst sidde på sin fars arm, men det er ikke fordi, hun er bange for vandet. Det er vist mere fordi hun er meget glad for sin far J Om aftenen spiste vi på en af de lokale restauranter, hvor vi havde glædet os til at få krabbe, som er én af områdets specialiteter. Stedet var spøjst og en interessant lokal oplevelse, men maden var forfærdelig. 'Joe´s Crab Shack' blev derfor straks omdøbt til Joe's Crap Shack. Efter middagen tog vi en tur rundt i Naples, som havde et fantastisk bycentrum og beskrives som et af de mest kulturelle steder i Florida. Skønt sted. Som sædvanlig var vi dog alle tidligt i seng, og børnene er efterhånden kommet ind i en god døgnrytme. 

 

Fredag den 26. marts var vi tidligt afsted til Everglades National Park. Efter en lille uge med dejligt vejr, stod den nu på regnvejr og 'thunderstorm', hvilket ikke var helt så godt i forhold til vores plan om at sejle med 'Airboat' i Everglades sumpområde... Men efter en tur på Starbucks for at få 'green tea latte' til børnene og café latte til Martin og mig, kørte vi glade og frejdige via 'Alligator Alley' tværs over Florida mod indianerreservatet, som rummer 'Billie's Swamp Safari', hvor vi dels skulle se en masse forskellige dyr og dels skulle på airboat-tur. Vi fik set nogle af dyrene - bl.a. lå der krokodiller i sumpområdet langs vejen (så det var ikke her, man stod ud for at strække benene!!), men kom aldrig på airboat-tur, for efter 1½ times venten på godt vejr, måtte vi kaste håndklædet i ringen. Det viste sig også, at Elinor var for lille til at komme med (det stod ikke på deres hjemmeside), og William bryder sig ikke om høje lyde, så spørgsmålet var, om han overhovedet ville have syntes, det var sjovt... Martin og jeg ville dog gerne have taget turen, men det må blive en anden god gang. Udflugten blev jo lidt kortere end forventet, så eftermiddagen spenderede vi i Miromar Outlet, som ligger nord for Naples. Det er et mexikanskinspireret udendørsområde med smukke springvand og masser af butikker. Her spiste vi fantastisk mexikansk mad og shoppede tøj til Martin, William og Elinor. Jeg havde også planer om at finde mig en aftenkjole, som jeg kan have på til bryllup i Norge i maj, men det er ikke helt så nemt at finde (kjoler skal jo også prøves og alt muligt!), som det er at finde t-shirts, bukser og lignende i Ralph Lauren og Tommy Hilfiger! Som det efterhånden er blevet en vane, badede vi om eftermiddagen i poolen på hotellet.

 

Lørdag kørte vi mod Key West - en lang tur i bil på ensporet vej over 42 broer, så det tog ca. 5 timer fra Naples til Key West, hvor vi skulle være i 2 dage. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at opleve Key West, som jeg har set på film og havde en idé om ville være meget eksotisk og 'fremmed' à la Caribien. Det var det også, men det kommer selvfølgelig an på øjet der ser; Martin syntes, der var lidt Ibiza over det, imens jeg syntes at 'olietønde-musikken' og 'Key West-frisindet' havde en helt anden charme. Hvorom alting er, havde vi 2 rigtig dejlige dage på USA's sydligste spids, der ligger nærmere Cuba end USA. Vi boede på et dejligt ældre hotel - Doubletree Grand Key Resort - i rigtig Key West stil. Hotellet havde en bus, der hver time kørte gæsterne ind til centrum, så vi fik gået byen tynd og fik set alle byens seværdigheder: Mallory Square, Ernest Hemmingways hus og meget mere. Eftermiddagene spenderede vi vanen tro ved poolen, hvor børnene fik 'smoothies' og vi andre en drink i god feriestil.

 

Fra Key West gik turen mod nordøst til Miami og Fort Lauderdale - Floridas Venedig - hvor vi skulle overnatte i 2 dage. Igen var der blevet varslet 'thunderstorm', så hverken bilturen eller den første dag i Fort Lauderdale var specielt interessant. Bilturen startede dog på den gode både med en tur forbi Starbucks, og ved ankomst til Fort Lauderdale besluttede vi os for at køre videre mod et indendørs shopping-center, hvor jeg fik købt rejsens første ting til mig selv (jubiiii J) - hårprodukter og neglelak. Da vi kom ud igen ved aftenstid, var solen dukket op, så vi endte dagen ved poolen, idet jeg havde lovet børnene en svømmetur inden sengetid. Martin betakkede sig, da det var rimelig koldt, men hvad gør man ikke, når man har lovet noget... Og hyggeligt var det. Både William og Elinor var ganske fornøjede over dagens afsluttende aktivitet. Tirsdag morgen gik turen til Miami, hvor vi cruisede lidt rundt og fik set byens berømte strandpromenade og de cubanske kvarterer. Vejret var skønt, så eftermiddagen blev spenderet ved poolen, hvor Elinor fik sig en velfortjent eftermiddagslur, og William fik svømmet til den store guldmedalje. Han er blevet så fortrolig med vandet, at han dykker efter ting på bunden af poolen og ikke har behov for, at vi er med ham i vandet hele tiden. Jeg tog derfor sol, og Martin fik slappet af med en bog... Dejligt!

 

Onsdag var det tid til at køre tilbage mod Orlando, hvor vi overnattede på turens dårligste hotel i nærheden af lufthavnen. Men man kan ikke være lige heldig hver gang, og da det blot var til overnatning og ikke afslapning, gjorde det ikke så meget. Vi havde en lang køredag fra Fort Lauderdale til 'Kennedy Space Center' og videre til Orlando. Kennedy Space Center er det eneste sted på den vestlige halvkugle, hvorfra der bliver opsendt rumraketter, så det var en spændende oplevelse at være der. Martin og jeg prøvede begge en simulering af en 'raketopsendelse', og børnene fik lov til at købe hver sin ting i NASA-butikken. De valgte selvfølgelig begge rumraketter, som de ivrigt legede med på turen videre.

 

 

Torsdag morgen - efter 10 dages rundtur i Florida - gik vores rejse således videre mod Houston, Texas.

 

Det er måske lidt overdrevet at indsætte et kort over Texas, når man tager i betragtning, at vi endte med ikke at bevæge os særlig meget ud over Houstons grænser, men ikke desto mindre...

 

Planen var da også at køre rundt - endda ud over Texas grænser og til New Orleans - men børnene kunne ikke 'rumme' flere bilture og 'flytten rundt', så vi spurgte Moster og Onkel Hans, om vi måtte "krasche" et par dage ekstra. De havde andre gæster fra Danmark, så huset var fyldt (heldigvis er der jo god plads), men det gik fint, og det var ganske hyggeligt også at spendere et par dage med Mette & Co. - Annes veninde og familie - fra Aalborg. Børnene nægtede som sagt at sætte sig i en bil og ville faktisk slet ikke uden for døren de første par dage, så det var vist en god beslutning at blive hos Moster & Co. - uden at have de store planer!

 

Selve rejsen fra Orlando til Houston var lidt af en oplevelse. Vi var som sædvanlig (når Martin er med i hvert fald) i god tid – heldigvis – for vi blev stoppet i Sikkerhedskontrollen, fordi vagterne mistænkte Martins rygsæk for at indeholde en bombe!

 

Vi blev således tilbageholdt, og al aktivitet omkring stedet, vi var, blev stoppet. Til at begynde med fortalte de blot, at der var noget mistænkeligt i rygsækken, og at der skulle indkaldes specialkompetencer til at gennemgå den. Det viste sig at være en ’bombemand’, som skulle ’screene’ rygsækken, og han fandt heldigvis hurtigt ud af, at det der på røntgenbilledet lignede en bombe var ledningen fra et sæt høretelefoner, en lommelygte og en tube solcreme! Pyha – vi var faktisk ved at blive nervøse for, at der VAR noget i rygsækken, og vi vidste ikke helt, hvilken grimasse der kunne passe i situationen, imens vi ventede.

 

Fredag morgen lejede vi bil, så vi alle kunne køre til Kemah Boardwalk. Vejret var dårligt, så vi forsøgte at ’flygte’ fra det ved at køre ca. 60 km. sydøst for Katy… Det lykkedes os ikke at komme væk fra regnvejret, men vi havde nu alligevel en dejlig dag, og børnene fik prøvet en masse forskellige aktiviteter i ’amusement-delen’. På hjemvejen faldt begge børn i søvn, men vi fik alligevel handlet ind til aftensmad på vejen hjem (Martin passede børn og bil, imens jeg handlede J). William var så træt, at han slet ikke vågnede, da vi kom hjem. Han sov derfor for natten allerede kl. 17.30. Han må have haft behov for det oven på alle den seneste tids mange oplevelser.

 

Lørdag var vi alle friske og udhvilede, men vi brugte nu alligevel dagen på ren afslapning: for børnenes vedkommende indebar det badning i poolen og spil på Nintendoen. Mette, Martin og jeg kørte en tur i Katy Mills og shoppede og fik handlet ind til aftensmaden i Kroger. William legede med Mathilde og Frederik så længe, og Elinor sov den længste lur i mands minde: 2½ time. Det var så usædvanligt, at Moster måtte ringe og høre, om vi troede, hun var ok! Vi spiste igen aftensmad udendørs med Onkel Hans som grill-mester., og bagefter – da børnene var puttet for natten – gik Hans, Kenneth, Mathilde, Frederik og jeg på ’slange-jagt’ i håbet om at få en masse slanger, krokodiller og andre spændende dyr at se efter mørkets frembrud. Vi så desværre kun en lille bitte søskildpadde men fik en skøn 1½ times gåtur ud af det, så helt forgæves var det ikke.

 

Søndag skulle Mette & Co. rejse hjem. Vi kørte alle ind til Houston og spiste frokost på ’The Cheesecake Factory’, inden de andre kørte mod lufthavnen, og vi andre benyttede lejligheden til at ’cruise’ rundt i Houston for derefter at sætte kursen mod Katy Mills Mall. Vi shopper lidt i etaper, og denne gang blev de 10 min. brugt til at få købt et par cowboybukser til mig J

 

Mandag var det skoledag for Frederik og ’pre-school’ tid for Kamma. Vi andre - undtaget Martin som benyttede lejligheden til at få læst lidt i sin bog, og Hans som var på arbejde - kørte ud og købte påskeæg til alle børnebørnene fra mormor… og så bukkede Martin og jeg under for presset og købte en Nintendo dsi til vores 2-årige datter… Ved ikke helt hvad der lige skete med alle vores principper… Hmmm…. Hun blev MEGET glad for den J Om aftenen var det Kamma, som bestemte, hvor vi skulle spise middag, så det blev på en japansk restaurant, hvor vi fik superlækker mad.

 

Store shopping-dag var (endelig) kommet; i hvert fald var det min og Annes tur til at gå lidt amok, og Martin indvilligede mere eller mindre frivilligt i at lege med Kamma, William og Elinor på legepladsen i Katy Mills Mall så længe… Vi fik en time, som blev til 1½, og vi udnyttede tiden til fulde! Efter en ”hård” dag kørte vi ud og spiste mexikansk til aften, og jeg gik og småglædede mig hele dagen over mine fine indkøb.

 

Onsdag morgen kørte vi Kamma i ’pre-school’ og kørte herefter i Macy’s og købte alle de cremer, som stod på indkøbslisten. Martin skulle arbejde, og Moster Anne skulle til ’ladies’ lunch’, så børnene og jeg legede lystigt i poolen hele eftermiddagen, for selvom det var overskyet, var lufttemperaturen høj, og til og med poolvandet havde en god temperatur uden at være opvarmet.

 

William er ved at være klar til hjemrejsen, så det passer fint med, at der kun er et par dage tilbage af ferien. Han savner sine kammerater, siger han, og glæder sig til at komme i børnehave igen. Elinor er vist også snart klar til at komme hjem i vante omgivelser, men hun hygger sig nu fint hos Moster, som hun har sit ’hundeelsker-gen’ tilfælles med. Både Moster og Elinor fandt således fælles ’fodslaw’ i snakken om Gabbi – mosters nye hund – og kiggede sammen på billeder af hende (Gabbi er lige blevet født hos en hundekennel i Danmark). Elinor er nu også meget begejstret for Mosters ’gamle’ hund, Ditte, som hun lægger sig ned ved siden af og stædigt forsøger at komme i kontakt med. Meget sødt.

 

Fredag var det tid til hjemrejse efter 9 dage hos familien i Katy, Texas. Onkel Hans kørte os til lufthavnen, og Elinor var en smule fortørnet over, han ikke skulle med os hjem. Men nej – det må vente til det bliver sommer i Danmark. Vi har fået slappet af, hygget med familien, set en masse og shoppet en del. Når man glæder sig til at komme henholdsvis i børnehave og på arbejde, er det vel et tegn på, at man har fået holdt ordentlig ferie, og nu glæder vi os alle fire til at komme tilbage til hverdagen J Men vi er såmænd allerede gået i gang med at planlægge næste tur, som dog nok bliver i ’charter-genren’ til efteråret… Forandring fryder!

 

 

 

Marts 2010: Her i marts begyndte nedtællingen til vores USA rejse. Planlægningen tog fuld fart, og hoteller, billeje og rute blev arrangeret. Rejsen skal gå fra Orlando, Florida via Sarasota og Naples til Key West og herefter til Miami og Fort Lauderdale. Herefter  kører vi tilbage til Orlando og flyver til Houston, Texas. Planen er at tage fra Houston til New Orleans og spendere et par dage, men denne del af turen er endnu ikke planlagt; her ser vi, hvordan tingene arter sig, og hvad børnene har lyst til.

 

Arbejdsmæssigt har der været en del rejseaktivitet for mit vedkommende - inklusiv en tur til Esbjerg for at se på HR-system, som er mit helt store projekt for 2010. Hvis vi kan få forhandlet en god aftale på plads, er planen at implementere nyt system i Personale og Udvikling hen over sommeren og med 'fuld udrulning' på resten af Instituttet i januar 2011. En stor del af mit arbejde p.t. går derfor ud på at lave forberedelser; at 'strømline og forenkle en lang række af vores processer og vaner. Alt i alt går det ret godt på arbejdet, og der er kommet ro over feltet. Min chef og jeg har fået et rigtig godt samarbejde, og jeg er blevet bedre til at tage tingene, som de kommer.

 

Ellers har 'programmet' stået på koncert med 'Nephew' i KB Hallen. En strålende koncertoplevelse! Middagsaftaler med Kim & Malene, Michael & Charlotte samt besøg af Rolf & Xenia, som det efterhånden var længe siden, vi havde set, er det også blevet til, og så har vi fået set på lidt huse... Ikke noget der har gjort, at vi har taget den store beslutning om at flytte, men det skaber da bund for en god dialog, hver gang vi har været ude og se på noget J

 

Elinor har været til sit første tandlægebesøg, som endte sådan, at tandlægen ville sende os en ny indkaldelse, fordi Elinor nægtede at åbne munden! Men hun var glad og nysgerrig, og som tandlægen sagde, så var det vigtigste at indgyde tillid - ikke at se tænderne. I første omgang i hvert fald J

 

 

 

Februar 2010: William fyldte 5 år den 13. februar, og han er meget stolt af at være en 'stor' dreng nu! Han havde selv fået lov til at bestemme, hvordan han ville fejre fødselsdag, så det blev en 'lille en af slagsen' med besøg fra den nærmeste familie og 4 venner fra børnehaven. Venner havde han selv udvalgt: Hjalte, Tobias, Gustav og Hugo (som dog var syg og derfor ikke kunne være med alligevel). Vi lavede Ben10 invitationer, og jeg allierede mig med moster i USA, som hjalp mig med at købe Ben10-fødselsdagsudstyr til den store guldmedalje. Da jeg begejstret fortalte William om alt det Ben10 udstyr, jeg havde fået fat i, var hans kommentar: "Mor, jeg vil hellere holde Bakugan fødselsdag!"  Hmmm... Det blev dog til Ben10 i stor stil, og han endte heldigvis med at være ganske tilfreds med det hele J Martin havde arrangeret skattejagt og Wii spil, og jeg havde bagt boller, kager og lagkager og lavet saftevandsbowl til børnene. Alt i alt en dejlig eftermiddag.

 

Et par uger forinden hans fødselsdag blev han inviteret til fødselsdag hos en dreng i børnehaven, som han ikke selv havde inviteret. Noget af et dilemma... for os forældre i hvert fald! William var rimelig afklaret, for han kunne ikke se noget problem i, at han deltog i Nikolas fødselsdag uden at invitere ham med til sin. Hans eneste kommentar var: "Han kan komme med næste gang. Når jeg fylder 6 år!" Så William tog til fødselsdag hos Nikola og havde en supergod dag men holdt fast i sit standpunkt om, hvem han ville have med til sin egen.

 

Martin og jeg udnyttede, at farmor, farfar og mormor var på besøg i anledning af Williams fødselsdag, så vi smuttede til koncert om aftenen. Jeg havde nemlig fået billetter til bandet 'Selvmord" i julegave, og koncerten blev hold i Operahuset, hvilket var en spændende oplevelse i sig selv. Koncerten var ok, men vi blev enig eom, at vi nok var et andet sted i livet i forhold til bandets tekster, som vi kunne se tryllebandt den lidt yngre del af publikum i langt højere grad end os. Men så har vi prøvet dét, og det var dejligt at være ude 'for os selv'. Aftenen rundede vi af med en lang gåtur fra Amager til Nørreport og en øl på café Klimt.

 

William og Elinor har begge været ramt af skoldkopper. William endda ret slemt. Den første uge skiftedes Martin og jeg til at være hjemme og dele dagene op alt efter, hvilke møder vi havde. Det fungerede ok, og vi blev godt hjulpet af, at der var vinterferie for de fleste andres vedkommende. Den anden uge måtte vi tilkalde hjælp fra Jylland, så farmor kom på banen og hjalp os i 3 dage. Barns 1. sygedag rækker ikke langt i sådanne situationer! Elinor begyndte i børnehave først, og Leila, Elinors pædagog, havde savnet hende rigtig meget, sagde hun. Hun fortalte også, hvor god Elinor er til at lege med de andre børn og inddrage de mere generte af slagsen. Alt i alt blev hendes sociale kompetencer rost til skyerne, hvilket var dejligt at høre. Da William kom tilbage i børnehave, var det en lige så positiv oplevelse: Tobias fortalte, at han havde savnet ham, og Nikola stod klar til at inddrage ham i sin leg. En dejlig velkomst.

 

Vinteren er forhåbentlig ved at være overstået. Vi synes, den har været lang! Men ind imellem har vi udnyttet den positivt  fx havde Elinor og jeg en fantastisk kælketur i Dyrehaven forleden, hvor vi fik set på heste, fugle og ikke mindst masser af vildt. En smuk og skøn oplevelse.Det er i det hele taget blevet til en del gåture - om det så bare har været en tur til Lyngby centrum.

 

 

 

Januar 2010: Vi har været ramt af en del sygdom her i vinter, og for en gangs skyld har det ikke kun været børnene. Martin fik nemlig nyreproblemer og røg på Herlev Sygehus (er dog endelig raskmeldt igen), og jeg selv har døjet med svimmelhed, som jeg har været til en masse undersøgelser for. Efter mange om og men + besøg hos alskens slags specialister – fra hjertelæge til ørelæge – er jeg nu havnet hos en kiropraktor og en ergoterapeut. Pudsigt at gå fra at tro, man er i topform til at måtte erkende, at man dels er blevet ældre og dels skal omlægge en række vaner – bl.a. arbejdsstilling og undgå at køre så meget i bil… det sidste en ret stor udfordring eftersom jeg kører 60 km dagligt t/r til arbejde, og oven i hatten kører jeg jo en hel del til både Odense og Århus. I bil. Hmmm….

 

Vi er ved at planlægge FERIE! Vi satser på en USA-tur i slutningen af marts, hvor vi starter i Orlando og køre Florida rundt – gerne i Hemmingways fodspor – og så flyver vi videre til Houston, hvor vi skal besøge søs & co. Og så tager vi også lige en afstikker til New Orleans. Det bliver FANTASTISK, og vi glæder os helt vildt J

 

Elinor er kommet ind i en periode, hvor hun ikke vil have kjole på mere. Medmindre det er prinsessekjolen (Askepot) naturligvis. Den render hun gladeligt rundt i og supplerer udstyret med høje hæle, taske og hest som naturligt tilbehør. William er begyndt at hjælpe til med at dække bord og rydde ud, og han tager selv nattøj på om aftenen. Han er en stor dreng efterhånden... Man kan godt mærke, han dels går i børnehave med andre "store" drenge og dels at han er kommet i en dansk børnehave igen. Hans favoritord er således "prut", "tis" og "numse", Det er ufatteligt, hvor mange sætninger disse ord tilsyneladende passer ind i! Elinor er holdt op med at sove i børnehaven, men hun er vist ikke helt klar til at slippe middagsluren, for lige for tiden falder hun tit i søvn omkring spisetid og må puttes for natten mellem kl. 17 og 18. William har fået en del kammerater i børnehaven: Tobias og Gustav er dem, han leger mest med, og vi er kommet ind i vanen med at have legeaftaler med dem stort set hver uge. Rigtig hyggeligt. Gustav og William skiftes til at besøge hinanden og bliver hentet tidligt de dage, de skal hjem og lege sammen. Den forælder der kommer senest hjem fra arbejde, henter - enten før eller efter aftensmaden, som de synes er sjov at spise sammen.

 

Weekenderne har budt på brunchaftale hos Lise og Søren, som vi ikke har set i rigtig lang tid, og så har Hanne og Henrik været til middag med overnatning, hvilket var superhyggeligt. Søndag formiddag er 'hellig', for der går William til svømning i Farum. Swimmix hedder det og kan klart anbefales! Han er blevet meget glad for at svømme og lege i vandet igen, og det er et topprofessionelt, moderne sted med supergode og pædagogiske lærere. Elinor står på venteliste til et hold også, men p.t. er det William og jeg, der kører afsted søndag kl. 10.00. Så passer det med, at vi er tilbage til frokost, som far og Elinor har gjort klar J

 

 

 

2009

 

25/11-09: ”Because I’m worth it” blev argumentet for at tage et glas vin og smække benene op her til aften. Både børn og mand er syge, så her er ualmindelig fredfyldt, eftersom de alle sover. William og Elinor har været syge siden i torsdags, og Martin blev dårlig her til morgen. Øv, øv. Den gode nyhed er dog, at begge børn har haft deres første feberfrie dag i dag, og de virker friske nok til at komme i børnehave i morgen J

 

Farmor var på besøg hele sidste uge og hjalp os med alt praktisk, inkl. børn hele ugen. Dejligt. Farmor og mormor skiftes til at lege ’au pair’ hos os, og det er en kæmpehjælp. Selvom især Martin og til dels jeg selv har udmærkede arbejdstider og har en ok ”worklife balance”, synes vi alligevel, vi halser lidt bagefter, og vi har ikke det store overskud – endsige lyst – til at lave alt det huslige i hverdagen… det hører dog med i en børnefamilie, så de 8-10 maskinfulde vask bliver da klaret, men det kniber lidt mere med rengøringen, må vi indrømme…

 

Martin er inde i sin travle periode og har fået en masse gode kunder. Det er han rigtig glad for – særligt i disse ’fyringstider’, hvor man uanset hvad er lidt bekymret for sin egen bagdel så at sige. Jeg selv er i den paradoksale situation, at jeg er med til at afskedige rigtigt mange medarbejdere, samtidigt med at jeg – som så mange andre – tænker: hvor når mon det bliver min tur? Endnu mere paradoksalt (men rart) er det, at jeg faktisk får ros af de fyrede medarbejdere for min håndtering af det hele! Tænk at have overskud til også at rose den, der giver beskeden om afskedigelse!! Jeg har i det hele taget rigtig mange personalesager men har også en stor opgave i at få indkøbt og implementeret et nyt HR-system. Herudover er der en masse procesoptimering og udarbejdelse af nye paradigmer ift. håndtering af diverse problemstillinger i virksomheden. Jeg er meget glad for mine arbejdsopgaver men har kæmpet en del med min nye rolle som leder i stedet for ’fagperson’. Det kæmper jeg såmænd stadig med, men det går bedre og bedre, desto flere aha-opevelser jeg får (og de kommer heldigvis med jævne mellemrum). Men når man er vant til at lave tingene selv og nu skal motivere andre til at gøre det i stedet, kræver det altså en del mere, end jeg lige havde regnet med. Min chef har heldigvis ikke fortrudt, at hun udnævnte mig, selvom det nok kom bag på hende, at det skabte så meget ravache i medarbejderstaben… Og som en coach jeg var til ’session’ hos i sidste uge sagde: ”hvis du kan lede jurister og personer med tilsvarende profil, kan du lede alle!” Så det arbejder jeg på J

 

Vi er ikke flyttet i hus… og har p.t. heller ingen planer om at gøre det. Vi finder huse på nettet og i avisen men ikke DRØMMEBOLIGEN, så vi har slet ikke været ude at kigge på noget i laaang tid. Vi er lidt vægelsindede med hensyn til, hvad vi vil: ind imellem taler vi om at finde en lejlighed med altan og byggeri med gårdmiljø i byen, og andre gange er vi tilbage ved huset uden for byen et sted. Og når det går rigtig vildt for sig, drømmer vi om at flytte til Sydney eller Melbourne!

 

Børnene er begge blevet glade for at gå i børnehaven, og vi andre har efterhånden vænnet os til den. Men vi har også haft to opfølgningsmøder med personalet, hvor vi har talt om børnenes trivsel og børnehavens kultur og pædagogiske syn, som vi ikke er helt enige i. Heldigvis har de en fantastisk pædagog, Leila, og de voksne er alle glade for både Elinor og William, og det betyder også rigtig meget.

 

Elinor siger mere og mere – tydeligere og tydeligere – og er især begejstret for ordet ’prut’, som hun ynder at gentage hen over middagsbordet. Hun bliver også mere og mere temperamentsfyldt og har sine helt egne faste meninger om det meste. Hun kan skrige længe, når tingene ikke går, som hun vil! Men hun er også utrolig sjov og har en fantastisk humor og et smil, der stråler ud over alle grænser. Hun har i lang tid været meget, meget far-glad, og siger ”far, far, far… daddie, daddieeeeeeeee” meget tit og ofte. Ind imellem er der heldigvis også plads til ”muaar” eller ”mummy”, men det er mest, hvis hun ikke har set mig i nogen tid. Sin storebror er hun både en drillepind overfor og en meget betænksom lillesøster til. Hvis hun beder om noget at drikke eller spise, sørger hun altid for, at William også får, og hun kalder tit på ham for at sikre sig, han er i nærheden, hvis hun ikke lige kan få øje på ham. Om natten eller tidlig morgen, kommer hun ind til mig og Martin, og hvis hun opdager, at William også ligger der, bliver hun så glad så glad, at hun hviner højlydt. Fantastisk!

 

William har helt klart også temperament, og hans ofte sagte sætning for tiden er: hvor er du tarvelig”. Det siger han blandt andet, hvis vi slukker for fjernsynet, når han gerne vil se tegnefilm (han er stor fan af Ben10 og diverse tegnefilm, som især hans mor ikke synes, han skal se… Ikke desto mindre er vi ikke så regelrette, som ønsket her i huset på dette punkt…). Han gider ikke rigtigt lege udendørs, når det er koldt og regnfuldt og slet ikke, hvis det kræver, at han skal have flyverdragt på. I stedet spiller han meget gerne computerspil, tegner rigtig meget, spiller Ludo og lægger puslespil. Han er lige så kærlig som sin lillesøster, utrolig betænksom og ganske enkelt en ’go’ dreng’. Han er ret opmærksomhedskrævende og søger ofte bekræftelse i det han gør, men når han oplever, vi ser ham, har han et godt gå-på-mod og et stort ønske om at vise, hvad han kan. Dette kom senest til udtryk i forbindelse med svømning, som han går (gik) til om søndagen i Lyngby Svømmeklub. Her ville han vise, han sagtens kunne svømme uden bælte (det lærte han i New Zealand), så han hoppede i vandet et sted, han troede, han kunne bunde… men det kunne han ikke! Han blev så forskrækket, at han begyndte at padle desperat, ind til jeg og svømmelæreren fik ham op af vandet. Pyha en forskrækkelse og som William udtrykte det: ”hvorfor har de hældt så meget vand i, at jeg drukner?” Han har ikke været til svømning siden, og vi har nu meldt ham til et svømmehold i Farum i stedet. Der har de nemlig en svømmeklub, der underviser efter de samme principper, som de gjorde i New Zealand. Forhåbentlig kan han starte i januar. Han har fået et par gode legekammerater i børnehaven – Gustav og Tobias – og især Tobias leger han rigtig godt med. Begge har været udstationeret med deres forældre (ret pudsigt), og Tobias flyttede tilbage til Danmark cirka samtidigt med os efter en periode i USA.

 

What else? Vi pønser på at tage på ferie i januar (trænger til det) og forbereder en forhåbentlig større tur til USA til maj. Vi savner vores liv i New Zealand; savner eventyret og det uforudsigelige i at tage på opdagelse i det ukendte og være sammen som familie på den måde. Men vi er glade for det økonomiske overskud, det giver at være tilbage i Danmark, og det er rart at være tættere på familien og venner, og jeg er glad for at være mere og andet end 'soccer mom' igen, selvom jeg nogen gange længes tilbage til den megen tid, jeg spenderede med børnene i hverdagen. Men men - man kan ikke få det hele. I hvert fald ikke på én gang.

 

 

 

 

10/10-09: Det er lørdag aften, og Martin og jeg sidder og ser vores favoritprogram for tiden: Top Gear... Er det et tegn på, at man er blevet voksen, mon... Eller bare kedelig...? De fleste ser formentlig fodboldkamp, men Martin er overbevist om, at hvis han kigger med, taber Danmark, og det går jo virkelig ikke. Vi er nu heller ikke de store fodboldentusiaster her hos os, så det er godt det samme.

 

Det er 1½ måned siden, vi opdaterede hjemmesiden med tekst, og siden sidst er Elinors ordforråd vokset gevaldigt. hun er oppe på tre ord i en sætning. Det er ikke så tydeligt men dog hele sætninger. Eksempelvis: "Jeg er sur", "det er mig" og lignende. Det lyder SÅ sødt! Williams ordforråd vokser også - han er blevet tidlig teenager og siger: "Orv mand", "manner" og "jeg gider ik'" :-) Siden sidst har han også lært at klatre på klatrevæg, gynge selv, cykle uden støttehjul og meget, meget mere. Han er vældig optaget af computerspil (æblet falder ikke langt fra stammen), men han bruger også en del tid på at tegne. Elinor laver i store træk det sammen som sin storebror og beundrer ham og forfølger ham grænseløst. Men hun driller ham også, så ind imellem er det hårdt for ham, for han ved, han ikke må slå, men når lillesøster bider og slår. Hvad gør man så? 

 

Dagen i dag har budt på gåtur på Frederiksberg ("home sweet home"), hvor vi spiste brunch. Det lod sig gøre, fordi Elinor sov til middag imens, så det var faktisk ret afslappende, og vi spiste på café Kong gulerod, hvor vi var første gang, da jeg var gravid med William. Tænk at det er 5 år siden! Elinor sover rigtig godt udendørs, og det er også godt for hendes astmatiske bronkitis, som hun har været ramt af den seneste uge. Hun er i fin form igen men får fortsat astma-spray to gange om dagen, for vejrtrækningen er ret 'tung' stadigvæk.

 

I sidste uge havde Martin og jeg en dag hver med barn syg, så i onsdags gik jeg tur i fire timer med Elinor i klapvognen, så hun dels kunne få sovet og dels kunne få lidt frisk luft. Dejlig tiltrængt for os begge faktisk, og jeg følte mig helt hensat til tiden i New Zealand, hvor der var tid og overskud til de lange vandreture. Dejligt! Både Martin og jeg får rejst Danmark rundt med arbejdet for tiden. Mest mig. Forrige uge var jeg i Kolding én dag og Martin var i Århus i to. I fredags var jeg så et smut i Odense, og snart går turen til Århus igen. Herudover arbejder jeg cirka en gang om ugen i Roskilde (Teknologisk Institut har lige købt en virksomhed med 111 ansatte + ’de løse’, der ligger her), så transporten til og fra arbejde er til tider lang, må man sige. Arbejdsmæssigt går det derud af og til tider i frit fald… Som led i min udnævnelse til leder, havde jeg i mandags møde med vores administrerende direktør, der bl.a. spurgte mig, om jeg havde fortrudt, at jeg havde sagt ja til mit nye job… Han sagde, at det var noget af det sværeste at gå fra at være kollega til at være leder, og vi talte derfor lidt om det at være på dybt vand ind imellem, og hvad han forventer af HR-afdelingen og ikke mindst af mig. Det var et godt møde, men jeg var overrasket over, hvor meget han egentlig ramte plet ift. de udfordringer, jeg har i jobbet: særligt ift. min nye rolle som leder i stedet for kollega. Jeg havde selv bedt om at komme ud på dybt vand og lære noget, og hold da helt op hvor har jeg fået mit ønske opfyldt! Jeg er bare ikke så godt til at være i en situation, hvor jeg skal lære; vil helst bare vide det hele, så det er sværere, end jeg lige havde regnet med. Herudover er jeg ikke så god til at tage én kamp af gangen; tager dem alle på én gang, og det er nok i virkeligheden ikke det smarteste. På den anden side: så er det jo ligesom overstået på et tidspunkt, ikke sandt?

 

Siden sidst har Martin og jeg været i Amsterdam, Elinor har haft 2 års fødselsdag, og jeg selv har fejret min 34 års dag med veninde-brunch og tøssehygge. Turen til Amsterdam var uden børn, som blev passet af farmor og farfar. Martin havde bestilt turen som en overraskelse, og jeg fandt først ud af, hvor vi skulle hen, da vi stod i lufthavnen. Jeg elsker overraskelser! Til vores egen store forundring var vi så trætte, da vi langt om længe fik muligheden for at slappe af, at vi sov og sov; ja faktisk tog vi os en ’morfar’ begge dage på 2-3 timer. Helt vildt. Men vi fik da også gennemvandret Amsterdam, set Van Gogh museet (ikke lige vores stil men her finder man ud af, hvad god ’branding er!) og sejlet på de mange kanaler. 

 

 

 

22/08-09: Det giver måske i virkeligheden ikke så meget mening at skrive Siden sidst..." på hjemmesiden, nu hvor vi ikke længere befinder os på den anden side af jorden. Særligt ikke eftersom vi skriver på dansk, og dem der nu ville have glæde af at læse siden her primært taler engelsk... Ikke desto mindre fortsætter vi - om end ikke så ofte - for det er ret sjovt, for os selv, ind imellem at se tilbage på de ting, der har optaget os, og som vi har oplevet igennem tiden.

 

Denne weekend er den første i lang tid, hvor vi ikke har en masse aftaler, og det er faktisk rart med en tom kalender i ny og næ, selvom vi er nogle rigtige selskabspapegøjer. Jeg ved ikke, om det vi foretager os, så er så interessant, for lige nu stryger Martin skjorter, jeg selv har været i gang med at lave fiskefrikadeller til børnenes madpakker, og italiensk brød nummer 2 er netop kommet i ovnen. Elinor tripper rundt i mine højhælede sko og kører ind imellem på scooter (inde i stuen), og William er gået uden for for at lege i sandkassen. Planen er dog at få gået en meget lang tur og nyde det gode vejr, for det er efterhånden lang tid siden, vi har fået bevæget os - mere end blot til og fra bilen i hvert fald!

 

Hverdagen går slag i slag med arbejde, hentning og aflevering af børn, indkøb, rengøring og diverse. Vi har sat dagene rimelig meget i system for at få det til at hænge sammen (og ikke stresse eller føle, vi har for travlt), og det går overraskende godt, selvom flere griner godt og grundigt af vores "orange planlægningsseddel", som hænger på opslagstavlen: hvem smørrer madpakke, hvem skal møde på arbejde hvornår osv., står der... Men det fungerer, og det er det vigtigste! Vi har lagt huskiggeriet lidt på hylden. Ind imellem kommer det over os, men der er ingen af os, der gider at bruge så meget energi på det for tiden. Til foråret måske... Lige nu er der så meget andet, synes vi.

 

Børnene trives stadig godt i børnehaven, og William har fået sig en meget god ven, der hedder Hjalte. Hjalte har en lillebror, Håkon, og man kan se, at han har samme tilgang til sin bror, som William har til Elinor: meget omsorgsfuld. Han er også en smule gammelklog, og alt i alt tror jeg, han paser ret godt til Williams temperament. De har legedag hjemme hos Hjalte for første gang på mandag, og det glæder William sig meget til. I det hele taget er William optaget af legekammerater og "bedste venner" for tiden. Han inkluderer stadig Rune i sin "bedste ven-kategori", og vi var da også med Rune og Rikke (Runes mor) i Zoo i fredags, hvor drengene så hinanden for første gang i 1½ år. Jeg gik tidligt fra arbjedet, så William og jeg kunne komme i Zoo. Det startede lidt skævt, for Rune ville ikke sige noget, og det kunne William slet ikke forstå. Han kom derfor hele tiden hen til Rikke og spurgte: "Hvorfor vil Rune ikke sige noget?" og til Rune sagde han: "Snak med mig, Rune". Men Rune var så overvældet, at det tog lidt tid for ham at finde ord, men dea det endelig skete, var de pot og pande , som de plejer. Dejligt at se J William har også været hjemme og lege hos en dreng fra børnehaven, der hedder Oliver. Hans mor skrev en seddel, hvor der stod, at William nu i flere dage havde spurgt, om han måtte komme med Oliver hjem, og det måtte han altså gerne. Det viste sig, at Oliver har mange Ben10 figurer, og William er mere end almindeligt optaget af Ben10, så han havde lige øjnet muligheden for at få lov til at lege med alle de Ben10 ting, han ikke selv har derhjemme. Klog fyr! Legedagen gik fint, men behovet blev vist dækket, for han har ikke siden spurgt, om han må komme hjem og lege med Oliver... Og vi må indrømme, at det er ikke noget, vi vil forfølge, for selvom man som forælder ikke skal blande sig i sine børns vennevalg, er der ingen grund til ligefrem at opfordre til venskaber, man ikke synes er særlig hensigtsmæssige, vel?

 

Elinor er gået i Pippi Langstrømpe-mode, og som William meget kendetegnende - og ofte - siger: "Elinor laver ballade!" Men det er ret sødt, og vi kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når hun finder på nye ting at underholde sig selv (og os andre) med. Forleden fik hun spredt salt ud over det hele, tegnet på  gulvet, forsøgte at drikke parfume og tømt min taske og pung for alt, hvad de lå deri. Hun snakker og snakker, og det er en fornøjelse at høre hende kommunikere for tiden. Motorisk er hun også godt med, og hun hopper ivrigt, hvor hun kan komme afsted med det: i sengen, sofaen (som vi i øvrigt har fået tilbage efter 3 ugers reparation) og på sin hoppeko, som hun er meget glad for. Der er fart over feltet, men om eftermiddagen, når hun og William kommer fra børnehave, nyder de også begge to at sidde og se tegnefilm og geare ned. Men eftersom de begge stadig står ualmindeligt tidligt op, ender det med, de får set alt for meget tv, så nu skal vi til at skære lidt ned på det... Jeg tror dog underboen foretrækker, at de ser tv om morgenen, så vi må se, hvad vi ellers kan finde på, der ikke larmer alt for meget kl. 05.30... :-/

 

 

 

 

20/07-09: Tiden flyver mere end nogensinde, og vi har slet ikke haft tid til at opdatere hjemmesiden midt i flyttekaos, jobstart, diverse sociale arrangementer, institutionsstart og de 117 andre bolde, vi har for vane at kaste op i luften. Det har da også været lidt si som så med ”gribe-talentet” på det seneste, for man skal vist være en ægte akrobat for at kunne gribe alle de bolde, der bliver sendt op.

 

Vi flyttede ind i lejligheden som planlagt og lånte en seng og diverse af Michael og Charlotte. Det gik glimrende (hvad man dog ikke kan efter 1½ år i New Zealand!), men det var nu alligevel dejligt, da dagen oprandt, hvor vores møbler ankom. Den 6. juli var dagen… hvor vi til vores gru opdagede, at flyttefirmaet i New Zealand havde ødelagt en pæn stor del af vores flyttegods! De havde bl.a. bundet klisterbånd direkte på vores lædermøbler, og stablet læderstole, så de havde tunge stålben i ryggen. Alt i alt drejer det sig om et beløb, der overstiger de 100.000 kr., så det var ikke blot at flytte ind og slappe af. I stedet er vi nu i gang med en forsikringssag, som vi er ret spændte på udfaldet af.

 

Nå, men man kan jo ikke græde over spildt mælk, så vi flyttede ind, og er så småt ved at komme på plads. Vi har også fået alt vores tøj igen. Og efter at have levet med/i det, der kan være i en kuffert i mere end 4 mdr., er det fuldstændig overvældende at pakke alt sit tøj ud. Faktisk ganske uoverskueligt, og jeg kan slet ikke forstå, jeg nogensinde har syntes, jeg ikke har haft tøj at tage på! Jeg har derfor lovet mig selv, at jeg ikke må købe nyt tøj, medmindre noget går i stykker, så der kun sker udskiftninger i garderoben – ikke tilføjelser. Men generelt set har vi måttet sortere rigtig meget ud i vores ting – endnu en gang - for der er ikke plads til så meget, og nu er både vores eget og mormors kælderrum fyldt til randen.. Onkel Prebens er heller ikke blevet tømt endnu, og sådan har vi stadig ting stående sådan rundt omkring… Efterhånden er det vist heller ikke kun os selv, der håber på, at vi får et stort hus på et tidspunkt – ha ha!

 

Det har været en lidt spøjs proces, for på den ene side har vi ikke lyst til at flytte ind, fordi det blot er en mellemstation, og på den anden side bliver vi nødt til at flytte ind ”rigtigt”, så vi kan få lidt ro på. Det er derfor en smule underligt at bo til leje og i lejlighed… For på den ene side kan det ikke gå hurtigt nok med at få eget hus og have, men på den anden side er der vanvittig mange fordele ved at bo, som vi gør: børnene har altid legekammerater lige uden for døren, og vi har mulighed for at spare flere penge op end ellers, hvilket er ganske fantastisk…

 

Og børnene trives rigtig fint. Som W siger: ”Jeg er træt, men mine øjne vil lege…” De kan slet ikke få nok af udendørsleg – cykling, løb og leg med de andre børn i bebyggelsen. Strengt taget tror jeg dog efterhånden, Elinor og William kan trives hvor som helst; de er godt ’tunet ind’ på forandringer og ser det ikke som noget skræmmende eller farligt – tværtimod venter de næsten på dem. Som William så sigende udtrykker det efter al vores rejseri: ”Det er et fint hotel, vi bor på. Hvor skal vi bo næste gang?”

 

Apropos forandringer så startede børnene i Børnehuset Vandpytten den 1. juli. Jeg havde sat 14 dage af til indkøring, men efter 2 dage var både William og Elinor selvkørende! William havde glædet sig helt vildt til at komme i en dansk børnehave, og han blev ikke skuffet: det var vist lige, som han havde håbet på. I hvert fald valsede han ind og sang en sang på maori for alle børn og pædagoger – inklusiv haka (krigsdans) og det hele! Jeg sad ved siden af og tudede, fordi jeg var så stolt af ham. Han var fuldstændig i balance og havde det helt store overskud til at møde alt det ukendte på sin helt egen facon. Ganske fantastisk! Elinor hoppede også lige ud i det – måske fordi hun altid har sin storebror i nærheden, men det hjælper også på det, at der er rigtig mange rum og udendørsareal at udforske, og så er det samtidig en kæmpefordel, at hun har en fast tilknyttet pædagog, Leila, som følger hende og sørger for hende. William leger en hel del med Elinor, men han er heldigvis også god til at sige fra, når han hellere vil lege med de andre børn på sin egen alder. Det passer ikke den lille dame helt, men her er det så, at Leila kommer så fint ind i billedet. Nu hvor det efterhånden er blevet 'rutine' at gå i børnehave, er hun begyndt at pjevse lidt om morgenen, når Martin og jeg skal gå, men hendes opmærksomhed kan hurtigt fanges med for eksempel musik eller dans, som hun elsker. Ellers leger hun primært med biler, ”Pe-pe” = Postmand Per, Woody og Buzz Lightyear. Det er vist tydeligt, hvor hun har sine interesser fra! I børnehaven siger de, at William er meget omsorgsfuld, og Elinor har meget temperament - så de er, lige som vi kender dem - og pædagogerne er imponerede over, hvor hurtigt de begge trives og er faldet til. Men jeg tror nu også, det har været en kæmpefordel, at de er startet i en sommerperiode, hvor der er lidt ro på, og pædagogerne har overskud og tid til rigtigt at fokusere på det enkelte barn og ikke mindst tage på ture med dem. De seneste to uger har de for eksempel været i Kongens Have, på en stor legeplads, Frilandsmuseet og ude at kigge på dyr.

 

Der er også gået sommerferie i den på arbejdet - både hos KPMG og Teknologisk Institut, så der er tid til at koncentrere sig om skriveopgaverne og de projekter, man formentlig ikke får tid til, når først alle vender tilbage fra ferie om 1-2 uger. Det betyder også, at vi er en smule mere fleksible end ellers, når det gælder aflevering og hentning af børn. Alligevel måtte vi allerede nu ud og investere i endnu en bil for at få det til at hænge sammen, så Martin er blevet den glade ejer af en sort Peugeot 107 - som han siger, skal "pimpes op" for vildt - hi hi :-D

 

Ellers har programmet stået på min søsters 40 års fødselsdag i sidste weekend. Martin og jeg tog derop uden børn, hvilket var rigtig dejligt for os alle, tror jeg. Elinor og William nød et par dage med farmor og farfar, og Martin og jeg tjekkede ind på Hotel Divan i Strandby, hvor vi to morgener i træk kunne sidde og hyggesnakke over en kop kaffe/te i fred og ro. Vi var sågar ude at løbe en tur sammen. Ganske forunderligt. Ellers har vi været til Jaspers 1 års fødselsdag, Cecilie fra Norge har været og besøge os, og jeg selv har haft "pige-aften" med Lise, og Martin er begyndt på sine sædvanlige "fridagsaftener" om onsdagen sammen med sine kammerater. Så selvom det føles mærkeligt og har vist sig sværere rent mentalt at vende tilbage til Danmark, er vi ved at komme ind i nogle gode rytmer, og vi trives og har det ganske fortrinligt J

 

 

 

29/06-09: Jeg sidder i toget på vej til Århus i arbejdsøjemed, men da adgangen til min arbejdsmail er nede, bruger jeg tiden fornuftigt og opdaterer hjemmeside i stedet! Toget er naturligvis forsinket, så jeg har tilsyneladende god tid J

 

Den seneste tid har været forunderlig ustressende og alligevel hektisk, hyggelig men træls og kaotisk men trods alt rimelig rolig. En besynderlig blanding med andre ord! Vi var først hos farmor og farfar i en uge, hvorefter turen gik via Egon og Henny i Brande til Aalborg. Her havde Martin en opgave for KPMG, så det passede ganske fint med, at vi også kunne spendere et par dage hos mormor. Så gik rejsen videre til "Hotel Solbakken 7" i Hillerød hos Anders og Sofie. Det var superhyggeligt at spendere tid sammen med dem og ikke mindst drage fordel af deres skønne have, som børnene nød i fulde drag. Vi nåede også lige til bryllup ved Ringsted, hos Martin Holm og hans Pernille (Martin var toastmaster til mit og Martins bryllup) – en helt og aldeles formidabelt bryllup – alt imens William og Elinor var på herregårdsophold sammen med farfar og farmor.

 

Efter 5 dage i Hillerød syntes vi, at Anders og Sofie fortjente en pause, så ”mini-bussen” kørte videre til Nørrebro og Michael og Charlotte, hvor vi bl.a. ”crashede” deres middagsselskab og havde et par rigtig dejlige dage sammen med dem og lille Sander, som Elinor hyggede sig rigtig godt med. Vi fik også lige tid til en afstikker til Lyngby, hvor vi var på cafébesøg med onkel Preben og Kirsten (dette var dog relativt hektisk, for børnene var trætte; Elinor stak af hele tiden, og William smed bukserne to gange midt på Lyngby Hovedgade – he he!), og i Kirke Eskildstrup, hvor Archibal fyldte 4 år, og vi havde en rigtig dansk sommerdag på landet – med masser af legende børn. William legede supergodt med dem alle sammen hele dagen, og Elinor faldt pladask for et par hunde, som hun gik tur med – med stort mod og en utrolig iver. Skønt med lidt afslapning ind imellem, og også rart at se hvor meget børnene nyder disse sommerdage og dét, der sker.

 

Nu er vi så kørt videre til Rødovre, hvor vi overnatter hos Kim og Malene, ind til vi overtager lejligheden, vi har lejet, i morgen, onsdag. Møblerne er godt nok forsinket, så vi låner os lidt frem, så vi alligevel kan flytte ind som planlagt. Vi glæder os! Selvom det ikke er tænkt som en permanent bolig, er det alligevel rart at flytte ind, og det virker som et godt og børnevenligt sted. Vi har 115 m2, to altaner og en legeplads lige uden for døren. I bil tager det 10 min. at køre til børnenes institution, og det er nemt at komme ud på Kongevejen og videre på arbejde. Adressen er Lavendelhaven 67, 2830 Virum.

 

Og nu når vi er ved bolig, så har vi ledt og ledt efter et hus, og vi har skiftet mening et utal af gange… Hillerød, Rødovre, Valby, Birkerød, Lyngby… ALT har været oppe at vende, og plusser og minusser er blevet skrevet ned. Vi er nok nået længst med udelukkelsesmetoden, som betyder, at vi i hvert fald ikke flytter til Hillerød (selvom det var ret fristende på et tidspunkt; særligt da Sofie og Anders tilbød at lave middag til os hver onsdag, hvis vi flyttede derop J).  P.t. tror jeg dog blot, jeg vil sige, at vi ikke er nået helt til enighed om, hvordan vi gerne vil bo og prioritere tid og penge, så der er et stykke vej endnu, før vi finder drømmeboligen, men lige pludselig… så dukker den helt sikkert op.

 

Ind til da bor vi i Virum, hvor vi igennem ejendomsadministrationsselskabet Kuben fandt en lejlighed. Martin har faktisk slet ikke set den endnu, for jeg lejede den på stedet, efter at have set lidt af hvert og ikke ville risikere at miste muligheden for at få den. Egentlig skal man nemlig være medlem af ingeniørforeningen for at komme på venteliste til disse boliger, men på forunderlig vis kom jeg foran i køen (kodeordet var: "Vi kan overtage med det samme"), og så slog jeg/vi til (Martin havde sagt ok i forvejen).

 

Børnene var på besøg i deres nye institution, Vandpytten, i sidste uge, og de hyggede sig gevaldigt på den store legeplads, der hører til. Der er masser af udfordringer på den 1000 m2 store grund, så hverken William eller Elinor ville med hjem igen og glæder sig til at starte. Jeg har heldigvis tid til at køre dem ind stille og roligt, så vi tager tingene, som de kommer. Det vigtigste er, at det bliver en god oplevelse, og her er jeg særligt spændt på, hvad Elinor siger. William har glædet sig til at tale dansk i sin børnehave, og er som sagt meget begejstret for tanken om at skulle starte. Jeg håber blot ikke, at hans forventninger er skruet for højt op; eller rettere sagt: jeg håber at virkeligheden kan leve op til hans forventninger.

 

Jeg selv startede så småt på arbejde i sidste uge og har fået nyt job. Samme sted men med nyt arbejdsindhold. Det er meget, meget udfordrende og spændende, og der er rigtig meget at lære. Jeg har ansvaret for administration, it-systemer, rekruttering, employer branding, ansættelsesforhold og ikke mindst vores datterselskab i Sverige, som jeg overtager HR ansvaret for til efteråret. Jeg har ikke noget kontor endnu men skal dele med vores personalechef, når jeg starter ”rigtigt” om en 14 dages tid. Jeg er således ikke ”rigtigt” på arbejde i dag(!) men skal alligevel til møde vedrørende vores nye HR it-system, som vi skal have indkøbt og implementeret inden udgangen af året. Jeg er hoppet lige ned midt i et projekt, som jeg nu har det overordnede ansvar for, men som jeg ikke tidligere har taget del i, så det er en til tider frustrerende oplevelse både hvad angår indhold og medarbejderansvar men ikke desto mindre sindssygt lærerigt. Og så hjælper det jo også lidt på det, at jeg altid kan spørge it-manden derhjemme om gode råd J

 

Vi har det, som I kan høre, ganske glimrende på trods af livet som hjemløs det seneste stykke tid. Også børnene tager det forbavsende godt, selvom William da ind imellem kan være ganske humørsvingende (han går fra at sige ”Mor, jeg har plukket tre blomster til dig, fordi jeg elsker dig SÅ meget” og ”Når jeg bliver stor, vil jeg have en kone, der ser ud ligesom dig, mor” til at blive rigtig gal på – især – mig men også på far og lillesøster). Men det er nu ikke noget, der er kommet efter flytningen til Danmark; det hører vist med til alderen, har jeg ladet mig fortælle (og overbevise om). Elinor er sit sædvanlige energiske, nysgerrige og viljestærke selv (på det seneste har vi hørt en del kommentarer om, hvor gode lunger hun har... he he), og hun får et større og større ordforråd for hver dag, der går. Jeg tror dog primært, det er mig og Martin, der forstår hvad hun siger ind til videre... Men hun kommer nu også langt med blot et nik, et nej, et smil eller et skulende blik.

 

Vi sætter stor pris på udendørslivet og udover de mange haveaftener rundt omkring hos vennerne, har vi også nydt en dejlig afslappende eftermiddag ved Kastellet, Gefionspringvandet, Frihedsmuseet og den engelske kirke i København sammen med onkel Preben. Det er dansk sommer, når den er bedst!

 

Vi nyder, at sommeren er kommet og synes, Danmark er et smukt land, nu hvor vi ser det med friske øjne. Folk ryger dog vanvittigt meget, har jeg lagt mærke til - lige så snart de stiger ud af et tog, er de klar med lighter og smøger. Det kan kun gå for langsomt, og det er i virkeligheden ganske ucharmerende, men dét er en helt anden historie...

 

På falderebet vil jeg lige sige TAK TIL ALLE VENNER OG FAMILIE for jeres store gæstfrihed, rummelighed og hjælp de seneste 3 uger – det har været formidabelt!

 

 

 

14/6-09: Så har vi været i Danmark i en uge, som har budt på køb af ny bil (sikke meget glæde en bil kan give J), hygge med farmor og farfar og ikke mindst en masse huskiggeri og dertil følgende frustration og forvirring.


Weekenden har budt på andet end huskiggeri og en lang række praktiske ting (som der er overvældende mange af ved sådan en hjemflytning), og i fredags var Martin og jeg i byen med farfar 
J Der var nemlig ’Advokatdagene’ på Comwell i Kolding, så vi drak rødvin og hørte god musik og fik snakket med nogle spændende mennesker (som måske endda have et par lejligheder, vi kunne leje). Rigtig hyggeligt og dejligt at komme lidt ud. I går kørte vi til Middelfart og spiste is – en fast sommertradition – og Elinor fik sin allerførste is, som hun spiste med stor koncentration. I dag har vi været i Legeparken i Kolding - et formidabelt sted for børn i alle aldre, og William fik kørt i "moon-car" til han var knaldrød i kinderne og roet i robåd med sin far, og Elinor fik leget med sand og gynget, som hun elsker. 

 

Vi ankom søndag morgen efter en god men lang rejse fra Hongkong via München. Natten forinden havde vi sovet rigtig dårligt alle sammen, fordi William og Elinor hostede og begge havde fået bronkitis, så vi var godt trætte, da vi kom ud af lufthavnsdørene og til vores store overraskelse og glæde så Michael, Charlotte og lille Sander – foruden farmor og farfar selvfølgelig – byde os velkommen hjem. Dejligt! William havde glædet sig helt enormt til at se farmor og farfar, og Elinor kunne heldigvis genkende ansigterne og stemmerne fra Skype, så der gik ikke lang tid, før hun holdt farfar i hånden J

 

Mandag var vi ude at prøvekøre en Citröen C4 Grand Picasso i Kolding, men forhandleren ville ikke gå ned i pris, så vi købte den ikke. Til gengæld blev vi bekræftede i, at det var en sådan bil, vi gerne ville have i dieseludgaven, og så var det bare tilbage til computeren og lede videre på nettet. Som sagt så gjort, og tirsdag syntes vi selv vi gjorde et fantastisk køb i Røde Kro, Sønderjylland, hvor vi købte en koksfarvet Citröen C4 Grand Picasso fra 2007, der har kørt 25.000 km. Den står som ny og har en masse lækkert ekstraudstyr, og så kostede den hele 130.000 kr. under nyprisen og 30.000 kr. under den pris, vi kunne få den til andre steder. Alt i alt er vi meget glade og tilfredse!

Det står lidt mere sløjt til på boligfronten…. Onsdag kørte Martin og jeg til København og efterlod børnene hos farfar og farmor i Kolding så længe. Det gik i øvrigt godt med Elinor, som kun var ked af det, lige da vi gik men ellers var i sit es resten af dagen. William savnede os nok i virkeligheden mest og ringede da også i løbet af eftermiddagen for at spørge, hvornår vi kom hjem og for at sige, at han savnede os. Hvorom alting er, fik vi set på en masse huse, en grund og en enkelt lejelejlighed og var nok mere forvirrede end afklarede, da vi tog derfra. Øv! Vi havde sådan set regnet med, at vi bare lige skulle ud og se et hus i Hjortekær (Lyngby), som vi ville byde på, og så var dét ligesom afklaret, men nej… Da vi nærmede os kvarteret måtte vi erkende, at det bare ikke var os, og da vi så huset, blev vi slemt skuffede (vi ved ellers godt at billeder ”snyder” men ikke SÅ meget!). De resterende huse var for dyre til prisen stadigvæk, syntes vi, og vi fandt ud af, at en del boligejere har belånt deres huse så meget, at banken formentlig ikke vil gå med til prisnedslag. Der var eksempelvis et hus i Virum med en fantastisk beliggenhed (men huset var rimelig slidt), og ejeren, en 90-årig dame, havde fået en kassekredit på 4 mio. af banken, som hun havde rejst op – rub og stub – sammen med sine børn, så der nu var 0 kr. i friværdi. Banken ejede hele huset, og prisen var allerede sat ved de 4 mio., som var smertegrænsen. Fantastisk liv for den 90-årige, som i parentes bemærket var ret moderne af sin alder at være: hun havde fladskærme og diverse i hele huset 
J

 

Vi fandt også en byggegrund i Søborg med et hus, der skal rives ned. En superinteressant mulighed men også en smule uoverskuelig, synes vi. Ikke desto mindre er vi gået i gang med at undersøge mulighederne, og hvad vi kan tillade os at byde for grunden. Men vi er snotforvirrede hvad angår område, vi gerne vil bo i – i hvert fald når man skal prioritere (og det skal man jo), og vi (særligt jeg) må nok erkende, at location, location, location selvfølgelig er det klogeste at gå efter, men i New Zealand lærte vi, at husets stand bare er det vigtigste for vores velbefindende… så lige nu skyder vi faktisk med spredehagl og kan ende i såvel Rødovre som Hillerød!

Weekenden har budt på andet end huskiggeri og en lang række praktiske ting (som der er overvældende mange af ved sådan en hjemflytning), og i fredags var Martin og jeg i byen med farfar J Der var nemlig ’Advokatdagene’ på Comwell i Kolding, så vi drak rødvin og hørte god musik og fik snakket med nogle spændende mennesker (som måske endda have et par lejligheder, vi kunne leje). Rigtig hyggeligt og dejligt at komme lidt ud. I går kørte vi til Middelfart og spiste is – en fast sommertradition – og Elinor fik sin allerførste is, som hun spiste med stor koncentration. I dag har vi været i Legeparken i Kolding - et formidabelt sted for børn i alle aldre, og William fik kørt i "moon-car" til han var knaldrød i kinderne og roet i robåd med sin far, og Elinor fik leget med sand og gynget, som hun elsker. 

 

 

 

06/06-09: Ankomst til Hongkong efter en god rejse med Air New Zealand, som er et fantastisk flyselskab for børnefamilier. De er simpelthen SÅ servicemindede og hjælpsomme. I lufthavnen blev vores bagage vejet, og vi havde ”kun” 10-15 kg overvægt – inkl. klapvogne, barneseng og bilsæde, så det var egentlig ikke så slemt… I hvert fald ikke når man tænker på, hvor meget vi kunne have haft med… Katrine og Martin fik nemlig i sidste øjeblik en ekstra kasse + lille kuffert med ting, som de skal tage med hjem for os – reddet på målstregen! Men som Air New Zealand repræsentanten i lufthavnen sagde: ”I know how it is travelling with kids.” Hun gav os desuden to ekstra sæder, og inde i flyveren flyttede personalet en anden passager, så vi havde seks sæder i alt og derfor kunne lade børnene ligge og sove i stedet for at sidde op. Turen startede godt nok med en skrigende Elinor, men heldigvis faldt hun til ro efter blot ½ time, og William faldt fint i søvn, da vi var kommet op i luften, så vi var næsten udhvilede, da vi ankom til Hongkongs varme sommervejr. Herligt!

Lufthavnen var ganske uoverskuelig, og på grund af faren for svineinfluenza smitten, fik vi tjekket vores temperatur hele to gange i lufthavnen af personale med masker, som går rundt med et termometer, som de stikker i panden på en, når man går forbi. William blev sur over det og løb væk, men der var ikke andet at gøre, hvis vi ville ind i landet, og til sidst gik han med til det; han skulle bare lige finde ud af, hvad det drejede sig om.

Vi havde vanvittig meget bagage, så vi droppede tanken om at tage metroen til centrum og tog i stedet en ”limousine-service”, der var den eneste bil, der kunne rumme os og alle vores kufferter. Og vi huskede at prutte om prisen :-) Chaufføren var vældig flink men/og (alt efter hvordan man ser det) gav børnene mintpastiller, hver gang de sagde en lyd, der ikke lød som et grin, og så syntes han, det var utrolig morsomt at høre Elinors begejstrede udbrud, hver gang hun fik en pastil, så han blev ved, selvom vi prøvede at sige nej tak… han troede sikkert, vi var for høflige til at sige ja – he he – og så kunne han vist heller ikke holde ud at høre på hendes vredesudbrud over at skulle sidde stille.

 


Fremme ved hotellet skulle temperaturen tjekkes igen, fordi vi var kommet fra New Zealand, hvor der er flere udbrud af svineinfluenza. Ingen af os havde feber; heldigvis da for Elinor havde faktisk feber i et par dage inden afrejse. 1. dag i Hongkong gik vi en tur på 3-4 timer ned ad Nathan Road i Kowloon (det ligger i hovedlandet), hvor vi boede, ind til hotelværelset var klart. Vi tog også en masse afstikkere til de små sideveje og kom bl.a. til et lokalt kød- og grønt marked samt ned til havnefronten. Efter at have været forbi hotellet og fået et bad, gik turen med metroen til Causeway Bay på Hong Kong Island, hvorfra vi gik en tur i Victoria Park. Her gik vi ”pebble walk”, legede på legepladsen, købte et Spiderman-ur til William (der er rigtig mange gadehandlere, som sælger ure med følgende salgsbemærkning: ”Do you want watches?” Og hvis man ikke reagerer: ”Do you want copy watches?”). På vejen blev vi stoppet af flere mennesker, som enten blot stillede sig op og stirrede på børnene (uden at fortrække en mine!) eller tog billeder af dem med deres mobiltelefoner.

Hongkong by er på størrelse med Lolland-Falster og består af to store og 230 mindre øer samt Kowloon og New Territories på det kinesiske fastland. Byen har 6,9 mio. indbyggere, så det er ikke så underligt, vi oplevede byen som hektisk. Herudover var den ”mere kinesisk” end forventet, for selvom Hongkong siden 1. juli 1997 er en del af Kina, har byen i en periode på halvtreds år, det vil sige indtil 2047, ret til at bevare sit eget økonomiske og samfundsmæssige system under henvisning til princippet et land - to systemer.

Onsdag regnede det fra morgenstunden, så vi tog en slapper og legede på værelset efter at have spist morgenmad på hotellet til Williams store fornøjelse. Vi blev da også enige om, at morgenbuffeten måtte være et ’must’ resten af ugen, fordi børnene nød den så meget, og den gav en rigtig god start på dagen. Det var alle pengene værd, fordi vi på den her slags ferier aldrig rigtigt ved, hvor, hvad eller hvornår vi får frokost eller aftensmad. Ved 12-tiden da solen igen kom frem, tog vi på den helt store sightseeingtur: først med metroen til Hong Kong Island (Central) og derefter gåtur til Man Mo templet, der ligger i området omkring alle antikvitetsforretninger i byen. Man Mo templet er tilegnet to gudeskikkelser, Man (guden for litteratur) og Mo (guden for kampsport/krig) og blev bygget i 1847. Det var mørkt men farverigt, og luften var varm og tyk af røgelse. Rigtig spændende. Bagefter gik vi hen til byens berømte rulletrapper, Central-Mid-Levels escalator, som ruller opad fra kl. 10 om formiddagen til midnat og derefter nedad om natten og om morgenen. Hongkong er bygget på et stejlt, bjergrigt terræn, så de har fundet på denne usædvanlige transportmåde med 20 rulletrapper og 3 rullende fortove, der alt i alt er 800 meter, men som svarer til meget mere, hvis man skulle tage samme tur i zig-zag igennem byens gader i bil. Området er rigtig hyggeligt med små cafeer og en stemning som i Sydeuropa. Da vi tog turen op, krydsede vi fingre for, at det var muligt at komme videre til Botanisk Have/Zoo oppe fra toppen, for vi havde ikke just planer om at tage alle de almindelige trapper ned igen med to små børn og klapvogn! Heldigvis fandt vi en anden og mindre stejl vej ned til Botanisk Have, men man skal nu alligevel bruge en del kræfter på at komme omkring, for klapvognen skal alligevel bæres ned af mange, mange trapper i en by, der overhovedet ikke er indrettet efter hverken børn eller handikappede. Heldigvis er der jo intet som motion og styrketræning (selvom vi tog os selv i at tænke ”hvad har vi dog gang i” op til flere gange…) :-) Efter Botanisk Have gik vi videre til ”The Peak Tram”, som tog os op til Victoria Peak med udsigt over Hongkong… eller…. Det viste sig, at ”smoggen” lå så tæt over byen, at det ikke var meget, man kunne se, men turen derop var til gengæld superhyggelig, så den var hele turen op på det 428 m høje bjerg værd. William, der holdt nøje øje med klokken på sit nye ”watch”, mente, at det nu snart måtte være aftensmadstid, så vi tog herefter bussen til havnen, hvorfra vi sejlede med en af de gamle ”Star ferries” tilbage til Kowloon.

Hongkong vågner sent, hvilket ikke helt passer ind i vores døgnrytme, hvor morgenen starter kl. 05, så efter morgenmaden legede vi også torsdag lidt på værelset, inden turen gik til Starbucks i venten på, at Ladies’ Market åbnede. Vi ventede til kl. 10.30 og besluttede os så for at tage til Lantau Island i stedet. Lantau Island er større end Hongkong i areal og ligger sydvest for Kowloon. Man kommer ganske nemt dertil med metro, og den store attraktion på øen er verdens største siddende, udendørs bronze buddha-figur, det smukke Po Lin kloster og svævebanen, man transporteres i for at komme dertil. Turen med svævebane går 5.7 km til landsbyen Ngong Ping Village, hvorfra man kan gå til klosteret og Buddha-figuren, som befinder sig for enden af en lang trappe op ad bjergsiden. Storslået! Vi havde en utrolig dejlig dag, hvor børnene legede i landsbyen (og som sædvanlig var der nogen, der ville tage billeder af Elinor), og vi fik set og oplevet noget meget smukt og kontrastfyldt til Hongkong by: natur, fred, ro og plads. Før turen gik tilbage til Kowloon, spiste vi sen frokost i en food court, som vi også kender det fra New Zealand (det føltes ganske hjemligt), og vi blev helt nostalgiske og tror, vi kommer til at savne vores ”Seafood Laksa” og ”Chicken Bento” retter. Tilbage i Kowloon tog vi på Ladies’ Market, som nu vrimlede med mennesker og boder. Vi købte en kinesisk kjole til Elinor, før Martin og Elinor bakkede ud og gik hjem til hotellet. William og jeg blev derimod og ledte efter en t-shirt med Ben10, som han havde ønsket sig, og vi fik heldigvis pruttet prisen ned til et nogenlunde fornuftigt leje, velvidende at sælgerne alligevel fik sig en aldeles glimrende fortjeneste (man bør kunne få priserne ned til 20-30 % af udbudsprisen ifølge en af mine studiekammerater, der har boet i Hongkong i 2 år).

William gik hjemmevant rundt på gaden og ved metroen, og Elinor smilede og kiggede på alle, hun kunne få øje på. Jeg selv var den store tur-planlægger, og Martin som sædvanlig kortlæser og ”billetmand”, der sørgede for billetter til metro, bus m.v., så rollerne var godt fordelt, som de plejer. På hotellet blev William gode venner med personalet og hilste lystigt på dem (på kinesisk) hver morgen. De bar alle ansigtsmasker på grund af smittefare, og på sidstedagen gik også William med maske, fordi han hostede så meget. Begge børn var påvirkede af klimaet, som var fugtigt og tåget, så de hostede rigtig meget, og Elinors eksem var også værre end ellers, men bortset fra det var de rigtig godt tilpas.

Fredag gik udflugten til ”Ocean Park”, der viste sig at være mere et tivoli end et marineland, men parken rummer de berømte pandaer, som den kinesiske regering begavede Hongkong med ved 10 års jubilæet for overdragelsen af Hongkong til Kina. Parken var lidt af en skuffelse, for det hele lod til at handle om mersalg på den lidt ufede måde med boder overalt og fotografering af de besøgende ved hver eneste attraktion, og pandaerne så vi slet ikke; den ene vi kunne få øje på lå bag ved en sten og sov! Men det var nu hyggeligt alligevel, og bagefter tog vi en taxi til Aberdeen Fishing Village, hvor vi gik en tur. Aberdeen hed oprindeligt Hongkong, men da tilflytterne kom, kaldte de hele øen for Hongkong. Da fejlen blev opdaget, mente man, det var for sent at rette op på det, og derfor ændrede man bare byen Hongkongs navn til Aberdeen! Den mindede nemlig om den skotske by Aberdeens havneområde. Selvom byen ligger midt i Hongkong, er det stadig – til dels i hvert fald – en gammeldags fiskerlandsby, hvor der sælges friske og tørrede fisk ved kajen, og turisterne tilbydes en tur i sampa – en traditionel kinesisk båd.

Jeg blev ret overrasket over, at Hongkong er så kinesisk, og det er ikke mange, vi har mødt, der har kunnet tale engelsk. Den sidste aften gik vi ud og spiste på en restaurant, og det tog dem 3-4 tjenere at finde en, vi kunne kommunikere med, så vi kunne få bestilt, og alligevel var det en ren overraskelse, da maden kom på bordet! Maden var ikke som på en kinesisk restaurant, som vi kender den; i stedet var der meget fokus på griseindvolde, nudler og fiskeboller… og ligesom man får brød og oliven til at starte med i Sydeuropa, får man grøn te i Hongkong. Det findes i alle afskygninger og endda i boller, som jeg nu har lovet William at bage, når vi på et tidspunkt finder et sted at bo i Danmark.

Lørdag var det tid til afrejse, så efter en lang dags gåtur rundt i byen for sidste gang, tog vi turen til lufthavnen med afgang til København via München. William glæder sig helt vildt til at besøge farmor og farfar men syntes nu, at Hongkong var en af favoritbyerne – sammen med Danmark og New Zealand.

 

 

2008

23/03-08: I morgen tidlig flyver vi! Vi kom tilbage fra Jylland i går, lørdag, og indlogerede os på Hotel Hilton ved lufthavnen. Det er et sandt paradis for William, som både kan se skibe, tog og flyvemaskiner fra vinduet. Han er topbegejstret for at på "hotelt", som han kalder det. I løbet af ugen der er gået har vi besøgt farmor og farfar i Kolding, Henny og Egon i Brande, onkel John og Mie + mors arbejde i Århus, mormor i Aalborg, Peder og Mona i Løgstør. samt Hanne og Henrik hjemme i det hvide hus på Ålholmvej 50, som William kalder det. I dag har vi desuden haft besøg af bedste-onkel Preben, som kom for at ønske os god rejse. Både Elinor og William er stadig småsyge, og Elinor har tabt sig næsten et kilo i løbet af ugen. Hun er ikke så madbegejstret som sin storebror men hun er da begyndt at spise mos med kød, som hun lader til at kunne li', og hun er også begyndt at drikke vand af kop.

 

15/03-08: Så er lejligheden tom og hele familien taget på rundtur i Jylland. Det har været et par hårde uger med både sygdom og flytning. William røg til vagtlæge sidste søndag og fik konstateret lungebetændelse, og Elinor var ved vagtlæge i går og har mellemørebetændelse og bronkitis, så begge børn er nu på penicillin! Heldigvis er de i godt humør, hvilket er ret imponerende den seneste tids kaos taget i betragtning.

Men det lykkedes os at få rengjort, sorteret og pakket alt ned med god hjælp fra 3 professionelle (svenske) flyttefolk, opbevaringshjælp fra familie og venner samt husly og børnepasning fra gode naboer de sidste par dage, hvor flyttefolkene havde travlt med at pakke ned. Og ind til videre er vi i den tro, at vi har styr på det hele og har husket alt... Gad vide hvor længe det holder...? Under alle omstændigheder har vi talt om, at vi virkelig håber, det bliver en god oplevelse for os alle at tage til New Zealand, for det er et STORT projekt, vi har sat i gang for ½ år, hvis det viser sig, at vi ikke trives, eller jeg ikke kan få job. Arbejdsvisum HAR jeg dog fået, og det er jo første skridt. De resterede skridt må vi tage, som de kommer. Nu skal vi lige afsted først: den 24. marts flyver vi til Auckland, New Zealand, via London og Los Angeles - en tur på 36 timer... Vi håber blot, at børnene er blevet raske inden da.

William holdt afsked i børnehaven i går, fredag den 14. marts, hvor vi havde ispinde med til Solsikkerne. Det var rigtig hyggeligt, selvom personalet var utrolig kede af, at William skulle rejse. De mente ikke, vi havde ansøgt om at tage ham ud af børnehaven - ha ha. Vi havde en æske chokolade og et fint kort med til dem som tak for den tid, han har gået der, og til Rune havde vi skrevet et lille brev med et billede af ham og William. William fik også gaver; en Thomas Tog dvd af Rune, en bog med tegninger fra alle børnene på stuen og én med billeder fra hans tid i vuggestuen og børnehaven. Det var meget rørende, og jeg var lige ved at give mig til at tude. William selv var mest optaget af, at der var et bilede af toget Percy uden på bøgerne! Vi sagde ikke farvel men på gensyn, og hvem ved - måske kommer han tilbage til Børnehuset Solbjerg Have igen. Om ikke andet så i hvert fald på besøg.

Martin stoppede på arbejdet torsdag eftermiddag - ret sent i forhold til flytningen må man sige. Flyttefolkene kom nemlig torsdag morgen kl. 07.30 og blev færdige fredag eftermiddag kl. 14. Klokken 16 blev containeren hentet og sendt til Hamburg, hvorfra den går videre til Auckland. Hvis alt går vel, er den fremme i starten af maj.

William har taget flytningen forbløffende godt. Vi har talt med ham om, at vi skal ud at flyve, og at vi skal have alle vores ting med. Derfor skulle flyttefolkene komme og pakke dem ned. Han syntes, det var ret morsomt og hilste også kækt på svenskerne, da de kom ind ad døren. Jeg tror, han glæder sig til at komme ud at flyve og på ferie med mor, far og Elinor. Måske bekymrer vi os for meget i virkeligheden. I børnehaven siger de i hvert fald, at han sagtens kan klare både flytning og nyt sprog, og ind til videre lader det til at holde fint stik.

I store træk trives vi alle og har det godt, men vi glæder os til at få lidt ro på igen snart. Elinor vokser, pludrer, smiler og griner det meste af tiden, og William er en glad og finurlig dreng (han har humor, siger de i børnehaven), om end han helt klart også er kommet i selvstændighedsalderen og har lært lidt af hvert i børnehaven. Til tider er det ganske udfordrende men oftest er det skønt at være en lille familie på 4!

 

24/02-08: Det seneste år har budt på mange sjove og interessante ting og oplevelser, forandringer samt overraskelser. Men den største overraskelse - også for os selv tror jeg - er, at vi flytter til New Zealand i slutningen af marts måned! Martin har fået job derude på en 24-måneders kontrakt, så hvis jeg kan finde et godt job til efteråret, og vi trives, bliver vi derude i 2 år. Alternativt er vi hjemme igen om 6 måneder...

Som det ser ud lige nu, rejser vi den 24. marts, altså om nøjagtig én måned, men det kommer an på vores visa, som vi endnu ikke har fået... Dem regner vi dog med at få om en uges tid, og efter al den møje og besvær for overhovedet at kunne sende ansøgningerne af sted, satser vi på, de går igennem uden problemer.

Vi har solgt både lejlighed, bil og lidt møblement, men ellers tager vi de fleste af vores ting med. De skal pakkes og skippes af sted medio marts. Vi regner derfor med at tage til Jylland og få husly frem til vores egen afrejse, som går via Los Angeles.

Alt i alt er der opbrud i det lille hjem på Ålholmvej 50. Jeg tror, det bliver svært for William at flytte. Han er meget glad for "det hvide hus" og for Hanne og Henrik, som bor nedenunder. Han besøger dem stort set hver dag, og det er hans "helle" - væk fra mor, far og lillesøster. Han kommer helt sikkert også til at savne Rune, hans bedste ven i børnehaven, men forhåbentlig finder han hurtigt nye legekammerater. I hvert fald er det 1. prioritet for os at få hans hverdag til at fungere i de nye omgivelser hurtigst muligt.

 

 

 

Vores fælles fotoalbum »

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010

2009

2008

 

Familien Frank Warming